Denne fortælling er berettet fra Elano, dengang Hiroyaki-klanen var at finde i området.
—
Hiroyaki Toshiro og hans to livvagter ankommer til den massive træport der lukker af for hans private område. Bag den er et par huse, inklusive hans eget. Der står fire krigere, to på hver side af porten. På få sekunder er de nede på begge knæ og bukker dybt for deres herre. Toshiro nikker, og vagterne rejser sig op.
“Status?”, spørger Toshiro med en hård og kold stemme. En vagt med en sært formet hjelm tager et skridt frem, bukker dybt og sætter sig på jorden med hovedet nedad. Sådan bliver han siddende imens han taler med en underdanig, men fast stemme;
“Min herre, intet er sket mens du har været væk. Der har været bud fra bag porten om at deres hjem er gjort i stand til deres tilbagevenden, og så kom en budbringer med et brev fra deres ældste bror, herre, det befinder sig i deres hus sammen med den saké de bestilte. Jeg håber at det er tilstrækkeligt, Toshiro-sama.”
Da Toshiro nikker rejser manden sig igen til fuld højde.
“Det er tilstrækkeligt, min gode bushi. Åbn døren.”
Manden råber noget meget højt og en dør i højre side af porten åbner sig knirkende. Toshiro giver et nik, og de samlede soldater bukker alle dybt. Derpå går lensherren gennem porten med sine to livvagter. Døren lukker i efter ham.
Det blæser op. Blæsten er kølig og tager hurtigt til i styrke. Ud af skoven kommer enten en bushi, ronin eller kensai i noget slidt og beskidt tøj – det er svært at se i den heftige vind. Den ukendte person nærmer sig hurtigt vagterne, og de griber lidt fastere om deres spyd. De er overraskede over at se hvad der virker til at være en af deres egen slags så fjernt fra deres eget land. De vejer ham med øjnene – det er ikke en person de mindes at kende. De søger efter et klansymbol, et mon, på hans tøj, men der er ikke noget at spotte.
Den fremmede går med lette, nærmest flydende, skridt frem mod dem, og han stopper først op da han er meget tæt på. Vagterne opdager hurtigt at de ikke kan holde deres blik fokuserede på hans øjne, og en skælven går gennem dem. Han smiler og kigger på deres spyd, såvel som deres måde at holde dem på. Da taler han;
”Ærværdige lystfiskere. Hvem bor her?”
Lederen med den sære hjelm, der har mere erfaring end sine tre underordnede, rækker sit spyd til den ene af dem. Derpå træder han frem og putter hånden på det lange sværd han også bærer i sit bælte. Han kigger undersøgende på den sære person. At han ikke kan fokusere på øjnene foruroliger ham, og han tænker i sit sind at det muligvis er en kami, en ånd, der er her for at bringe deres leder information fra deres verden.
“Jeg er Yamiyo Kozen, tjener under den mægtige Hiroyaki Toshiro-sama. Hvem, om jeg må spørge, er de?”
Den fremmede kigger på de hænder der hviler på sværdet og smiler så.
”Frygt ikke, jeg er ikke din fjende, blot en fattig pilgrim der søger ly og mad. Mit navn fortrækker jeg at holde for mig selv. Ikke kun for at være uhøflig…”
Han smiler igen.
”… men også fordi det er uden betydning.”
Yamiyo svarer hårdt og fast;
”Ingen bliver lukket ind her uden at fragive deres navn. De opfører dem dybt uhøfligt, og det er simpelt for hver mand at se hvorfor De er blevet ronin! Toshiro-sama har beordret os til at få navnene på folk, og det ville bringe mig skam at lukke Dem inden uden!”
Der er et sekunds stilhed inden den fremmede bryder tavsheden.
”Dine øjne er så skarpe som en muldvarps! Jeg er kensai, og mit navn er Miyoshi – elev af mester Junyo!”
Miyoshi fokuserer på Yamiyos øjne og holder ham fast – der er ingen tvivl om han er meget kraftfuld. Efter hvad der for Yamiyo føles som evigheder, bliver han endelig sluppet.
”Løb så til din herre med besked!”, råber Miyoshi. De tre andre vagter hæver igen deres spyd, men Yamiyo vifter dem af – dog en smule ukontrolleret imens han mumler ”Jun… Junyo…”
Derefter peger han på porten, udtaler en kort kommando, og straks bukker en af hans folk og forsvinder bag døren.
Den uvidende vagt stormer hastigt gennem de indre veje og hen til Toshiros hus. Han bukker dybt foran døren og en hård kommando høres derefter. Han åbner forsigtigt døren, bukker dybt igen og bukker ligeledes mindst 50 gange efter hinanden før, imens og efter han er færdigt med at tale – han viser sin herre respekt. Lensherren lytter utålmodigt på vagtens forklaring, men ender med at kigge på ham med vantro i sine øjne. Toshiro sætter hurtigt sin kop saké fra sig og rejser sig da, tager sit sværd og placerer det sikkert i bæltet. Derpå går han ud af huset, hvorpå vagten igen bukker et utal af gange.
Snart åbner portens dør og Hiroyaki Toshiro, daimyo, træder ud. Han er klædt i en hvid hakama og med en sort kimono. Han bærer også en stor, hvid og åben kimono over denne, med en pyntende snor med kvast der holder de to halvdele sammen. Hans lange sværd er flot og af godt håndværk. Det korte af dem er en legende, hvis udseende afspejler god brug og ærefuld behandling. Toshiro selv har hårde, gråblå øjne og et ansigt der matcher, med skæg på hagen, men er ellers barberet. Håret er samlet i den traditionelle samuraifrisure. Bag ham kommer to livvagter og vagten fra før. De to livvagter er begge klædt i åbne, hvide jakker ud over to blå kimonoer af forskellig farvedybde. De har gode, men ikke exceptionelle, sværd stukket i deres bælter. Deres store, flagrende bukser er henholdsvis røde og mørkegrønne. Lensherren ser stolt ud, men bukker alligevel overraskende dybt for den nye mand.
“Jeg er Hiroyaki Toshiro, søn af Hiroyaki Taisuke, efterkommer af Hiroyaki Ryojin og kami’en Kataware. Jeg er lensherre her, og du betræder mit land. Hvad ønsker du?”
Toshiro ser ind i Miyoshis blå øjne, og det er som at stirre ned i en afgrund der konstant bliver dybere og dybere. Tomheden truer med at opsluge ham fuldstændigt, men til forskel fra de andre kan Toshiro godt holde Miyoshis blik fast. Det er ikke uden grund det siges om ham at det, at sidde i hans nærvær, er som at sidde foran ti mænd, alle med krigerens sjæl og munkens visdom. Han er på ingen måde aggressiv eller truende, blot rolig og hvilende. Men som kensai kan Miyoshi sagtens mærke at han på splitsekunder kan trække våben og derved blive en dødelig fjende.
To – tre minutter, eller en evighed senere, og uden at slippe øjenkontakten, bukker Miyoshi passende dybt som overfor en ven, men ikke som overfor en Daimyo. Toshiro lægger mærke til at Miyoshi er nyvasket, omend han dog ikke har gjort noget ud af sit tøj eller sin personlige pleje.
”Jeg er Miyoshi, elev af Junyo Roshi. De skulle vel ikke have en lade jeg må sove i? Og en skål hirse?”, spørger Miyoshi høfligt.
Toshiro bukker i samme dybde som manden overfor ham. Det relativt dybe buk chokerer hans soldater, der falder på knæ og bukker. Hvis deres herre bukker så dybt, må de nødvendigvis bukke endnu dybere.
”Junyo Roshi…”, siger Toshiro. ”Jeg mødte ham engang, men det er længe siden nu. Jeg beklager jeg hverken hirse eller ris har, det lader til at folket heromkring foretrækker brød, kød og suppe i alle afskygninger. Derudover spiser de noget de kalder kartofler. Jeg kan sende bud efter en smule af denne mad, ellers må jeg beklage ikke at kunne byde Dem noget andet.”
Han afventer roligt et svar fra manden overfor ham.
Miyoshi falder på knæ og bukker for en af soldaterne. Stadigt med hovedet nede siger han;
”Jeg takker for tilbuddet, men kan ikke modtage kødet da dette vil forstyrre min Wa.”
Der er en kort pause hvor alle, inklusiv Toshiro, ikke ved hvad der skal siges.
”Er det muligt at sove hos Dem, hr. soldat?”, spørger Miyoshi. Han bliver liggende på jorden.
Der går et øjeblik før Toshiro kommer sig.
“Sove hos min soldat? Nu må De ikke bringe mig til skamme. Skal en elev af Junyo Roshi sove på mit område, skal han sove i mit hus! De skal være mere end velkommen, gode ronin.”
Hiroyaki Toshiro signalerer til sine mænd at de skal rejse sig. Han foretrækker at have dem på deres fødder i stedet for deres knæ.
”Heh, jeg tilgiver din forglemmelse. Jeg ikke Ronin, men en… pottemager, som jeg sagde tidligere”, lyder det tørt fra Miyoshi.
Derpå rejser han sig og nikker respektfuldt til soldaten.
”Toshiro-sama, Junyo har lært mig at ingen er bedre på grund af deres stand! Men jeg ønsker ikke at skabe splid mellem jer, blot at vise soldaten at hans natur er lige så god som alle andre levende væsners.”
Miyoshi viser med sit kropssprog at han er rede til at følge med Hiroyaki Toshiro.
“Det er ikke hvad jeg har lært.”, svarer Toshiro fast, ”men du skal være velkommen i mit hus.”
Hiroyaki Toshiro træder til side, og straks råber en soldat over muren og døren i porten åbnes atter. Toshiro venter på at hans gæst vil gøre ham den ære at gå før ham. Miyoshi bukker høfligt og beder derefter om at blive taget til husalteret. Da de når frem sætter han sig og mediterer i små ti minutter. Toshiro venter på ham. Miyoshi rejser sig herefter uden en lyd og smiler til Toshiro.
”De er en god mand, Toshiro-san”, siger han så med oprigtighed i stemmen og giver samtidigt et anerkendende nik.
”Det glæder mig i sandhed at være kommet hertil. Du er en ung mand som min ven Kadokawa Ishido ville have sat stor pris på!”
Hiroyaki Toshiro bukker, takker for rosen og spørger med følelserne blot en smule ude på tøjet;
“Kadokawa Ishido? Den berømte sværdkæmper? De er en ven af den herre?”
Toshiro, stadig ikke fuldt ud tilpasset Bushidos ideal om at man ikke må fortrække en mine i nogen situation, viser et udtryk af mild overraskelse, men dog stadig tilpasset nok til ikke at afsløre præcist hvor overrasket han egentlig er.
Miyoshi smiler igen.
”Jo jeg kender ham. Han er forrygende med sværd, men hans slægt har længe kæmpet mod en forbandelse. Den ser dog ud til at være ved sin ende efter mange års hårde udfordringer for Ishido.”
Miyoshi smiler endnu engang.
”Toshiro-san, vil du nu gøre mig den ære at fortælle om Hiroyaki slægten?”, spørger Miyoshi venligt Toshiro. Pludseligt knurrer Miyoshis mave.
”Det har været mange dage…”, siger Miyoshi muntert.
Toshiro bukker, går hen til en dør, glider den til side og snakker lidt med vagten bag den. Manden løber hurtigt mod et andet hus.
“Det ville være mig en ære at fortælle om Hiroyaki slægten. Jeg har sendt bud efter en smule mad. Jeg håber denne egns sære spise kan behage dem. Som før sagt vokser risen ikke godt her.”
Toshiro går over til et bord og byder den bedste pude til sin gæst med et buk.
“Det vil også være mig en ære hvis de vil tage min plads, Miyoshi-dono. Jeg ønsker dem en god hvile, hvis blot for en aften.”
Toshiro sætter sig til rette og venter sammen med Miyoshi på maden imens han fortæller om sin slægt.
Da maden kommer, går Miyoshi godt til den. Pludseligt stopper han op og mumler en sutra for sig selv. Derpå anstrenger han sig for at spise langsomt, imens han griner stille for sig selv.
”Mange tak! Det gjorde godt Hiroyaki-sama! Kan jeg sove her?” Han nikker mod gulvet ved siden af ham.
“Det ville være mig en ære, Miyoshi-dono. Jeg skal sende bud efter en ekstra futon de kan sove på. Ønsker De dem også et nyt sæt tøj? Eller kan jeg i det mindste få deres tøj vasket og syet?”
Det virker sært med en lensherre der er så høflig overfor hvad der tilsyneladende blot er en vagabond, men ingen under hans kommando tør stille spørgsmål ved hans handlinger.
”Toshiro-san, jeg tager imod alle ting du byder mig som vært…”
Miyoshi smiler oprigtigt af glæde inden han fortsætter
”… men jeg må beklage ikke at kunne høre mere om din slægt – trætheden er ved at overmande mig.”
Miyoshi smiler oprigtigt af glæde. Toshiro bukker lydløst og trækker sig tilbage.
Sidst på natten bliver portvagten revet ud af sin meditation da Miyoshi gør mine til at ville ud.
Portvagten åbner hurtigt for ham, og i den efterfølgende halvanden time træner Miyoshi diverse sværdteknikker. Alt imens kommer en vagt ind i Hiroyaki Toshiros private område. Han bukker mange gange, og vækker da sin sovende herre.
“Herre, undskyld min æreløse uhøflighed, men jeg føler det er min pligt at vække Dem. Deres ærede gæst har bedt om at blive lukket ud og er blevet det. Jeg har bragt deres kimono og hakama frem, i tilfælde af de vil efter ham, Herre.”
Toshiro er ikke overrasket. Manden er trods alt kensai. Han sætter sig op, hvorpå vagten kryber et par skridt tilbage, bukkende. Toshiro rejser sig, helt rolig og tilsyneladende uden tegn på træthed. Han sikrer sig hans samurai tot sidder korrekt og bliver da iklædt sin kimono og hakama. Han placerer det lange sværd ved siden af det korte han altid bærer. Derpå går han ud, træder i sine sandaler og går mod porten og Miyoshi.
Miyoshi nikker venligt til Toshiro da han kommer ud, men færdiggør sine ting før han taler.
”Morgen! Junyo-sensei giver altid håbløst hårde opgaver…”
Han smiler venligt og ser Toshiro an. Toshiro bukker inden han taler.
“Godmorgen, Miyoshi-dono. Jeg føler jeg bør fortælle Dem en lille historie. Engang trænede min egen sensei og jeg. Han bad mig slå hans håndled, men hver gang jeg slog, flyttede han hånden. Til sidst kastede jeg træsværdet fra mig i vrede og spurgte ham hvordan jeg skulle kunne ramme hans håndled hvis han hele tiden flyttede det. Sensei svarede mig ikke, han svang blot sit eget sværd i luften og ramte mig præcist i panden. Det slog mig bevidstløs, og jeg lærte at uanset hvor hård en opgave ens sensei sætter en til, gør brok eller konstatering af opgaven den blot sværere og en selv svagere. Jeg håber hans visdom også kan hjælpe dig, Miyoshi-dono.”
Han smiler ved slutningen af sin historie, vel vidende at korrekt etikette ikke tillader ham at rette en mand som Miyoshi.
Miyoshi smiler endnu engang, men taler hårdt og fast.
”Toshiro-dono, jeg beklager mig ikke for at beklage mig! Det er sandt hvad jeg siger, og det var en hentydning.”
Sådan står de overfor hinanden indtil Miyoshi brat skifter emne.
”Kan du vinde i duel over alle dine bushier? Eller er der en som er bedre end dig?”
Uden at skifte ansigtsudtryk svarer Toshiro;
“Min onkel er en god kriger, men om han er bedre end mig vil jeg ikke sige. Ellers er de alle under mig i evne, ikke for at prale eller gøre mig selv stor.”
Miyoshi ser alvorlig ud.
”Her i dette fjerne område må du som daimyo sikkert selv gå i kamp af og til, så det er godt. Hvor mange bushier har du? Det er ikke vigtigt hvor mange du har, men bed dem om at komme herud.”
Toshiro vender sig mod en mand ved porten.
”Yaki-dono, saml alle bushi på min grund. Lad tre blive ved porten, resten skal være her inden for ti minutter.”
Yaki skynder sig ud i mørket som var der ild i ham. Han ved at hans herre ikke sagde inden for ti minutter uden at mene det. Kort efter stiller Yaki med enhver bushi han kunne finde på grunden. Størstedelen bærer hakama og kimonoer af forskellige farver, men alle har en helt hvid haori på, bærende Hiroyaki-klanens mon. De stiller sig alle på en række, en del retter folderne i deres hakama, da de har ligget og sovet og lynhurtigt taget deres ting på. De griber alle om deres korte sværdskeder, trækker dem op og holder dem løst langs deres venstre side. Da bukker de alle dybt og sætter sig derefter ned, placerer sværdet på venstre side og bukker endnu engang dybt. Toshiro bukker let, nærmest et nik. De kigger alle op, rejser sig og bukker så dybt igen før de putter deres sværd tilbage på plads. Toshiro gransker tilfreds de 30 bushier og tiltaler så Miyoshi.
“Her er de, Miyoshi-dono.”
Miyoshi beskuer dem.
”Er jeres herre Hiroyaki Toshiro mægtig?”
Der lyder et brølende ”HAI!” inden Miyoshi fortsætter.
”Det er skik og brug at man aldrig gør sig bedre end Herre, men I denne træning SKAL I give jeres bedste! Jeres herre har brug for jeres bedste, for at han selv kan blive bedre! Besejrer I ham, vil I ikke blive straffet, men i stedet belønnet. Besejrer I ham ikke, vil alle blive straffet.”
Miyoshi stirrer hårdt på hver enkelt bushi.
”Denne træning er simpel! Den første…”, Miyoshi peger på manden i den ene ende af linien.
”… angriber Toshiro-dono. Hvis han taber ILER den næste i rækken til angreb. Således fortsætter I til enten han, eller I, alle ligger på jorden. På dit signal kan I begynde, Toshiro-dono.”
Miyoshi går lidt på afstand og stiller sig med armene over kors.
Toshiro er fattet, og spørger uden antydning af følelse i stemmen;
”Miyoshi-dono, jeg må først høre om De ønsker at nogle skal dø i dag? Vi bærer alle sværd, ingen af os har medbragt vores træsværd. Skal jeg sende bud efter dem?”
Miyoshi sænker armene.
”Toshiro-dono, død er ikke at fortrække. Dog kunne den sidste kamp være med katana, således at bushierne sørgede for at vinde før en af dem døde i kamp. Det er dit valg Toshiro-dono.”
Toshiro bukker for Miyoshi og taler højt og tydeligt.
“Nuvel, sådan skal det være. Sidste kamp bliver med klinger, bushi! Hent alle træsværd. Tarioki-dono, du tager også mine med til mig i en fart!”
Med et bukker de alle og forsvinder atter ud i mørket. En kort rum tid passerer hvorefter bushierne er tilbage på plads med lange træsværd i venstre hånd. De bukker samlet, som før. Toshiro får overrakt sine to sværd af Tarioki-dono med et dybt buk og ordene “det er ikke en ære der er mig værdig, Toshiro-sama.”
Toshiro tager en snor fra hans sværdskede og binder de store ærmer op med den. Derefter tager han et par stykker snor og binder sine hakama sammen ved anklerne.
Da går en bushi frem. Toshiro og krigeren bukker for hinanden og trækker da deres sværd. Toshiro trækker kun det lange. Bushien stormer frem og hugger kraftigt mod Toshiros hoved. Toshiro rammer let sværdet på siden så det ryger ud af kurs, og brager derefter sit eget direkte i maven på manden. Der lyder en ubehagelig, knækkende lyd og manden falder sammen. Endnu en bushi stormer frem. Toshiro smadrer hans fingre med træsværdet og flytter sig til side. Manden tumler forbi ham og træsværdet kommer susende ned på hans rygrad. Han tumler også til jorden med et skræmmende knæk. Den næste bevæger sig lidt mere tøvende, men også han ender på jorden.
Sådan fortsætter det en rum tid. Da ti af bushierne ligger på jorden står Toshiro stadig oprejst, men forpustet. Han er endnu ikke blevet ramt hårdt eller slemt, men hans fart og styrke begynder alligevel at falme. Toshiro er vant til bære rustning, så han holder nok en stund endnu. Den næste giver ham ingen nåde, men løber hurtigt frem og bliver ramt klart på siden af hovedet. Endnu tre går ned. De næste to er tydeligvis blevet skræmte, for begge tøver i deres teknikker og bliver mejet ned. Nu bliver det til gengæld sværere for Toshiro. Den næste bushi stormer frem, og det lykkes ham at ramme sin herre på underarmen inden han ender i dyngen med de faldne. Den næste bushi og Toshiro slår deres våben så kraftigt sammen at der går en splint af bushiens træsværd. Den splint styrer resolut mod Toshiros ansigt, så han bliver nødt til at flytte sig og tager derfor et slag mod benet. Bushien er nu helt åben, og følger hurtigt sine kammerater på jorden.
På dette tidspunkt trækker Toshiro sit korte sværd og tager sin Faldende Regns Stil i brug. Han parerer og hugger som en vanvittig. De næste fem bushi står ingen chance mod hans hastighed og kampånd, og de falder alle med mere eller mindre intakte kroppe. Men nu går tingene sløvt. Hiroyaki Toshiro ser efterhånden træt ud, nu drevet mere af vilje end ånd. Den næste rammer ham flere gange før han selv bliver ramt. Han skal have to slag før han giver op og falder sammen. Den næste fortryder de handlinger bushien før ham tog. Han bliver ramt rent over nakken, og flyver til jorden skrigende i smerte – han rejser sig ikke igen.
Toshiro ser nærmest ond ud. Han kan knapt nok stå på venstre ben længere. Begge arme har store røde mærker, men han står endnu, og det endda med ret ryg. Den næste bushi løber frem. Toshiro presser hans sværd ud til siden med sit korte, men da han hugger med det lange efter hovedet, bringer bushien sit eget våben op og hamrer det ind i Toshiros håndled. Armen flyver til side og det lange sværd daimyoen holdt flyver mindst en meter væk. Det korte sværd rammer dog bushien i hovedet da han forundret kigger efter sværdet. Toshiro løber ikke hen og samler våbnet op. Han holder i stedet det korte op mens hans højre arm kommer sig lidt. Den næste løber råbende frem med sværdet først. Toshiro rammer ham rent i hovedet, men bliver til gengæld selv stødt hårdt i maven. Han falder til et knæ nu, holdende det korte sværd frem foran sig. Han nægter at give op. Den næste rammer Toshiro hårdt over brystet før han får stukket det ene øje ud og tumler bagud, skrigende og giver op. Toshiro falder nu ned på jorden.
Der er en enkelt bushi tilbage, men det ser ikke ud som om lensherren kan mere. Han ser ud som om han er døden nær, og den eneste grund til han ikke er bevidstløs er hans vilje og hans ånd der nægter at give op. Miyoshi går over til Toshiro.
”Dine mænd har kæmpet bravt! Ingen fortjener at dø i dag.”
Han ser vurderende på den sidste bushi.
”Du der! Tag et træsværd og slå din herre ned. Loyalitet er din, ikke sandt? Hvad var din herres ordre til jer?” Derpå går Miyoshi tilbage. I samme sekund kigger Toshiro op taler langsomt;
“Det er… forkert… sidste kamp kæmpes…”
Toshiros ansigt bliver mørkt og hårdt.
“… med sværd. Det var min ordre!”
Han gør et forsøg på at rejse sig. Det lykkes mere eller mindre godt. Toshiro kommer på benene, men han svajer let. Med en lyd dybt fra maven retter han sig op til fuld højde, hans ansigtstræk stivner i en grimasse der holder smerten fra at vise sig fysisk. Han stirrer bushien lige i øjnene. Det virker helt utroligt at han ikke har taget mere på vej end det, men Miyoshi kan fornemme at det ikke er fordi den unge daimyo ikke føler smerten, han undertrykker den bare. Toshiro løfter sit sværd med den endnu brugbare venstre arm. Højre arm skal vist have lægehjælp. Toshiro taler til bushien – hans stemme er iskold.
“Kom an. Hvad venter du på? Hug mig ned!”
Miyoshi råber højt af både bushien og Toshiro.
”Toshiro! Hvis nogen skal kæmpe med klinger, så melder jeg mig frivilligt. Ellers så tag en kriminel fange! Byd ikke en af dine loyale bushier at dø. Eller værre, at skulle leve med skammen af at have dræbt sin herre.”
Toshiro bliver stående. Miyoshi fortsætter.
”Toshiro, ingen ønsker at dræbe deres herre – derfor har du allerede vundet! Pres ikke denne mand til at dræbe dig for at vise en pointe.”
Luften er blevet meget tæt, og det er svært for de faldne bushier at ånde. De fornemmer alle de dødes sjæle der er faldet for Miyoshis klinge. Det er tydeligt at han insisterer på at få sin vilje.
Toshiro lader sig ikke synligt påvirke.
“Miyoshi-dono, Krigerens Ord er ikke noget at bryde. Når en samurai siger noget er det hans sandhed, og ikke noget der kan laves om. En samurai siger aldrig noget let eller uden tanke. Jeg sagde jeg ville kæmpe sidste kamp med klinger, og jeg kan ikke bryde fortiden for at ændre dette. Hvis jeg skal dø her, er det min karma. Denne bushi bliver ikke vanæret hvis han dræber mig, det beordrer jeg hermed. I stedet skal han hædres og beundres for sit mod og styrke.”
Toshiros sjæl vokser og fylder luften. Hans udstråling er så kraftig som var hans krop sund og hel. Han kigger fast besluttet på Miyoshi. Der er sandhed i hans ord – i henhold til Bushido har han ret.
Miyoshi sukker for sig selv.
”Som du ønsker Toshiro-dono.”
Miyoshi ser på den sidste bushi, og kan se at han er fast besluttet på at lyde sin herre.
”Jeg undskylder denne træning, ærede bushi. Din herre sætter sit ord højere end visdom, og er mere selvhøjtidelig end en hane. Som Junyo ville have sagt, så var prøven for svær. Styrt dig bare i døden. Bagefter vil jeg kæmpe med Hiroyaki-sama, som jeg sagde at jeg ville.”
Der er ingen glæde i Miyoshis stemme. Toshiro taler endnu engang højt og tydeligt.
“Miyoshi-dono, det er skammeligt for Dem at opfordre en samurai til at bryde sit ord. Det kan ikke være på nogen anden måde, uanset hvad Junyo-dono eller Dem selv føler er korrekt. En sand kriger følger sin vej, selv når den er hård. Angrib mig så, Yashiro-dono!”
Yashiro, der er kendt som en fin sværdkæmper, lægger træsværdet fra sig. Det samme gør Toshiro. Derpå bukker de for hinanden og står stille og vejer hinanden med øjnene. Yashiro føler i sit hjerte at han har overtaget. De går begge fremad indtil de er indenfor hinandens sværdlængde. Selve kampen foregår på et splitsekund, sjæl såvel som styrke spilles ud mod hinanden og begge parter trækker. Yashiro trækker sit sværd med højre hånd og hugger oppefra og ned. Toshiro går under Yashiros højre arm, trækker sit sværd med venstre hånd og presser det ind i bushiens side. Han vælter ud på den anden side, halvt dækket i blod. Yashiro vælter ned i græsset, død. Toshiro får sit sværd proppet tilbage i skeden før han selv vælter omkuld af udmattelse.
Imens dette foregår, ser Miyoshi misfornøjet ud.
”Toshiro, at kaste liv bort blot for at holde sit ord er skammeligt! Men liv er mindre vigtigt end Bushido for dig, antager jeg?!”
Toshiro reagerer ikke.
”Junyo har altid brugt tricks i sin træning, såvel som at give vanskelige udfordringer. Det var mit trick at den sidste kamp skulle være til døden. Efter min mening er du for alt hård og rigid, samt forladt af både visdom og kærlighed! Du fejlede træningen af hjertet og sindet, men klarede du den med sværdet?”
Miyoshi taler roligt og let som var det vejret han talte om.
”Hiroyaki-sama, jeg takker for husly og din gæstfrihed. Desværre kan jeg ikke opholde mig her længere.”
Miyoshi sætter sig på jorden og bukker derefter. Han ser en anelse trist ud, men rejser sig roligt og gør mine til at gå. Der er ingen reaktion fra Toshiro – han er gået omkuld af udmattelse. Miyoshi ryster sørgmodigt på hovedet og begiver sig afsted imens han fløjter en munter melodi. Porten åbnes og Miyoshi tillades at forlade stedet. Toshiro bliver i mellemtiden båret tilbage til sit hus af sine folk. Der bliver han plejet og klargjort til morgenens ærinder. Yashiro bliver også klargjort til en proper begravelse.
Natten kommer og går igen. Næste morgen er Yashiro begravet og Toshiro udhvilet. Han sidder på sin terrasse og øver sin kalligrafi. Han bærer et sæt hakama, en matchende kamishimo med klanens mon og en sort kimono. Kimonoens fold er utraditionelt foldet venstre over kroppen – som en død mand ville beklædes.