Beliggenhed:
Gyldenhåb Hertugdømmet > Kløvermark Grevskabet > Vestbred Baroniet
Ligger helt nordligt i Gyldenhåb, og næsten direkte nord fra Sværddyb.
Beboere:
Orker og gobliner. Præcist antal er usikkert, men mellem 2.000 – 3.000 orker og ca. 700 gobliner (ved sidste spejderrapport). Der er også omkring 100 dværgeslaver der overlevede slaget for 200 år siden.
Hersker:

Ghaz’nagh Sorttand, også kendt som Stenknuseren, Ødelæggeren, Dværgtramperen og Stålæderen.
Vigtige personer:
Ghaz’nagh Sorttand – den største af stammens blegorker, og derfor leder, i hvert fald indtil en anden kan slå ham i kamp.
Gamle Z’hor den Vise – oklejrens mægtige shaman.

Beskrivelse, udseende og særlige kendetegn:
Den gamle dværgefæstning Khâz’Metâur er opkaldt efter Kong Tauhri Guldøkse den 3., hvis slægt blev udslettet efter borgen blev indtaget af orker og gobliner for godt 200 år siden. Khâz’Metâur, der af de “nye” indbyggere i dag går under navnet Ghaz’nagh Ghazul, er i disse dage i en sørgelig tilstand: hærget og ødelagt, med de enorme udskårne stenvægge og smukke metalrelieffer i stærkt forfald. Ved den smadrede port, der leder ind i totalt mørke, ligger store sten og træstammer på tværs og blokerer indgangen udefra. Mellem stammer og sten stikker gamle spyd og spidsede kæppe op, og lignende er gravet ned omkring ydermuren, så de beskytter mod angribende til hest. På to kæmpe pæle, en på hver side af indgangen, hænger ældgamle lig af dværge og elvere til skræk og advarsel. Inde i fæstningen bor der mange orker i de mørke gange. Ingen udefrakommende har været derinde og er sluppet ud i live, men spioner fortæller at de stammer der bor i grotten, er ledt af en relativt lille kerne af blegorker, hvoraf den største er kaldet Ghaz’nagh Sorttand.

Ghaz’nagh Sorttand er en enorm blegork. Han er en mægtig fjende i kamp, en udspekuleret taktiker og en brutal tyran. Hans hud er bleggrøn, næsten hvid, og hans øjne store og sorte. Langs hans rygrad og ved hans albuer vokser blegorkernes karakteristiske spidse knoglefremspring. Ghaz’naghs stødtænder har været udsat for voldsom magisk ild og er derfor brændt helt sorte, deraf hans tilnavn. Han benytter sig i kamp af to magiske tohåndsøkser, som i sin tid tilhørte dværgene, der boede i Khâz’Metâur. Disse økser bruger han en af i hver hånd; så stor er han.

Ghaz’nagh har hersket over orkstammen med en jernnæve i mange år. Men han står ikke alene: shamanen Z’hor leder Ghaz’nagh Ghazul i tilbedelsen af Khangohr, og er, for nu i hvert fald, loyal til Ghaz’nagh Sorttand. Shamanen Z’hor har til hver en tid to orker, ceremonielt udvalgt hvert år, ved sin side. Disse to orker symboliserer stammens kampvilje og styrke. Shamanen tager dem med sig, når han rejser til Åndeplanet og bruger dem som livvagter. De har også en funktion ved diverse ritualer og ceremonier. Selvom de fleste orker i Ghaz’nagh Ghazul følger Ghaz’nagh, er der dog dem, som forsøger at vælte ham, da de mener at stammen skal rejse videre, og at der ikke er mere for dem at røve, dræbe eller underholde sig med i eller omkring den udpinte dværgefæstning. Der er derfor konstante gnidninger i stammen, slagsmål, overfald og mord.

De fleste orker i Ghaz’nagh Ghazul er dog, modsat deres leder, ikke blegorker – men da blegorker er langt større og stærkere end normale grønorker, tager de derfor naturligt prioritet i orkernes primitive samfund. Under blegorkerne er grønorkerne; disse orker er de mest normale og langt størstedelen af stammen består af disse. Derudover er der halvorkerne, kaldet Durorc. Som i mange andre orkstammer, er de få halvorker, der er i Ghaz’nagh Ghazul udstødt fra det primære fællesskab og passer sig selv. I Ghaz’nagh Ghazul bliver halvorkerne brugt som spejdere og snigmordere, grundet deres mindre størrelse og tendens til at være intelligente og reflekterende på en anden måde end fuldblodsorker. Endelig er der under halvorkerne goblinerne. Goblinerne er en gruppering for sig selv, og følger med orkstammen, for at udnytte den beskyttelse orkerne yder. Allernederst i det primitive hierarki er selvfølgelig slaverne. Slaverne består i denne lejr af dværge, som overlevede slaget om fæstningen for over 200 år siden. Disse har for længst affundet sig med deres skæbne, og ligeledes har deres familier, i hvert fald dem der stadig er tilbage, der med skam og sorg fortsat ser tilbage på den skæbnesvangre dag, hvor deres stolte fæstning faldt til orkernes hærgen.