Holdleder og assisterende holdledere:
Axel Jóhann Amazeen – Holdleder /// tlf: 42 48 47 14 / mail: axeljohann@icloud.com
Selmo Tinning Aymo-Boot – Assisterende holdleder /// tlf: 22 80 01 90
Sne Kvint Agger – Assisterende holdleder /// tlf: 53 84 12 30
Kostume og våben:
Krav:
Djinni skal ansigtsmales (medmindre man er allergisk), have hornproteser, samt en flaske, der er større end en knyttet hånd.
Kostume:
Djinnernes største orden, Aluryia, holder til uden for De Fire Riger, langt mod øst i et område, der kaldes Tuvanes. Djinnernes tøj bærer derfor oftest præg af dette. Her bærer folk typisk store, flagrende klæder med mange farverige mønstre. Hovedbeklædning i form af tørklæder eller turbaner, er også meget udbredte i disse egne, hvorfor dette også er meget populært blandt djinni. Derudover lever djinni oftest en nomadisk tilværelse, som også afspejles i deres tøj, da dette skal være praktisk at rejse meget længe og langt i.
Djinni bærer altid deres flaske på sig. En djinns flaske er deres hjem, og det er denne flaske de tidligere har været magisk slavebundne til. Flaskens magiske kræfter er endnu mystiske og uforståede, hvorfor der hersker en udbredt tro blandt djinni om, at skulle en anden person få fat i deres flaske, kunne de slavebindes på ny – hvilket er årsagen til, at en djinn vil beskytte deres flaske med deres liv.
Våben/udstyr:
Djinnernes våben og udstyr bærer ligesom deres påklædning oftest et østligt præg. Derfor er våben som krumsabler, knive og spyd meget udbredt blandt dem. Ligeledes er våben og udstyr, der er praktiske at rejse langt i klart foretrukket blandt djinni, og derfor er metalrustninger og store skjolde, udskiftet med læder og små rundskjolde.
Holdbeskrivelse:
Nytilkomne, Magiske, Rejsende, Nysgerrige
Frigjorte djinni, eller alhura som de ønsker at blive kaldt, er relativt nye i Fauntasia. Det var først i år 4 i den 6. tidsalder (år 2020 = år 420, 6. tidsalder), altså for lidt over 400 år siden, at den første djinn blev befriet, nu kendt som Store Blå. Man kan derfor med et godt ord kalde dem Hattens yngste art, både historisk men også fordi denne nyfundne frihed har medført, at djinnerne for første gang fremstår som en egentlig samlet art, og ikke blot som individuelle magiske fænomener. De fleste djinni har i løbet af deres liv som tidligere udødelige slavebundne væsner, ikke set til meget andet end indersiden af deres flasker, eller oplevet meget andet end ren og skær undertrykkelse fra deres ejere. Djinni er derfor vise af natur, da de trods alt har levet i årtusinder som slavebundne og kan nu bruge deres mange erfaringer som frie væsener. Det forekommer derfor mange djinni helt naturligt, at bruge deres nyfundne frihed til at rejse rundt og udforske verdenen, som de ikke kunne tidligere. Dog er det af denne årsag ikke underligt, at helt banale ting vil virke fremmede for en nyligt frigjort djinn, selvom den har levet flere menneskealdre som slavebundet førhen.
Denne naturlige nysgerrighed og trang til at udforske verden, hænger nøje sammen med, at frigjorte djnni har fra det øjeblik de bliver befriet, præcist 200 år at leve i, hvor de før havde en evighed. Fra det øjeblik de frigøres fra flaskens slavebånd, vil deres magiske essens langsomt begynde at ebbe ud, medmindre de potentielt bliver slavebundet igen, hvor deres levetid på 200 år vil blive sat på “pause” indtil de endnu engang frigøres. Når en djinn har levet 200 år som fri, vil de til sidst ophøre med at eksistere. Man kan derfor sammenligne dette med de andre arters tendens til at dø af alderdom. Af denne årsag vil en djinn også tælle deres levetid ned og vil, hvis spurgt f.eks. sige, at den har 50 år tilbage i stedet for at sige, at den er 150 år gammel.
Frie djinni er, på trods af de nu er dødelige, stadig magiske væsner, og det er derfor udbredt iblandt dem at studere magi. De er af samme årsag naturligt ferme med magisk kraft og har ingen kvaler med at bruge hverken nekromanti, blodmagi eller lignende: for djinni er det hele magi og derfor hverken godt eller ondt, det er bare. Dog er der én undtagelse til dette, og det er at alhura som regel er ubekvemme ved at benytte magi til at fratage nogen deres frihed, ligegyldigt i hvilket omfang, om det er til adlyde en enkelt kommando eller direkte at slavebinde dem.
Frigjorte djinni tager det meget ilde op, at blive kaldt for “djinn”, da de forbinder dette ord med deres fortid som slavebundne. I stedet ønsker de at blive kaldt for “ånder” eller “alhura”, som betyder “fri” på deres sprog. Dette har dog ikke vundet genklang hos Fauntasias andre arter, da ordet “djinn” ikke nødvendigvis bærer nogen negative konnotationer hos dem, og at de simpelthen er for stædige til at optage et ord fra et sprog, som de ellers ingen tilknytning har til. Derudover har ordet “ånder” typisk allerede en anden – oftest spirituel – betydning blandt de andre arter, hvilket også har ledt til en del forvirring mellem dem og djinnerne, som betragter dem selv som værende en form for ånder.
Tallet 4 er blandt djinni et meget helligt/magisk tal, da den første frigjorte djinn, Store Blå, blev befriet i år 4, og ifølge nogle djinni sågar også i den fjerde måned. Derudover kan man gennem omfattende fordybelse i magi, opnå den fjerde magiske retning, en tilstand alle djinni bestræber sig efter. Djinni forsøger så vidt muligt ikke at benytte sig af tallet, uden for hellige/magiske kontekster, for ikke at vanære det.
Hvorfor er djinnerne i Sværddyb?
Djinnerne i Sværddyb-området har alle tilsluttet sig Thauro-ordenen, som har til formål at bevare og beskytte magiske knudepunkter rundt omkring på Hatten – og et af disse knudepunkter er at finde i Sværddyb ved den gamle Fontæne, som har været under deres varetægt siden deres ankomst. Thauro-ordenens ultimative mål er at varetage beskyttelsen af fire knudepunkter samtidigt, der så skal agere i symbiose, da tallet fire er det helligste af alle tal blandt djinni. Det er Thauro-ordenens opfattelse, at skulle de opnå deres mål, vil deres magi blive forstærket og dette vil muliggøre en dybere udforskning og forståelse af Magiens Mønster. Sværddybfontænen er det tredje knudepunkt, der er kommet i Thauro-ordenens varetægt, og de er derfor tæt på at færdiggøre deres mission.
Djinniernes kultur
Djinnis oprindelse:
Modsat resten af Hattens arter, vides det ikke nøjagtigt hvornår og hvordan djinnerne blev skabt, eller sågar hvilken af guderne der gjorde det. Den mest udbredte opfattelse er dog, at djinnerne blev skabt som et resultat af og samtidigt med, Akashes mægtigste skaberværk, Magiens Mønster. Altså at djinnerne er inkarnationer af dette skaberværk, hvilket også forklarer deres tætte forbindelse til magi. Djinni har ingen måde at formere sig på, og det er derfor usikkert, om der overhovedet kommer flere djinni til verden, eller om alle de djinni der er her nu, er alle der nogensinde kommer til at være. Dog er én opfattelse, at Magiens Mønster jævnligt afføder nye djinni, men dette er endnu blot en teori. Dette kombineret med at Akashe ligeledes er skaber af den frie vilje, har medført, at djinnerne anser Akashe som deres skaber og primære guddom.
Grundet de tvivlsomme omstændigheder bag djinnernes skabelse, betragter mange djinni deres frigørelse, som en slags genfødsel og dermed starten på deres egentlige liv. Af denne årsag anser mange djinni beretningen om den første frigjorte djinn, Store Blå, som værende af særlig stor betydning.
Beretningen om Store Blå:
Den første frie djinn, hvis egentlige navn er forbudt for djinnerne at sige, og som nu kun er kendt som Store Blå, var dengang slave for et elverbarn i Granelverstammen i Dybskov. Elveren havde først brugt Store Blås magiske kræft, til at vinde ham høvdingeposten i elvernes stamme, og derefter tvang han hende til at bekrige de lokale mennesker. Store Blås magi blev i århundreder brugt til at terrorisere alle og enhver, der turde nærme sig elvernes land. Hun kunne intet andet stille op end at se på, mens hendes magtfulde magi blev brugt til at nedbrænde byer og slagte mennesker i massevis, børn som voksne, fordi for en djinn er deres mesters vilje, deres befaling. Men som tiden gik, blev elveren mere og mere sygelig, som følge af hans alderdom, og i mellemtiden havde elverens trang til magt kun vokset sig større. Han ønskede intet andet end at blive fri fra sin dødelighed, så han forevigt kunne forblive den mest magtfulde elver, og så ingen elver efter ham, kunne tage del i hans magt. Derfor befalede han Store Blå forvandle ham til en djinn mægtigere end Store Blå selv, i troen om, at han på denne måde ikke behøvede adlyde nogen mester. Store Blå kunne intet andet gøre end at adlyde, og forvandlingen gik da straks i gang. Dog var forvandlingen så smertefuld for elveren, at han ikke længere kunne udholde den, så han befalede, skrigende af smerte, Store Blå, for hvad der blev den sidste gang, at han skulle gøres fri fra at være djinn. Forvandlingen var imidlertid ikke færdig, så elveren var på dette tidspunkt endnu ikke en djinn, og derfor satte elverens sidste ønske utilsigtet Store Blå fri i stedet. Nu behøvede Store Blå ikke længere at adlyde nogen mester, og gav derfor efter for sin vrede og slog elveren ihjel på stedet.
Store Blå påbegyndte herefter hendes rejse gennem De Fire Riger i søgen efter andre djinni, hun kunne frigøre. Denne søgen var i mange år forgæves, og med tiden mistede Store Blå troen på, at der overhovedet fandtes andre som hende selv. Alt dette, indtil hun en dag hørte nogle rygter om, at den lokale greve, Octavius, på kort tid havde fremskaffet sig enorme rigdomme og magt ved hjælp af en magisk ånd. Med det spinkle håb om muligvis at finde en artsfælle, opsøgte Store Blå nu greven på hans palæ. I håbet om muligvis at kunne eje to djinni, lukkede greve Octavius glædeligt op for sit palæ, da han hørte, at endnu en blå ånd stod udenfor hans porte. Her forsøgte Store Blå først at overbevise greven om, at han skulle lade djinnen gå, at det var forkert af ham, at holde djinnen mod dens vilje, og at magi ikke burde udnyttes for egen vindings skyld. Da det gik op for greven, at Store Blå ikke ville lade sig tilfangetage, udspillede sig da en storslået kamp mellem Store Blå og grevens djinn. Store Blå var dog mægtigere end denne, og hun tvang hurtigt djinnens flaske ud af grevens hånd og ønskede ham øjeblikkeligt fri. Store Blå så nu på, mens den nu frie djinn, senere kendt som Lille Blå, dræbte greven som havde holdt ham fanget i årevis.
Sammen drog de to ud i De Fire Riger, for at befri så mange djinni som muligt. Da de havde befriet i alt otte djinni, senere blot kendt som De Frie, rejste de sammen østpå, hvor ingen væsener ville kunne forfølge dem, til området kaldet Tuvanes. Her fandt de et uforstyrret magisk knudepunkt, hvor de slog sig ned og grundlagde djinnernes første orden, Aluryia, hvis formål var og stadig er, at værne om og fremme djinnernes interesser. Nogle af djinnerne drog videre ud i verden for at befri flere af deres artsfæller, mens andre blev tilbage for at opbygge, hvad der for evigt skulle være et samlingssted, hvor djinni kunne leve i fred og fordragelighed, og i beskyttelse fra de af Hattens væsner der ønsker at slavebinde dem påny. Her lærte Store Blå de øvrige djinni om Akashes domæner og skaberværker, om Magiens Mønster, den frie vilje, viden og magi. Årene gik, og der kom flere og flere frie djinni til, og ordenen voksede sig større og større. I mange år havde Store Blå ledet djinnerne med kærlig og sympatisk hånd, og hun var i sandhed en leder elsket af alle, men i de senere år havde hun trukket sig mere og mere tilbage, for at fordybe sig i magiens veje, indtil en dag hvor hun pludseligt forsvandt sporløst. De øvrige djinni var grådkvalte da de lærte om deres leders forsvinden, men de forstod, at det var skæbnen og at tiden var kommet til, at de skulle fortsætte uden hende. Djinnerne vidste at ingen af dem var værdige nok til, at overtage lederskabet efter Store Blå, så de etablerede Åndetinget og Åndekredsene, så de fremadrettet kunne træffe ordenens beslutninger i fællesskab. Med tiden blev flere og flere ordener oprettet, såsom Aldiam Farliamano, Kilmundal og Thauro, alle sammen med forskellige fortolkninger af Store Blås filosofi.
Den fjerde Magiske Retning:
Som bekendt findes der indenfor den magiske verden tre retninger eller veje, men blandt djinni hersker der en udbredt tro om, at man gennem omfattende fordybelse og forståelse af magien kan åbne en fjerde magisk retning, hvorved man ved dens tilegnelse, opnår så tæt forbindelse med Magiens Mønster, at man bliver ét med det. Dette er noget alle djinni stræber efter at kunne opnå, men præcis hvordan dette skal gøres, vides ikke. Det hjælper heller ikke, at det kun er meget få djinni, der har opnået dette gennem tiden, og at informationerne omkring dem, i bedste fald er tvivlsomme. Det er den gængse opfattelse, at Store Blå selv, opnåede den fjerde magiske retning, og at dette er forklaringen bag hendes pludselige forsvinden.
Djinnernes samfund:
Modsat mange andre af Fauntasias arter, har djinnerne ikke rigtig nogle byer. Dette skyldes dels, at som magiske væsner har de hverken brug for at spise eller drikke, så gårde med landbrugsjord og brønde med rent drikkevand er slet og ret ikke en nødvendighed. Dels skyldes det også, at de fleste djinni vælger at leve en nomadisk tilværelse, hvor de rejser verden rundt, for at opfylde et eller andet mål, om det så er at befri slavebundne djinni, eller om det er at studere magiens veje – eller blot at opdage Hattens mange vidundere. Den eneste undtagelse hertil er Aluryia, som fast holder til i det samme område, men som minder mere om et tempel, end en egentlig by. Djinnernes samfund er derudover præget af en række forskellige ordener, som djinnerne kan vælge at tilslutte sig en eller flere af. Hver orden bygger på hver deres fortolkning af Store Blås filosofi, og har hver deres formål. De fleste ordener er dog enige om, at deres mål er at befri slavebundne djinner, og værne om og søge indsigt i magien. Det er oftere midlerne til at opnå disse mål, der er uenighed om ordenerne imellem.
Åndekredse og Åndetingene:
Hver orden har et internt, firdelt hierarki kaldet åndekredsene. Hvert medlem af ordenen fordeles i en af de fire åndekredse afhængigt af, hvor længe djinnen har været fri. De fire kredse består af den første åndekreds (0-50 år), den anden åndekreds (51-100 år), den tredje åndekreds (101-150 år) samt den femte åndekreds (151-200 år) – grunden til at den sidste åndekreds ikke kaldes for den fjerde åndekreds, er fordi tallet fire er helligt blandt djinni, og at det derfor ville være udemokratisk at associere de ældste djinns åndekreds med dette tal.
Åndetingene er ordenernes ledelse, og det er til dennes møder ordenens væsentligste beslutninger træffes på demokratisk vis. Hver åndekreds har et bestemt antal stemmer, som fra den første til fjerde åndekreds er henholdsvis en, to, tre og fem stemmer – dvs. at de yngre grupper lige præcis kan trumfe den ældste, skulle de stå sammen. Åndetingets ordfører, som ikke selv kan stemme, er ordenens ældste djinn, og det er vedkommendes opgave at indkalde til åndemøder i Åndetinget, samt styre mødernes gang. Alle ordenens medlemmer har møde- og taleret ved Åndetinget, men det er åndekredsen som helhed, der er stemmeberettiget, hvilket vil sige, at åndekredsen skal være internt enige, før de kan afgive deres stemmer ved et åndemøde.
Aluryia:
Aluryia er den største af djinnernes ordener, og tæller omkring 500 fastboende djinni, som er grundlagt af den første frigjorte djinn, Store Blå. Modsat andre ordener, holder Aluryias djinni mere eller mindre til i det samme faste område, nemlig i Tuvanes’ barske ørkener, hvor djinni som magiske væsner uden behov for hverken spise eller drikke, ingen kvaler har med at overleve. Ordenens formål er i brede træk at værne om djinnernes interesser, hvorfor ordenen også fungerer som et samlingspunkt hvor alle djinni kan være i sikkerhed. Imidlertid har ordenen også påtaget sig et sekundært formål: at samle (og internt udbrede) så meget viden som muligt, særligt om magiens veje – noget som Store Blå dedikerede særligt den sidste del af hendes liv til.
Det er et naturligt mål for mange nyligt frigjorte djinni, at rejse til Aluryia som noget af det første i deres nye levetid. Dette skyldes, at de fleste djinni, ved deres frigivelse, vil forsøge at finde andre som dem selv, og her vil de oftest blive ledt østpå til Aluryia, da dette klart er den største og mest velkendte samling af djinni blandt beboerne i De Fire Riger. Derfor har de fleste djinni også et nært tilknytningsforhold til Aluryia, hvilket også er årsagen til, at det netop er denne orden, der definerer meget af djinnernes kultur over hele kongeriget.
Når en djinn skal til at dø af “alderdom” rejser de oftest tilbage til Aluryia, dels for at videregive ny viden denne skulle have opsamlet gennem dens levetid, og dels så dens flaske kan bevares og udstilles på Aluryias mausoleum, hvor man gemmer samtlige af de afdøde djinns flasker.
Thauro:
Thauro-ordenen har til formål at bevare og beskytte i alt fire magiske knudepunkter. Denne filosofi bygger på en observation om, da Store Blå havde frigjort De Frie, besluttede hun at rejse til Tuvanes for at grundlægge Aluryia, netop ved et magisk knudepunkt. Derfor anser disse djinni beskyttelsen af Hattens magiske knudepunkter som værende deres primære opgave. Thauro-ordenen har på nuværende tidspunkt varetægt over tre knudepunkter: det første midt på Den Evige Slette i Regni. Det andet for foden af og på den nordvestlige side af Vegils Trone, i grænselandet mellem Ravnshede og Regni. Det tredje er ved den tidligere Fontæne i Sværddyb, beliggende i Gyldenhåb.
Aldiam Farlimano:
Aldiam Farlimano, som oversat betyder De Røde Ryttere, er nok den mest kendte af djinn-ordenerne efter Aluryia. Dette skyldes ordenens omdømme som både brutal og nådesløs, og dertil bestående af dygtige krigere og magibrugere. Aldiam Farlimanos formål er nemlig at frigøre så mange djinni som muligt, og de skyer ikke væk fra nogen midler for at opnå deres mål. Deres filosofi bygger på Store Blås handlinger udvist både ved hendes egen befrielse og ved Lille Blås, hvor hun i begge tilfælde nådesløst, enten direkte eller indirekte, slår dem ihjel, der holder djinni som slaver, eller dem som blot står i vejen for hendes mål. Ordenens djinni bærer alle et rødt tørklæde, som almindeligvis dækker deres ansigter, som de kun viser til andre djinni – og til deres ofre, lige inden de dræber dem.
Kilmundal:
Kilmundal-ordenens formål er ligeledes at befri så mange djinni som muligt – men modsat hos Aldiam Farlimano skal dette opnås gennem diplomati og prædikener om fred, etik og moral. Denne filosofi bygger på Store Blås ønske, ved befrielsen af Lille Blå, om først at overbevise greven med ord, og ikke med vold. Ifølge Kilmundals overbevisninger, var den udviste vold kun retfærdiggjort i den nødsituation, Store Blå var i, som den eneste frigjorte djinn på Hatten på det tidspunkt. Det at der nu findes langt flere frigjorte djinni, og at deres eksistens dermed ikke længere er truet, forpligter dem til ikke at anvende vold, til at befri andre djinni (og helt generelt). Alle Kilmundals djinni bærer en halskæde med fire perler i, som repræsenterer elementerne ild, vand, jord og luft, og som symboliserer balance. Ikke så overraskende er nok, at Kilmundals djinni ligeledes har et ry for, at være exceptionelt dygtige helbredere – både hvad angår magisk og medicinsk helbredelse.
Sprog:
Djinnerne har, modsat andre arter såsom mennesker, elvere og dværge, ikke deres eget sprog. I stedet har de påtaget sig det allerede eksisterende lokalsprog omkring Aluryia, tuvanesisk, som deres eget. Det er dog langt fra alle djinni der taler dette sprog flydende, medmindre de har brugt en betydelig del af deres liv i eller omkring Aluryia. I stedet taler mange djinni op til flere (og andre) sprog, som deres mestre gennem tiden selv har talt. Herunder følger en liste over de mest brugte tuvanesiske ord, som de fleste djinni kan:
“Alhura” betyder “fri”, og bruges oftest af djinni til at beskrive dem selv, men det ville ikke være forkert at benytte om andre, f.eks. elvere, da disse jo også er frie.
“Asrar” betyder “spændende”, og bruges også af djinni til at beskrive nye ting, da en djinn oftest vil opfatte nye ting som værende spændende.
“Ghara” betyder “hjem”, og bruges af djinni til at betegne deres flasker, men kan også bruges om fysiske steder.
“Tayidon” betyder “godt”.
“Reyifon” betyder “skidt”.
Udover disse få fremmede ord, der indgår i djinnernes sprog, adskiller dennes ordstilling sig også fra andre arters sprog. I stedet for at sige “jeg” vil djinn bruge et udsagnsord i lang tillægsform, altså snakkende, løbende, osv., til at referere til dem selv med. Altså erstatter djinni ordet “jeg” i en sætning med det, de gør, mens de taler. I praksis kan det lyde sådan her:
“Jeg synes det er en dum ide at hoppe ned i grøften” ville blive til “Den talende synes, at det er en dum ide at hoppe ned i grøften”.
Der er som sådan ikke noget rigtigt eller forkert ord at bruge, der kunne også have stået “Den tænkende…” eller “Den stående synes…”. Ordvalget kan også i sig selv have betydning, f.eks: “Den lyvende så tyven løbe den vej!”.
Dette kan tage lang tid at lære og derfor er det (ligesom resten af djinnsproget) noget man kan lære at bruge under spil/træning.
Religion:
Det, at djinnernes ultimative mål i livet, nemlig at opnå den fjerde magiske retning, er så tæt forbundet med læren om Magiens Mønster samt andre af Akashes skaberværker, har naturligvis medført, at det netop er denne guddom, der er den oftest tilbedte blandt djinni. Også Dunetan bliver jævnligt tilbedt af djinnerne, særligt blandt de mange, der lever nomadiske tilværelser, som følge af deres tilknytning til visse ordener. Resten af Fauntasias guder tilbedes mere eller mindre ligeligt: der er ligesom med magi ingen skaberværker eller domæner der er bedre eller dårligere end andre, da djinni ikke ser på samme sort/hvide måde som de fleste andre arter – ”der er ikke godt eller ondt, der er kun forskellige aspekter af livet”, synes at være den gængse forståelse.
Spise- og drikkevaner:
Djinni behøver hverken at spise eller drikke for at holde sig i live: derimod ser de det udelukkende som en kulturel og/eller social ting, hvilket de er dybt fascinerede af. Det er derfor ikke unormalt, at djinni afprøver alle egnens lokale retter så snart de ankommer til et nyt sted.
Ritualer/fester:
De Fries Fest: djinni fejrer hvert år, i årets fjerde måned, Store Blås befrielse og dermed den symbolske start på frigjorte djinni som art. Dette er djinnernes vigtigste tradition og festdag, og fejres overalt på Hatten, selv af de djinni som har isoleret sig fra både andre arter og deres artsfæller.