Efter Fontænens fiasko i at underlægge sig total magt over De Fire Riger i Kronalderen, opstod der megen glæde blandt de nyligt frie folk og et sted i det sydlige Regni blev landsbyen Aspenstad grundlagt. Aspenstad var et mindre fællesskab, men voksede støt, da man havde svært ved at rejse derfra, da man først var ankommet; den imødekommende atmosfære, det rare og afslappede folk, den gode mad, de gyldne marker og flotte skov, for ikke at nævne de mindeværdige fester og gilder, afholdt i rådhuset som var Jamtain værdig. Sådan fortsatte det i årtier, og landsbyen voksede og voksede til en god størrelse.
Men da Løvenborg-slægten kom til magten fik den venlige og forstående godsejer sin post taget fra sig. Posten blev i stedet givet til en mand hvis navn for længst er brændt fra historien. Denne mand var grådig som ingen før, og han begærede blot at tjene penge og modtage hæder fra sin post, hvorefter han kunne hæve sig selv til en af højere stand. Han hævede først skatten på korn så højt, at familierne ikke kunne betale, selv med ti Sifentia-velsignede høste. Så hævede han skatten på tømmer så højt, at selv ikke Dybskoven kunne supplere nok, og til sidst hævede han skatten på bytte- og handelsaftaler så højt, at man nu betalte mere til godsejeren end til ens handelspartner. Byen var ruineret og i forfald, borgerne var fattige og bitre, og folk døde som døgnfluer, da de ikke længere kunne betale til dagen og vejen. Jamtains domæner var borgerne bestjålet, og det siges, at Han sendte blot én til at generobre sit rige; ild med ild – Cortessa Ildlatter, som hun senere blev kendt, blev sendt til Aspenstad for at bevise sit værd.
Den første nat ved hendes ankomst brændte markerne; det harmoniske, gule korns dans blev til en frenetisk orange-rød galop, og fra klokketårnet lød ikke alarm, men latter. Før Aspenstad lugtede røgen var der blot grå dynger af aske tilbage af markerne, såvel som en stor, sortnet klokke. Den anden nat røg det fra skoven, men nu var Aspenstad parat: brandmandskæder fra brønden blev sat op, og skovhuggere blev sendt afsted for at begrænse ildens spredelse. Men første for sent opdagede de trætte landsbyboere i mulmet, at de ikke kastede vand på flammerne, men i stedet stærk og yderst brændbar alkohol. I symfoni med flammernes hungrende knitren hørtes Cortessas latter fra flammernes dybder.
Den sidste nat så Cortessa Ildlatter blot på, da landsbyens trætte og desperate folk brændte først godsejerens hus ned, så templet og rådhuset, og så, som en art eksistentiel resignation, hinandens ejendomme, som det sidste. Hun lo og lo på landevejen væk fra Aspenstad, selv flere dage efter den nat; selv i sin søvn; selv som den eneste overlevende. Hun blev senere erklæret helgen af Jamtain – hvis ikke Grådighedens Mester skulle besidde Aspenstad, skulle ingen.