Beliggenhed:
Gyldenhåb Hertugdømmet > Sølverbugt Grevskabet > Nørrekrone Baroniet
Ligger nordøst og et par dagsrejser fra Gyldenstad.
Beboere:
Halvlange, omkring 500 (sidste gang der blev optalt, hvilket efterhånden er mange år siden).
Hersker:
Hr. Fede (byens borgmester får altid titlen Hr. Fede).
Vigtige personer/grupper:
Bagerkompagniet – en højt respekteret bagergruppe, altid på fem mand, der rejser Gyldenhåb rundt.
Drikkehornet – en kro, anerkendt som den bedste i Fedejord.

Beskrivelse, udseende og særlige kendetegn:
Fedejord er en lille by der ligger på vejen mellem Gyldenstad og Nordhåb Akademi. Her bor omkring 500 halvlange, og så er der altid en del gennemrejsende. Navnet Fedejord stammer fra den frodige jord som der er omkring byen, og Fedejord er derfor naturligt kendt sine mange dygtige bønder, bagere og bryggere. Den frodige jord, og det faktum at der originalt var mange gennemrejsende i området, var grunden til at de halvlange for længe siden besluttede sig for at bosætte sig her. I dag er Fedejord dog ikke længere, hvad den har været.

Siden Fontænens fald er antallet af rejsende nemlig faldet gevaldigt. I ældre dage kom der besøgende til og fra både Gyldenstad, Gråklippefontænen og Nordhåb Akademi, om det så var nye lærlinge på vej fra Gyldenstad til Nordhåb Akademi, en færdigudlært magibruger fra Gråklippefontænen, nu rejst mod Gyldenstad med håb i øjnene, eller noget helt tredje. Selvom de gode tider er forbi for nu, skal man endelig ikke tage fejl: vejen mellem Gyldenstad og Nordhåb Akademi er stadig rimeligt trafikeret, nu til dags mest af pilgrimme, og ligeledes eksisterer Bagerkompagniet også stadigvæk. Bagerkompagniet er en særdeles velrespekteret bagergruppe og Fedejords stolthed, da de er kendt i hele Gyldenhåb, og en sand rival til Hindbærmarks hindbærtærter, i hvert fald hvis man spørger beboerne i Fedejord selv. Bagerkompagniet består altid af fem halvlange som årligt udvælges ved en stor bagekonkurrence. Herefter tager de rundt i hele Gyldenhåb og bager for hvem end der vil hyre dem, hvis de altså vel og mærke har råd til dem – blandt de faste kunder er bl.a. Kongen selv til de helt store fester, fødselsdage og lignende, så det kan ikke undre, at Bagerkompagniet tager sig godt betalt.

De halvlange i Fedejord har stadig den dag i dag ingen umiddelbare fjender, og derfor er byen heller ikke beskyttet med andet end små palisader. Orkerne fra Khâz’Metâur er (heldigvis) for langt væk, dværgene i Dorund-bûr er af og til handelspartnere, af og til kunder i de mange kroer, og hvis der overhovedet stadig er elvere i Nibintarhar er det århundreder siden de sidst blev sat af nogle af Fedejords indbyggere. Byen er derfor stadig både ganske velbesøgt og fuld af liv. Der er så mange kroer, at der næsten altid er plads et sted, og de få gange hvor der er fyldt, inviterer de halvlange folk ind i deres egne huse, for de nægter pure at afvise en rejsende. Den nok bedst kendte kro i Fedejord er Drikkehornet. I midten af dens krostue er der et springvand, der altid løber med vin til stor glæde for gæsterne: hvert et bord, hver en gang og hver en sal har altid en delikatesse på sig – og lige meget hvilken slags mad du ønsker dig, kan du få det.

Ikke overraskende er det i Fedejord primært Jamtain der tilbedes, men ikke som ved normale templer som man kender dem. I stedet er kroerne hans helligdomme, og ved udgangen af hver måned holdes ligeledes en stor fest til Hans ære, hvor der til anledningen laves en helt særlig kage, der kun kan nydes til den ene fest. Det siges derfor at Jamtain selv til tider sniger sig med til nogle af festerne. I resten af Fedejord er der også enkelte templer dedikeret til Sifentia, Morken og ikke mindst Dunetan, været en by grundlagt på baggrund af rejsende.