Holdleder og assisterende holdledere:
Adelia Østergaard Nielsen – Holdleder /// tlf: 23 86 24 29 / mail: taothegod91@gmail.com
Bjørn Teilmann Storm – Assisterende holdleder
Sne Kvint Agger – Assisterende holdleder /// tlf: 53 84 12 30
Kostume og våben:
Krav:
Solelvere skal ansigtsmales (medmindre man er allergisk). Det er også et krav at man ifører sig et par elverører.
Kostume:
Solelvere er nomadiske naturfolk, hvilket tydeligt reflekteres i deres beklædning. Tøjet skal være let, bevægeligt og vigtigst af alt praktisk. De bærer typisk jordnære farver såsom grønlige, brunlige eller sorte nuancer. Solelverne pryder sig gerne med diverse jagttrofæer i form af pels, læder, fjer, knogler eller lignende.
Våben/udstyr:
Solelverne er praktiskt anlagte væener og deres våben tjener derfor oftest et andet formål end blot som våben. En bue for eksempel er lige så god til at jage med, som den er til at skyde mennesker, og et sværd lige så god til at hakke sig igennem svært terræn, som den er til at hugge hoveder af dværge. Solelverne er meget aktive – de løber, sniger og gemmer sig i naturen – og derfor er bevægelighed en stor del af en praktisk udklædning. Derfor er metalrustning og store skjolde typisk ikke så udbredt blandt Solelverne.
Holdbeskrivelse:
De Førstefødte, Naturfolk, Praktiske, Spirituelle, Stolte, Territorielle, Vogtere
Solelverne er stolte af natur, og mener at alle andre arter burde vise dem respekt, da de ifølge dem selv var De Førstefødte. De værner om deres egen historie og kultur, og ses sjældent interagere med andre arter, da de selv mener, at de er alle andre overlegne, og derfor som oftest helst vil holde sig for dem selv. Solelverne betragter det som deres pligt at vogte og beskytte elvernes land, her især Livstræet, hvilket typisk indebærer at slå alle der nærmer sig deres grænser koldblodigt ihjel, blot for at sende et signal. Det er ikke unormalt for Solelverne at lade ét af deres ofre være i live, så de kan fortælle resten af deres artsfæller om deres møde med elverne.
Solelverne har en stærk forbindelse til naturen og skovens ånder, som de mener, kan give dem en dybere indsigt og forståelse af livet selv. Elverne mener nemlig at alt natur og liv emmer af spirituel og åndelig essens, og bestræber sig på at leve i komplet harmoni med den, og respektere og bevare naturens balance. Solelverne anser dem selv som værende vogtere af naturen og dens ånder, og vil beskytte dem med deres liv som indsats.
Andre arter anser typisk Solelverne som værende primitive og barbariske – hvilket de til tider sagtens kan være – men i virkeligheden er de utroligt dygtige håndværkere, og kan sagtens lave ting som endda kan måle sig med dværgenes eget: de vælger blot enten helt at lade være, fordi et spyd med smukke udskæringer og udsmykninger er lige så effektivt som et spyd helt uden, eller bevidst at iklæde sig mere barbarisk-udseende tøj for at skræmme mennesker og lignende væk. I korte træk prioriterer Solelverne praktikalitet over alt andet.
Hvorfor er Solelverne i Sværddyb?
Solelverne er en nomadisk vildelverstamme, der rejser Fauntasia rundt og bosætter sig nær Hattens mange Livstræer, for at beskytte dem mod de mange væsner, som de anser for at være uværdige til, at befærde sig nær deres Livstræ. Det er netop af denne grund, at Solelverstammen er rejst til Sværddyb, for at beskytte dets Livstræ mod Sværddybs lokale beboere.
Solelvernes kultur
Solelvernes kultur bygger i høj grad på deres lange og blodige historie, og her er især legenden om Soltræets fald essentiel for elverne og deres kultur.
Soltræets beretning:
Ifølge elvernes egne sange og historier boede alle elvere oprindeligt i den sagnomspundne by Nibin’alderon. Nibin’alderon lå dybt i verdens skove, og her var elverne trygge og glade. Soltræet I’anarorn bredte sine gyldne blade, og spredte lys og glæde på elvernes ansigter, der så smilende og leende op. Elverne blev i sin tid ledet af høvdinge- og søskendeparret Elotar og Elviel. De levede i fryd og gammen i Det Gamle Nibin’alderon, og i århundreder var alting godt og solen faldt varmt og gyldent over elvernes smukke land.
Efter århundreder med harmonisk fred på Hatten kom dværgene til. De unge og uvidende dværge begyndte straks at fælde af træerne og nedtrampe landet, at fiske i havene og jage i skovene. Overalt de viste sig fulgte død og ild dem. Elverne forsøgte indtrængende at bede dværgene trække sig, at forvise sig selv til bjergene, men dværgene ville handle og de nærede en grådig trang til at tilegne sig elvermagi. Med tiden blev det klart at hverken dværge eller elvere kunne nå overensstemmelse. Dværgene kunne imidlertid ikke glemme de fantastiske syn de havde set i elvernes smukke by og med deres naturlige gave for at skabe drog de inspirerede tilbage til sig selv og arbejdede hårdt. Dværgene var i disse dage endnu dygtigere end de er nu, deres våben og rustninger sågar i stand til at måle sig med elvernes egne, og de byggede imponerende og enorme krigsmaskiner. Deres forståelse af teknik og mekanik var uden rival og dværgene vævede runemagi ind i deres skaberværker – det siges at dværgene i den tid havde hele hære af sjæleløse konstruktioner animeret kun ved magi. Elvernes magi var ligeledes endnu mægtigere dengang, men er gennem årtusinderne gået tabt til krigens rædsler.
Idyl blev til konflikt og med tiden sneg tankerne sig nagende op på søskendeparret. Elotar brugte mere tid i de frie skove og i dyb meditation på skovens små, stille steder og Elviel blev tvær og indadvendt, og brugte mere tid blandt trækroner og hos magikyndige.
Efter at Garon indførte tiden og gjorde alle arter, foruden elvere, dødelige, indledte dværgene da en forfærdelig krig mod elverne. Alt var kaos, himlen selv brændte og elverne led et blændende nederlag, da Soltræet I’anarorn blev såret, og elverne som følge heraf ikke længere levede evigt. Mange elvere døde af sorg ved synet af det sårede Soltræ, og Sifentia græd længe og sørgmodigt, og Hendes tårer blev til stjernerne på himlen. Og hver af elverne kom, grådkvalte og med våde øjne, til det døende Soltræ. Og det hviskede til hvert af elverbørnene, mens det sænkede sine svækkede grene med klagende knagen, og gav elverne sin sidste gave – Soltræets agern, Anareredh’erne.
Under Soltræets grene blev smil til tårer. Søskendeparret, der med visdom og snilde havde ledt elverne i så mange århundreder, brød ud i åbent skænderi. Elviel tog sine elvere, høje og noble, fra de ældste slægter, og drog dem i vrede mod sin broders samlinger af jægere og druider. En unævnelig krig førtes i al for lang tid, broder dræbte broder, frænde slog frænde. Elviel selv mødte Elotar og stødte sin broder med hendes gyldne spyd. Elotar faldt og hans mænd trak sig. Elviel stod nu i sorg i de knuste ruiner af Det Gamle Nibin’alderon – hendes tårer faldt tunge og bitre, for en skønnere og mere fantastisk by var aldrig set, og ville aldrig blive set igen. Så forbitret var hun, at hun rejste derfra – den første af mange elvere, som aldrig ville se sig tilbage igen, og aldrig igen skulle skue noget så smukt og skønt.
Elviel var den første af elverne til at forlade ruinerne. Hun drog med sit følge af elvere ud af byen med håb og drømme om at opbygge nye elversamfund rundt på Hatten, som var lige så prægtige som Nibin’alderon havde været det i fordums tid, og med tiden blev disse elvere til højelverne. Disse elvere rejste langt væk – så langt, at der stadig hersker sig tvivl om, hvorvidt højelverne stadig er i live. Nogle mener sågar at højelverne, med deres magiske kunnen, rejste mægtige portaler og forlod vores verden i søgen efter noget lige så guddommeligt som det forfaldne Soltræ.
Da den stadig sårede Elotar hørte at Elviel havde forladt byen, sendte han sin søn, Eloquel, og en flok elvere ud for at finde hans søster – det var disse elvere som efterfølgende blev kendt som vildelvere. Med sig tog de Soltræets agern, Anareredh’erne, som Soltræet havde rystet af grenene kort efter at det blev såret. Disse agern blev sået overalt på Hatten, hvor elverne slog sig ned, og disse agern skabte Livstræerne, I’coiaorn.
Eloquel endte dog selv som forsvunden, i sin søgen efter Elviel, for hans store flok for vild i de utæmmede skove, og de besluttede at dele sig i store grupper og søge i alle kompassets retninger. En gruppe, ledet af Erthor, en af Elotars fjerne slægtninge, forsvandt fra resten af flokken en mørk nat i et område med tykt voksende skov. Elverne blev blændet af en mægtig storm, der tvang de to grupper til at søge hver deres vej, og selvom det var planen, at de skulle mødes igen, lykkedes det ikke. Erthor var en barsk elver, en dygtig jæger og en mægtig kriger. Han ledte nu sin flok af elvere, med deres dyrebare Anaredh’er, over de golde stepper mod is og sten. Han var vred og ville fortsat føre krig mod dværgene, for han ønskede sig hævn mere end noget andet. Men i inderst inde var Erthor skamfuld på sin arts vegne og ønskede kun, at tingene måtte blive som de var før Nibin’alderon faldt, og før der blev spildt blod på verdens helligste steder. Erthor var dog samtidig en bitter elver, og han bildte sig selv og sin flok ind, at dværgene havde ødelagt verden – at dværgene havde sat Elotar og Elviel op mod hinanden, og hvis blot alle dværgene blev udryddet, ville verden igen kunne blive som den havde været i Den 1. Tidsalder. Vildelverne førte en lang guerillakrig med de første dværge de stødte på, de skjulte sig i deres tunneller og gange og brugte elverlist og magi til at bekæmpe dværgene og volde dem mange skamfulde nederlag. Med tiden spredtes disse elvere for alle vinde – de kaldte sig nu mange navne: Tordenelvere, Granelverne og Stormelvere blandt mange.
Da Elotars sår var helbredte, rejste Elotar også fra Nibin’alderon i søgen efter sin forsvundne søster og søn. Elotar og hans elvere var dermed de sidste elvere til at forlade byen, og ingen ville nogensinde igen lægge øjne på de triste ruiner. Elotar rejste med stor hast, men de andre elvere var for længst borte, og det skulle vise sig nær umuligt at finde og indhente dem. Efter flere hundrede års søgen opgav den nu gamle elver, og han lod sit folk slå sig ned i Rynthias hellige skove, og svor at ingen nogensinde igen skulle destruere Rynthias helligdomme og splitte hendes børn. Således blev Elotars børn til skovelverne.
Solelvernes historie:
Solelverne var en dybt religiøs og spirituel del af Erthors Flok, og bærerne af Soltræets agern, Anareredh’erne. Da de blev splittet fra resten af flokken, påtog de sig den vigtigste opgave af alle om at plante og beskytte de få agern, deres elskede Soltræ havde givet dem, så længe siden. De opkaldte sig efter Soltræet, som før havde skænket dem det evige liv, og nu havde efterladt dem en sidste gave, som de svor at værne om. Hver gang elverne plantede et agern, delte stammen sig, så at nogle kunne blive tilbage og beskytte det kommende Livstræ, mens resten drog videre for at plante resten. Der er nu derfor mange stammer som alle bærer navnet “Solelvere”, spredt ud over hele Hatten.
Profetien om Solens Dag:
Det siges, at når en elver dør af alderdom rejser de dybt ind i Fauntasias utæmmede skove, forvandler sig selv til et prægtigt træ, og bliver et med naturen. Disse særlige træer kaldes af elverne Det Stående Folk. Ifølge elvernes legender skulle Det Stående Folk, når tiden er inde til at elverne atter en gang skal råde over Hatten, vækkes til live en sidste gang, for at kæmpe i årtusinders krig mod dværgene. Her vil elverne til sidst sejre, og en ny tid med evig fred og harmoni vil da omfavne Hatten. Denne profeti er blandt elverne kendt som Uneathen’ilysis, Solens Dag.
Navnehistorie:
Solelvernes navne består typisk af et tillægsord eller udsagnsord efterfulgt af et dyr, såsom “Store Bjørn” eller “Løbende Ulv”, men kan også være et tillægsord eller udsagnsord efterfulgt af et hvilket som helst navneord, såsom “Flyvende Pil” eller “Stille Eg”. Solelverne er ikke født med deres navne – det kommer til den enkelte elver gennem særlige oplevelser i løbet af deres liv, og kan derfor sagtens ændre sig flere gange gennem en elvers levetid. Derfor har alle Solelvere en navnehistorie, der beskriver hvordan de har fået deres navn og hvorfor de bærer det. Solelvernes navne er oftest tilknyttet deres personlighed: er man for eksempel en kriger, kunne et navn være “Jagende Ræv”, eller er man shaman, “Vise Ugle”.
Høvdingen og Stier:
Solelverstammen består af tre fraktioner kaldet stier. Alle Solelvere vælger én af disse stier ud fra hvilken funktion de varetager i stammen. Hver sti har en leder, som vælges på forskellige måder indbyrdes på stierne. Stammen vælger derudover en høvding, som leder hele stammen, i et ritual, som udføres en gang om året. I dette ritual, udfordrer hver af stierne kandidaterne til en prøve, hvori de skal testes på de kompetencer, som repræsenteres ved deres sti. Til sidst vælges høvdingen af hele stammen i fællesskab.
Ulvens Sti: består af stammens krigere. Disse har til opgave at beskytte resten af stammen og dets territorier i krigstid, og eliminere potentielle trusler. Her vælges lederen gennem en række dueller mellem stiens medlemmer.
Uglens Sti: består af stammens shamaner og magibrugere. Disse har til opgave at afvikle stammens ritualer og tolke åndernes vilje, samt vejlede stammen på deres spirituelle rejse. Her er det den ældste og typisk mest erfarne shaman der er leder.
Bjørnens Sti: er den mest diverse af stierne, og består af stammens jægere, urtesamlere, diplomater, handlende og alt andet. Disse varetager stammens interne opgaver og opretholder relationer til resten af områdets beboere og væsner. Her vælges lederen ved en afstemning indbyrdes på stien.
Som udgangspunkt er alle Solelvere frie til at træffe deres egne beslutninger. Der er dog en undtagelse til dette, og det er i kamp – kamp er ingen tid til at være trodsig. Under en kamp følger man altid høvdingens ordrer. Derudover tillægges høvdingen typisk en vis respekt, når det kommer til beslutningstagninger i stammen, givet personens stilling og ansvar. Dog kan høvdingens titel altid udfordres gennem duel, og såfremt duellen tabes af høvdingen, foretages der et nyt høvdingevalg, hvor der vælges en ny høvding, som sidder resten af den gældende periode.
Religion:
Solelvernes spiritualitet og religion er dybt rodfæstet i deres kultur. Solelverne anerkender og tilbeder alle guderne i en eller anden afskikkelse, men har oftest et stærkere bånd til Rynthia, Moderen, som skabte elverne og naturen, og Glamhoth’atar, Faderen, som skabte instinktet og jagt. Det er heller ikke unormalt for de mere krigeriske af Solelverne at tilbede krigsguden Sanye’tura, som oftest forbindes med menneskerne, men som Solelverne tilbeder på en radikalt anderledes måde. Solelverne mener nemlig at menneskerne har misforstået og forvrænget gudernes ord, og at kun de kan tolke gudernes egentlige vilje og tilbede dem korrekt. Solelverne tilbeder guderne gennem ældgamle traditioner og overdådige ritualer, som de oftest afholder ved naturens smukkeste og helligste steder, hvor de hædrer dem gennem sange, dans og lege.
Traditioner:
Moderens Dag (forårsfest): Stort set alle elvere fejrer en eller anden form for forårsfest. Her fejrer elverne genfødslen af naturen og dens harmoniske balance. Stammens shamaner udfører et helligt ritual, hvori de udspørger skovens ånder om foråret er kommet godt på vej, og om naturens orden er i balance. Er svaret positivt, bevæger stammen sig mod Livstræet, hvor deres forbindelse til naturen er stærkest. Her pynter de naturen omkring dem, fejrer at foråret atter er på vej, og at naturen er i balance. Dagen fejres ved at bevæge sig gennem Rynthias natur, og nyde Hendes skaberværker til fyldest. På denne dag skal Solelverne prise Moderens domæne Livet, hvilket betyder at de så vidt muligt forsøger ikke tage nogle liv.
Høvdingevalget: Høvdingevalget er Solelvernes største ritual, og afholdes en gang om året typisk i løbet af sommeren. Det er her den næste leder af stammen udvælges. Ritualet starter med en prædiken og velsignelse fra stammens ledende shaman. Herefter udvælger stierne én kandidat, som de indstiller til høvdingevalget. Når stammen atter samles igen, præsenterer lederne af stierne deres kandidat for resten af stammen. Herefter følger endnu en prædiken, hvor shamanen beder guderne om deres velsignelse, og maler en grøn streg ned ad næseryggen på de pågældende kandidater, mens de siger riten: “Navn” åbner sit sind for Moderen og Hendes endelige dom. “Navn” sværger at beskytte dette Livstræ og værne om stammen og dens børn, til den dag “Navn” tilslutter sig Det Stående Folk.
Herefter skal kandidaterne gennem tre prøvelser, som repræsenterer hver af stierne og de kompetencer de repræsenterer i stammen. Lederen fra hver af stierne præsenterer prøven for kandidaterne og overværer dem.
Ulvens prøve: Ulvens Sti har til opgave at beskytte stammen og Livstræet, og høvdingen skal kunne lede stammen i kamp. Derfor skal denne prøve teste høvdingens evner til at lede stammen under et angreb. Høvdingen får lov til at udvælge to elvere fra Ulvens Sti, som skal kæmpe ved hans side, mens resten af Ulvens Sti angriber dem.
Uglens prøve: Uglens Sti har til opgave at vejlede stammen på deres spirituelle rejse og tolke åndernes ord. Derfor skal denne prøve teste høvdingens evner til at kommunikere med skovens ånder. Uglens Sti assisterer kandidaterne med at tage kontakt til et af De Stående Folk, og herefter skal kandidaten selv kommunikere med træet, og efterfølgende fortælle resten af stammen om elverens tidligere liv.
Bjørnens prøve: Bjørnens Sti varetager ikke nogle specifikke hverv i stammen, men varetager typisk stammens interne opgaver og fungerer dertil som konfliktløsere. Derfor skal denne prøve teste kandidaternes diplomati og troværdighed. Alle kandidaterne drikker en eliksir forberedt af Bjørnens Sti, som får kandidaterne til at udelukkende tale sandt. Herefter får stammen muligheden for at stille spørgsmål til kandidaterne.
Når alle kandidaterne har gennemført alle prøvelserne, skal stammen i fællesskab stemme om, hvilken af kandidaterne der skal overtage rollen som stammens fremtidige høvding. I tilfælde af stemmelighed afgøres valget ved duel.
Faderens Dag: På denne dag fejrer Solelverne Faderen, Glamhoth’atar, ved at udvælge sig et jagtbytte, som skal være nedlagt inden solnedgang. Dette udvalgte jagtbytte kaldes for “Den Hvide Hjort”, og kan i teorien være hvad som helst, men Solelverne har det med at vælge personer, som de anser for værende en sjov og reel udfordring. Faderens Dag ligger altid i løbet af efteråret, mens den præcise dag bestemmes af stammens shamaner ud fra månens placering.
Mørkets Dag: Dette er en yderst trist vinterdag for Solelverne, da Livstræet er på sit allersvageste punkt, og derfor kræver Solelvernes fulde beskyttelse. Mange af Solelverne mener, at det også var på denne tid af året, i fordums tid, at selveste Soltræet blev fældet, og dermed markerer dagen faldet af alle elvere som samlet civilisation, samt evig harmoni.