Holdleder og assisterende holdledere:
Hans Ostenfeld Christensen – Holdleder /// tlf: 22 60 60 10 / mail: hanscoc@outlook.com
Kostume og våben:
Krav:
Dværge skal ansigtsmales (medmindre man er allergisk). Det er også et krav at man som mandlig dværg ifører sig en form for skæg.
Kostume:
Dværge er et stolt folk af dygtige håndværkere, hvilket tydeligt kan ses på deres tøj, som oftest er fint og pænt, og ikke mindst i høj kvalitet, men samtidig praktisk, da det ikke må besværliggøre deres arbejde. Dværge bærer typisk tøj i jordnære og dæmpede farver for ikke at se så beskidte ud efter en lang dag i minen. Dværge går nemlig generelt meget op i hvordan de ser ud, og fremviser gerne deres mesterværker på egne kroppe, for at vise hvor dygtige håndværkere de er. Det vigtigste ved en dværgs udseende er deres hår, som tit er flettet og prydet med perler, her især skægget blandt mandlige dværge. Hår og skæg er et symbol på visdom, erfaring og ære blandt dværge.
Våben/udstyr:
Næsten alle dværge er trænet i kamp, og vil derfor stort set altid bære en eller anden form for våben og rustning. Dværge er kendt for at benytte sig af store skjolde og slagvåben – våben med vægt mod enden såsom hamre, økser eller stridskøller – men dværge med sværd eller spyd er langt fra uhørt. Til hverdag bæres der dog ikke altid store metalrustninger eller våben, da disse oftest kan blive ret så ubekvemme under arbejdet, og erstattes derfor med tykke læderrustninger og redskaber såsom forhamre eller hakker, som i hånden på den gængse dværg kan være mindst lige så dødelige som et almindeligt våben. En dværgs håndværk er deres stolthed, og et våben er ikke bare et våben. Derfor vil dværges rustninger, skjolde og våben oftest være mesterligt udsmykkede med indgraveringer af runer og snirkler, eller sågar med ædelstene, så længe disse ikke gør dem mindre praktiske at bruge.
Holdbeskrivelse:
”De Førstefødte”, Arbejdsomme, Håndværkere, Stolte, Stædige, Ærefulde, Grådige
Dværge er et ældgammelt folk der er små og korte, men brede, solide og fysisk stærke. De kalder sig gerne for De Førstefødte, også selvom elverfolket efterhånden har fået overbevist de fleste af Fauntasias arter om, at den titel retmæssigt tilhører dem. Det afholder dog ikke dværge fra stædigt at blive ved med at holde fast i termet. Foruden stædigheden er dværge flittige og arbejdsomme væsner, der besidder en ældgammel viden om alt håndværkskunst, som de har fået gennem deres tilbedelse af deres skaber og primære guddom Morad-Duhn (Morken på menneskesprog). De holder sig meget for sig selv, oftest gemt væk i underjordiske fæstninger, hvor de kan fordybe sig i deres håndværk. Dette har formentligt også noget at gøre med, at andre arter har svært ved helt at forstå dværge, og synes at deres hjerner mest om alt minder om urværk, ikke mindst på grund af deres udprægede stædighed.
Dværge er herudover ekstremt stolte væsner, især hvad angår deres egne mesterlige evner indenfor alle slags håndværkerfag, og de er ikke bange for at vise dem – eller prale om dem. De kan berette i uendelig lang tid om deres håndværksbedrifter, hvilken familie de er fra og hvad familiens medlemmer har bedrevet gennem tiderne. Dværge tåler ikke fornærmelser af nogen art, og er samtidig meget ærefulde. Fornærmer man en dværg, er en konfrontation ansigt til ansigt stort set uundgåeligt – om det så er med ord eller stål. Især mellem dværge er æresdueller en hyppig måde at afgøre stridigheder på. Ønsker man ikke at afgøre en strid med våben, vil dværgen oftest gå ud over det sædvanlige for at bevise, at de har ret – og hvis en konflikt ikke afgøres, kan dværge bære nag i århundreder, og kan sågar arve familiefejder gennem flere generationer. Dværge er desuden grådige væsner, og vil ofte gerne have en lidt større bid af kagen, end andre synes er helt rimeligt. Nogle vil også mene at dværge er urimeligt stolte, men for en dværg er det bare sådan det er; de er bare lidt bedre end andre arter – synes de i hvert fald selv.
Dværge er dog også enormt ærefulde og lever efter et strengt, men uskreven, æreskodeks. For eksempel vil en dværg typisk ikke lyve eller bedrage, men har intet problem med at udlægge deres personlige sandhed, som sagtens kan afvige fra virkeligheden, og er oftest en overdrevet udgave heraf. Dværge vil som regel ikke bagtale folk, især ikke andre dværge, men foretrækker at konfrontere personer de har et problem med direkte. Ligeledes vil en dværg aldrig angribe nogen bagfra, eller uden de ved at dværgen er der, og dværge vil oftest heller ikke slå forsvarsløse folk ihjel, men vil give deres fjender mulighed for at forsvare dem selv, inden de initierer kamp. Dværge der forbryder sig mod dette æreskodeks bliver generelt set meget ned på af andre dværge, og i de fleste tilfælde straffet.
Hvorfor er dværgene i Sværddyb?
Hvor der er rigdomme i jorden, er der dværge at finde, og sådan er det også i Sværddyb. Da de første dværge ankom til området, stødte de på de lokale elvere, men da dværgene kun var interesserede i undergrunden, lod de to arter imidlertid hinanden være i fred. Først oprettede de nytilkomne dværge en mindre underjordisk post, hvorfra de kunne begynde deres arbejde, men dette skulle vise sig at være mere vanskeligt end først antaget, på grund af den betydelige mængde gobliner og dybelvere der allerede befandt sig i undergrunden. Men dværgene var stædige som altid og kæmpede en besværlig kamp mod dem, og da de første mineraler blev udvundet spredtes rygtet om områdets rigdomme hurtigt, og det varede ikke længe før mange dværge drog mod Sværddyb. Den nu store gruppering af dværge gik sig straks i kast med at bygge fæstningen Khâz’draínbûr, for bedre at kunne forsvare sig mod gobliner og dybelvere. I lang tid trivedes dværgene godt i Sværddyb, særligt efter menneskene kom dertil og blev en livlig handelspartner. Men gode tider varer ikke evigt, og udvindingen fra områdets undergrund blev mindre og mindre, indtil udbyttet var så ubetydeligt, at de fleste af dværgene valgte at forlade området. Khâz’draínbûr blev forladt og gik i forfald. De dværge der blev tilbage, kunne ikke holde stand alene mod deres mange fjender, og valgte i stedet at bosætte sig med menneskene i Sværddyb By. Siden da har dværge jævnligt, men i mindre perioder, været til at finde i byen for at handle.
Dværgenes kultur
Dværgenes samfund:
Dværge bor typisk i større byer, under Fauntasias mange bjerge, kaldet fæstninger eller borge, da de oftest er opbygget som fæstningsværker for bedre at kunne forsvare dem mod diverse underjordiske fjender såsom gobliner og dybelvere. Disse fæstninger består af kæmpemæssige smedehaller forbundet af lange avancerede gangsystemer og massevis af miner, der strækker sig dybt under jorden. Hver fæstning fungerer som en selvstændig bystat, hvor de største af disse regeres af en konge og de mindste typisk ledes i samarbejde mellem de mest magtfulde og respekterede dværgefamilier, kaldet klaner. Klanens overhoved vil altid være den ældste levende dværg inden for klanen. Klaner kan variere meget i størrelse. Almindeligvis består de af mellem 50-200 dværge, men kan indeholde alt fra 500 til én enkelt dværg.
Dværgenes samfund er matrilineære, hvilket betyder at klannavne går gennem kvinderne – altså vil nyfødte dværge altid optage deres mødres klannavn. Dette medfører at en dværgekonges søn aldrig selv vil kunne blive konge, men at det er kongens tættest mandlige beslægtede inden for hans egen klan, der bliver tronfølger. En dværg kan ikke ændre sit klannavn, selv ikke ved ægteskab, men kan dog godt miste det, såfremt at de erklæres klanløse af klanens overhoved. At blive erklæret klanløs er den hårdeste af alle straffe, selv over dødsstraf, og anvendes kun i ekstreme tilfælde. Når en dværg erklæres klanløs, klippes først deres hår/skæg, som symbol på deres mistede ære, dernæst brændemærkes de, så alle de møder vil kunne se forbrydelserne begået, og til sidst forviser man dem fra fæstningen.
Selvom dværgene trives bedst for sig selv, har dværge et generelt godt forhold til både mennesker og halvlange, og bor nogle gange sågar blandt disse i større menneskebyer. Deres gode forhold bygger mest af alt på handel, hvor især menneskene nyder godt af dværgenes gode håndværk. Dværge hader og afskyr dybelvere, orker og gobliner som pesten, da de har haft en nærmest endeløs krig om undergrunden siden fordums tid. Derudover har dværge også en udpræget mistro, og til tider et decideret had, mod alle slags elvere, på grund af den store krig i løbet af Blodalderen, som resulterede i tabet af dværgenes første konge, hvis egentlige navn for længst er gået tabt til tidens tand, men som nu er kendt som Thrâlum’Dōruk, som oversat betyder Kongen Under Tinden. Der findes nu hundredvis af forskellige udgaver af de hændelser der fandt sted dengang, og hver by, hver fæstning og hver borg sværger højt og helligt på, at deres version er den korrekte. At der i øvrigt samtidigt hersker en religiøs uenighed om hvilken art der blev skabt først, hjælper bestemt heller ikke på elvernes og dværgenes indbyrdes forhold, og selvom elverne har fået overbevist de fleste af Fauntasias arter om at de var De Førstefødte, er dværgene ikke blege for at bruge samme titel om dem selv.
Beretningen om Kongen Under Tinden:
I begyndelsen, før tiden selv havde fået sin form, dengang Hatten endnu var ung og ufærdig, blev de første dværge skabt ind i en verden af uopdaget potentiale. Her levede de i fryd og gammen i den sagnomspundne by, Dōrukbûr, under Fauntasias højeste bjerg, kaldet Hattens Tinde, som siges at være selve Hattens spids, og dermed også hele Fauntasias centrum. Hattens Tinde strakte sig højt over skyerne, og Dōrukbûrs monumentale sale endnu dybere under jorden. Disse prægtige bjergsale var prydet med så mesterligt udskårne og livagtige statuer, at de nærmest syntes at trække vejret, og var oprejst af enorme ornamenterede søjler, der lignede at bryde sig mod fysikkens love på den måde de holdt de udsmykkede lofte oppe. De underjordiske skattekamre var fyldt med guld, smedehallerne med arbejdsomme dværge og spisesalene med sang. Dōrukbûr var et vidunder af håndværk og magi, og var i sandhed et vidne om dværgenes storhed.
Dværgene dengang var ligesom i dag et stolt folk af håndværkere og uden tidens lænker til at begrænse og tynge dem ned, blomstrede kreativiteten blandt dværgene, og hurtigt mestrede de enhver form for håndværkskunst – ikke blot sten og stål, men også magiens mystiske veje. Byens dybeste smedjer buldrede dag og nat, og i dværgenes hænder blev metal til kunst. Deres forståelse for mekanik og teknik var uden sammenligning, og de vævede stærk runemagi ind i alle deres skaberværker. De lærte at betvinge landskabet omkring dem med avanceret arkitektur, og kunne med deres gaver forbedre og omforme verdenen fra dens rå og kaotiske natur til en stabil og nær perfekt udgave.
I de dage var dværgene ledet af den storslåede dværgekonge Thrâlum’Dōruk, også kendt som Kongen Under Tinden eller Den Første Konge. Det siges at dværgekongen var velsignet med særlige gaver af guderne selv og at ingen stod ham lige. Fra skaberen selv havde han fået den legendariske tohovedede økse, Hetmûr, der for evigt skulle være bevis for hans retmæssige plads på tronen og symbolet på hans uovervindelighed.
Efter århundreders uforstyrret fordybelse i al slags håndværkskunst og hårdt flittigt arbejde kom elverne til. De unge og dovne elvere forstod ikke værdien i at arbejde, og ville imidlertid hellere se passivt til og nyde naturens kaotiske elementer. Det blev tydeligt, at de to arter var uforenelige, så Thrâlum’Dōruk indgik i en pagt med elverkongen om, at elverne kunne bo i verdens skove så længe dværgene fortsat ville have adgang til tømmer. Elverne isolerede sig selv i skovene, et af Elph’Khaz’s andre skaberværker, som de havde en særlig forbindelse til, som dværgene havde det ligeså med bjergene.
Men det varede ikke længe før elverne groede en utålelig misundelse over dværgenes mesterlige håndværk. Elverne var dvaske og manglede både evnerne og tålmodigheden til selv at kunne skabe sådanne mesterværker, som de havde set dværgene gøre det. De besluttede sig i stedet for at bryde aftalen, de havde med dværgene, og begyndte at overfalde de dværge, der færdedes i skovene for at stjæle deres håndværk til dem selv. Elvernes misundelse blev til grådighed, og de lod deres ambitioner vokse og de vendte deres blikke mod Dōrukbûr selv.
Konflikt blev til krig, og da Garon endeligt indførte tiden, og dermed også gjorde dværgene dødelige, vidste de at de måtte handle drastisk og fælde det magiske elvertræ, der fortsat skænkede elverne evigt liv og som stod i den prægtige elverby Nibin’alderon. De arbejdsomme dværge gik straks til værks med at opfinde og bygge enorme krigsmaskiner, som de animerede med deres mægtige runemagi. De indledte hastigt deres modangreb mod elverne og deres træ – en opgave der skulle vise sig langt farligere end først antaget, da elverne med tiden havde formået at beherske dværgenes magi, og gøre den til deres egen. Det var en lang og hård kamp, magien flød frit og himlen selv brændte, men til sidst formåede dværgekongen at kløve elvertræet med sin magiske økse. Da Hetmûr’s glødende stål mødte elvertræets hellige bark bredte en stor trykbølge sig gennem elverbyen, der fik selve Hatten til at skælve, og da røgen løftede sig var dværgekongen forsvundet.
Uden deres konge brød dværgene ud i indbyrdes strid, og de begyndte at skændes om, hvem den næste konge skulle være. Hver og én af oldtidens klaner frembragte en kandidat, de mente var egnede til at overtage tronen. Men de stolte og stædige dværge ville ikke knæle for nogen de ikke mente, var værdige nok til at lede dem, så dværgene endte med dele sig op, hver klan drog sin egen vej for at opbygge nye borge overalt i Fauntasia under hver deres konge. Eftersom dværgene ikke kunne blive enige om, hvem af dem der skulle arve Dōrukbûr, blev de enige om at ingen skulle det, så Fauntasias største og mest smukke dværgeborg blev forladt, dens sale glemte og ingen levende har siden sat øjne på dens skinnende porte.
Men dværgenes legender fortæller at Thrâlum’Dōruk aldrig døde denne skæbnesvangre dag, men at skaberen Morad-Duhn selv greb ind og løftede sin udvalgte konge ud af krigens flammer, gav ham evigt liv og tilbagebragte ham uskadt til Dōrukbûr’s storslåede tronsal. Derudover gav Morad-Duhn alle dværge mulighed for at vende tilbage til deres retmæssige hjem under Tinden i deres efterliv, ved at dø en ærefuld død i kamp, hvor de for evigt vil fejre deres sejr over elverne sammen med Den Første Konge og resten hans faldne krigere.
Ifølge profetierne vil der en dag komme en dværg, kendt som Gol’Duramâr, der er værdig nok til at arve Den Første Konges rige, som alle Hattens dværge vil samle sig under, hvorefter han vil lede dem til det forsvundne Dōrukbûr, hvor han vil indtage sin retmæssige plads som dværgenes næste konge, Thrâlum’Dōruk’s arving og lede dværgene samlet som han engang havde gjort det.
Religion:
Dværgenes primære guddom er deres skaber Morad-Duhn, som de ofte tilbeder gennem deres håndværk, hvor der typisk synges sange i fælleskor både før og under arbejdet. Generelt er dværgenes tilbedelse af guderne kendetegnet ved, på en eller anden måde, at være tilknyttet deres håndværk, f.eks. gennem konstruktionen af altre eller genstande som efterfølgende ofres til den pågældende gud.
Spise- og drikkevaner:
Dværgene spiser og drikker godt. De er hårdføre, tætpakkede væsner og skal bruge en masse energi på grund af deres ofte hårdt fysiske arbejde, og derfor er øl og kød en fast del af en dværgs diæt. Derudover er måltidet en stor del af dværgenes festkultur, og de er ikke blege for at holde overdådige fester, med massevis af spise og drikke, når der er noget der fortjener fejring.
Kunst:
Dværgene er et håndværkerfolk og udsmykker næsten alt hvis de kan slippe afsted med det. Kunst er at finde hvor som helst, bare ikke i det uforarbejdede – en dværg kan finde skønhed i en klump råt metal, men det bliver ikke før dværgen har haft det i sin smedje. Dværge har derfor en udpræget tro på at alting kan være en kunstform. Krig, for eksempel, kræver bestemte redskaber, ekspertviden, erfaring og mentalitet, og det samme gælder for alt andet. Som sådan er det forventet, at enhver dværg hengiver tid og tålmodighed til at mestre deres givne fag og finder glæde og stolthed i deres arbejde.
Ritualer/fester:
Sejrsgildet:
Sejrsgildet er en årlig overdådig fest, hvor dværgene fejrer deres sejr over elverne tilbage i den 2. tidsalder, hvor den legendariske dværgekonge, Thrâlum’Dōruk, nedfældede elvernes hellige Soltræ, der ifølge historierne gav dem evigt liv. Sejrsgildet rummer både lystige hyldestfester og sørgmodige mindefester for deres faldne.