Gyldenhåb – Greve Marcus Crassus:
Nøgleord: Klassisk magibruger, distræt akademiker, mystiker, pluralist
Citat: “Guderne spiller ikke terninger med folks skæbne, men det er ikke ensbetydende med at alt ligger os lige for af den grund – eller at man ikke kan lære noget af en terning.”
Marcus Crassus er greve af Cranholt-grevskabet i Regni Hertugdømmet. Han er søn af afdøde Victor Crassus, og født i en slægt kendt for præsteegenskaber. Crassus har også en afdød storebror, Brutus, og en bortgiftet søster, Filippa, i Ravenskjold-slægten. Han er uddannet på Gråklippefontænen inden Fontæneordenens fald, og blev udlært som ærkemester af den forsvundne Tordenelver og Fontænemester Kanzotungo. Af karakter er Crassus stærkt moralsk og standhaftig, skønt utraditionel. Han er en meget klassisk magibruger og en distræt akademiker. Crassus rejser meget, og har studeret et utal af mere obskure magiske discipliner. Han er ugift og overlader det meste af grevskabets drift til sin søsters mand, Hugo. Crassus er kendt for sin tilbagetrukkethed i sociale forhold, og for at holde af spil. Han er desuden jævn af natur. Marcus’ ekstreme ungdom for sin position, blot 27 år, er et hyppigt diskuteret emne: de fleste mener at der er snyd eller magi indblandet – hvordan kan en ærkemester ellers være så ung? Rygtet vil vide at Marcus’ far på mystisk vis blev syg og døde meget pludseligt, og selvom det er alment kendt at han aldrig brød sig om sin 2. søn, har Crassus aldrig kommenteret på nogle af disse rygter.
Specialer: Spådomskunst og skæbnemagi. Diplomati og kultur. Obskur esoterisk magi.
Indtrædelse: I kaosset, der fulgte da Fontænen faldt, forsvandt den tidligere hofmester af Gyldenhåb, Halfdan Himmelvandrer, på mystisk vis. Marcus Crassus dukkede på lige lovlig mistænkelig og belejlig vis op og tilbød at tage hans plads. Ingen ved præcist hvad der skete, og ingen kan på helt ens måde gøre rede for handlingsforløbet før indtrædelsen. Der vides imidlertid nok om Marcus Crassus’ kompetencer til, at det står klart, at undersøgelser muligvis ikke vil have et behageligt udfald for den nysgerrige.
Lærling: Sigurd Saltenvig. Ung adelig baronsøn. Krigerisk, forkælet og arrogant.
Personligt segl:
Regni – Greve Lucius Octavius (Octavius den Ældre):
Nøgleord: Livsnyder, egocentrisk, gammeldags, led
Citat: “Imbecile nar! Har de nogen som helst idé om hvad De foretager Dem?! … Jeg er … Jeg har … Jeg mener …”
Lucius Octavius er det oplagte eksempel mødre i De Fire Riger oftest hitter på når de skal forklare ordsproget ”magtfordærver”. Tænk nu, hvis en person blev født i en ufattelig heldig position, og senere hen formåede, at orkestrere alting således, at han aldrig nogensinde behøvede give den op igen? Det var præcist hvad der skete, da Octavius arvede både en titel som greve af Euculum-grevskabet i Regni og et magisk talent, og dertil senere blev udvalgt som lærling af den tidligere hofmester Octavius den Røde.
Greve Octavius er en ærkemester af den gamle skole med lange prægtige rober, smykker og et storslået skæg. Han er kendt for at holde lidt for meget af livets glæder (vin, mad, guld), men samtidig at befinde sig i en position der gør hans moral umulig at anfægte. Han er tæt beslægtet med Kongen og sidder på en af Kongemagtens absolut største formuer. Engang var Octavius en nobel og holden mand, men han er i dag kommet til at hvile på laurbærrene, og er blevet en anelse for bevidst om sin egen status til, at nogle i hans nærhed kan vide sig sikker på at blive taget alvorligt. Det lader dog til, at det er gudernes vilje at Octavius bliver der hvor han er: Kongen kan ikke regere uden hans støtte, og magibrugerne kan ikke blive af med ham uden Kongens billigelse – alt imens gnægger Octavius den Ældre sig i skægget.
Specialer: Fortryllede genstande. Mental magi.
Indtrædelse: Indtrådte efter den tidligere hofmester af Regni, Neras Velkos, frivilligt trådte tilbage og gav posten videre til Octavius. Ingen lader helt til at tro på denne historie, især taget Octavius’ speciale i mente, men begge parter bekræfter til stadighed, at det er foregået på rette vis.
Lærling: Octavius den Yngre. Lærlingen er godt i gang med at blive en hoven kopi af sin mester. Rygter siger, at denne yngling faktisk er Octavius egen søn: dette vides ikke med sikkerhed, men det kan til gengæld med sikkerhed siges, at det ville blive anset for højst upassende hvis rygtet skulle tale sandt.
Personligt segl:
Ravnshede – Andreas Høegh-Winterfelt:
Nøgleord: Revolution, geni, forretningsminded, spartansk
Citat: “Tragikomisk er det, at folk tror at deres liv er deres egen gave til dem selv… og alligevel formår at forspilde det.”
Ærkemester Andreas Høegh-Winterfelt er Kongelig Rådgiver på 2. år og repræsenterer en helt ny type magibruger, som er den hidtidige kulmination på flere tidsaldres tradition indenfor trolddom som fag. Han bærer ikke rober eller kapper, taler ikke i gåder og har intet langt mølædt skæg. Han vil have magibrugerne ud af deres støvede biblioteker og gøre op med det intentionelle hemmelighedskræmmeri. Høegh-Winterfelts ønske er at afmystificere magien som fænomen, og i stedet studere den som en rationel videnskab frem for en ritualistisk og traditionsbunden kunst, såvel som at gøre magien offentligt tilgængelig. Høegh-Winterfelt er bl.a. manden bag forslag som at masseproducere magiske våben til Kongemagtens soldater, ganske som man ville beordre en smed at gøre det i krigstid, og har også fremlagt forslag om magiske transportlinjer mellem De Fire Rigers hovedpunkter, samt idéen om ”avle” magiske tendenser frem i folket, således at alle en skønne dag vil kunne besidde magi.
Både Kongemagtens magibrugere og hoffet er i syv sind hvad angår disse revolutionære tanker. Magibrugerne betragter på den ene side sådanne tiltag som en art af helligbrøde mod magiens kunst, mens de samtidig erkender at selve magiens idé er at gøre det umulige muligt, og at det er nytteløst at forhindre dens fortsatte stræben mod det ”næste stadie”. Lægfolket, her forstået som alle de der ingen magiske kræfter besidder, finder det befriende at der endelig er en magibruger som ønsker at gøre alting omkring sit hverv forståeligt og ligetil, men det bekymrer dem samtidigt at Høegh-Winterfelts principprogram på en så voldsom måde truer den etablerede verdensorden. De frygter at deres ellers forholdsvist trygge og tilregnelige liv styrter i grus som konsekvens af en ny tids komme – og de frygter ligeledes gudernes vrede. Ingen har imidlertid været i stand til at bestride den sekulære avantgarde-magibrugers succes.
Skønt Høegh-Winterfelts visdom indtil videre har udkrystalliseret sig i et ganske andet spektrum end hvad det normalt forventes af en hofmester, såsom ildkugler, forudsigelser og ritualer, står det klart, at hans rent verdslige begavelse, eksempelvis når det drejer sig om logik, politik og andet der ikke beror på kendskab til magisk metafysik, selv blandt de andre hofmestre er uovertruffen. Måske er dette netop fordi han har brugt tiden på at studere den faktiske verden omkring sig i stedet for de tidløse magiske ord.
Specialer: Alt verdsligt såsom politik, økonomi, strategi, logistik, osv.
Indtrædelse: Høegh-Winterfelt tog over for sin mester Cyrion da denne efter sigende døde naturligt. Skepsissen over at have en magibruger der i så høj grad skyer klassisk skoling, døde efter at Høegh-Winterfelt, bag lukkede døre, fortalte de tre andre hofmestre en skæbnesvanger hemmelighed om dem selv. Det går naturligvis mange rygter om hvad der blev sagt den aften, men uanset hvad det var, skabte det både respekt og frygt for Høegh-Winterfelt.
Lærling: Den 10-årige knøs Lasse Solspir, som Høegh-Winterfelt for knapt et år siden samlede op fra Nordhåb Akademi. Lasse er fra en fattig familie og kunne knapt tro sit eget held ved udvælgelsen. Solspir betragtes som en flink og flittig dreng, men er åbenlyst ikke tilpasset livet ved det fine hof – naturligt taget hans baggrund i betragtning. Mange adelige, såvel som et par af hofmestrene, rynker på næsen af hans uraffinerede adfærd, og ser det som endnu et forsøg fra Høegh-Winterfelts side om at udbrede magien til folket.
Personligt segl:
Adelstern – Ludwig von Engelbrecht-Adelstern:
Nøgleord: Fanatisme, råstyrke, aristokrati, skummel
Citat: “Det passer når de siger at hver mand har en pris. Men store mænd tager imod tribut, de betaler ikke.”
Denne mand, eller rettere skabning, for han har ikke været et menneske i århundrede, var engang den største magibruger i Adelstern Hertugdømmet. Han var faktisk en af de største grunde til at den daværende konge frygtede for sit liv og ikke sov roligt i årevis. Ludwig von Engelbrecht-Adelstern var nemlig en grufuld dødemager og dæmonolog som Vegils Hus krævede udryddet. Det gik imidlertid sådan, at det ikke lykkedes at fordrive eller gøre en ende på Ludwig von Engelbrecht-Adelstern, men derimod at omvende ham. Efter en religiøs åbenbaring og genfødsel frasagde han resolut mørkets veje og blev fanatisk Vegiltilhænger. Præsteskabet udsatte ham i sin tid for, og gør det med hans egen billigelse med jævne mellemrum endnu, diverse prøver og bodsøvelser. Han har været lukket inde i en kiste med hellige relikvier i 100 dage, drukket litervis af vievand og haft messende præster til at patruljere sit hjem i døgndrift i 25 år. Vegils Hus har efterhånden været nødsaget til at indtage den mening, at enten er Ludwig von Engelbrecht-Adelsterns omvendelse komplet og reel, eller også er hvad end mørk kraft han gemmer sig totalt hinsides deres magt at bortmane – og det kan, ifølge Vegils Hus selv, naturligvis ikke være tilfældet.
Efter at have fralagt sig den mørke magi har Ludwig von Engelbrecht-Adelstern selv skabt en ny skole med det simple navn Krigsmagi. Denne skole samler ubehagelige og offensive/destruktive formularer fra andre skoler og adderer yderligere selvskabte formularer. Denne skole har ganske simpelt til formål at omdanne magibrugeren til et levende våben, der skånselsløst nedbryder enhver modstand. Skønt mere sofistikerede magibrugere ser den som vulgær, er Kongen og Adlen yderst tilfredse – her er magi de kan bruge til noget, og med ondt skal ondt fordrives!
Specialer: Dæmonologi. Dødemageri (rådgivning). Krigsmagi (selvopfunden magisk skole).
Indtrædelse: Aldrig så snart var Ludwig von Engelbrecht-Adelstern erklæret for ”renset”, før han bemægtigede sig en plads som hofmester ved nonchalant at omgøre de mange konkurrenter til purpurfarvet grød, forkullede rester, kæmpesten og andre ubehagelige ting – til sidst var der ikke længere nogle der turde protestere.
Lærling: Desponia. Yngre magibruger der nærmest er lillepigeagtig. Hun er uhyggelig og kompromisløst Vegiltroende, næsten på en måde der udelukker alle andre guder overhovedet. Faktisk kan hun ganske uden problemer beskrives med et enkelt ord; intens. Hun er også ufravigelig loyal overfor sin mester, og lader til at være hans fuldbyrdede forsøg på at skabe den perfekte elev. De fleste ville dog mene, at den perfekte elev ville forsøge at styrte sin mester sådan som traditionen foreskriver. At dette tilsyneladende ikke er tilfældet har ledt til to umiddelbare teorier:
1) – Desponia spiller for galleriet ganske som hun har lært det, og styrter sin mester når tid er.
2) – Eller, mere bekymrende, at Desponia rent faktisk er loyal netop fordi hendes mester pønser på ganske andre ting end at lade traditionen gå sin gang i Kongemagten.
Personligt segl:
