Da månen blev skabt som et forvrænget billede af solen, frygtede væsner på Hatten hvad den ville bringe, og dyr flygtede til hvad end gemmesteder de kunne finde. Dog var der ét dyr, en mægtig bjørn som ej frygtede det hadfulde slør som havde lagt sig over verden. Bjørnen drog ikke til huller i jorden eller huler i bjerge, i stedet drog den på jagt. Den vidste nemlig, at hvad end bytte den kunne finde, aldrig ville turde at drage ud fra dets gemmesteder, for byttet frygtede måneskinnet som ilden selv. Dermed drog bjørnen på jagt og dræbte tusindvis af dyr, og da solens lys kom, var det som om, at blod havde regnet fra himlen i en storm af død. Jazbur, den Store Jæger, høvdingen af ødelæggelse, blodrus og instinkt anerkendte dette tapre bæst og gav den det elviske navn: Glam’rurso, og skabte i dens store jagts ære blodmåner. Med dette navn siges det også at han gav bjørnen noget af sit eget gudeblod, en mægtig velsignelse, som siges at have gjort Glam’rurso stor nok til at kunne vælte et hus og blodtørstig som den mest voldsomme ork. På disse blodmåner siges det at Glam’rurso, nu velsignet af Jazbur og blodtørstig uden ende, jager igen, søgende efter den selv samme blodrus den engang oplevede på den drabelige nat. Legenden huskes stadig til denne dag og ved hver blodmåne gemmer mange sig, præcis ligesom dyrene, hvor Hattens faste jord gøres til mudder med de svages blod og Morkens bjerge rystes ved Glam’rursos voldsomme brøl. Efter de blodige nætter går Glam’rurso i hi indtil dens herre vækker den endnu en gang, for at dræbe de svageste led i kæden og skabe sand styrke iblandt alt levende på Hatten. Det siges også at flere arter hørte om Glam’rursos mægtige jagt og baserede krigerkaster på legenden; bersærkere, Stormelvernes blodsvorne og meget andet siges at have taget inspiration fra Glam’rurso, selvom legenden måske er glemt dagen i dag.