Tidsaldrene

1. og 2. tidsalder er mytiske tidsaldre, dvs. at vi ikke kan sige præcist hvor lang tid de varer.
Alle guderne eksisterer før arterne bliver gjort dødelige, og de sætter på samme tid, over ingen tid og al tid, deres præg på Hatten. De eneste undtagelser til dette er Vegils skaberværker, og muligheden for at alle levende væsner kan formere sig, som Sifentia først skaber efter Fauntasias væsner bliver gjort dødelige.

1. tidsalder – Den Tidløse Alder: Ingen tidsbestemmelse, da tiden endnu ikke er skabt
Verden skabes, med alt hørende dertil som skove, bjerge, have, insekter, fugle, fisk og alt derimellem; der er fryd og leg – glæde og naivitet. Alt er evigt. Guderne (foruden Jazbur, Henshir og Vegil) eksperimenterer med deres skaberværker. Elvere og dværge er de første arter i Fauntasia – derefter kommer andre arter til som f.eks. halvlange, satyrer, bergtusser, etc. Dybelverne findes ikke endnu, men de første kim lægges allerede nu af Henshir. Magien eksisterer, men bruges legende og uden slette hensigter. Stjerner og de fire verdenshjørner (Nord, Syd, Øst, Vest) sættes på Hatten, handel opstår, med metaller og mineraler og des lige, stoffer og reagenter blandes med hinanden og nye ting opstår. Men størst af alt dette er kærligheden; kærligheden til denne unikke Verden, denne Verdensbærerens sublime værk, med al dens herlighed og uopdagede vidundere.

Jazburs ukontrollerbare vildskab og aggression kan dog ikke holdes inde for evigt, og den 1. tidsalder slutter da orkerne og goblinerne opstår af det gudeblod der lander på Hatten, hvorefter de sætter Fauntasia i brand.

2. tidsalder – Blodalderen: Uvist, men bedste estimater er mellem 400.000 – 700.000 år
Orker og gobliner bløder ind i Fauntasia, og med dem kommer resten af Jazburs skaberværker.
Henshir manipulerer en del af elverne, således at dybelverne opstår, og imens dette langsomt sker, bliver resten af Henshirs skaberværker gradvist til. Garon blander sig nu for første og eneste gang med skaberværkerne Liv og Død, Tid og Udøde, der gør arterne dødelige, der tidsliggør eksistensen – og som nu begge kan vendes på hovedet ved udøde skabninger. Efter dette giver Sifentia Hattens utallige arter, intelligente som for så vidt dem drevet udelukkende af instinkt, mulighed for at formere sig gennem skaberværket Frugtbarhed.

Der hersker herefter krig og ufred overalt i Fauntasia. Dværgene vender sig mod elverne, mens dybelverne splitter – voldeligt – med de resterende elvere og drager mod bjergene, hvor de kommer i konflikt med dværgene, så der nu er krig på tre fronter. Orkerne og goblinerne er som en endeløs tidevandsbølge, så stor at dens ende end ikke kan skues, og de fører hæmningsløs krig mod alle, hvor ingen kan stå imod de utællelige horder. Halvlange og andre fredelige arter, fanget i midten eller omringet fra alle sider, forsøger at skjule sig eller agere neutralt, for det meste uden held. Efterhånden bliver tabene på alle sider så store, at dværgene trækker sig tilbage til deres trygge og befæstede bjerge og i mange århundreder forbliver isolerede. Elverne forsvinder i deres uendelige skove, og kan nu kun findes såfremt de selv ønsker det, og dybelverne bliver ligeledes ”væk” i de mange snoede og ufremkommelige tunneler og gange under jorden. Da konflikt og uhæmmet aggression gennemsyrer Jazburs skabninger, bryder de endeløse flokke af orker og gobliner fra hinanden; krigen fortsætter, men denne gang mod egne artsfæller. De er stadigvæk frygtindgydende og ekstremt farlige, men uden et samlet mål begynder deres styrke hurtigt at falde, hvorefter de andre arter i Fauntasia efterhånden får en chance for at yde modstand – og leve.

Hen mod slutningen af tidsalderen påfører dværgene det i forvejen krigstrætte og mismodige elverfolk stor sorg, da de fælder Soltræet, der ifølge myten gav elverne evigt liv. Denne ufattelige tragedie, eller afgørende sejrsstund, alt efter hvem man spørger, markerer begyndelsen til enden på tidsalderen, og den 2. tidsalder slutter da Hatto skaber menneskerne, som er en uperfekt og uligevægtig blanding af alt fra de andre intelligente arter, men som til gengæld har det største potentiale iblandt dem alle.

3. tidsalder – Fontænealderen: Ca. 70.000 år
Fauntasia er i kaos, men genopbygges langsomt, ikke mindst som følge af menneskernes umættelige nysgerrighed, eventyrlystne natur og generelle udforskningstrang. Inden længe er menneskerne den største art i Fauntasia, og koloniserer enten fredeligt eller med magt stort set hele Hatten, og får samtidigt skabt kontakt til alle væsner i Fauntasia. Alliancer bygges, konflikter opstår, viden deles og verden føles ung igen. Elvere, dværge og alskens intelligente arter begynder på ny at (gen)opdage Hattens mange vidundere, og da både orker, gobliner og andre kaotiske kræfter kun besidder en skygge af deres tidligere styrke, er der igen liv – og et totalt fravær af orden, stabilitet og ro. Tiden går. Hatto, der har skabt menneskerne, læner sig tilbage og blander sig ikke længere. Vegil er dog langt fra tilfreds med at kaos ubetinget hersker i Fauntasia og introducerer, som den allersidste af guderne, sine skaberværker og afprøver samtidigt forskellige styreformer på menneskerne. Med tiden opstår Kongemagten og De Fire Riger, såvel som højelvernes samfund, forskellige oligarkier af magibrugere og lignende.

Fontænen etableres på et ukendt tidspunkt, og tager senere magten i meget af Fauntasia, der til sidst ender som et diktatur skabt af, administreret og til gavn for primært magibrugere. Fontænen er overbevist om, at de igennem Akashe har modtaget et guddommeligt mandat ret til at håndtere Balancen, således at ingen nogensinde, om det så værende en person, gruppe, land, kongedømme, art eller lignende, får for meget magt. Dette er – naturligvis – foruden Fontænen selv, og grunden til at de lige siden har ment, at de har gudsbestemt beføjelse til at bestemme over alle levende væsner. Oprøret ulmer længe og Camussusimperiet, den første store menneskecivilisation, opstår som et modsvar til det ufrie diktatur og går i krig med Fontænen. Der hersker som følge heraf en gigantisk og langvarig krig i størstedelen af Fauntasia.

4. tidsalder – Imperialalderen: 6.530 år
Camussusimperiet knækker Fontænen og tager magten i næsten hele Fauntasia, der i samme omgang indvarsler en ny tidsalder. Fontænen går under jorden og planlægger flere hundrede år forud på at vende tilbage. Camussusimperiet holder magten i en hel tidsalder, og regerer uafbrudt indtil dens fald, fungerende som den første Kongemagt.

5. tidsalder – Kronealderen: 8.274 år
Camussusimperiet er faldet, og endnu en ny tidsalder indtræffer. En masse forskellige grupperinger forsøger at oprette en ny Kongemagt, men det lykkes i lang tid ikke. Fontænen tager endnu engang magten, men væltes (igen) – denne gang af Tommasino Gyldenskjold I, der succesfuldt opretter den nutidige Kongemagt, der får navnet De Fire Riger.

6. tidsalder – nuværende tidsalder:
Den nutidige tidsalder. Vi er i år 420 (år 2020 = år 420, 6. tidsalder).
Den 6. tidsalder indtræder efter den tidligere kongeslægt uddør med Tommasino 17. Efter interne magtkampe vinder Lysander af Løvenborg-slægten magten, og får dermed titlen Lysander Løvenborg I – en ny tidsalder er begyndt. En af de første handlinger den nye konge foretog sig, var at kaste sig helhjertet ind i genopbygningen af Fontænen, der over de næste 400 år igen blev en fornyet stormagt. Dette lige indtil Kong Florentin Løvenborg VII går i krig med Fontænen, og ordenen endnu engang forsvinder. Det er også i denne tidsalder at de første djinni frigøres fra deres slavebånd – og en hel ny art er, på sin vis, blevet til i Fauntasia.