Navn: Fontæneordenen. I daglig tale Fontænen.
Gud: Fontænen tilbad Akashe.
Grundlagt: 3. tidsalder, ukendt årstal.
Grundlægger: Ukendt, men den mest accepterede teori er at Oligarkerne skabte Fontænen.
Hovedkvarter: Det Pendronske Senat i Gyldenstad.
Størrelse: Ukendt.
Mål: At opretholde Balancen.
Motto: Intet kendt motto.
Status: Officielt nedlagt (Fontænens reelle status kan dog ikke bekræftes)
Nøgleord:
Akashe, Balancen, Magi, Neutralitet, Viden
Opførsel og værdier:
Fontænen var en religiøs organisation der eksisterede i hele Fauntasia. Fontænens mission var at opretholde Balancen (et begreb som, ifølge Fontænen, kun de selv for alvor kunne forstå), oplære og holde styr på magibrugere, såvel som at samle, indeksere og ordne viden. Fontænen har lige siden dens oprindelse hævdet af at de handler udfra Akashes vilje om en verden i balance, også selvom mange Akashepræster igennem tiden har løsrevet sig pga. tvivl om Fontænens mission.
Næsten alle Fauntasias magibrugere blev oplært på en Fontæne, da en magibruger der ikke var tilknyttet organisationen, eller som løsrev sig fra denne, blev stemplet som renegat. Det var herefter enhvers pligt for de som måtte være tilknyttet Fontænen, at fange personen og bringe ham/hende til den nærmeste Fontæne. Præster, derimod, var som udgangspunkt ikke tilknyttet Fontænen, medmindre de modtog undervisning derfra, da de som regel blev oplært i deres respektive templer eller trossamfund andetsteds.
I organisationen fandtes alle mulige slags dokumenter og genstande. Det var også her at viden, af stort set enhver art, kunne fremdrives. Skulle der helt usandsynligt mangle noget, kunne det som regel fremskaffes af den lokale Fontænemester – selvfølgelig for en pris. Fontænen var i sin natur neutral, da den forsøgte at opretholde en balance i verden, således at ingen arter, grupper eller personer fik overtaget. Derfor var alliancer med Fontænen en indviklet ting, og tingene kunne hurtigt vende sig fra venskab til fjendskab – eller omvendt. Mange mente desuden at organisationen blandede sig i ting som ikke kom dem ved, hvilket i sidste ende sandsynligvis var grunden til at Aelgol VII erklærede krig mod Fontænen.
Fontæneloven:
Forord:
Denne lov er givet af Fontænerådet, velsignet af Akashe, Hatto og Vegil, er lavet af og for Fontænen og bør anerkendes af enhver autoritet på Hatten som det er blevet gjort af Hattebæreren selv den ærværdige Hatto. Loven er skabt for at regere Akashes magi, under Akashes åsyn og velsignelse. Hatto og Vegil har velsignet denne lov, udfra deres respektive domæner. Loven gælder for enhver der anerkender disse guder, eller for hvem Fontænens magt på disse områder, ikke er at betvivle.
§ 1: Navn
STK. 1
Organisationens navn er Fontæneordenen.
§ 2: Formål
STK. 1
Fontænen har til pligt at opretholde Balancen på Hattos verdensbærende hat, som defineret af Fontænerådet.
STK. 1A
Fontænens formål er at undervise i og udbrede fornuftig og ansvarlig brug af magi, som defineret af Fontænerådet.
STK. 1B
Fontænen skal indsamle og udbrede viden og lærdom af enhver brugbar art, på Hatten såvel som i andre verdener.
§ 3: Lovens gyldighed og omfang
STK. 1
Loven skal altid følges, og er ukrænkelig for enhver med tilknytning til Fontæneordenen.
STK. 1A
På Fontænen gælder kun Fontæneloven.
STK. 2
Loven gælder for alle tilknyttet og ansatte hos Fontænen, såvel som alle magibrugere i området omkring en fontæne, som nærmere defineret af Fontænerådet.
STK. 2A
Præster er ikke tilknyttet til Fontænen, medmindre de modtager undervisning, er ansatte eller på andre måder tilknyttet Fontænen.
STK. 2B
Undtaget er Akashepræster, som altid er tilknyttet Fontænen på lige fod med andre magibrugere.
STK. 3
Magibrugere, eller andre på anden måde tilknyttet Fontænen, der ankommer til et nyt Fontæneområde, skal meddele sin ankomst til den autoritet i Fontæneordenen hvis embedsområde der betrædes.
STK. 3A
Den pågældende autoritet, hvis embedsområde betrædes, har ret til at undersøge den tilkommendes legitimitet, hvordan end denne finder det påkrævet.
§ 4: Pligter og privilegier for Fontænens autoriteter for en given Fontæne
STK. 1
Fontænemesterens ord er autoritativt, medmindre det går imod Fontæneloven.
STK. 1A
Det er Fontænemesterens pligt at tjene Fontænens formål, jf. § 2, til det yderste af sin kunnen.
STK. 1B
Det er Fontænemesteren ansvar at lede og administrere den daglige drift af sin tildelte Fontæne, under opsyn af Fontænerådet og dets embedsfolk. Det er dertil Fontænemesterens opgave, at undervise i magi til det yderste af sin kunnen.
STK. 2
Fontænevagtens ord er autoritativt, medmindre det går imod Fontæneloven.
STK. 2A
Det er Fontænevagtens pligt at håndhæve Fontæneloven i alt dens uomtvistelighed, dog altid selv inden for lovens rammer, til det yderste af sin kunnen.
STK. 2B
Det er Fontænevagtens ansvar at varetage Fontænens sikkerhed, såvel som de under Fontænens beskyttelses velbefindende. Det er dertil Fontænevagtens opgave, at tjene den lokale Fontænemester med henblik på opfyldelse af Fontænens formål, jf. § 2, samt til det yderste af sin kunnen, at bidrage til driften af Fontænen, som nærmere formuleret af Fontænerådet og den lokale Fontænemester.
§ 5: Fontæneeden
STK. 1
Fontæneeden indgås af ethvert individ med tilknytning til Fontænen. Eden giver forpligtigelser og tildeler privilegier ud fra ens arbejdsopgaver, der nærmere defineres af Fontænerådet.
STK. 1A
Fontænen sikrer diplomatisk immunitet til de som er under ed, så længe deres handlinger er i embedsmedfør.
STK. 1B
Såfremt en person med tilknytning til Fontæneordenen væver magi på en person, har vedkommende ansvar over enhver der måtte være under dens virkning, hvor længe denne end måtte holde. Dette ansvar ligger på magibrugeren, som er den eneste der må påvirke den bevævede, dog altid inden for den verdslige lov, samt Fontæneloven som helhed.
§ 6: Forbrydelse og straf
STK. 1
Alle arter og kulturer er lige for Fontænen som institution og behandles herefter.
STK. 2
Såfremt en person gør sig skyldig i lovbrud som følge af magi, hvad enten dette være sig på Fontæneloven eller enhver verdslig lov, er det væveren af pågældende magi der står til ansvar. Straf for brud på Fontæneloven afmåles af højere fontænemyndigheder end den lovbryderen selv tilhører.
STK. 2A
Al forbrydelse tilbagebetales med bod i form af tjeneste eller materiel værdi. Hvis den dømte ønsker det, kan der i stedet anvendes fysisk afstraffelse eller tilbageholdelse over en given periode.
STK. 2B
Gentagne brud på loven, og foragt for Fontænens autoritet, forøger omfanget af den udmålte straf.
STK. 3
Såfremt Fontænerådet skønnes at have fejlet i deres hverv, kan denne kun straffes af Fontæneordenens Inkvisition, som nærmere defineret af Fontænerådet.
STK. 3A
Såfremt en Fontænemester skønnes at have fejlet i deres hverv, kan denne kun straffes af Fontæneordenens Inkvisition, som nærmere defineret af Fontænerådet.
STK. 3B
Såfremt Fontænegarden som helhed, her forstået både som lokal og verdensomspændende myndighed, skønnes at have fejlet i deres hverv, kan denne kun straffes af Fontæneordenens Inkvisition, som nærmere defineret af Fontænerådet.
STK. 4
En renegat er enhver magibruger eller præst tilknyttet Fontænen, der ikke underlægger sig Fontænen som autoritet.
STK. 4A
Hvis en renegat opdages, er det alle tilknyttet Fontænens pligt, at bringe denne til den nærmeste Fontæne. Hvis dette ikke er muligt, skal man om man evner det, pacificere renegaten og dernæst afvente den nærmeste repræsentant fra Fontænen, således at denne kan bringe renegaten til den nærmeste Fontæne.
STK. 4B
Besidder man informationer om en renegat, skal disse hurtigst muligt bringes til nærmeste Fontæne. Det er strafbart at undlade at videregive oplysninger om renegater til nærmeste Fontæne, og det er ligeledes strafbart at skjule renegater, hvis man er vidende om deres position.
STK. 4C
Hvis renegaten er en præst, og dermed ikke tilknyttet Fontænen, vil dommen overlades til det pågældende tempel eller trossamfund der måtte være i området, ligesom Fontænen kun kan gribe ind efter at have draget templet eller andet trossamfund i samråd. Hvis et sådan tempel eller trossamfund for den pågældende præsts trosoverbevisning ikke forefindes i området, er det Fontænens pligt at bringe den pågældende præst til nærmeste tempel eller trossamfund, for derefter at overdrage ansvaret for den pågældende præst til den korrekte myndighed, som nærmere defineret af Fontænerådet.
STK. 4D
Fontænen kan aldrig blande sig, ændre på, eller på andre måder i handling forstyrre eller forhindre den dom, som den pågældende præst har modtaget af sit tempel eller trossamfund.
Fontænens historie:
Ifølge Fontænen selv, blev den skabt udfra et gensidigt tilknytningsforhold til Akashe. I tidernes morgen udformede Akashe et skaberværk kaldet Magiens Mønster, der bragte magi ind i Fauntasia. Overalt i Verdenen formede Akashe forskellige kraftpunkter for magien, og det er på disse mange steder at Fontænen, før den havde et navn, i løbet af den 3. tidsalder ”slog sig ned”. Med tiden ekspanderede organisationen sig til hele Fauntasia.
I den 3. tidsalder tog Fontænen magten i hele Fauntasia som et magidiktatur, men alle aktioner har som bekendt en reaktion, og der opstod senere hen et imperium der gik i krig mod Fontænen. Det endte med et nederlag til Fontænen i den 4. tidsalder, og organisationen gik under jorden og planlagde flere hundrede år forud på at vende tilbage. I den 5. tidsalder genopstod Fontænen og tog magten i Fauntasia, men blev senere besejret af Tommasino Løvenborg I der grundlagde Kongemagten. I den 6. tidsalder kommer Aelgol I til magten. Fontænen genopstår, i første omgang som allieret med De Fire Riger, men senere hen går hans efterfølger Aelgol VII i krig med Fontænen, som endnu engang går under jorden.
Fontænen var således i fordums tider Fauntasias største, og sandsynligvis ældste trolddomsorden, der under ledelse af de utilnærmelige Oligarker hævdede at være i stand til at se og vide alt. Oligarkerne påstod at kende gudernes vilje og udføre den i Fauntasia. Som følge af dens, ifølge Kongemagten, magtsyge og blasfemiske tendenser blev Fontænen opløst – i hvert fald officielt…
Kongemagten mener nemlig ikke, at nogen kan hævde at repræsentere guderne fuldt ud på jorden, og tilmed kræve magt over Kongemagten. Fontænen har dog som bekendt været opløst flere gange før, og altid af nogenlunde ens årsager: gang på gang har den rejst sig blandt magibrugere fra undergrunden, som en tålmodigt ventende tronraner. På denne måde menes det at Fontænen stadig lever, og blot venter på at dens tid atter skal komme.
Fontænens organisation:
En Fontæne var ledet af en Fontænemester, og havde et tilknyttet vagtværn kaldet Fontænevagterne (Fontænegarden). Fontænevagternes opgave bestod i at beskytte Fontænen, dets ansatte og gæster, såvel som at uskadeliggøre magibrugere i og omkring Fontænen, der ikke fulgte Fontæneloven – dette gjaldt også Fontænemesteren selv, hvis det blev skønnet nødvendigt.
Fontænerådet:
Fontænerådet (også kendt som Oligarkerne) var Fontæneordenens øverste myndighed, og havde det sidste ord i alle sager. Information om denne mystiske forsamling har alle dage været sparsom og er mest af alt spekulation, men der kan næppe stilles spørgsmålstegn ved at rådet bestod af noget nær de mægtigste magibrugere (hvis ikke de mægtigste) der var at finde blandt alle dødelige væsner i alle verdener.
Disse Oligarker var som sådan ikke længere at betegne som specifikke individer med køn, alder, art, osv. I stedet var de nærmest blevet en del af selve den magiske kraft, gennem hvilken Akashes vilje manifesteres. Det virker som om, at en stor del af den personlige identitet går tabt i denne proces, og at man i stedet nærmest smelter sammen med den mægtige universelle kraft der blot betegnes ”Fontænerådet”. Hvem der indgik i Fontænerådet, eller hvor disse rent fysisk holdt til, vidste man ikke med sikkerhed. De kommunikerede som regel deres vilje gennem særlige krystalkugler eller magiske slaver (djævle, ånder, osv.), og ingen tiltalte eller mødte nogensinde rådet personligt, med undtagelse af Pontifexen (overhovedet for Det Pendronske Senat) og Justicaren (lederen af Inkvisitionen). Hvordan disse møder foregik, hvorhenne, og hvor tit, er stadig uvist.
Dog er det flere gange gennem Fontæneordenens mangeårige historie blevet fastslået, at Fontænerådet havde et meget begrænset antal pladser der måtte og skulle være fyldt ud. Rygtet sagde et sted mellem seks og tolv i alt, og den eneste måde at få en plads var at blive udvalgt personligt og internt af Fontænerådet selv, eller vælte en allerede siddende Oligark. Hvordan det så ellers lod sig gøre melder arkiverne intet om, og folk der spekulerede på dette var nød til at være varsomme, da Fontænerådet i dens sidste sammensætning var ved magten i, så vidt man ved, flere tusinde år.
Det Pendronske Senat:
Det Pendronske Senat var Fontæneordenens daglige ledelse, der stod for at eksekvere Fontænerådets vilje og tage vare på organisationen. Senatet var beliggende i Gyldenstad, og bestod af 108 senatorer, der sad for 15 år af gangen. Senatorer blev demokratisk valgt blandt de stemmeberettigede, således at de 108 personer med flest stemmer fik en siddeplads i Senatet. Disse 108 individer skulle herefter selv stemme om diverse emner angående Fontænen, og enhver indvalgt senator kunne fremlægge et forslag. Altså var vejen fremad, for den menige i Fontænens politiske system, at gå igennem en senator. Retten til at stemme i Det Pendronske Senat, og selv at blive stemt på, var livsvarig, og kunne ligeledes kun fratages af Oligarkerne selv. Antallet af stemmeberettigede blev anslået til at være et sted mellem 10.000 – 25.000 personer i alt. Mange forskellige grunde til at få tilkendt stemmeret var set i Fontænens mangeårige historie: det kunne være alt fra personlig magisk magt, til en betydningsfuld slægt og gode diplomatiske forbindelser – også mere specielle stemmeberettigelser er set, som f.eks. da en opdagelsesrejsende fandt et nyt kontinent, hvorefter hun fik stemmeret som belønning.
Blandt de 108 senatorer valgtes på demokratisk vis Det Pendronske Senats overhoved; Pontifexen. Dennes stemme var den afgørende i tilfælde af stemmelighed i Det Pendronske Senat, og desuden tjente denne i enhver henseende som Fontænens øverste jordisk synlige leder og frontfigur, dog under opsyn af Oligarkerne. Pontifexens opgaver var primært af diplomatisk og formel karakter, såsom at mødes med statsoverhoveder eller komme med officielle meddelelser på vegne af Fontænen som helhed. Udover afgørelsen ved stemmelighed, og privilegiet ved at kunne udtale sig på vegne af hele Fontænen som organisation, besad Pontifex-embedet ingen magt i sig selv. Det var dog en meget ærefuld position at besidde, så selvom den ingen reel magt havde, var den der havde posten altid en person som var højt respekteret af de forsamlede senatorer, i og med at vedkommendes opgave bestod i at repræsentere alle i Fontænen. Dog kan personlig karisma og magisk dygtighed aldrig undervurderes, og selvom Pontifex-embedet i det store hele var symbolsk, er det før set at en særligt stærk eller kløgtig personlighed i besiddelse af embedet blev den toneangivende kraft i senatet. Den sidste Pontifex var mennesket Asmira Khalafi. Asmira var kendt som værende handlekraftig og ligefrem, og for at være hård af natur, men ligeledes retfærdig. Selvom hun ikke var så erfaren, så var hendes karakterstyrke bemærkelsesværdig, og mange mente at hun var et frisk pust i Fontænens støvede haller.
Under Det Pendronske Senat arbejdede en lang række underafdelinger, der tog vare på forskellige dele af Fontænens opgaver. Disse afdelinger kunne hver have op til otte undergrene samtidig. Afdelingerne bestod af 8, 16 eller 24 personer, alt efter sagens vigtighed, og det samme var tilfældet med afdelingernes undergrene. I hver afdeling og undergren valgtes ligeledes en formand internt, såfremt Det Pendronske Senat som helhed ikke havde udpeget denne. Internt i afdelinger og undergrene foregik tingene også demokratisk, hvor formanden havde den afgørende stemme i tilfælde af stemmelighed. Det var muligt at være medlem af flere afdelinger/undergrene samtidigt, hvilket næsten også altid var tilfældet.
Det Pendronske Senat, eller de enkelte afdelinger/undergrene, indkaldte ofte eksperter til at deltage i møderne og give deres mening til kende, og altså fungere som embedsfolk. Disse personer havde i langt den overvejende del af tilfældene stemmeret i de afdelinger og undergrene de var en del af, såfremt de var blevet indkaldt eller valgt internt i afdelingen/undergrenen, eller af hele senatet. Det var ofte i den position folk endte, hvis de ikke havde fået stemmer nok til komme ind i selve Det Pendronske Senat. Det er dog vigtigt at pointere, at det kun var de rettelig valgte senatorer der kunne stemme i selve Det Pendronske Senat som helhed for at vedtage afdelingernes forslag og gøre dem til regler gældende for hele Fontænen. Undergrenenes forslag og lignende blev først behandlet og stemt om i den afdeling de hørte under, og såfremt der var flertal for forslaget, kunne der derefter stemmes om dem i Det Pendronske Senat på normal vis.
Eksempler på nogle af de afdelinger/underafdelinger der arbejdede under Det Pendronske Senat:
- Undervisningsudvalget (stod for drift og kontrol med magiskolerne)
- Fontænegarden (Fontænens politi, hvori der både fandtes menige, løjtnanter, generaler, osv.)
- Retstribulatet (folkene der dømte, ændrede lovene, holdt opsyn med fængsler, osv.)
- Fontænens Forsamlede Finansmagere (Fontænens generelle økonomi, budget, osv.)
- Det Pendronske Handelskompagni (Fontænens handelshus, der købte og solgte alt af interesse, f.eks. indenfor alkymi og magiske ydelser)
- Afdelingen for Intermagiske Koropativer (stod for at fremme venskab og kulturforståelse på tværs af arter og grupper i Fauntasia)
- Afdelingen for Magisk Spil og Sport (stod f.eks. for Fontænelegene)
- Opdagelseskomiteen (stod bl.a. for at opdage nye lande/steder og for at afprøve nye magiske formularer)
- Ministeriet for Magiske Væsner (holdt styr på magiske væsner uden normal intelligens, såsom griffer og søslanger)
- Kontoret for Magiske Objekter og Artefakter (optegnede og tog vare på magiske genstande)
- Afdelingen for Bevarelse og Beskyttelse af Hellige og Magiske Steder (stod for at holde opsyn og yde beskyttelse til de forskellige hellige og magiske steder der fandtes i Fauntasia)
Inkvisitionen:
Inkvisitionen opererede direkte under Fontænerådets ledelse som deres personlige ordenshåndhævere, og dermed uden om enhver lov der måtte eksistere på Hatten. De var næsten lige så mystiske og magtfulde som Fontænerådet selv, og gjorde brug af alle Fontænens midler om nødvendigt. Deres antal mentes at have været nogle få hundrede, men var i realiteten ukendt. Ligeledes havde Inkvisitionen intet officielt hovedkvarter. Inkvisitionens overhoved kaldtes Justicaren og var den anden af de to personer der officielt rapporterede direkte til Fontænerådet selv.
Inkvisitionens opgave bestod i at holde Oligarkerne velinformerede om hvad der foregik overalt i Fauntasia. Det var primært pga. Inkvisitionens arbejde, at Fontæneordenen opnåede et ry for at stikke deres næse i andres sager, og for at vide, eller ville vide, alting. Inkvisitionens pligt var netop at vide alt om alle og alting, og at bringe den viden i brug på effektiv vis om nødvendigt. Endvidere havde de den opgave, som Oligarkernes personlige korps, at tage over hvor andre afdelinger skønnes at have fejlet, og med omgående virkning skaffe det ønskede resultat.
Inkvisitionen var således mest synlig når de f.eks. nedkæmpede farlige dæmoner, fangede mægtige renegater eller løste en diplomatisk hårknude. Men selvom Inkvisitionen siges at vide alt, vidste kun få noget om Inkvisitionen. Langt hovedparten af deres arbejde foregik nemlig i skjul som Oligarkernes personlige spioner og informationssamlere. Man fandt aldrig reelt ud af hvem Inkvisitionen var, eller hvor de befandt sig, med undtagelse af når de gik i aktion, fordi kun en ganske lille del af Inkvisitionens rækker var officielt set inkvisitorer. Resten arbejdede under dække som alt fra tiggere til grever, og havde Fontænens fulde magt til deres rådighed. De benyttede gerne magiske forklædninger, eller praktiserede sommetider sletning eller ændring af folks hukommelser. Inkvisitionen var at betragte som Fontæneordenens mest frygtede våben, idet at deres magt var noget nær ubegrænset, og deres færden umulig at spore.
Under Justicaren fandtes på ethvert tidspunkt 20 Storinkvisitører, 10 Magistrater og tre Højinspektorer. Disse tre Højinspektorer udgjorde ledelsen af afdelingen sammen med Justicaren selv. Den sidste Justicar var Vimos Vycos, som var et uhyggeligt og magisk formskiftervæsen der blev hidkaldt fra et andet plan af Oligarkerne. De sidste Højinspektorer var Sariel Luchen (menneske), Alphidore Rethylas Lite’un (højelver) og Halborn Vestenskjøld (menneske). Modsat i Det Pendronske Senat foregik ingenting vedrørende Inkvisitionen demokratisk. Justicaren havde absolut magt over Inkvisitionen i enhver henseende, og stod kun til ansvar overfor Fontænerådet selv, og var i øvrigt direkte valgt af selvsamme instans. De tre Højinspektorer blev udpeget direkte af Justicaren, hvorefter Højinspektorerne udpegede 10 Magistrater, som igen udpegede de 20 Storinkvisitører, som så udpegede de menige inkvisitorer.
Fontænens rangstruktur:
Elever:
1. grad af magi – Novice:
Dette var trinnet for folk af begrænset magisk viden. Folk der udelukkende kunne, eller ville, nå hertil blev overvejende betragtet som blodsugere der spildte lærerens tid, og som nogle der ikke ville gøre det færdigt de var begyndt på.
2 – 3. grad af magi – Elev:
Det var her størstedelen af Fontænens studerende havde deres plads. Fokus og intelligens hos disse elever kunne variere, men fælles for dem var at de ønskede at lære.
3 – 6. grad af magi – Videregående:
Når en magibruger rundede 3. grad betragtes personen som udlært. Fra og med her kunne Fontænen finde på at tildele eleven opgaver. De, som lykkedes, blev belønnet; de, som fejlede, modtog Fontænens uvilje. Det krævede desuden skriftlig tilladelse fra en Fontæne at studere videre end 4. grad, og illegale studier af denne karakter medførte bortvisning og sommetider renegatstatus.
Lærere:
Powertabellen: Hvilket niveau af magi de forskellige personer maksimum kan kaste.
Fontænemester af 1. grad = niveau 1 magi
Fontænemester af 2. grad = niveau 2 magi
Fontænemester af 3. grad = niveau 3 magi
Fontænemester af 4. grad = niveau 4 magi
Fontænemester af 5. grad = niveau 5 magi
Højfontænemester af 6. grad = niveau 6 magi
Ærkemester = til og med niveau 10 magi
Fontænemester af 1. grad: Dette ansås ikke engang som en ægte rang. Disse umådeligt svage lærere var normalt fuldstændig utilstrækkelige til at lede en Fontæne, men blev taget i brug ved nødstilfælde eller som vikarer. De fik oftest medsendt en genstand der forhøjede deres magiske potentiale, og derfor tillod dem at afvikle deres undervisning normalt.
Fontænemester af 2. grad: Disse var også letvægtere i den magiske liga, og blev kun brugt på små kraftpunkter der ikke havde den store betydning. De var oftest medhjælpere til en stærkere Fontænemester, der havde for meget at lave og derfor fik tilsendt en stikirenddreng – omend de selv foretræk udtrykket ”hjælpemester”. Det var som oftest også her folk uden særligt medfødt talent for magi startede deres færd.
Fontænemester af 3. grad: Disse var de normale lærere fordelt rundt omkring, og de var hverken gode eller dårlige. De var lige præcis så magtfulde som regelsættet kræver man skulle være for at bestige posten som uddannet Fontænemester, dvs. at de var rimeligt kompetente magibrugere der kunne klare de fleste problemer de blev stillet overfor.
Fontænemester af 4. grad: Disse var rutinerede magibrugere med stort talent og en god viden, og besad deraf en betydelig magt. De var ofte rektorer for større Fontæner med lærere under sig, eller havde fået tildelt en Fontæne at rette op på efter hårde tider med problemer eller lignende.
Fontænemester af 5. grad: Disse var den hårde kerne og nogle af de dygtigste indenfor den magiske lærdoms videreformidling. De var utroligt mægtige, havde viden derefter, besad et stort naturligt talent, og var kort sagt nogle af de klogeste hoveder Fauntasia kunne mønstre. Langt de fleste der studerede på Fontænen betragtede dette som deres endelige mål med uddannelsen, og de var det bedste Fontænen havde at tilbyde på en normal læreanstalt for magi.
Højfontænemester af 6. grad: Dette var den højeste rang man kunne nå indenfor Fontænens skolesystem, og en Højfontænemesters opgave var at bestyre en Højfontæne. En Højfontæne var til for at holde styr på almene Fontæners gøren og laden, og brugte ellers tiden på at behandle ansøgninger af forskellig slags, holde retssager og lignende. Der var som udgangspunkt én Højfontæne per 20 almene Fontæner, og i nogle tilfælde havde en Højfontæne også virke som skole.
Ærkemester: Dette var den ypperste magiske lærdom man kunne have, hvis man samtidig skulle kunne kalde sig selv dødelig. En ærkemesters magt grænsede til det ufattelige, og de var kun delvist bundet af virkeligheden. De sås yderst sjældent, da de ikke havde ret meget at gøre i vor verden, og i stedet udførte de Fontænens virke i langt større perspektiv, langt ude i planernes dybder, hvor ingen almindelig dødelig kunne gøre sig håb om at nå. Der findes dog i dag også ærkemestre udenfor Fontænens regi, og disse er stadig at finde i Fauntasia.
Undervisning i magi hensiddes 6. grad:
Efter at have taget uddannelse på en magiskole, hvis man da ikke blev ansat eller på anden måde tilknyttet en lokal fontæne, kunne man opnå yderligere færdigheder ved at gå i lære på Universitetet i Gyldenstad; den højest eksisterende læreanstalt for magi. Dette var stedet hvor de virkeligt avancerede magibrugere studerede, og den eneste måde hvorpå man (lovligt) kunne lære ærkemagi. Optagelseskravene var som følger:
- At eleven bestod den særlige optagelsesprøve til Universitetet, som bestod af både en teoretisk og en praktisk del
- At eleven havde en godkendt læreplads
- At eleven skrev en relevant afhandling på minimum 500 sider
- At eleven blev skønnet at besidde de rette personlige egenskaber
- At eleven kunne sikkerhedsgodkendes af Fontænen som organisation
Undervisningen vekslede herefter mellem teori, som blev studeret på selve Universitetet, og praktik der bestod i at eleven hjalp sin mester med dennes eventuelle Fontæne-relevante pligter og ellers dennes daglige gøremål. Det var først når begge parter mente tiden var moden til at lade eleven tage sin prøve, at blev det gjort. Således avancerede eleven fra grad 0-5 i ærkemagi.
Elever på de første fem niveauer af ærkemagi fik titlen ”Adhikari” som sættes bag på elevens navn (f.eks. ”Marcus Crassus Adhikari”). Titlen stammede fra en uddød magisk dialekt og kan løst oversættes med ”værdig kandidat”. Prøverne fra Universitetet var uhyre svære, og de kostede rutinemæssigt dumpede elever deres liv, eller det der var værre. I teorien var det dog til enhver tid muligt at kvitte sin position som Adhikari, men i praksis tildeltes denne titel kun til folk der var stålsatte nok til aldrig at give op. Vanæren der var forbundet med rent faktisk at droppe foretagendet, var som regel så stor at den ødelagde personens liv.
Såfremt eleven bestod sin 5. eksamen blev personen tildelt titlen ”ærkemester” (der blev sat foran elevens navn). Når titlen var opnået var eleven officielt set fritaget fra sin mester, og herefter kunne eleven selv gå op til yderligere prøver helt op til 10. grad, når eleven selv mente at have opnået de fornødne evner til at bestå. Det er til stadighed en velbevaret hemmelighed hvad der skete med folk efter de havde opnået Ærkemagiens 10. niveau.
Undervisning i andre discipliner:
På Universitetet var det også muligt at modtage undervisning i de yderst esoteriske dele af mere almene kundskaber, såsom alkymi og urtelære, som svarede til Ærkemagi i deres sjældenhed og magt. Universitetets fakultet på dette område var dog noget begrænset og optagelse foregik på individuel basis.
Fontænens symbol:
