Gråklippefontænen (Gyldenhåb)

Denne beretning er fra den nu forladte Gråklippefontæne.

Gråklippefontænen er, foruden at være Fontænens centrum, det mest magtfulde magiske kraftpunkt i området omkring Gyldenstad. Magiens mønstre og diagrammer finder deres center og udspring i dette pulserende område. Det er derfor min pligt at udøve Arkination, som det har været tradition siden de ærede mestre grundlagde Universitetet. Arkination, for dem der ikke måtte kende det, er en gennemgående undersøgelse og efterfølgende rapportskrivning af en given Fontæne, i dette tilfælde Gråklippe selv. Arkination forgår med to til ti års mellemrum ved hver enkel Fontæne, så at ingen af disse får mulighed for at falde fra flokken. Oprindeligt var det med tredive til halvtreds års mellemrum, men efter episoderne ved Tialma og Ignatar blev det indskærpet væsentligt. Derfor er det mit arbejde at drage mod Gråklippefontænen.

Gråklippefontænen er typisk beskrevet som ”et landskab af græsmarker med store sten der stikker op af jorden”. Dette yder dog på ingen måde området retfærdighed. Gråklippeområdet består af smukke grønne græsmarker, hvert strå bevaret af magiens styrke, som svajer evigt let i de magiske vinde. Ud af dette øjenmilde landskab stikker store blokke, men det er som om de er ét med jorden, og er som sådan ikke ”brudt frem” fra den. Det er store, grå stenblokke, hvis kanter og hjørner er svære at opfatte for det menneskelige øje. Geometrien i området er mærkelig og undviger på en unaturlig måde beskrivelse i vort sprog. Stenblokkene har nærmest deres eget liv, og ved aften- og nattetide, gløder de med et blødt indre lys. Kraften er enorm, og man kan mærke den op gennem kroppen med hvert eneste skridt man tager.

På toppen af de mere ”firkantede” af disse blokke, sidder disciplene fra forskellige skoler fra morgen til aften og fokuserer på magien. Her forsøger de at opnå fælles fokus og synkronisere deres magiske floder med de stærke, magiske understrømme ved Gråklippe. Mange sidder så stille, at man ikke kan sige om de er levende eller døde, og i deres spraglede skolekåber er de alle ens; arter og træk er dækket af de store hætter. Alle er de Fontænens lærlinge, intet mere og intet mindre.

I midten af dette mægtige stenrige står selve Gråklippefontænen, en klippe der er så høj at den forsvinder op i skyerne, der altid er trukket sammen omkring dens massive form. Den lange stentrappe, der snor sig rundt om stenen, er en udfordring i sig selv. Den er, som resten af området, geometrisk forkert og ligner på lang afstand et magisk symbol der sidder på stenen. Der er imidlertid ingen andre måder at komme på, da formularer som f.eks. Teleportation og lignende, er blokeret af de stærke magiske segl og vævninger der beskytter Fontænen. Undervejs mod toppen er der forskellige indgange, bl.a. er der også en ved bunden, men transport mellem de forskellige niveauer kan kun foregå ved hjælp af trappen.

Jeg starter min undersøgelse ved bunden, hvor jeg mødes af Fontænemester Hans Nordskov, Oberst Vita ”Stenhjerte” Stengrav og Grix Sortsnude, en goblin der på dette sted er tjener. Vi udveksler formaliteter kort, og de forsikrer mig om at mit arbejde vil forblive uhindret. De ved at det snart bliver deres tur til at se mig i øjnene. Grix Sortsnude tilbyder mig noget at spise, drikke eller andet mit hjerte måtte begære. Jeg beder ham om et glas rent vand, og nyder det meget inden jeg åbner porten foran os. Et par andre gobliner er imidlertid ankommet og er begyndt at flytte alle mine ting til mit værelse. Umiddelbart bag porten leder en trappe ned, oplyst af magiske kupler der hænger under det høje loft. Langs væggene hænger der billeder og der står statuer i nicher. Jeg går ned af trappen og er velvidende om hvad der venter. Jeg har selvfølgelig undersøgt sagen, og ved at det er hernede i kælderen Gråklippefontænen opbevarer deres bibliotek.

Da trappen munder ud, står jeg i en enorm hal. Jeg ville have tabt pusten, hvis ikke jeg havde været her flere gange forinden. Hallen er fyldt med bogreoler, velorganiserede rækker der strækker sig så langt øjet kan følge. I midterrækken står der borde, oplyst af hver deres magiske lyskugle. Der er tomt, alle har hørt om min ankomst og ved at de ikke skal være her. Derudover har de fleste undervisning på nuværende tidspunkt. Jeg strider gennem rækkerne, observerer at alle værker er i god stand og at de farligste og sjældneste er ordentligt bevaret. På hver side af hallen åbner en dørløs bue op for endnu en hal. Bøgerne og skriftrullerne fortsætter i hvad der virker som en evighed, men det er mit arbejde at undersøge det hele. Alle klassikerne er der, men Metepos’ Samlede Værker, såvel som et par andre kendte udgivelser, er for slidte til at man kan tillade sig at have dem stående. Jeg noterer det ned på mine papirer og fortsætter med mit arbejde. Jeg bruger godt to hele dage på at undersøge biblioteket, og derefter en halv dag på katakomberne under det, hvor de gamle Fontænemestre og andre vigtige personer er begravede. Alt er i skønneste orden.

Derefter begynder den lange vandring op mod næste niveau. Her er klasselokaler og øvelsesfaciliteter. Jeg ser ind på undervisningen gennem glasset i de solide trædøre og observerer også et par på egen hånd, hvor jeg står som en mørk skygge og våger over de, til tider, intimiderede lærere, mens de fragiver deres visdom. Der er ikke meget at sætte fingeren på, men som tradition er, udleverer jeg en skriftlig test til samtlige klasser. Jeg spiser min frokost i lærerværelset, og sætter de på plads der vover at udfordre mig til diskussioner. Jeg nyder til sidst en kop kaffe alene med den slidte version af Metepos’ Samlede Værker, for jeg har altid holdt af Metepos’ poesi. Derefter er det lærernes tur til at få udleveret en prøve. Eleverne får en tidlig fridag, noget jeg forestiller mig de har savnet. Disse samler jeg sammen, og et par gobliner kommer ind med elevernes prøver, og jeg sender en op med alle papirerne til mit værelse.

Herefter aflægger jeg Fontænemesteren et besøg. Hans Nordskov er en stolt og nobel mand, men med et godt hjerte. På ingen måde ligesom Rigor Gregorius, der bl.a. grundlagde Det Rigorianske Doktrin. Gregorius var en stivstikker, ulasteligt regelbunden og ude af stand til at tænke selv. Jeg brød mig i hvert fald personligt ikke om ham. Jeg beder Fontænemesteren om optegnelser over nye, beståede og forviste elever siden sidste Arkination, samt eksamensbeviser og en masse andre langt vigtigere og hemmeligere papirer. Jeg får oversigter over skolens økonomi og udgifter, samt hvilket udstyr befinder sig på Gråklippefontænen, for at være sikker på det stemmer overens med mine egne oplysninger. Til sidst får jeg udleveret private oplysninger om hver enkelt lærer og vigtige gardister. Goblinerne er der straks og fjerner også det bort til mit private værelse, som jeg endnu ikke har besøgt. Jeg takker Nordskov for hans samarbejdsvillighed. Det er sjældent Fontænemestre er særligt villige til at gøre noget som helst, og dette gør mig en smule mistroisk, så jeg noterer jeg ned. Det er der muligvis nogle der bliver glad for. Tilbage på trappen stiger jeg igen op mod næste niveau, som er elevernes værelser. De har fået besked på at være klar. Jeg undersøger hvert enkelt værelse efter i sømmene. Resultatet heraf er to elevers øjeblikkelige afskedigelse fra skolen. Ellers er der pænt og nydeligt, og det er nogle fine og rengjorte værelser. Alt i alt i tiptop stand.

Endelig trækker jeg mig tilbage på mit værelse. Det er et stort kammer, med en god seng og et skrivebord bag et højt vindue. Der er ingen vinduer udefra, når man ser på Gråklippefontænen, men jeg har alligevel en smuk og inspirerende udsigt ud over græsmarkerne. Jeg renskriver mine noter, retter dem til og organiserer dem, samt pakker de udfyldte prøver ned i min tunge rejsekiste. Efter en smule skribleri mere, er det på tide endelig at få noget søvn. Så det gør jeg. Jeg sover utroligt den nat, og mine drømme er berørte af magien på stedet og bliver stærke og skønne.

Næste morgen tager jeg til næste niveau, som er Fontænegardens tilholdssted. Her holder Fontænens vagter til, og jeg hilses af Oberst Stengrav. Hun er en hård og rå kvinde, med brede træk og hårde stålsatte øjne. Hendes hår er kort og hun bærer sit bånd med stolthed. Jeg beder hende samle sine folk og gøre dem klar. Derefter fortsætter jeg indenfor. Her er, som alle andre steder, oplyst af de gyldne kupler der hænger højt under loftet. Først inspicerer jeg værelserne, der lever totalt op til Fontænegardens standard. Soldaterne bor på store, baraklignende værelser, med plads til femten personer i hver bygning. Kvinder og mænd er adskilt, men ellers er grupperne totalt blandede i arter. Jeg går herefter til deres træningshal, hvor de alle står samlet på rækker. De skal vise mig hvad de kan, og ledet af den brutale Øvelsessergent Guhrbul, bliver jeg ført gennem stort set hele pensummet. Han giver dem ingen pauser og han tillader intet klynk. Guhrbul er dog yderst høflig overfor mig, men hans skarpe lugt kunne jeg godt have været foruden, men den slags er naturligt for orker, uanset hvor trænede og lærde de bliver. De hårde, stikkende øjne tjener ham dog vel i dette arbejde. De er intimiderende, og hans brølende kommandoer får selv den mest oprørske gardist til at makke ret. Jeg observerer en smule af deres almene undervisning og undersøger så de højere rangerende folks kvarterer. Derefter går jeg tilbage til mit værelse med mine noter. Jeg renskriver, organiserer og går så i seng.

Næste morgen drager jeg til toppen, gennem skylaget. Her er et hvirvlende nexus af magisk energi så stærkt, at selv jeg må jeg tage en dyb indånding. Jeg ser på mit ur og opdager at nålen drejer rundt bag glasset, totalt forvirret. Almindelige mennesker skal bære beskyttelse for at være her. Fontænegarden er dog til stede, i deres karakteristiske lilla kofter, og er uberørte som følge af disse. Jeg træder ind i den store retssal som ligger her. Det er en mægtig hal i smukt, blankpoleret træ og bygget op som enhver anden. Jeg tilbringer dagen her og observerer en retssag. Jeg er tilfreds med også denne proces, som foregår efter alle bogens regler. Jeg tager noter undervejs og forlader salen.

Som aftalt har Fontænemester Hans Nordskov samlet de sidste og de vigtigste jeg ikke har mødt, eller jeg ikke har snakket tilstrækkeligt med. Samlet er nu Fontænemesteren selv, Oberst Stengrav, Øvelsessergent Guhrbul, Inkvisitor Zi’gish ”Brændemærkeren”, og jeg selv. Jeg undersøger dem hver især. Fontænemesteren er åben omkring alt, fortæller i bred udstrækning om Gråklippefontænens historie og om knudepunktet det ligger på. Ting jeg allerede ved, ting jeg har lært udenad, men jeg lytter alligevel, søger efter inkonsistens og fejltagelser. Der er ingen. Nordskov er dygtig og kender sin Fontæne.

Den næste er Oberst Vita Stengrav. Hendes stemme er ligeså hård som hendes ydre, og det er klart hvorfor folk kalder hende Stenhjerte. Hun er hadet og frygtet, men hun taler uden hindringer når jeg spørger. En person af min position er alligevel ikke en, man tør spøge eller løbe om hjørner med, selv hvis man er oberst i Fontænegarden. Hun har set og oplevet nogle hårde ting, såvel som haft dårlige oplevelser med mænd, og det præger hendes liv meget. Det er en byrde for hende, men en hun har vænnet sig til, som en slags nagende smerte bagerst i sindet. Hun er blevet hærdet af krig og har været i Fontænegarden i mange år. En god gardist, efter min bedste dømmekraft.

Øvelsessergent Guhrbul besidder en dejlig simpel logik og hans sind er klart. Han har utrolig meget moral og hans hjerte viger ikke fra den retmæssige vej, hvilket er ukarakteristisk af en ork. Men det er vel derfor han er her, og ikke i en eller anden stamme et sted. En formidabel kriger og naturlig taktiker. Inkvisitoren er en dybelver ved navn Zi’gish. Han viger væk fra mine spørgsmål, og bryder sig ikke om at være den der skal besvare dem. Han er ikke vant til at være den passive del af et forhør, det er tydeligt. Jeg beder ham tage sit bånd af, samt lover ham en reprimande fra Fontænemesteren. Derefter søger jeg ind i hans sind med min magi, roder og leder, og jeg giver ham en ordentlig mental lussing for ikke at have adlydt mig fra starten. Jeg ser hvorfor han kaldes Brændemærkeren og ser hans metoder. Han er den helt korrekte mand til sin position.

Grix Sortsnude og hans tjenestevillige gobliner kommer snart ned med alle mine ting, pakker det i den hestevogn jeg ankom i, samt nogle rationer til rejsen. Jeg byder de fine herrer og obersten farvel. Fontænemester Nordskov følger mig over til min vogn, og bliver stående og vinker indtil jeg er ude af syne. Jeg har udført mit hverv for denne gang.