Drager

Udseende og evner:
Drager er gigantiske, reptile væsner som, selv fra spæd, er omtrent så store som en fuldvoksen ork, og mere end kyndige nok til at dræbe én. Heldigvis er de usandsynligt sjældne. Dragers enkeltfarvede hud er dækket af tykke, uigennemtrængelige skæl, som kan være alt fra en blodig rød til en frossen hvid. Disse skæl siges at være så stærke, at selv den mægtigste smedje ikke kan meget andet end at lune dem. De er derfor gerne brugt som dekorationer, eller i få tilfælde som skjolde, selvom der naturligvis er tale om et absolut mindretal af disse, der findes rundt omkring på Hatten.

Udover deres imponerende beskyttelse, besidder drager også fire stærke ben, hver og en med kløer skarpe som Morkens egen klinge. Deres mest genkendelige træk er imidlertid deres orkan-skabende, læderagtige vinger, som elegant bærer de monumentale bæster på tværs af Hattens himle ligegyldigt vejret. Drager bliver ofte brugt som et symbol på styrke, ikke kun grundet deres kløer, men også grundet deres yderst drabelige våben: elemental-spyning gennem deres mund. Dragerne spyer altså med elementer som fx. skyer af ild, spærreild af is-daggerter, storme af sten og jord, osv. Deres spyede element siges at være afgjort af deres farve, der også spekuleres i, at måtte være tilknyttet den specifikke race af drage (da der formodes at der må findes mere end én) – men da drager ikke ligefrem er venligtsindede, eller for den sags skyld specielt snakkesalige, er det kun gætværk.

Dragens udseende er blevet velkendt over Hatten gennem mange myter, legender og fortællinger, som ofte beskriver en stor helt, eller en gruppe af helte, som besejrer ét af disse fantastiske væsner. En vis del af disse myter må tale sandt, da drager er afsindigt sjældne, og ikke én er blevet officielt observeret, og da slet ikke besejret i De Fire Riger i flere århundreder.

Oprindelse og reproduktion:
De to primære spørgsmål drageprofessorer debatterer – i deres efterhånden snævrere og snævrere akademiske cirkler – er om drager henholdsvis lever evigt, og/eller om de er skabt af guder. Hvis man tager de fleste pålidelige kilder for troværdige, er drager ikke skabt af guder. I stedet siges det, at de stammer fra det evige mørke og den evige regn, hvorfra guderne først kom, før Hatten blev skabt. I så fald må det betyde, at de altså ikke er skabt af Hattens komponenter, men her kan det dog påstås, at de måske er blevet påvirket af dem, og at deres fysiske form har tilpasset sig gudernes skaberværker – hvad end der er sandt, er dragernes oprindelse endnu ukendt.

Ligeledes er deres reproduktion også dækket i et mysterie; nogen påstår, at de skaber deres afkom gennem magi, andre påstår, at processen er som de andre dødelige arter – men ingen er sikre. Det ene faktum der dog vides med sikkerhed er, at dragernes yngel kommer fra æg, der er på størrelse med mennesker. Disse æg er af og til blevet fejltolket som uopdagede mineraler eller krystaller af minearbejdere – eller sådan lyder starten på en nu verdenskendt historiefortælling. Dog vidnes det fra elvere, at enkelte drager kan have levet gennem flere af deres generationer, og det spekuleres derfor som tidligere nævnt, at de muligvis lever evigt.

Tilværelse og opførsel:
Drager er intelligente, snu og taktiske væsner, som værdsætter én bestemt ting i store mængder, nemlig skatte, statuer, diamanter, osv. Denne grådighed er tilsyneladende deres ultimative mål i livet, og de stopper ved intet for at udvide deres elskede samling, om de så skal jævne byer til jorden, kollapse bjerge eller værre. Dragernes styrke er stor, men de har alligevel ofte udspekulerede nødplaner, skulle de møde modstand eller en reel trussel, hvor sjældent dette end måtte forekomme. Drager samler på deres udvalgte objekt eller “koncept”, men langt det meste tiden bruger de på blot at bevogte deres skatte. Dette var måske en nødvendighed i fortiden, måske mange søgte at enten disse skatte, eller at tage hævn for deres indsamling – men i dag er dragejægere og lignende en sjældenhed.

Bemærkelsesværdige drager:
Yyth’gnásir den Vingeløse: Legenden fortæller omYyth’Gnásir, en drage med blanke skæl glimtende som sølv og diamant og et uendeligt begær for viden og kundskab af alverdens arter, der levede engang i Fontænealderen. Den angreb med klo, tand, og is den første Fontæne, hvis navn i dag er glemt og borte, og stjal bøger og skriftruller fra dens biblioteker og akademier. Dog, ved et angreb på Dybmuldfontænen, som ligger i det nuværende Adelstern, fik Yyth’gnásir skænket titlen “den Vingeløse”, da dens ene vinge blev fortæret af magisk ild udløst af den nu mytiske Ærkemester Ustinia “Vingsbane” Smagoeire. Det fortælles, at Yyth’gnásir undslap til sit private bibliotek, hvor det siges at den endnu befinder sig, i besiddelse af Fontænens største hemmeligheder, stadig uopdaget til den dag i dag.

Xarx’Imgnir den Tveflammede: Xarx’Imgnir var en mægtig drage i både krop og sind, rød som blod på sin højre side og blå som kongeblod på sin venstre. Hun levede, ifølge myten, i Kronealderen, hvor hun terroriserede og destruerede løs på Hatten. Hendes ånde var af ild, og det siges at hun spyede to koncentrerede ildstråler fra sin mund, én blå og én rød. Hun angreb specielt dybelvere og dværge skulle de våge sig fra bjergenes huler, hvorefter hun ville befale deres tjeneste og loyalitet, og efterlade sølle bunker af aske hvis de benægtede. Xarx’Imgnir samlede ikke på skatte, men i stedet på folk, og dem som hun fangede ville hun transportere til det da-højeste bjerg på Hattens spids, hvor hun reagerede over sin egen, personlige bystad. Nogle legender siger, at hun blev spiddet på bjergets sylespidse top af Stormelvernes daværende leder Akezeta, andre siger at Xarx’Mimnir, Flammernes By, stadig eksisterer.

Mara’ampkrith den Aldrig-hørte: Mara’ampkrith er et navn sjældent sagt, for legenden er gammel som døden selv. Mara’ampkrith siges at have været en fuldstændig sortskællet drage med tænder lange og grumme som en orks tohåndssværd. Han eksisterede ikke for kampens hæder, men for sin egen ære. Den tusmørke drage drog aldrig blod med sin ånde, og angreb kun med klo og tand, og det siges, at hans krop var så mægtig, at hans vingeslag skabte orkaner og storme. Med sin kampgejst og sin kærlighed for alt glitrende tog Mara’ampkrith på store krigstogte i nattens mørke, hvor borge og byer ville falde uden en eneste overlevende. De eneste som vidnede dragens eksistens var vandrende og observanter flere hundrede meter væk. Det siges, at det eneste som stoppede denne drage var, da hans gråd tog ham for langt, og et forbandet artefakt af Garon destruerede ham. Dog hævder nogle af Hattens beboere, at de besidder hans tænder, som åbenbart skulle have overlevet Dødsbringerens uvilje.

Zun´krana, det flyvende mareridt: Zun´krana var drage, hvis skæl var hvide som sne, men med øjne røde som blod. Dens udseende gjorde, at den nærmest faldt i et med sine omgivelser. Den levede i Kronealderen i de nordlige bjerge i Gyldenhåb, hvor den også ofte raserede. Selv det, der engang skulle blive Nordhåb Akademi og i sin tid “blot” var et slot, var længe plaget af denne ubarmhjertige djævel. Zun´krana stjal forsyninger og med dens isnende ånde indefrøs den riddere såvel som borgherrer. Indbyggerne i og omkring borgen vidste, at de måtte gøre noget ved den, så de fik de bedste dværgehåndværkere til at bygge en katapult, som kunne kaste med glødende kul. Da uhyret inden længe vendte tilbage for at få stillet sin sult, var de parate. De affyrede mekanismen og det glohede kul brændte huller i dens vinger. Zun´krana skreg i smerte og faldt nogle meter, inden den håbløst rettede op med hullede vinger som et fantom. Den flygtede til en grotte dybt inde i bjerget, og den er ikke set siden, men man kan kun grue for de planer om hævn, som den agter at udføre – selv her flere hundrede år senere, hvor Nordhåb Akademi kun kender til Zun´krana som en myte, en fortælling – en fiktiv opfindelse.

Wiirath’dalax: Wiirath’dalax var en frygtindgydende drage, der eftersigende skulle have haft residens i “Dragedalen” i Gyldenhåb under Fontænealderen. Dragen terroriserede området omkring dalen, og gjorde det helt umuligt for mennesker såvel som elvere at hverken bo eller befinde sig der i længere tid af gangen. Dragens tyranniske ophold varede indtil den 4. tidsalder, hvor en gruppe modige dværge besluttede sig for at indtage dalen og dragens rigdomme for dem selv. Efter mange dages tilsyneladende nyttesløs kamp sejrede dværgene en bitter sejr, og grundlagde da fæstningen Wirvelbûr for at forevige den legendariske kamp – og ikke mindst deres ære.