Ugir, Ham Som Aldrig Vågner

Engang før Garon skabte dødelighed og efter Jamtain skabte smerten, levede orkerne en yderst blodig og brutal eksistens. Orkerne sloges også dengang, både med andre og hinanden, ligesom de stadig gør. Det var i den tid, hvor orkerne lige havde lært hvad smerte var, og eksperimenterede med dens virkemåder – både på hinanden og de andre arter. Dette var dog før døden, så når man blev hugget ned, rejste man sig blot nogle sekunder eller måske minutter efter, under intens smerte. Der fandtes da svært noget sjovere for orker end brutalt og uden nåde at slå hinanden ned og se andre lide i smerte, værende egne stammeorker eller bare hvem end de kunne tage til fange. Legene stoppede aldrig: økser, knive, køller og sværd blev svunget rundt som var det ingenting. Stål, træ og næver fløj gennem luften, mens knogler og kød blevet flænset og flået.

Blandt alle orkstammerne kunne man finde orker der viste deres værd i kamp og ved ødelæggelse, og som var exceptionelt dygtige til det. I Ka’rth stammen var der sådan en ork ved navn Ugir. Han var, ligesom resten af sin stamme, vendt hjem fra endnu en terrorisering af Hattens folk. Denne dag, fyldt af blod og vold skulle fejres, så i Khangohrs navn spiste og åd de så selv Jamtain havde været stolt over manglen på mådehold. Under dette gilde var der meget vold, som der altid var hos orkerne: nogle blev stukket med knive, panden smadret ind, og andre fik revet tungen ud. Alt sammen i orkernes grumme sans for humor.  Der var larm. Råb og hyl, skrig og brøl, trommer og sang. Alt dette var som orkerne ville have det.

Festen var på sit højeste, da den ork, der sad ved siden af Ugir, greb en spids knogle fra det svineskrog de spiste og jog det i halsen på Ugir. Ugir faldt ned fra sidebænken med et skrig af smerte som aldrig før, hans blod ud over ham selv såvel som andre orker. Dette blev selvfølgelig efterfulgt med et brøl af grin og glæde fra hans brødre. Dette så Garon. Og med ét blev Hans skaberværker til – Tiden, og hermed Livet og Døden samt de Udøde. Der var ingen konferering med de andre guder, og således blev det til, i det ene øjeblik skulle Hatten forandres for bestandigt. Det første offer var en ork – den art der havde skabt så meget hærgen, ødelæggelse og sorg, var den første der skulle rammes af den ultimative ødelæggelse. En tilfældighed, eller en art ironi på højeste plan af Garon, det ved ingen.

Men Ugir rejste sig ikke igen. Der gik kun kort tid før resten af orkerne var blevet stille, alle spændte på tidspunktet hvor Ugir skulle stå op med et brøl, kun ude efter hævn på sin angriber. Men Ugir blev stadig liggende. Og nu gik det op for orkerne at der var noget galt. Hvad var der sket med ham? Hvorfor rejste han sig ikke op? Disse tanker var blandt alle orker til stede på den dag. Men et svar fik de aldrig, og i stedet har legenden over tid spredt sig til resten af Hattens folk, der forstår ham som Garons første helgen. Orkerne selv derimod har ikke siden skænket det en større tanke, andet end at de hurtigt lærte døden at kende – til stor gru og rædsel for Hattens beboere.