Inpersona – Københavns Rollespilsteater

Adelstern er det næstmindste hertugdømme i Kongemagten, beliggende i den sydlige del af riget og et ørige i den forstand, at hertugdømmet består af én stor ø og dertil en række småøer.

Adelstern regeres af Wilhelm von Adelstern, en kompromisløs og passioneret Vegil-troende figur. En noget brysk og alvorlig mand, der ser sig selv – og i forlængelse sit rige – som en knyttet hånd af Vegil; retfærdig, effektiv og nådesløs. Af samme navn som sit hertugdømme hersker von Adelstern-slægten fra hovedstaden i riget, den majestætiske by Vegilshvile.

Beskrivelse:
Adelstern kan, ligesom Gyldenhåb, siges at være noget isoleret fra sine naboer, da riget primært består af én stor ø. Alligevel er der grænseovergange både til Ravnshede og Regni. Grænsen til førstnævnte går over to mindre brolagte øer i den sydlige del af Adelstern, hvor der er livlig handel og generel trafik, og grænsen til Regni går over en enkelt bro i den nordlige del af hertugdømmet. Adelstern har til gengæld ingen direkte forbindelse til Gyldenhåb, da der er for langt mellem de to hovedøer til at man har kunne bygge en bro – eller i hvert fald ville investere i projektet, der sandsynligvis ville tømme hele Kongemagtens formue.

Adelstern er lige så storslået og majestætisk, som det er farligt og arret af det tidligere mørke fremmanet af dødemaneren Ludwig von Engelbrecht-Adelstern, der i dag er reformeret Vegiltroende og hofmester for Den Blå Flammes Ordens akademi i Adelstern, Dafurs Krone. Det, som riget for det meste består af, er monumentale bjerge, golde klippeformationer, tilfrosne tundraer og skyhøje bjergkæder beboet af alle slags monstre, uhyrer, og diverse flokke af ukendte og unavngivne skabninger. Den største og mest centrale af disse bjergkæder kaldes Stenrosebjergene, der ligger i den nordlige del af riget, hvor en stadig aktiv vulkan, navngivet Den Levende Smedje, er at finde iblandt de gråsorte bjergtoppe. I vulkanen befinder sig en ældgammel dværgefæstning, som eftersigende brugte den flydende magma til at producere de bedste våben i hele riget. Det er dog mange århundreder siden vulkanen sidst var i udbrud, så hvorfor fæstningen er blevet forladt er til den dag i dag stadig et mysterium. Lidt vest for Stenrosebjergene er den lysende marmorhvide by, Vegilshvile, som står hævet over den gule og golde slette, som byen er bygget på.

Den sydlige del af riget er mere indbydende, med stærke, mørke egetræer, der skaber små skovområder omkring Dybmuldfontænen. Under denne egeskov, navngivet Ibenholtskoven, befinder sig imidlertid en bjergkæde langs en del af grevskabets kyst, der fungerer som et ubeboeligt og uigennemtrængeligt skjold mod søfarere fra syden. Adelstern besidder også ubeskyttede øer ved Stålflodens udmunding; disse øer, kaldet Pummeløerne, er befæstet med militære garnisoner som af og til udsender ekspeditioner til Dybskov og de sydlige have, og soldaterne herfra er kendetegnet ved deres stålsatte loyalitet og kampgejst.

Kultur:
Befolkningen i Adelstern beskæftiger alt fra handelsfolk og rejsende, minearbejdere og smede, soldater og kommandanter samt et, selv for Kongemagten, usædvanligt højt antal præster, munke og andre gejstlige. Efter Ludwig von Engelbrecht-Adelsterns omvendelse til Vegil, og Adelsterns generelle fanatiske Vegil-tro, der kraftigt har influeret borgernes levevis, består riget i dag næsten udelukkende af mennesker. Der er enkelte dværge og halvlange at finde, oftest håndværkere i et eller andet omfang, enten flygtet fra faldne dværgefæstninger eller tilrejsende – men det sidste er sjældent, ikke mindst når det drejer sig om ikke-mennesker. Adelsterns folk er ekstremt skeptiske, hvis ikke ligefrem direkte fjendtlige når det kommer til andre væsner, især magiske af slagsen. Det samme er gældende for magi i det hele taget, medmindre det kommer fra autoriserede kilder, og helst i Vegils navn, hvor der i så fald er en stor stolthed og ærefrygt forbundet med dens udøvelse. Begge kulturelle træk er generationelle ar fra konflikten med den tidligere dødemager og dæmonolog Ludwig von Engelbrecht-Adelstern, der stadig er markant udpræget i riget.

Adelstern har uden tvivl været igennem mørke tider, men står endnu stærkt som et hertugdømme, som rige og som folk, og selvom deres kultur kan virke diktatorisk og brutal for nogen, mener indbyggerne selv, at det er hvad der skal til for at holde dem i live. Rent strukturelt baserer hertugdømmet sig på et stramt hierarki og nogle klart definerede sociale klasser, hvor der er kold og kontant afregning, i så fald man ikke overholder disse normer – og hvis ikke juridisk, så i hvert fald socialt.

Spirituelt:
Adelsterns folk tilbeder først og fremmest Vegil, dernæst i mindre, men stadig høj grad Akashe og naturligvis Hatto. Vegil har været fanatisk fulgt lige siden Ludwig von Engelbrecht-Adelsterns ondskab begyndte at sprede sig over landet og derfra kun yderligere, da Vegil selv velsignede ham med en religiøs åbenbaring, der vendte ham fra mørket – en fortælling der i dag er bredt accepteret, uagtet hvor usandsynlig den så kan lyde for udefrakommende. Tilbedelsen af Akashe er baseret på beboernes stolthed over Dafurs Krone Akademi, som specialiserer sig i krigsmagi, en ganske unik magiskole. Hatto er, selvfølgelig, også tilbedt af befolkningen i Adelstern, da Han har skabt alle mennesker og selveste Hatten i dens reneste form.

Berømte steder:
Vegilshvile – Hovedstaden i Adelstern, og intet mindre end en majestætisk by beliggende tæt ved foden af Stenrosebjergene. Bygningerne er lavet af det fineste marmor, og solens mægtige lys bliver farvet og manipuleret af de mange glasmosaikker, som dekorerer de talrige spir, tårne, katedraler, templer og klostre, der nærmest rækker ud efter himlene selv. Vegilshvile selv er omringet af store mure og bevogtet af Sortstensgarden, en semi-uafhængig afdeling af Den Blå Garde, der er specifikt uddannet og trænet til at kæmpe i og for Adelstern, og i forlængelse den regerende hertug. Den nuværende hertug, Wilhelm von Adelstern, bor selv i en katedrallignende bygning i byens midte, og har, stik imod flere af sine rådgiveres ønsker, forbudt alt byggeri uden for murene, da han mener at byen er perfekt i dens nuværende form. Som konsekvens heraf stiger befolkningstallet ikke, og mange af borgerne i riget rejser derfor fra byen som unge, i søgen efter rigdom og ære (og et sted at bo). Men dette betyder selvsagt også, at byen er næsten uindtagelig og at Vegilshvile står som en funklende krystal blandt de golde sletter, der kan spottes på mange kilometers afstand.

Selve navnet Vegilshvile er forbundet til en ældgammel historie om Vegils Trone, et yderst vigtigt bjerg, både i kulturel og religiøs forstand, beliggende i Stenrosebjergene, hvor det siges, at Vegil selv sad i tidernes morgen. Her kastede Han sin dom over verdenen, og herefter rejste Han sig og vandrede sydvest, passerede Stålfloden og nåede da foden af Stenrosebjergene, og her satte Han sig og hvilede i blot et øjeblik, før Han drog videre. Skulle myten være sand, er der, hvor Vegil hvilede for et moment, det præcise sted, hvor Vegilshvile i dag har sit centrum.

Den Levende Smedje – En titel givet til Stenrosebjergenes stadigt aktive vulkan, hvor det siges at lavaen, som flyder derfra, udelukkende består af flydende jern, som stammer fra en forladt og for længst forglemt dværgeby i vulkanens dybder. Denne dværgeby, eller i hvert fald ruinerne som de nu er, kaldes Imötbûr, som kan oversættes nogenlunde direkte til “Flammeborgen”.

Dybmuldfontænen – En meget gammel fontæne, der var Fontænens administrative centrum i Adelstern Hertugdømmet, som nu er genopbygget til brug som almindelig beboelsessted i Muellengras-grevskabet. De magiske strømme løber dog stadig under de ibenholtsorte træer, og dette tiltrækker mange magibrugere.

Dafurs Krone Akademi – Den Blå Flammes Ordens magiske akademi i Adelstern, ledet af den frygtede hofmester Ludwig von Engelbrecht-Adelstern. Akademiet er umenneskeligt elitært og kræver ikke kun usædvanlig mental, men også fysisk styrke fra alle elever og undervisere, da omgivelserne er både barske og direkte farlige.

Grevskaber:
Brechen, Frank von Brechen:
Brechen dækker stort set hele Adelsterns vestlige kyst, der består af skiftevis kolossale bjerge, store sletter og en god række havnebyer. Greve Frank von Brechen hersker derfor over mange handelsfolk og søfarende, der sejler til Gyldenhåb og er kendt som en noget grisk greve, der gerne kræver sine “retmæssige” skatter fra hvem, end han kan.

Dunkelberg, Axel von Scheel:
Dunkelberg består af de sydlige Pummeløer, og teknisk set også bjergkæden dækkende Adelsterns sydlige kyst, et område kendt som Dunkelberg, hvorfra navnet på grevskabet også stammer fra. Greve Axel Von Scheel er arven til en lang blodlinje af soldater, kommandanter og opdagelsesrejsende både til lands og til søs.

Kaltburg, Pfennig Kaltburg:
Kaltburg-grevskabet har fået til opgave at regere over Stenrosebjergene på Adelstern-siden, der også inkluderer Den Levende Smedje. Fra sin borg Kaltburg, som grevskabet også er navngivet efter, regerer greve Pfennig Kaltburg et af de få sikre opholdssteder blandt de ufremkommelige og farlige bjerge. Grevskabet har desuden også Dafurs Krone Akademi inden for sit territorium.

Muellengras, Stock Stokhus:
Muellengras har centrum i den sydlige del af hertugdømmet, ved Ibenholtskoven og ruinerne af Dybmuldfontænen, eller blot Dybmuld, som nu er genopbygget og brugt som by i skovområdet, men inkluderer også store dele af det vestlige Adelstern, grænseovergangen til Ravnshede samt et par ubeboede øer i øst. Dermed er Muellengras absolut det største grevskab i Adelstern. Greve Stock Stokhus har som følge af flere handelsposter ved Stålflodens grænse til Ravnshede en stor indkomst fra skatter og grænsehandel, specielt ift. tømmer og våben. Dybmuldfontænen fungerer herudover som samlingssted for magibrugere fra Ravnshede, som er på vej til Dafurs Krone Akademi længere nordpå.

Silbensee, Simon Gors:
Silbensee ligger i den nordlige del af hertugdømmet, og greve Simon Gors regerer over sletterne ved dele af Stenrosebjergenes fod og dermed også hovedstaden Vegilshvile samt grænseovergangen til Regni. Greven er meget Vegil-troende, men opfattes af langt de fleste dertil som både retfærdig og empatisk på samme tid, og det afspejler sig også i hans søn, der er øverstbefalende i Sortstensgarden i Vegilshvile.