Denne historie beretter om hvordan Jabal Zevlak, leder af oprørsgruppen af de dybelvere der tidligere var i Sværddyb, forhandlede sig frem til en alliance med hjerneæderne i Hvv’Ssh.
—
Zevlak, Jabal for dybelverne i Sværddyb, er draget igennem utallige af de underjordiske tunneler i dagevis. Det er udelukkende held og hans overlevelsesevne der har reddet ham fra flere skæbnesvangre møder med dronningens udsendte soldater. Zevlak er iklædt en ringbrynje, sort læder og rober og en amulet af en art i panden, der udelukkende bæres af Jabalen. Desuden bærer han rigeligt med ringe og halskæder, og har både et spyd, et kortsværd, en kniv, tre kasteknive og en bæltetaske der indeholder både papir og skriveredskaber på sig – han er veludrustet til hvad han vidste, ville blive en besværlig rejse. Ifølge alle rapporter skulle indgangen til Hvv’Ssh, hjerneædernes eneste kendte tilholdssted, være lige her!, tænker Zevlak frustreret. Han kan kun håbe at hjerneæderne ikke er alt for sultne… Han ved ikke engang om de er interesseret i at slå en handel af, men han bliver nød til at overbevise dem, hvis det nye samfund skal have en chance for at overleve i mere end et par uger.
En stemme, hverken høj eller lav, lyder pludseligt fra mørket.
”Mine herrer har holdt øje med dig, Jabal Zevlak, dybelver. De ønsker at vide hvad du gør her, så langt væk fra dine egne folk.”
Zevlak er en trænet kriger, men han kan ikke gennemskue hvor stemmen kommer fra, ej heller hvem den skulle tilhøre. Stemmen taler på dybelversprog, men det lyder ikke som en dybelver – og hvem skulle ellers befinde sig i disse gange? Zevlak vælger at stå stille og besvare spørgsmålet uden antræk til aggressive handlinger. Han taler i et fattet tonefald i dybelvernes høfligste udtaleform.
”Jeg er Jabal Zevlak Tazok Veldrin Nibissin af Sværddybs Labyrinter. Hvis De tjener hjerneæderne i Hvv’Ssh, ønsker jeg at slå en pagt af med Deres herrer.”
Der går et stykke tid inden stemmen vender tilbage.
”Jeg tjener dem du kalder hjerneæderne i Hvv’Ssh. Mine herrer er interesseret i hvilken pagt du kan tilbyde dem, og har givet mig ordre til at følge dig til dem. Kom.”
Derefter træder en skikkelse frem foran Zevlak. Personen, hvis man stadig kan kalde det en person, bedømmer Zevlak hurtigt til tidligere at have været et menneske. Personen har ikke længere øjne, og er noget så tynd og udhungret. Hans hud er grå i det og han har ikke andet på sig end et lille klæde omkring lænden. Resten af kroppen er beskidt og ussel at se på, men på trods af alt dette virker personen utroligt nok ikke til at have problemer med at bevæge sig normalt alligevel. Zevlak skjuler sin tydelige afsky for væsnet og priser sig lykkelig over ikke at være en slave af hjerneæderne.
Slaven viser Zevlak vej, og om det har noget med hjerneæderne at gøre ved Zevlak ikke, men de møder ikke yderligere dybelvere på deres vej. Der går nogle timer, og de ankommer endelig til hvad der ligner en ubetydelig sten i de mange klippevægge. Slaven, der står foran Zevlak og med ryggen til ham, siger et par ord og tiltaler så Zevlak uden at vende sig om.
”Vi er fremme. Mine herrer byder dig velkommen, Jabal Zevlak, dybelver. Træd nu igennem portalen foran dig.”
Slaven peger på stenen i klippevæggen. Zevlak, tydeligvis forvirret, lægger hånden på stenen og mærker derefter suset af magi omkring sig.
Zevlak står midt i en kæmpe sal. Foran ham sidder fire hjerneædere på underligt lave stole bag ved et svævende bord. På den side af bordet hvor Zevlak befinder sig står en stol i hans størrelse. Det første Zevlak mærker er en voldsom og udefinerbar spænding i rummet som hurtigt begynder at give ham hovedpine. Derefter lyder fire stemmer i hans hoved, helt ens i form og volumen.
”Tag plads Jabal Zevlak Tazok Veldrin Nibissin af Sværddybs Labyrinter! Vil det være meget uhøfligt at bede Dem fortælle os lidt om dig selv og dit liv imens vi spiser? Så kan vi forhandle bagefter”.
De fire hjerneædere kigger på ham, men ingen af dem har talt på normal vis til ham. Zevlak, et øjeblik helt forvirret, genfinder hastigt fatningen imens han lydløst forbander sig selv for at glemme deres telepatiske evner, og taler så.
“I Deres hjem gælder Deres etikette, mine Herrer. Jeg skal med glæde fortælle Jer hvad I ønsker at vide. Håber I vil undskylde min indtrængen i Jeres måltid, beklager denne uheldige ankomst.”, siger Zevlak, overvejende hvert et ord grundigt, selvom han har en idé om at hjerneæderne kan læse hans tanker. Han prøver at presse hovedpinen væk, men jo mere han arbejder mod den, jo mere ondt får han i hovedet. Zevlak stiller sit spyd fra sig og sætter sværdet ved siden af. Derefter gør han et dybt buk på samme måde som hvis han bukkede for en dybelver af væsentligt højere rang. Derefter strider han med sikre skridt mod stolen og tager plads.
Igen lyder fire stemmer i Zevlaks hoved, endnu engang fuldstændigt ens – hjerneæderne præsenterer sig. Den første der præsenterer sig er den anden fra venstre ved bordet. Denne hjerneæder er hvad Zevlak bedst kan beskrive som en præst, dog for hvilken gud er ikke til at sige, og er iklædt en hvid robe med blå kanter. På dens venstre side er den næste hjerneæder også iklædt en hvid robe, dog med dyb violette farver i kanterne, og Zevlak ved med det samme at den er tilknyttet Fontænen. På dens højre side sidder der en Hjerneæder iklædt endnu en robe, nu med gule kanter, og Zevlak mistænker den for værende en af de mentale mestre. Yderst til højre er den sidste hjerneæder iklædt en fuldstændigt sort robe, og Zevlak modtager ingen information om hvad dens område er, men bedømt udfra de andre hjerneædere i rummet sandsynliggør han i sit hoved at den må være en slags kriger af en art.
Zevlak bliver bragt tilbage til virkeligheden ved at de fire stemmer igen tiltaler ham som én.
”Vi byder på middag til at starte med. Hvilke ønsker har du?”
Zevlak svarer imens han bevidst undgår øjenkontakt.
”Normalt betragter vi det som høfligst at spise med ved værtens bord, men da jeg tror vores kulinariske nydelser er yderst varierede, beder jeg blot om et glas vin.”
Derefter lyder de fire stemmer igen i Zevlaks hoved. De er kolde og hårde, og det er tydeligt at en af dem taler højere end de andre – Zevlak ved med det samme at det er deres præst.
“Undslår du at vi deler et måltid sammen først?”
Zevlak indser at han er ved at lave et seriøst brud på etiketten. Der fremkommer små svedperler på hans pande.
“Nej, naturligvis ikke. Jeg ønsker ikke at afslå Jeres yderst gavmilde bud. Jeg ønsker at tage del i Jeres måltid, hvis I stadig vil gøre mig den ære at lade mig sidde ved Jeres bord.”, siger Zevlak. Hans hjerne kører på højtryk for at huske alt hvad han ved om hjerneædere. Zevlak kan igen føle de fire stemmer i hans hoved, men inden de taler kan Zevlak mærke en accept af hans undskyldning.
”Som vi husker det, sætter dybelvere stor pris på stegte svampe med Rothé steg”.
Hjerneæderpræsten slår ud med hænderne, og straks fyldes bordet foran Zevlak med en lækker middag. Derefter begynder hjerneæderne at spise.
Zevlak prøver at holde øjnene fra hjerneædernes groteske måltid. Dog appellerer det til hans grusomme og nådesløse side, samtidig med at hans adelige fornemmelser bliver rystet i deres grundvold. Han føler sig syg helt ned i maven da han hører den slubrende, sugende lyd fra tentaklerne, og han fokuserer hårdt på missionen og maden. Hovedpinen tager til i styrke, og Zevlak drikker rigeligt med vin til for at synke maden hurtigere – han håber meget på at den bliver i maven. Det ville se kønt ud at ørle ud over det hele som en eller anden grovædende halvlang. Hjerneæderpræsten slipper hovedet på sin mad og smiler et grotesk smil til Zevlak inden han alene ”taler” til Zevlak.
”Er maden ikke god, Jabal Zevlak?”
Zevlak sluger en bid lidt for højlydt og idømmer sig selv to dages faste som straf når han vender hjem… hvis han vender hjem.
“Jo, naturligvis. Yderst saftig og mør Rothé, har sjældent smagt et måltid af denne kaliber… og svampene er udsøgte. Vinen er god. Fra den…”
Zevlak tager en tår vin og smager nøje på den, hvirvler den rundt i munden, synker og svarer så.
“… 4. tidsalder, formoder jeg?”
Der bliver stille et alt for langt stykke tid til at Zevlak bryder sig om det. Så ”taler” hjerneæderpræsten endelig igen alene til Zevlak.
”Det er godt måltidet glæder Dem. Men kunne De ikke fortælle lidt om Dem selv?”
Pludselig udbryder hjerneæderen yderst til højre, den som Zevlak antog som værende en kriger, højt i Zevlaks hoved:
”Ja gør det, og hvis du er i tvivl om hvem der bestemmer her, så er det mig!”
Zevlaks hoved gør ondt, men heldigvis når han at komme sig da de tre andre hjerneædere griner så meget at der sprøjter hjernemasse ud på bordet. Hjerneæderpræsten vifter med sin hånd, og væk er hjernemassen.
Zevlak smiler høfligt og undgår nøje at se direkte på hverken hjerneæderne eller deres mad.
“Jeg er Zevlak Tazok Veldrin Nibissin, søn af Alena af Ret’phyrs Hus og Veldrin Nibissin. Tazok var navnet på min bedstefader og Zevlak var den første af Nibissin familien i byen En’xurr, hvor jeg er født og opvokset.”
Zevlak drikker lidt vin.
“De forstår, kvinderne, ligesom i alle vores byer, hersker i En’xurr. Deres slægter former store adelshuse som allierer sig med hinanden, hvorefter de så forråder hinanden – de kontrollerer alt i byen. Mændene er underlegne, og derfor er de blot i familier og bærer formelle efternavne, ulig kvinder, der ville introducere sig med deres hus. Som sådan er jeg vokset op undertrykt af kvinder der var svagere end mig selv. Både fysisk og mentalt underlegne. Jeg tilbragte min ungdom i militæret, hvor jeg som soldat lærte en mand ved navn Argoth at kende. Argoth havde nogle… planer om et anderledes samfund…”
Zevlak tygger lidt kød eftertænksomt og fortsætter.
“Dengang syntes jeg han var tosset og nok ville få sig selv slået ihjel. Jeg ville intet have at gøre med hans galskab. Senere blev jeg… klogere.”, udtrykker Zevlak med bitterhed i stemmen.
“Og forlod En’xurr. Jeg kan aldrig vende tilbage. Nu bor jeg så i Sværddybs Labyrinter og hersker som Jabal.”
De fire hjerneædere lytter tilsyneladende med uden at afbryde deres måltid, for så snart Zevlak er blevet færdig, lyder en ud de fire stemmer tydeligst i Zevlaks hoved. Han ved at den tilhører den hjerneæder som er en del af Fontænen.
”Køn er et mærkeligt fænomen. Det er dog klart at der er en nuance forskel i smagen af hjernerne, omend det generelt er viden der smager bedst… Det er spændende at I er oprørere mod jeres egen arts sociale magtsystem.”
Igen lyder Kriger-hjerneæderens højlydte stemme i Zevlaks sind – han er lige ved at tage sig til hovedet, men skynder sig i stedet at række ned mod sin mad.
”Det er kun igennem sine evner man kan gøre sig fortjent til sin rank! Og det kan man kun gøre ved hårdt slid og ved at spise mange hjerner!”
Zevlak smiler så bredt han er i stand til med den dunkende hovedpine i baghovedet.
”Lige præcis, min gode hjerneæder, lige præcis! Man skal gøre sig fortjent til sin rang. Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.”
Imens dette står på lader den hjerneæder, som tilhører De Mentale Mestre, til at finde det sjovt at Zevlak er så usikker og åbenlyst ikke rigtigt tilpas. Den kan tydeligt mærke på dybelverens hjernemønstre, at han er stresset. Hjerneæderen sidder stille og følger Zevlaks bevægelser med sine dybtliggende, mælkehvide øjne samtidigt med at samtalen udfolder sig uden dens direkte indblanding. Zevlak samler sit fokus og prøver at kontrollere sig selv. Han minder sig selv om sit motto: ”Kontrol er alting.” Zevlak er i øjeblikket slet ikke kontrolleret.
Den Mentale Mester lægger hovedet på skrå og kigger på Zevlak imens han spiser sin mad. Ventende. Zevlak giver sig god tid til at færdiggøre de sidste bidder på hans tallerken, imens han supplerer det med velovervejede tåre af den gode vin.
Efter måltidet er slut ryddes bordet med magi på et splitsekund – igen er det hjerneæderpræsten som slår ud med hænderne. Zevlak forbereder sig hastigt på at skulle begynde forhandlingerne. Han erindrer tydeligt Argoths ord. ”Hjerneædere er en så stærk allieret at ingen dybelvere under dronningen tør angribe os hvis vi får dem på vores side. Vi har magiske genstande, eliksirer og friske hjerner fra vores kommende slaver, hvilket de med sikkerhed er interesseret i. Men tag dig i agt, Zevlak, for de ser os ikke som andet end kvæg. Nyttigt kvæg, men intet mere end kvæg…”
Der bliver stille et øjeblik efter de er færdige. Så lyder de fire stemmer i perfekt harmoni igen i Zevlaks sind. Hovedpinen bliver stadigt værre.
”Det er tid til at tale om hvad der har bragt dig her.”
Uden yderligere omtanke taler Zevlak klart og tydeligt.
”Udemærket. Jeg kommer for at slå en pagt af med Jeres folk. Jeg repræsenterer Labyrinterne omkring Sværddyb, for hvilket jeg er Jabal – leder. Det nye samfund er endnu ungt, og der er mange underlegne, svagelige arter der inficerer området, og som en pest vender de tilbage når man udrydder dem. Jeg ønsker at vi kunne opnå en aftale med fælles udbytte, hvis De Herrer da har interesse heri?”
”Hvad får vi ud af det?”, nærmest skriger Kriger-hjerneæderens stemme i Zevlaks hoved.
Før han kan nå at svare læner Den Mentale Mester-hjerneæder sig frem og ser meget opmærksomt på Zevlak som for at veje hvert et ord han har sagt og har tænkt sig at sige. Efter at øjebliks telepati med de andre hjerneædere laver den tavs en lille bydende gestus som om den opfordrer dybelveren til at fortsætte ufortrødent. Den er dog stadig helt tavs. Endelig går det op for Zevlak at Kriger-hjerneæderen ikke er til stede for at forhandle, men faktisk for at teste ham. Zevlak vælger ikke at svare direkte på spørgsmålet, men venter i stedet på at de andre hjerneædere skal tiltale ham igen.
Kort efter ”taler” hjerneæderpræsten direkte til Zevlak.
”Du vil altså tilbyde os en del af udbyttet ved slavejagt? Altså, en pagt om slavejagt og at du får hjerneædere ved din side til at fastholde din position i jeres unge samfund?”
Den smisker med tentaklerne – et udtryk der blandt hjerneædere signalerer at man har gennemskuet noget og er overlegen. Den Mentale Mester-hjerneæder smisker også. Det er den første lyd den har lavet siden Zevlak kom. Zevlak rømmer sig lavt.
”I korte træk, ja, så er det hvad jeg foreslår.”
Zevlak trækker nogle papirer og skriveredskaber ud af sin bæltetaske og rækker dem frem mod hjerneæderne. “Her er et kort over området, samt en smule logistik. Som I nok vil se, Ærede Herrer, så er Sværddyb, og området omkring det, fyldt med gode ressourcer. Vi så gerne en fordelagtig handelsstation sat op med en af Jeres diplomater, hvor vi kan handle slaver og ressourcer for Jeres kunstner og egenskaber. Vi ønsker hermed at etablere en formel alliance der måtte beskytte vort unge samfund mod dem der måtte ønske at jage os.”
Zevlak ønsker at smile, men lader være. Han læner sig tilbage i stolen og afventer svar.
De fire hjerneædere nikker som én enhed til Zevlak. Hjerneæderpræsten hidkalder på magisk vis papirerne og skriveredskaberne til sig og fordeler dem til de andre hjerneædere. Derefter begynder den at nedskrive en kontrakt som de fire Hjerneædere samtidigt, og med én stemme, forklarer Zevlak om. På papiret er beskrevet at der knyttes en alliance, såvel som at der oprettes en handelsstation bestyret af en diplomat udsendt af hjerneæderne. Handelsstationen vil befinde sig tæt ved udgangen til overfladen ved Sværddyb. Dybelverne skal være behjælpelige med driften af handelsstationen og hjerneæderne fra Hvv’Ssh vil lade viden om alliancen komme rundt i underverden. Aftalen gælder et år og en dag. Derefter mødes dybelvernes Jabal og hjerneæderne fra Hvv’Ssh igen og forhandler evt. en ny aftale.
Hjerneæderpræsten sender på magisk vis papiret hen til Zevlak og de fire hjerneædere spørger ham samtidigt om dét er hvad de aftaler. Zevlak kniber øjnene sammen for at læse hjerneæderens meget koncentrerede skrift. Han nikker derefter. “Vi er enige. Lad os sætte vore signaturer.”
Hjerneæderpræsten hidkalder igen papiret og på én og samme tid underskriver de fire hjerneædere kontrakten som ét væsen – underskrifterne er helt perfekte. Derpå sender hjerneæderpræsten kontrakten tilbage til Zevlak. Zevlak sætter sit fulde navn og titel med en svingende og smuk håndskrift. Derefter ser han afventende på hjerneæderne. De fire hjerneædere rejser sig samtidigt og ”taler” så for sidste gang på én gang til Zevlak.
”Således er vores aftale forseglet. Må begge vores folk nyde gavn af denne det kommende år og en dag til vi mødes igen.”
Derefter ryster de fire hjerneædere tentaklerne en smule for Zevlak – et udtryk der blandt hjerneædere signalerer håndtryk og afsked. Inden Zevlak når at gøre eller sige noget yderligere er han tilbage i sin bolig i Labyrinterne. Hovedpinen er næsten forsvundet, og han ser til sin lettelse at alle hans ting, inklusiv kontrakten, er kommet med. Zevlak lægger sig i sin seng og falder udmattet i søvn med det samme.