Sjælegnisterne

Morken, guden for alt arbejde, håndværk, kreativitet, inspiration og rigdom er en gud tilbedt af folk fra omtrent alle arter, da alle har brug for Hans mange gaver – og det ingen mere end håndværkere, om de så bor i den mindste flække eller Gyldenstad selv. Musernes Hersker er i sig selv en inspiration, da Han jo netop er en håndværker, som bevist af Hans skaberværker: dværgene, metaller og mineraler og selveste bjergene i deres storhed. I sine værker udnytter Håndværkets Mester ofte sin egen smedje, en aldrig set af noget dødeligt væsen. Dog har én skabelse set denne guddommelige smedje i al sin pragt, nemlig gudebørnene kendt som Sjælegnisterne: for når Morken hamrer på sin ambolt springer gnister varme som lava, lysende som solen og store som bjerge, verdenshave af ren flamme, frem fra smedjen. Disse monumentale gnister tager Morken med sin frie hånd, og spinder i en guddommelig vævemaskine og lange tråde bliver snoet sammen til små skikkelser med hjerter af kul og aske og hud og kød af ild. Deres hår er lange og blafrende blå flammer som udvider og samler sig i forskellige motiver, det ene mere majestætisk end det andet.

Det siges at disse Sjælegnister udsendes af Morkens bjergrystende stemme, Hans ordre som jordskælv selv, til alle som fortjener Hans inspiration og kreativitet skænket. Myten samt enkelte (oftest lidet troværdige) vidneudsagn går således, at de kan se de små flammer lyse i mørkets mulm, hvori de besøger sovende håndværkere og kunstnere og lægger sig på deres bryst, over deres hjerte, og lader sig absorbere af den sovende krop, helt uden at der mærkes spor. I denne proces dør de små Sjælegnister ikke, men lever blot videre i den følgende inspiration og næsten maniske kreativitet, og de ofte storslåede håndværk som følger. Sjælegnister kan dog også tage denne skaberlyst fra hvem end de besøger, skulle det være Morkens ønske – om det så er for at direkte straffe eller blot mane til fornyet refleksion, dette ved kun Morken selv. Denne tilstand beskrives ofte som udbrændthed. Den gængse forklaring lyder, at Sjælegnisterne suger den indre ild, eller slet og ret skaberlysten, fra personen, som de så derefter kan give videre til den næste Morken vælger at uddele sine gaver til.

Sjælegnisterne er ofte forsøgt fanget eller tilfangetaget, men alt der nogensinde er blevet fundet i deres tidligere sted er en afbrændt plet, og få gange sågar en mindre brand, der jo har en naturlig risiko for at sprede sig. Disse fortilfælde har forårsaget at skabningerne ikke længere bliver frataget deres originale formål, men i dag kun observeres, og helst helt undgås.