Inpersona – Københavns Rollespilsteater

Denne historie beretter om hvordan orken Khan blev Kor-Gahr stammens nye høvding.
—
Det er en dyster nat. Ruinerne, i hvilke Kor-Gahr stammen hører til, er badet i sølvfarvet stjerne- og månelys. Der er gamle stenbygninger, flået fra hinanden for længe siden og nu overbevokset og hærget. Det er en stor lejr, ledt af den kæmpestore høvding Rauhnn, den ledeste og grummeste ork i området. Der har længe været optakt til det, men revolution er nu endegyldigt brudt ud. En større forsamling orker har forberedt sig og har nu stukket simple hytter og andet i brand. Et rødgyldent skær flakker over ruinerne og kaster lange, mørke skygger. Orkgrupperne har bevæbnet sig med improviserede våben som store køller, træstave og vilde fakler. Mindre grupper af oprørere skjuler sig, andre kæmper, andre igen sniger sig rundt og stjæler. Høvding Rauhnns folk taber kampen, men Rauhnn står stadig oprejst og kløver let ork efter ork med sine to Klipper (livvagter) på hver side. Den ene har en knækket pil i øjet og den anden bløder kraftigt fra det ene ben, men de kæmper stædigt videre.

Med ryggen mod den ene af de to endnu stående vægge står en større ork. Den fjerne væg er halvt væk, og den fjerde er bare gamle murbrokker. Orken, hvis navn er Khan, står helt skjult i mørket. Hans røde øjne glimter svagt i månens lys, og man kan ane hans grønne hud der får en underlig turkis farve. Han ser ud mod de andre orker der står skjult. De har kæmpet guerillakrig i ruinerne uden stop de sidste seks timer og er nu reduceret fra syv til tre. Den ene er ude for at undersøge området og forventes snart tilbage. Disse orker slås ikke på høvdingens side. Med sin dybe stemme stiller Khan hviskende et spørgsmål til den anden ork:
”Hvad vi gøre nu? Vi venter på kigger Skarpøje, løber eller flytte os til anden ruin?”

Orken, der er bedre kendt som Guldtand, har i lang tid siddet ubevægelig på en stor bunke klipper. Han hopper ned og lander ca. en meter fra Khans venstre fod.
”Det er tyrepis at sidder her hele nat. Vi må flytter os ellers jeg får stiv-syge!”
”Din idiot!”, knurrer Khan og sparker til den anden ork så hårdt at han vælter til siden. Da han med sit kraftige spark kommer flyvende ud i måne- og fakkelskæret, bliver han langt mere synlig. Han er stor, med spændte muskler under grøn hud og kæmpe hjørnetænder, ansigtstrækkene trukket tilbage i en vred grimasse. Han bærer en tyk læderrustning og har en lang økse på ryggen og et sort krumsværd ved siden. Om halsen hænger en halskæde med omkring ti orktænder i, og i hænderne holder han en sort bue med en pil på strengen. Han spytter på den væltede ork.
”Bliv liggende der, som den kujon du er! Nu jeg tage beslutning! Vi vente på Skarpøje her og hvis han ikke være her i kort tid, vi gå ud og dræbe og slås! Ikke spilde din liv, dumme fisk!”
Efter Khan er kølet ned rejser den besejrede ork sig op.
”Fisk…?” mumler orken forvirret.

Ud af ingenting lyder en grum latter fra skyggerne – uden tvivl fra en ork.
Khan hvirvler om på hælen og affyrer en pil direkte mod grinet fra en helt spændt, tung orkbue. Pilen skyder ret frem og gennemtrænger mørket. Orken der nu træder frem er på ca. samme størrelse med Khan. Han er en anelse mindre, men til forskel fra Khan er orken tættere og bredere bygget. Han ser han både tung og stærk ud. Den ene del af orkens ansigt ser helt forkert og vansiret ud, da han har haft det nede i et bål engang. På den almindelige side af ansigtet mangler orken et øje. Han har en slidt ringbrynje på, med en bulet pladerustning ovenover, og en blodig slagkofte indenunder. Orken har både en tung armbrøst og en stor økse på ryggen. Han holder om et grumt spyd og bruger det som spadserestok. Orken går uden tøven frem mod Khan, mest som om han forventer en velkomst eller en hilsen. Khan kender godt orken i forvejen.
”Hvis Khan bliver ved med at skyde på sine kampfæller, har han snart ikke flere tilbage. En ork uden kampfæller er en ork alene og en ork alene taber kampen.”, siger orken Trongh Den Gamle med sin grove stemme.

Khan hamrer hårdt en næve i venstre bryst og slår sit blik ned. Han undgår at virke provokerende. Han ser på Trongh Den Gamle, derefter hurtigt omkring sig, evig årvågen. Han tørrer med en grov bevægelse sveden i panden væk og erstatter det i stedet med et langt blodspor.
”Trongh, det være krig. Du grine i mørke, jeg skyde. Du forstå, en ork kæmpe først, spørge bagefter om anden ork han kender. Du overleve kampen! Vi vente på Skarpøje her.”
”Trongh forstår”, siger orken og gengælder Khans hilsen.
”Hvad Trongh ikke forstår, er hvorfor vores bedste kigger er så lang tid om at lave sin tjans!”
Khan kan høre på Tronghs tonefald at der højst sandsynligt vil være et lag tæsk til Skarpøje når denne vender tilbage.
”Han være måske død. Vi vente, jeg have sagt lidt tid. Lidt tid er snart gået, og så rykke vi videre. Plan være at rykke den vej der…”
Khan peger i en retning mod en anden ruinbygning.
”… derfra vi rykke nærmere kæmpebål hvor høvding være. Og knuser hans hoved!”
Trongh smiler grumt. Dette får hans vansirede ansigt til at se endnu mere uhyggeligt ud end det i forvejen gør. Han affyrer med en pludselig bevægelse sin armbrøst ud i mørket. Den kolliderer med noget hårdt, og der kan høres et dybt smerteskrig fra stedet.
”Der er bid”, griner den gamle ork og begynder at gå derhen.

Fra stedet hvor armbrøsten ramte, kommer en ork trampende ud med en pil siddende i armen.
Han har en læderrustning på og har malet røde streger i hele hovedet. Orken har et meget stort sværd i hænderne. Orken rykker nærmere mens han peger på pilen og vredt råber: ”HVEM EJE DEN PIL?!”
Khan springer ud og peger sin bue direkte i halsen på den anden ork. Den er spændt til bristepunktet, og den sorte pilespids truer let med at gennembore orkens hals – og komme ud på den anden side. Khan knurrer, og taler så med sin dybe, hæse røst.
”Er du ven eller fjende af høvding?”
Før orken kan nå at svare bryder Trongh ind.
”Betyder ikke hvem han er. Han råbte af Trongh og ska’ ha’ tæsk!”, råber Trongh med sin grove stemme, og bruger så sit lange spyd til at feje benene væk under orken så han falder til jorden. Derefter tramper han orken tre gange i ansigtet med sin tunge jernstøvle og peger bagefter spydspidsen mod orkens hals. ”TAL SÅ!”, truer Trongh. Khan brøler højt og bestemt af Trongh.
”TRONGH! Vi har brug for mænd der kan slåsse! Dem der være dumme, vi give tæsk efter vi vinde!”
Khan skubber Trongh væk og peger atter den sorte pilespids mod orken. Khan smiler. De store hjørnetænder glimter med en vag hvidlig farve i det orange skær fra brændende hytter.
”Desuden er han min…”, siger Khan, så Trongh ikke er i tvivl om at han mener det.

Orken der ligger ned taler med en meget grov stemme.
”Mig være ven af Høvding, mig holde vagt og pludselig blive skudt i armen. Gå væk så der kan være gengæld!”
Med de ord griber han fat i sit sværd og rejser sig. Derefter går han over til Trongh, kigger et par sekunder på ham, hvorefter han brøler højt og nikker Trongh en ordentlig skalle.
”Nu vi kvit!”, konstaterer orken tilfreds.
”Vi også kæmpe for høvding…”, siger Khan med et blik mod Trongh og Guldtand. Han antager efterhånden i sin lille hjerne at Skarpøje er død. Khan røber intet om deres plot: at kæmpe for høvdingen, for derefter at nedlægge ham, røve hans rigdomme og herske over hans stamme. Khan sænker buen og banker næven i venstre bryst.
”Jeg Khan. Dig velkommen til at slås med os.”
Den nyligt tilkomne ork kigger over mod ham og afslører sig under navnet Gornak ”Hovedknuser”. Derefter tager han fat om pilen der sidder i hans arm og river den ud. Han giver et brøl fra sig og spørger så Khan om hvad de gør her.
”Vente på Skarpøje”, svarer Khan.
”Han være kigger, men Khan tænke at Skarpøje være død nu, så vi rykke videre mod næste ruin…”

Der høres fodtrin tæt på og ud af skyggerne kommer Skarpøje løbende. Han løber direkte hen til Khan og stopper et lille stykke fra ham – lige akkurat langt nok væk til at Khan ikke kan nå ham.
”Skarpøje have undersøge som Khan sagde til ham.”
Khan springer hen imod Skarpøje og giver spejderen et hårdt knytnæveslag på kæben.
”Hvor du henne været idiot?! Hvad du se? Hvor vi rykke sikkert til nu, hvor vi slås, hvad du have set?!”, spørger Khan ivrigt.
Skarpøje grynter af smerte og træder et skridt tilbage.
”Skarpøje kigge som Khan sagde! Skarpøje se ingen fare ved ødelagte sten.”

Trongh grynter af Skarpøje.
”Hvad have muldvarpeøje set?”, spørger Trongh med tydelig foragt. Skarpøje reagerer ikke på provokationen. En smule skuffet vender Trongh sig mod Gornak ”Hovedknuser”.
”Hvis du rør Trongh igen jeg flække dig som en død gris!”
”Kæft, alle sammen!”, grynter Khan og spænder sin bue op. Han ser ud i mørket med sine røde øjne der glimter i månelyset. Da han rykker ud i lyset bliver det helt klart hvor stor han er, og hvor hærget hans rustning og våben egentlig er. Han selv virker uberørt af kamp, men er splattet til med andre orkers sorte blod. Han forsvinder ud af det orangerøde skær og ind i skyggen af næste ruin hvor man hører et brøl der ikke tilhører Khan. Orkerne, der har en skærpet hørelse, kan høre noget der flækker et kranie og en død krop der rammer jorden. Ved Khan er der atter stilhed og mørke – han er så godt som usynlig. Trongh går ud i mørket. Her finder han Khan i færd med at undersøge den nyligt døde ork.
”En spejder fra fjenden.”, konstaterer Trongh.
”Når spejder ikke kommer tilbage ved de at vi her er og så kommer de… Skal vi rykke eller vente på at de kommer og så tage dem?!”
”Vi vide ikke, hvor mange de være. Khan kan ikke lugte dem med så meget røg i luft. Vi rykke videre, men vi have alle med.”, siger Khan bestemt.
Trongh grynter til svar og går så tilbage og rusker liv i Gornak ”Hovedknuser”, Skarpøje og Guldtand. De løber i samlet flok hen til Khan. Imens lægger Khan buen fra sig og bukker sig ned over den faldne ork. Han trækker en sort, krum kniv med et ubehageligt udseende fra sit bælte og griber fat i orkens gennemborede kranie. Med voldsomme bevægelser får han skåret orkens hjørnetænder ud, og begynder dernæst at grave huller i hver side af dem med en syl efter at have puttet kniven tilbage i bæltet. Han lægger udstyret fra sig og begynder at trække ringbrynjen af den døde, men kommer da på andre tanker – en ringbrynje er svær at snige sig i. Han begynder atter at lave hul i de to tænder.

”Khan! Vi klar til gå nu!”, siger Trongh og afbryder Khan i hans foretagende.
”Vi rykke!”, brummer Khan og drejer rundt om bygningssiden imens han affyrer en pil. Lederen af en gruppe på ca. syv orker når lige akkurat at pege mod Khan inden han hurtigt vælter bagover med en pil stikkende ud fra halsen. De andre orker stormer frem og Khan træder baglæns mens han trækker en ny pil.
“Blod og kød!”, brøler han fra dybt i sin mave.

Trongh brøler af dyrisk instinkt. Han bruger sit solide kampspyd og spidder en fremadstormende modstander. Derpå drejer han om på hælen og blokerer angriberens sidste forsøg på at få hugget i Trongh, inden han endegyldigt dræber den sårede ork. Skarpøje holder sig i baggrunden og skyder pile til højre og venstre. Det lykkedes ham at ramme et par stykker, hvoraf den ene modtager en pil direkte i hovedet, og falder livløs sammen.

Khan lader endnu en pil slippe den vibrerende streng, men rammer ingenting. Lige da den har forladt hans fingre lukker han hånden til en stor næve og hamrer den direkte i ansigtet på en angriber, samtidig med han sparker modstanderen i knæet som deraf brækker. Derefter træder han tankeløst orken så hårdt i ansigtet at kraniet knuses. I samme bevægelse smækker han den sorte bue med fuld kraft i tindingen på en anden ork. Buen brækker midt over og orken kigger sig desorienteret over skulderen, hvilket resulterer i at han får skåret ansigtet i stykker.

Gornak ”Hovedknuser” går uden problemer i lag med to modstandere på én gang. Den ene ork har en pil fra Skarpøje i skulderen. Gornak griber hårdt om sit sværd og hugger det igennem den let sårede orks skulder. Orken råber højt af smerte og forsøger febrilsk at få sværdet ud, men Gornak er for hurtig og får nikket orken en skalle – derefter hiver Gornak hurtigt sværdet ud og færdiggør sin modstander. Gornak vender sig mod den tilbageværende modstander, men han når ikke at se sig ordentligt omkring før han mærker en kniv blive stukket i sit ene ben. Gornak giver et brøl fra sig, og da han kigger ned ser han en goblin. Den forsøger at komme væk, men Gornak når at sparke til den så den flyver et godt stykke. Gornak giver sig derefter i kast med den tilbageværende modstander… Khan ser den lille goblin og smiler grumt. Han stormer frem imod den før den kan nå at se ham komme. I stedet for at hugge den ned, giver han den et enormt trykspark i ansigtet som han følger op med sin fulde kropsvægt. Khan lander ovenpå goblinens hoved og knuser det. Der flyver små stykker kranie, hjerne og blod udover det hele, og Khan tager sig selv i at brøle henrykt da han ved det bare vil tiltrække flere fjender. I stedet stormer Khan over mod Gornak og færdiggør den sidste ork.

Alt er nu atter relativt stille omkring orkerne, udover den skarpe knitren fra spredende flammer og tre fakler der nu ligger på jorden og brænder ud. Khan begynder at skære tænderne ud på dem han har dræbt. De andre orker indsamler det brugbare udstyr de døde fjender har på sig. Gornak halter over til de mange faldne orker og tjekker deres puls for at være sikker på at de er døde. Efter han har gået en runde går han over til Khan og foreslår at de skynder sig videre. Khan nikker og peger fremad, hvorefter han løber helt tæt op af en halv væg og griber ud i mørket foran sig. Han kyler en goblin bagud mod de andre og smiler grumt henover den ene skulder. Han ser skiftevis frem mod de orangebadede bygningsruiner og tilbage mod de andre.
”Han måske vide noget. Vi tæske til han fortælle. Vi dræbe og komme videre.”

Trongh samler goblinen op og slår gentagende gange dens ansigt mod sit pladeklædte torso. Da goblinen knap ligner en goblin længere kaster han den ned på jorden og spørger skarpt:
”Ved den noget som helst der gør at Trongh lade den være?!”
Goblinen ser væk, med det øje der ikke er smadret, for den tør ikke engang se på orken længere. Dens stemme er hæs og halvkvalt i blod.
”Jeg ved meget… menmenmen hvad vil orker vide?”
Trongh ser på goblinen et øjeblik.
”Uh… ALT der være at vide! Vigtige ting?… Spyt ud… NU!!”
Ved det sidste ord bøjer Trongh sig ned og giver nogle hårde rusk i goblinen.
”Jam… jamen…”, siger goblinen febrilsk. Det piber når han trækker vejret fordi Trongh har ødelagt hans ansigt. Han ser rundt i mørket med sine skarpe små øjne og prøver at trække tiden ud. Han sælger da sin information, da han bliver klar over at ingen vil komme efter ham.
”Høvding i live! Klipper også i live! Mange orker slåsse alle steder!”
Trongh grynter utilfreds da han hører svaret og tager hårdt fat i goblinen og løfter den flere meter over jorden.
”Det ved Trongh. Trongh ved allerede!! Sig mere!!”

”Høvding ved stort bål!!”, skriger goblinen i smerte og peger vildt i en bestemt retning. Lyset fra det kæmpe bål kan ses længere fremme. Det oplyser natten, men selve bålet og orkerne omkring det er skjult bag ruiner der står som mørke silhuetter mod den glødende baggrund. Goblinen ser grædende op på den store ork og klynker i hastige ord for sit liv. Han snakker meget hurtigt og laver vilde fagter i luften. Tronghs lille, simple hjerne kan slet ikke følge med. De andre orker ser desorienterede til og forsøger at forstå goblinens logik og argumentation, men mest af alt forsøger de at forstå hvad den siger, og hvor den vigtige information om høvdingen befinder sig i den lange talesalve. Pludselig bider goblinen Trongh i hagen og slår ham i øjet imens han vrider sig løs. Han falder ned mod jorden og rammer den med et piv, men bruger ingen tid på at ømme sig. Han springer på benene og farer ud i mørket. Trongh brøler i vrede, men er ude af stand til at gøre noget.

Khan kaster sin økse efter goblinen, men rammer den ikke. Han bander for sig selv og begynder hastigt at snige sig videre ud i mørket imens han kommanderer de andre til at følge trop.
”Nu tid at flytte! Inden gobbo fortælle hvor os være!”
De fem orker når dog ikke langt, for snart bliver himlen sort – en pileregn er hastigt på vej!
Orkerne skynder sig at gå i dækning bag klipper og enhver anden ting der kunne yde beskyttelse, inklusiv ligene af de døde orker. Khan ligger godt beskyttet i et gammelt jordhul med en død ork trukket ind over sig. Han grynter imens han ligger i det totale mørke og spidser ører og lytter med sine stærke sanser. Han forbereder sig langsomt til at flå liget til side og storme frem mod fjenden som den knusende kraft en ork er. Khan kan høre skridt fra mange tunge støvler, højst sandsynligt er det en gruppe på over tolv mand. De går sandsynligvis rundt og røver ligene. Selvom de ikke er på vagt, er der stadig over dobbelt så mange som i Khans gruppe.

Skarpøje, der har taget dækning bag en af klipperne, kigger forsigtigt frem. Selvom han er en ork, er han inderst inde en kujon. Det er derfor hans foretrukne våben er buen. Han forsøger at få Khans opmærksomhed – Skarpøje mener de bør trække sig tilbage. Det er altså lige indtil størstedelen af de fjendtlige orker begynder at slås med hinanden, sandsynligvis over en bid mad eller en genstand. Khan river liget til side, trækker sin økse og er i samme bevægelse faret fremad med øksen løftet over højre skulder. Instinktet overtager hans fornemmelse for snedighed, og et brutalt brøl gennemtrænger den brændende natteluft mens øksen knusende flækker en forvirret orks rygrad i to.

Skarpøje rejser sig og skyder hurtigt en pil af sted. Den rammer ikke. Han tager en til og rammer denne gang en ork i det højre ben. En uset ork når dog inden for rækkevidde og hugger brutalt hans venstre arm af. Skarpøje skriger, og imens han taber buen trækker han hurtigt sin kniv og skærer orken i halsen. Orken tager sig hastigt til såret, og straks skærer Skarpøje ham hen over siden på hovedet. Orken dør hurtigt af blodmangel. Skarpøje trækker sig tilbage, nu ukampdygtig, og tager sig til resterne af sin afhuggede arm.

Khan går amok længere fremme. Han sparker og slår med næver og økse, og han bider store lunser ud af sine modstandere. Han får selv en del slag og hug, men det stopper ham ikke. Han brøler vildt nu, som det dyr han nu engang er, og hans øjne glimter i ildskæret i en vild, ukontrolleret blodrus. Han er ikke længere snigende, stille eller diskret – nu slås han som menneskerne foretrækker at forestille sig orker slås – uden taktik og uden tanke, og man lægger for alvor mærke til den unge orks størrelse, da han slås i den halvt smadrede læderrustning. Han bløder sit sorte blod uden omtanke og hver dråbe der falder gør ham blot endnu mere vred. Han er yngre end man ville antage – højst sandsynligt er han kun lige vendt hjem fra sin manddomsprøve.

Det er først for alvor nu gået op for størstedelen af ligrøverne at de er blevet angrebet. De trækker til våben, men det er for sent. Efter et kort, men blodigt klimaks, ser Khan udover den nu stille slagmark og kalder gruppen til sig. Gornak ”Hovedknuser” og Guldtand er begge usårede. Trongh er ikke til at se nogle steder. Khan lugter i luften.
”Vi tæt på nu”, grynter Khan og begynder at skære tænderne ud på de der er døde for hans hånd.
Da de andre orker tager del i natteluftens sansebilleder kan de også lugte høvdingen i nærheden. Lyset fra ild og fakler er også blevet stærkere. Da stilheden breder sig når en knasende lyd af ild dem, samt lydene af brøl og stål mod stål – larmen kommer fra tæt ved høvdingens position. Mens Guldtand venter på at Khan bliver færdig giver han sig i kast med at stable de andre lig. Han lader til at finde det morsomt af en eller anden grund. Khan rejser sig pludseligt op og løfter den blodige økse mens han smiler dyrisk til Guldtand. Han grynter og vender sig om, hvorefter han begynder at løbe ud i mørket. Orkerne ved, ved hjælp af en instinktiv taktisk sans, at de bør følge med ham mod den næste ruin. Skarpøje har hugget noget af orkernes primitive, blodbefængte kluns og bundet det om resterne af sin arm. Det gør stadig ondt, men han fortsætter ufortrødent med at løbe efter Khan. Det er ikke til at sige hvorfor han følger med, eller hvorfor Khan tillader det, for han er dårligt i stand til at kæmpe, endsige bruge en bue som han er vant til.

Khan presser ryggen op mod den næste ruin. I den ene hånd har han en fakkel som han har samlet op på vejen. De andre orker løber op på siden af Khan og overvejer deres næste træk.
”Hvad vi gøre nu?”, grynter Khan sammenbidt.
”Khan foreslå at vi rykke mod høvding og lade som om vi kæmpe med ham om stort bål mod fjender. Og så vi vende os mod ham og fælde ham!”
De sidste ord spytter han nærmest ud.
”Vi gør som altid…”, lyder en grov stemme de andre orker genkender som Tronghs.
”Vi ser… Vi kæmpe… Vi VINDE!!”
Trongh virker forpustet, men ellers uforandret. Han hæver sin store lap og gør tegn mod en mørk bakkekam længere fremme.
“Gobbo bueskytter på kammen…”
”Skjule i ly af mørke og ruiner. Slukke fakler og være stille…?”, foreslår Khan med et hadefuldt blik mod bakkekammen. De andre orker nikker.

Khan kryber gennem mørket så stille han kan være. Han trykker sig mod en ruin og følger den, for i skyggen af muren er han i sikkerhed for pileregn, hvis goblinerne skulle fange et glimt af ham. Orkerne kryber i en lang række tæt op af muren. Først Khan, så Gornak ”Hovedknuser” og derefter Guldtand med Skarpøje lige efter. Trongh går bagerst. Men Trongh har, i kampens rus, glemt at tage sin pladerustning af. Der lyder, for orkernes forstærkede hørelse, en meget høj lyd af metal mod mursten. Alle som én fryser de i samme sekund på stedet for at se om de er blevet opdaget…
Khan mærker et glimt af vrede skyde gennem hans hjerne og vender sig halvt om i naturlig reaktion. Han står, med højre næve svagt løftet, klar til at slå Gornak ”Hovedknuser” i ansigtet af ren refleks. Khan sænker næven og begynder at hviske. Hans stemme er ru og hård, så når han hvisker, bliver den nærmest rallende.
“Hvem have rustning på?! Hvem være idiot?! Tage rustning af, vi snige nu…”
Khan dukker sit hoved tilbage i sidste sekund og når lige akkurat at undgå en pil der flyver gennem et for længst knust og forfaldent vindue. Pilen rammer noget svageligt og dårligt nede i jorden, hvor den næsten sidder fast før et vindstød vælter den. Pilen lugter af goblin.

Trongh tager med besvær sin brystplade af og kaster den langt væk fra sig. Han håber at bueskytternes opmærksomhed bliver afledt af braget. Derefter tager han sin tunge armbrøst frem og holder den parat hvis nu hans afledningsmanøvre ikke skulle virke efter hensigten. Brystpladen bliver ramt af en to – tre pile, men kun en sætter sig svageligt fast. Khan ser sig over skulderen. ”Trongh skyde!”, siger han og slynger selv en kastekniv ud i mørket. Om han rammer kan ingen se. Trongh tøver en smule, men skyder så og rammer efter hylene at dømme en goblin, men det er ikke til at sige om såret er dødeligt. Han skynder sig at dække sig bag muren imens han besværligt lader den tunge armbrøst. Et par pile flyver igennem det knuste vindue. Derefter træder Trongh frem og skyder, men rammer ikke. Han går i dækning igen og lader endnu engang. Sådan fortsætter det et stykke tid, men til sidst er der helt stille – Goblinerne er alle døde eller flygtet.

Orkerne er nu kommet meget nærmere høvdingen. Da de endelig vover at spejde frem fra deres skjul kan de se bålet lyse stort og rødt i mørket sammen med mange par røde orkøjne. Med ryggen mod bålet står tre enorme orker der må være høvdingen og hans to Klipper. Omkring dem har ca. 15 orker slået ring, men de virker alle tøvende og måske en smule frygtsomme. De mange lig omkring bålet vidner om høvdingens og Klippernes kunnen. Khan knuger øksen i hans greb så hårdt at hans knoer bliver lysegrønne. Han er ikke rigtig rustet til åben kamp, men stoler uden et korn af tvivl på sine egne evner. Han læner sig lidt forover og med et brutalt brøl stormer han uden advarsel frem mod Klippen Bahruk der slås mod en ukendt ork. Khan flår den ukendte ork til side og giver Klippen et spark i kæben. Den store orks ene sværd er hævet højt, men det andet når lige at skære et grimt, langt sår i Khans ryg. Både Gornak ”Hovedknuser” og Guldtand løber hen imod de andre orker – Skarpøje bliver tilbage. Trongh kommer bagfra og hopper over det store bål. Han lander tungt på jorden, og mens Bahruk gør klar til at angribe Khan igen, hugger Trongh med et frygtindgydende brutalt hug Klippens ene ben af fra under knæet. Det tager Bahruk et langt øjeblik at opdage at han ikke længere har nogen højre fod. Han mister balancen og falder med et overrasket udbrud skråt bagud ned i det store bål. Mens han ligger og ruller i smerter, lader Trongh med et sejrsbrøl et sidste hug falde der skiller hans hoved fra kroppen.

Høvdingen hugger i vrede sin nuværende modstanders torso halvt af og sparker liget væk fra sig inden det rammer jorden. Høvdingen nærmer sig langsomt Khan med sin svingende morgenstjerne hævet over hovedet. Der er flammer i hans øjne. Trongh er trådt hen over liget af Bahruk, forbi Khan, og nærmer sig opfyldt af selvsikkerhed den anden Klippe, Morgtar Ståltand. Trongh brøler dyrisk og slår sig på brystet imens han venter på at Ståltand tager kampens første træk. Klippen trækker og kaster en kastekniv fra sit bælte, men misser. Trongh stormløber mod Ståltand med øksen parat. Klippen når ikke at undvige før han pådrager sig et dødeligt dybt hug i brystet. Han prøver at flygte, men når ikke langt før han falder om af blodtab. Trongh sætter foden på halsen af sit bytte og brøler i glæde og triumf. Kredsen af orker står stadig ubeslutsomme mens de overvejer deres chancer. Godt nok er begge Klipper faldet, men høvdingen har allerede dræbt snesevis af orker med lethed.

Samtidigt brøler Khan og hamrer øksehovedet lige direkte i strubehovedet på høvdingen, der ud af naturlig reaktion må gispe efter luften. Khans andet stød rammer lige i høvdingens næse og mørkt blod sprøjter ud. Men Khan viser sig hurtigt at være for kæk da han løftes en halv meter fra jorden af en kæmpe støvle med en stor, grum stålspids på tåen. Khans mave begynder at pumpe blod ud gennem et aflangt, grimt sår. Khan tumler bagover og ned på ryggen med et halvkvalt brøl og ser morgenstjernen komme flyvende mod ham. Han ruller til siden og det store stålhoved hamrer et solidt og dybt hul i en sten der var der hvor Khans kranium lige havde været. Han kommer gryntende op og brøler til de andre orker.
”HØVDING VÆRE MIN! KHAN DRÆBE!”

Khans øjne lyser hadefuldt, og alle hans muskler bliver spændte og hårde. Han er nok stor, men høvdingen foran ham er væsentligt større. Khan kaster øksen mod høvdingens kædevåben og distraheringen virker. Øksen bliver tæsket ud af luften, samtidig med at høvdingen føler et par solide kæber låse sig fast i hans luftrør. Khan hænger fra høvdingens strube og kan lige knap røre jorden. Begge hans store, grove hænder er i ansigtet på høvdingen, og hans tommelfingre arbejder ihærdigt på at berøve den større ork for sine øjne. Høvdingen forsøger af flå Khan af og klarer det helt uden problemer – men flår samtidig sit eget luftrør ud af sin hals. Khans ansigt og overkrop bliver gennemblødt i tykt, sort orkblod. Herefter brøler Khan af al sin magt imens han med en kraftanstrengelse forsøger at holde sig selv på benene. Hans bliver hans blik sløret i en blanding af blodrus og blodtab. Bag ham vælter høvdingens døde krop til jorden. Khan stormer brølende mod flokken af orker og smadrer til højre og venstre, nu med de bare næver. Han flår og sparker, bider og slår. Han er i total blodrus og ville ikke kunne genkende sine allierede hvis de stod i vejen. Uheldigvis har både Gornak ”Hovedknuser” og Guldtand givet sig til at slås med de resterende orker. Khan hugger dem begge ned uden nåde, såvel som et par andre orker. Khan stopper op et øjeblik og bløder sort fra alt for mange sår. Han vakler mod et træ og støtter sig til det, hvorefter han halvt falder over mod høvdingens lig og begynder at skære hans tænder ud.

Trongh stiller op foran flokken og brøler med sin grove stemme:
”FLYGT, UNDERKAST JER ELLER DØ!!”
Langt de fleste orker brøler i takt og anerkender dermed Khan som høvding. Et par stykker flygter. Trongh skærer tænderne ud på de to Klipper og hænger dem i sin egen kæde.
—
Epilog:
Khan tager over som høvding og leder mange vundne kampe og succesfulde overfald med Kor-Gahr stammen. Han bliver udfordret af mange gennem tiden, men formår at holde sin plads. Efter flere år er gået bliver Khan rastløs. Han bliver mere og mere bitter og irritabel for hver dag der går og hans vrede går udover de andre orker. Til sidst tør ingen nærme sig Khan udover Trongh, hans nærmeste rådgiver. Pludselig en morgen er Khan væk. Med sig har han taget sin halskæde som han lavede af orktænder på den nat han blev høvding. Han har også taget sin store økse, sit læderpanser og et par andre småting. Han er ikke set siden i Kor-Gahr stammen.

Trongh Den Gamle lever endnu, skønt han senere bliver kendt som Trongh Blodfod. Den ene fod mister han nemlig i kamp, men denne erstattes med en stålprotese udviklet af tilfangetagende videnskabsfolk. Den virker, selvom man ikke skulle tro det, helt fint i krig. Som bonus har Trongh nu en legemsdel mindre at blive såret i, og han kan, som navnet antyder, gøre en ende på folks liv kun ved hjælp af højre fod. Han lever i Kor-Gahr stammen som høvdingens næstkommanderende og nærmeste rådgiver. Da Khan rejser væk bliver Trongh stammens nye høvding. Trongh får fire sønner: Jarrgolm, Ogog, Praagz og Khanorm, der er opkaldt til ære for Khans indsats i kamp. Skarpøje har ikke længere nogen plads i stammen, og der går ikke mange uger før orkerne udstøder ham. Man formoder at han nu er død.