Inpersona – Københavns Rollespilsteater

Kort efter Garon indfører sit eneste skaberværk til Hattens væsner, indgår Han og en dødelig et væddemål. Denne dødelige elver så sig nemlig omkring, og så at Garons skaberværk havde bragt intet andet med sig end sorg til Hattens beboere. Derfor rejste elveren fra sit hjem, og drog til Garons rige, for at råde bod på disse (i elverens øjne) fejltagelser. Her bag de mørke porte fremlagde elveren sin sag, for foden af Garons gudebørn. Da sagde han,
Du Livets og Dødens Herre, dit skaberværk har bragt intet andet end gråd til mit folk. Familier splittes ad af disse dødens porte. Oh tusinder føres hertil i uendelig smerte af Ødelæggerens børn, thi den tidløse tid var langt overlegent denne.
Og gudebørnene svarede ham i kor,
Ubalancens evige tid er endeligt forbi. Balancen er atter genopstået, for balancen er uundgåelig. Foruden døden vil livet ej heller være til. Foruden døden vil Hattens væsner ikke forstå livet. Foruden slutningen vil I ikke prise gaven som begyndelsen er.
Da elverbarnet hørte dette afbrød han,
Hvordan skulle vi kunne prise livet, når det korrumperes af sorgen døden medfører? Hvordan skal vi se livet som en gave når I tager det fra os ligeså snart at det er givet? Thi det korte liv er ingen gave.
Da rejste det ene af Børnene sig og sagde,
Thi det korte liv ingen gave er for dig, intet liv ville være dig en gave. Det evige liv du skal få igen, da vil du indse dine fejl og lade balancen bestå.
Og med ét var elverbarnet væk, og stod nu tilbage på Hattens kolde jord. Han levede nu tusinder af årtier, før han mærkede til de første kim i Garons rænkespil: han så riger rejse sig under mægtige ledere, for blot at styrte sammen igen, han så arter han aldrig før havde kendt til, og så menneskerne sprede sig for alle vinde og blive den dominerende art på Hatten. Utallige vidundere var han vidne til, mens tiden gik. Men så en dag mødte han en smuk elverpige, og de lod sig straks forelske sig i hinanden. De tilbragte al tid af alle dage med hinanden, og elverbarnet glemte alt om hans udødelighed i hendes selskab, så forelsket var han. Men så en dag åbnede Dødens Herre op for sine porte, og lod pigen på en lang og ensom rejse gennem det tomme land, som Han havde gjort det tusinder af gange før hende. Dette knuste elverens hjerte, som rasende rejste tilbage det det selv samme land, som havde taget hende, han elskede, fra ham.
Du Dødens Bringer har taget mit kæreste fra mig alt for tidligt. Bring hende straks tilbage til mig i de dødeliges rige! Jeg vil give dig alt, opgive alt du måtte pege på, bare at jeg får hende tilbage i min favn.
Da svarede selveste Garon ham,
Hvis du sandeligt vil have pigen tilbage til livet, må du erkende din hovmodighed og opgive dit evige liv for altid, og aldrig vende her tilbage til mit rige.
Elveren accepterede uden tøven og straks var han tilbage blandt de dødelige, svagere end han nogensinde havde været det før. Men endnu engang viste det sig at Tidens Herre fik snydt ham, for pigen var ej vendt tilbage – ikke i levende forstand. Foran ham stod nu det sidste af Garons skaberværker; en udød. Bandlyst fra De Dødes Rige, rejste elveren til de højeste klipper hvorfra han råbte hjerteskærende til Garon.
Du Udødes Mester! Du har snydt mig for sidste gang. For nu vil jeg ende mine dødelige lidelser og genforene mig med mit kæreste som du tog fra mig! For os kan ingen skille, selv ikke dig! Så lad jordens gab spærre sig op og drikke mit blod en sidste gang.

Elveren har i senere fortolkninger fået navnet Illuthor Cairon, som på elvisk betyder Den Evigt Sørgende. Han er et bevis på at ingen dødelige nogensinde vil være hverken mægtigere eller kløgtigere end Guderne, og hans historie er blevet en vigtig lektie for alle Hattens mere civiliserede væsner.