Inpersona – Københavns Rollespilsteater

Fauntasias skabelsesberetning
Hatto, Hattens Herre, Verdensbæreren.

I begyndelsen var der kun mørke, mørke og regn. Evig, strid, hård, tung regn over guderne der famlede blinde rundt i mørket. Den de kaldte Hatto var ligeledes uden syn, og en dag faldt han over en bunke af noget, han ikke kunne se. Da han rørte det forstod han straks hvordan alt hang sammen og hvordan denne handling ville bestemme alt. Det var Universets Strå og Hatto satte sig i det dybeste mørke og begyndte at flette disse Strå sammen. I evigheder og atter evigheder flettede guden på sit Værk og i evigheder og atter evigheder frøs de andre guder og famlede gennemblødte rundt i mørket. Hatto tog da sit værk på, en hat (som de andre guder valgte at kalde Værket, opkaldt efter Hatto selv) der langt fra var flettet færdig, og med sine kræfter drejede han hatten om sit hoved, mens han flettede den. Pludselig var der en plet i det mørke Ingenting hvor den evige regn ikke ramte, og guderne søgte instinktivt derhen. Da de mærkede Hatto ikke var iblandt dem, vidste de straks hvem den mægtigste gud var, og at det var Ham der havde reddet dem fra evig kulde.

Inspireret i mørket begyndte Hatto i fællesskab med flere af de andre guder at arbejde på et fælles Værk, og snart kastede de det op på Himmelen: en mægtig kugle af lysende energi sad nu fast placeret på den mørke himmel, og den var ikke længere mørk. Kuglen kastede lys og guderne kunne nu se. En af de andre guder brød sig imidlertid ikke om lyset, og i sin misundelse over ikke selv at kunne skabe noget så perfekt, manipulerede han noget af kuglens essens. En sølvbold hang snart over for den i gylden flamme, og tappede langsomt dens energi som den reflekterede i et kraftigt sølvskin. Men dette sølvskin skabte samtidig mørke omkring det og og de andre guder besluttede at sænke kuglerne bag to sider af Hatten, så at de ikke evigt skulle slås. Men kampen blev dog ikke endebragt på dette tidspunkt. Elementerne kom nu til fra Hattos hånd, vandene fra himlen flød i mægtige strømme over Hatten, og Hatten var snart færdig.

De andre guder så på med glæde og besluttede at de ville gøre Hattos Hat et endnu større værk og snart satte de jord, græs og klippe på overfladen. Morken rejste enorme, snørklede bjerge, Dunetan de mægtige verdenshave og Sifentia dækkede den resterende landmasse med smuk og betagende natur. De velsignede verden med temperatur, magnetisme, tyngdekraft og alle andre energier de mente var nødvendige for at skabe en verden i kaotisk harmoni med sig selv. Snart satte de små folk på jorden, elvere og dværge og orker og mennesker. Snart kom de alle, nogle blev taget af de mere kaotiske af guderne og omstøbt til deres egne formål, men de andre guder accepterede blot dette, for de vidste i deres hjerte at sådan skulle verdenen være.

Nogle holdt sig til bjergene, andre valgte at bosætte sig i skovene i stedet, og således fandt alle de nyskabte typer af liv snart deres hjem, med venner og fjender. Men stadig var de utilfredse, for på trods af deres liv, var de våde. Altid våde, og nogle levede i konstant lys, nogle i konstant mørke. Hatto besluttede derfor at lade de to kugler, den gyldne og sølvfarvede, rotere om hatten – der skulle nu være dag og nat: én tid til lyset, og én til mørket, så at de to skaberværker ikke evigt skulle slås. Andre guder skabte skyerne, der flyttede sig op og ned over Hatten og som vat sugede vandet. Skyerne blev dog snart beskidte og grå, nogle endda sorte og de blev større og større. Guderne frygtede hvad dette kunne betyde, men med et rasende brøl lukkede skyerne op for deres beholdninger og lod dem sile over landet. Således blev regnvejret, tordenen og lynilden skabt og guderne var glade.

Hatto oplevede også dette, for han kunne se alt der foregik på Hatten, Han og den var i forbindelse, de var ét. Snart blev Hatto kendt som Verdenens Bærer, for han bar den tungeste af alle byrder på sit hoved og skulle han nogensinde ophøre med sin eksistens, ophører alting. Guderne vil blive knust under Hatten, elementerne vil ødelægge hinanden og de varme og kolde stykker vil regne over den knuste Hat og sætte den i brand og drukne alle ombord. Med gudernes eksistens vil Skyerne og selv Himmelen også ophøre, og snart vil alt blive skyllet bort og være væk for altid. Denne dag er kendt som Hattens Fald, eller bare Faldet. Indtil denne dag opstår, fletter Hatto imidlertid videre på Hatten – værket er aldrig færdigt; det vokser uden ophør.

Skaberværker
Hatto:
Mennesker:
Hatto skabte menneskerne, men først langt senere efter Hattens tilblivelse, og som den sidste store art. Siden menneskerne er ingen nye arter efterfølgende blevet skabt i Fauntasia. Hattos mål var at sammenblande alle de eksisterende arters personligheder, evner og unikke træk til én samlet art således, at denne havde mulighed for at tilegne sig alle færdigheder. Modsat de andre arter blev menneskerne derfor ikke skabt med klare styrker og svagheder, men til gengæld havde de muligheden for at dygtiggøre sig i snart sagt alt, skulle de vælge at bruge tiden på det.

Akashe:
Magiens Mønster:
Akashe indså at Hattens væsner var foruden evnen til at skabe som guderne gjorde det. Denne mangel satte Akashe sig nu for at gøre om; altså forære arterne muligheden for selv at kunne skabe. Akashe kastede derfor, i samarbejde med Hatto, Magiens Mønster ud over Hatten og lod sine kræfter emanere rundt i værket. Snart omsluttede mønsteret hele Hatten, og Akashe lod børnene manipulere og tappe energi fra det: dette gjorde det muligt for magi at eksistere og blive brugt på Hatten.

Intelligens (Den Frie Vilje), Planerne og Alkymi:
Efter Akashe i samarbejde med Hatto havde lagt Magiens Mønster over Fauntasia, skabte Akashe den frie vilje således, at alle intelligente skabninger (altså foruden dyr og planter) kunne træffe egne beslutninger – dette betød, at guderne ikke var tvunget til konstant at skulle kontrollere alle væsner på Hatten. Akashe skabte herefter Planerne, hvoraf de bedst kendte foruden vores eget (Det Materielle Plan) er Drømmeplanet og Åndeplanet. Der er dog mange, mange forskellige Planer, men hvordan og hvorledes disse fungerer, er der endnu ingen der har det endegyldige svar på. Som en lille krone på værket skabte Akashe til sidst alkymi, der lod Fauntasias væsner blande ellers ublandelige ting sammen således, at Fauntasia ikke længere var en statisk størrelse, da nyt herfra kunne finde vej uden om gudernes direkte indblanding.

Sifentia:
Elvere, Dyr og Planter og Feer/Alfer/Skovnymfer:
Da Sifentia først så på Fauntasia så Hun, at der ikke var noget liv. Sifentia skabte derfor hvad vi i dag kalder naturen såvel som tusindvis af forskellige dyr og planter, alt lige fra insekter, fugle, fisk, to- og firbenede dyr og meget andet, heriblandt både feer, alfer og skovnymfer. Kronen på værket var elverne, der af den grund kendes som De Første.

Kærlighed, Medlidenhed, Sorg og Stjerner:
Da arterne blev gjort dødelige og de første elvere døde i kampen mod dværgene, græd Sifentia længe og sørgmodigt, og Hendes tårer blev til stjernerne på himlen. Men Hun gjorde intet, for Hun vidste endnu ikke hvad der skulle gøres. Krigen blandt de dødelige fortsatte derfor ufortrødent, og der var store og grufulde tab på alle sider. Men på et tidspunkt kunne Sifentia ikke længere se passivt til, og Hun skabte da kærlighed, medlidenhed og sorg. Først kom kærligheden; ikke blot kærlighed til ens familie og venner, men også kærlighed til fremmede. Dernæst medlidenheden; så ens hjerte kunne rammes af andres ulykke. Og til sidst sorgen; for at alle ville vide præcist hvordan det føltes, at miste ens kære i kamp – sådan som Sifentia selv havde haft det, da Hendes elvere faldt.

Frugtbarhed:
Før Garon satte sit præg på Hatten med skaberværket Tid var der ingen arter der formerede sig naturligt – der var simpelthen ingen grund til det, da det var noget guderne tog sig af, skulle behovet opstå. Efter Garon gjorde arterne dødelige, skabte Sifentia, med tilladelse fra Hatto, imidlertid muligheden for, at alle væsner kunne formere sig således, at livet kunne gå videre.

Morken:
Dværge, metaller og mineraler:
Morken skabte i sit eget billede det lille folk kendt som dværge, og i bjergene boede de, som deres skaber havde sat på Hatten. Arbejdsomme var de, som Han var – og håndværkere var de som Han. Men snart indså Han, at dværgene ikke havde noget at lave deres håndværk af i de golde bjerge, som børnene havde gjort til deres hjem, så Han fyldte jorden med metaller og mineraler, og lod dværgene mestre ilden selv, så de nu kunne forme og støbe gaven som de lystede.

Jamtain:
Glæde, Nydelse, Begær/Grådighed og Fuldskab/Tømmermænd:
Da guderne skabte de første væsner, var der meget at lave for de individuelle folkeslag: elverne indtog Sifentias skove, dværgene begyndte at mine i Morkens bjerge, og orkerne raserede uafbrudt på Hatten. De skulle alle, på hver deres måde, tjene til dagen og vejen og oftest knokle hårdt for blot at eksistere. Jamtain så da på Hatten, og opdagede at alle dens væsner levede helt glædesløst – og mente at dette var en skam. Der burde være et udbytte for alt deres hårde arbejde, og der burde være noget at lave imellem al den slid og slæb. Sådan tænkte Jamtain, og Han skabte da glæden; evnen til at alle væsner kunne smile og grine over Hans sjov og ballade. Men der var dog ingen måde at opnå den på endnu. Derfor satte Jamtain sig for at skabe nydelsen – egenskaben til at alle væsner nu kunne opnå glæden på deres egen måde. Nu var der både glæde og nydelse. Men Jamtain var ikke tilfreds, Han tænkte, at hvis væsnerne først stræbte efter noget, som de ikke gjorde nu, ja så ville glædesudbyttet være større. Jamtain, der elskede dilemmaer, så at dette netop var tilfældet: hvis folk stræbte efter ingenting, ville glæden aldrig nå store højder – men hvis de stræbte for meget, ville det tage overhånd.

Dette synes Jamtain var et godt dilemma, og Han gav derfor sine værker en skyggeside; glæden og nydelsen kunne herfra tage overhånd. Når først et væsen havde oplevet den kortvarige nydelse, ville den stræbe efter mere; og selv når væsnerne havde opnået glæden igen, ville det ikke være nok. Han lod nu Hattens folk sammenligne og måle hinandens glæde, og derefter stræbe sig efter det. Han havde skabt begæret og grådigheden. Jamtain satte i sin kreation ingen grænser – og snart både lokkede, narrede og senere hen sågar dræbte væsnerne hinanden i den evige jagt på glæden. Jamtain indså, at der både måtte være en hurtigere og mere sjov måde at opnå Hans glæde på, så Han skabte da fuldskaben. Men denne kortvarige glæde skulle ikke være foruden konsekvenser: ingen skulle kunne opnå glæden uden fortrydelsen – dette var Jamtains endelige spøg på væsnerne. Så han skabte tømmermændene – eller Jamtains Forbandelse, som den hurtigt fik tilnavnet.

Halvlange:
Jamtain så, at de mange folkeslag længtes efter Hans nye skaberværker – men de havde alle andre mål for øje. Ikke ét af de mange væsner stræbte efter glæden som Han ønskede det. Derfor skabte Han et folkeslag, som skulle leve deres liv, med det ene mål, at opnå glæden til dets fuldeste og de blev kendt som Halvlange. Han skabte det lykkeligste folk på Hatten, og de væsner som sætter allermest pris på Jamtains skaberværker; de spiser og danser som ingen andre, de drikker og griner som ingen andre, og de laver sjov og ballade som ingen andre. De er Jamtains børn.

Euforiserende planter:
Efter Sifentia havde skabt planterne tænkte Jamtain, at det kunne være sjovt at give dem euforiserende kvaliteter – og således gjorde Han, hvilket Sifentia stadig bærer nag over.

Jazbur:
Orker, Gobliner, Aggression og Instinkt:
Imens de andre guder havde travlt med at sætte nye ting på Hatten, var Jazbur i stedet langt væk, i dødelig kamp mod sin far (som også var en gud). Hvor lang tid kampen varede, om det var tre minutter eller tusind år, er umuligt at svare på, da tiden endnu ikke eksisterede. Men kampen fik til sidst en ende, og Jazbur dræbte sin far med så voldsom kraft, at det tykke blod ramte Hatten. På én og samme tid skete der nu utilsigtet mange ting: orkerne og goblinerne opstod, der helt naturligt besad mest af Jazburs essens, og blev af de andre arter hurtigt kendt som værende både konfliktlystne, destruktive og ikke mindst uintelligente.

Samtidigt blev alle de eksisterende arter delvist omskabt i Jazburs billede, hvilket medførte, at alle væsner nu indeholdt følelsen aggression – og dermed var kimen til konflikt lagt. Uden omtanke, eller rettere; instinktuelt, introducerede Jazbur også i samme omgang instinkt til Fauntasias arter: de blev nu opmærksomme på, at de skulle huske bl.a. at spise og drikke. Instinkt fungerer samtidigt også sådan, at skulle en hvilken som helst skabning føle sig i fare, vil instinkterne tage over indtil faren er væk. Således blev Jazburs skaberværker en del af Hatten, uden forsæt eller planlægning – men rent instinktivt.

Henshir:
Misundelse, Bitterhed, Vrede og Had:
Da Henshir så på Fauntasia, og dermed opdagede Sin egen manglende evne til at skabe noget originalt, besluttede Han sig for at tage alle de andre følelser allerede tilstede i Fauntasias arter og omskabe dem i Sit eget billede. Således blev misundelse, bitterhed, vrede og had en ufrivillig del af alle Fauntasias skabninger, lidt på samme måde som Jazbur havde gjort det tidligere. Forskellen var bare, at det ikke var originale skaberværker.

Dybelvere:
Da Sifentia skabte elverne, blev Henshir misundelig over Hendes evner til at skabe så perfekte væsner. Henshir vidste godt at Han ikke selv var i stand til at skabe noget så fuldendt, så Han korrumperede nogle af elverne i stedet. De blev fyldt med misundelse og had, og de blev hurtigt bitre væsner. Der gik derfor ikke lang tid før der opstod konflikter, og det endte med at den ene gruppe flygtede ned i de dybe og mørke grotter under jorden – væk fra deres brødre og søstre. I mørket vænnede de deres øjne til manglen på lys, og lærte med tiden at se så godt som andre elvere gør i dagslys. Deres hud ændrede langsomt karakter, så den i dag er mere grå end lys. De nye elvere kaldte sig selv dybelvere, og etablerede et nyt samfund. Kvinderne tog magten, og med tiden blev det loven, at alle kvinder var hævet over mænd. Mistro, misundelse og bitterhed blev deres natur, og arv og status betød alt. Det siges, at Sifentia stadig sørger over de elvere Henshir korrumperede til det folk, der i dag kendes som dybelvere.

Månen:
Da Henshir så at alle guderne, foruden Ham selv, i forening skabte Solen, som i sandhed var imponerende, blev Han så bitter over Hans egen manglende evne til at bedrive originale skaberværker, at Han i sin uophørlige vrede skabte Månen. For altid skulle Månen delvist skygge for Solen, og for altid skulle mange af Fauntasias arter opleve mørket. Men efter Garon indførte Tiden, og arterne blev dødelige, vidste Hatto hvad der skulle gøres: uden at ændre på Henshirs kopiværk, gjorde Hatto i stedet sådan, at Solen ville stå højt på Himmelen alene i en vis del af dagen, og den resterende tid ville Månen så være dominerende. På den måde blev Henshirs ønske om mørke i Fauntasia på sin vis opfyldt, men det generede i sidste ende Hatto mindst, da Han således, nu efter Tid var blevet til, slap for selv at skulle lægge alle verdens folk til at sove hver dag. Da mørket begyndte at dukke op regelmæssigt, førte det nemlig til, at langt de fleste folk gik i seng ikke lang tid bagefter – det blev et tegn på at dagen var ved at slutte. Det er nu et fåtal af folk i Fauntasia der oplever mørket i længere tid, og Henshir er til denne dag derfor stadig vred over hvordan Hatto “snød” Ham.

Smerte:
Efter Henshir indså at månen (endnu engang) blot var en dårlig efterligning af et andet værk (solen), var Han så ustyrligt bitter, så uendeligt hadefuld, men dog samtidigt så desperat, at Han nedværdigede sig til at spørge en af de andre guder om hjælp. Henshir vidste at kun én af de andre guder ville være villig til at hjælpe ham; nemlig Narreguden Jamtain. Henshir modtog straks instrukser i hvordan Han skulle skabe Smerte, hvilket Jamtain tænkte kunne være sjovt at bruge i spøg. Henshir forsøgte og forsøgte, men lige lidt hjalp det; Han kunne simpelthen ikke få sit brændende ønske virkeliggjort.

Jamtain fandt den forgæves anstrengelse vældigt morsom, og besluttede sig for selv at skabe Smerte, bare for endnu engang at kunne lave sjov med Henshir. Og med et guddommeligt fingerknips blev Smerte da til. Henshir blev rasende, men det var imidlertid kun en kortlivet spøg, og Jamtain kom hurtigt på andre tanker og overlod uden bekymring skaberværket til hvem end der ville have det. Henshir, der aldrig havde tillagt begrebet Ære nogen værdi, tog hurtigt skaberværket til sig. Ifølge Henshir var Jamtain ikke smart nok til at passe på sit skaberværk, og det var derfor ”rimeligt” at han overtog det – Jamtain selv har aldrig udvist ét gram af bekymring for skaberværket, hvilket selvfølgelig kun har gjort Henshir endnu mere bitter.

Gifte:
Da ingen af de andre skaberværker gik som planlagt, valgte Henshir, i sit nu endeløse had til de andre guder og deres skaberevner, i stedet at inficere allerede skabte værker ved at gøre nogle af Fauntasias eliksirer og planter giftige. Således opstod gift. Hvis dette nogensinde gjorde Akashe utilfreds, er det ikke noget Henshir mærkede noget til. Omvendt stod det til med Sifentia, hvis vrede var voldsom, der jo allerede én gang tidligere havde fået forstyrret netop samme værk af Jamtain, og ikke mindst havde mistet en del af Hendes elvere til netop Henshir.

Garon:
Tiden (Liv og Død) og Udøde:
Efter de forskellige guder havde skabt arterne blandede Garon sig endelig ved at skabe Tiden. Tiden gjorde arterne dødelige så enhver ville leve, men i sidste ende også dø. I samme omgang gjorde Garon det også muligt for folk at blive til udøde, så man på denne måde kan forlænge ens (unaturlige) liv betragteligt. Dette specifikke skaberværk er der udbredt misbilligelse og modstand til blandt de andre guder, men det har aldrig generet Garon.

Vegil:
Retfærd (Lov og Orden), Krigsførelse (Strategi og Taktik) og Kongemagten:
Vegil så udover Fauntasia og så, at der var kaos – både fra Jazbur, Jamtain og Henshirs skaberværker. Derfor skabte Han Retfærden, og deraf Lov og Orden. Sådan var en god portion af både Jamtains anarki og Henshirs forstyrrelser tøjlet. Herefter skabte Vegil tillige Krigsførelse i form af Strategi og Taktik, da Jazbur, på trods af at have skabt aggression (og deraf uundgåeligt konflikt), ingen interesse havde i at føre reel krig. Således var en del af Jazburs kaos elimineret. Men Vegil så da på nogle af menneskerne, og så at de stadig ikke kunne klare sig alene – derfor blev skaberværket Kongemagten sat i Verdenen, og dette rige blomstrede gevaldigt.

Dunetan:
Ledestjerner:
Dunetan så, som den sidste af guderne, på de formålsløse stjerner, Sifentias skaberværker, og bemærkede i samme omgang, at mange rejsende havde svært ved at finde deres vej, især i mørket eller på havet. Han skabte da – i fælleskab med Sifentia – ledestjernerne, for bedre at kunne lede de rejsende sikkert til deres destination.