Møllehøj
Møllehøj er en landsby så lille at ordet knapt dækker. Alle keder sig, alle kender alle og rygter bevæger sig hurtigere end man kan forestille sig. I Møllehøjs centrum står Den Gamle Mølle – som selvfølgeligt er en ældgammel mølle. Dens fundament er af sten og stod på højen før der kom mennesker til. Møllen har en dyb og forgrenet kælder der udhuler hele Møllehøj-bakke og forbinder de fleste beboeres kældre med hinanden. Disse katakomblignende tunneller har gennem årene været brugt til meget godt og ondt. Møllehøj ligger en lille uges tid fra Sværddyb.
Jerndryp
Jerndryp er en by i det nordøstlige Gyldenhåb. Byen er beliggende under en klippehylde og derfor næsten altid i skygge. Ud over klippehylden fosser en afgrening af den mægtige Stålflod som et vandfald og giver byen dets farverige navn. Jerndryps vandfald fryser til om vinteren og dækker byens åbne side i et tæppe af is. Dette gør Jerndryp varmere om vinteren end om sommeren, da det frosne vandfald hjælper med at holde varmen indespærret i byen. Det er desuden også en suveræn fæstning – medmindre fjenden bare venter på at sommeren kommer tilbage, som de gjorde det ved Belejringen af Jerndryp. Jerndryp ligger ca. en dagsrejse fra Sværddyb.
Mormors Gryde
Mormors Gryde er en helt almindelig lille landsby i bunden af et naturligt krater. Her bor ret mange halvlange, nok grundet at flækken ligger tæt på Hindbærmark. Byen styres traditionelt af en kvindelig borgmester som får titlen Mormor – ingen kan huske hvorfor, men de har mange gode og eventyrlige begrundelser. Der har dog været enkelte tilfælde af mandlige borgmestre – de får også titlen Mormor. En tidligere mandlig borgmester, Mormor Garf Brøndebånd, forsøgte ihærdigt at få ændret titlen, uden nogen som helst opbakning. Undervejs i processen kvaltes Garf dog i en tvebak og omkom og blev således begravet med titlen. Hans forslag bortfaldt og byens ledere hedder endnu Mormor. Mormors Gryde ligger 2-3 dagsrejser fra Sværddyb.