Kostume og våben:
Krav:
Tordenelvere skal ansigtsmales. Det er også et krav at man ifører sig et par elverører.
Kostume:
Tordenelvere går primært klædt i kapper og læderveste. Kapperne skal være grønne eller brune (ligesom naturens farver), eller en blanding af farverne. Skind og pels sys som oftest på kapperne. Bukser i grønne eller brune farver er desuden et godt supplement, og en Tordenelverhue er også en god tilføjelse.
Våben/udstyr:
Tordenelvere bruger primært buer, sværd eller spyd. Økser er noget nær bandlyst, da Tordenelverne forbinder dem med det faktum at andre arter fælder træerne med dem. Tordenelvere ifører sig gerne læderrustninger, men bruger ikke metalrustninger af nogen slags.
Holdbeskrivelse:
Beskyttende, De Førstefødte, Loyale, Naturfolk, Primitive, Territorielle
Tordenelverne er overbeviste om at de var den første skabte art (en holdning der er delt af alle elvere), og de føler sig derfor overlegne i forhold til alle andre – noget der oftest kommer til udtryk igennem ren og skær arrogance. Tordenelverne er, ligesom andre elvere, et naturfolk og bor derfor i skoven. De lever i nær og instinktiv kontakt med naturen og dets ånder, som de tilbeder gennem ritualer, lege og dans, og er deraf naturligt dygtige urtesamlere. De er meget respektfulde overfor naturen omkring dem, og kan ofte miste ordene midt i en samtale, fordi de må beskue et faldende blad eller en fugl på en gren.
Tordenelverne er ekstremt territorielle, og holder sig allerhelst for sig selv. Hvis det handler om Tordenelvernes eget land, er de fanatiske og vil kæmpe til sidste blodsdråbe før fremmede får lov at betræde deres område. Det betyder dog ikke at ingen nogensinde er blevet tilladt at træde over deres grænser; Tordenelverne er hårde dommere, men hvis man dømmes af deres stamme til at være god af sind, er man velkommen hos dem. De stoler dog sjældent på andre end dem selv, og selv andre elvere kan virke fremmedgjorte overfor det tidligere nomadefolk. Tordenelverne er dog samtidigt meget beskyttende, da de passer på naturens mindre og svagere væsner, eller dem der ikke involverer sig i krig og derfor ikke kan forsvare sig selv. Tordenelverne er desuden helt utroligt loyale, så de som viser sig med ærlige og ærefulde intentioner, vil finde at en alliance med Tordenelverne kun ganske sjældent brydes af dem selv, ligegyldigt om det så er mennesker, dværge eller andre arter den er indgået med.
I andres øjne bliver Tordenelverne betragtet som primitive væsner, selv sammenlignet med andre elvere. De bruger ikke penge, besidder ikke et skriftsprog (og det er desuden de færreste Tordenelvere der kan læse og skrive), og har ikke optegnet nogle kort over deres grænser – især sidstnævnte er til stor frustration for de andre arter, da Tordenelvernes forståelse af deres egne grænser skifter som vinden blæser.
Hvorfor er Tordenelverne i Sværddyb?
Tordenelverne er vildelvere der for længst er blevet fordrevet fra deres dengang smukke hjemegn, som for flere tidsaldre siden valgte at bosætte sig i Sværddyb. På daværende tidspunkt var det et smukt naturområde uden andet end dyr og planter, og her valgte en del af Tordenelverne at slå sig ned, mens andre rejste videre. Senere hen kom andre arter til Sværddyb, og selvom det har ført til mange konflikter føler Tordenelverne stadig at Sværddyb er deres hjem, og nægter derfor konsekvent at rykke sig for nogen, det værende mennesker, orker eller dæmoner.
Tordenelvernes kultur
Soltræets beretning:
Ifølge elvernes egne sange og historier boede alle elvere oprindeligt i den sagnomspundne by Nibin’alderon. Nibin’alderon lå dybt i verdens skove, og her var elverne trygge og glade. Soltræet I’anarorn bredte sine gyldne blade, og spredte lys og glæde på elvernes ansigter, der så smilende og leende op. Elverne blev i sin tid ledet af høvdinge- og søskendeparret Elotar og Elviel. De levede i fryd og gammen i Det Gamle Nibin’alderon, og i århundreder var alting godt og solen faldt varmt og gyldent over elvernes smukke land.
Efter århundrede med harmonisk fred på Hatten kom dværgene til. De unge og uvidende dværge begyndte straks at fælde af træerne og nedtrampe landet, at fiske i havene og jage i skovene. Overalt de viste sig fulgte død og ild dem. Elverne forsøgte indtrængende at bede dværgene trække sig, at forvise sig selv til bjergene, men dværgene ville handle og de nærede en grådig trang til at tilegne sig elvermagi. Med tiden blev det klart at hverken dværge eller elvere kunne nå overensstemmelse. Dværgene kunne imidlertid ikke glemme de fantastiske syn de havde set i elvernes smukke by og med deres naturlige gave for at skabe drog de inspirerede tilbage til sig selv og arbejdede hårdt. Dværgene var i disse dage endnu dygtigere end de er nu, deres våben og rustninger sågar i stand til at måle sig med elvernes egne, og de byggede imponerende og enorme krigsmaskiner. Deres forståelse af teknik og mekanik var uden rival og dværgene vævede deres runemagi ind i deres skaberværker – det siges at dværgene i den tid havde hele hære af sjæleløse konstruktioner animeret kun ved magi. Elvernes magi var ligeledes endnu mægtigere dengang, men er gennem årtusinderne gået tabt til krigens rædsler.
Idyl blev til konflikt og med tiden sneg tankerne sig nagende op på søskendeparret. Elotar brugte mere tid i de frie skove og i dyb meditation på skovens små, stille steder og Elviel blev tvær og indadvendt, og brugte mere tid blandt trækroner og hos magikyndige.
Efter at Garon indførte tiden og gjorde alle arter, foruden elvere, dødelige, indledte dværgene da en forfærdelig krig mod elverne. Alt var kaos, himlen selv brændte og elverne led et blændende nederlag, da Soltræet I’anarorn blev såret, og elverne som følge heraf ikke længere levede evigt. Mange elvere døde af sorg ved synet af det sårede Soltræ, og Sifentia græd længe og sørgmodigt, og Hendes tårer blev til stjernerne på himlen. Og hver af elverne kom, grådkvalte og med våde øjne, til det døende Soltræ. Og det hviskede til hvert af elverbørnene, mens det sænkede sine svækkede grene med klagende knagen, og gav elverne sin sidste gave – Soltræets agern, Anareredh’erne.
Under Soltræets grene blev smil til tårer. Søskendeparret, der med visdom og snilde havde ledt elverne i så mange århundreder, brød ud i åbent skænderi. Elviel tog sine elvere, høje og noble, fra de ældste slægter, og drog dem i vrede mod sin broders samlinger af jægere og druider. En unævnelig krig førtes i al for lang tid, broder dræbte broder, frænde slog frænde. Elviel selv mødte Elotar og stødte sin broder med hendes gyldne spyd. Elotar faldt og hans mænd trak sig. Elviel stod nu i sorg i de knuste ruiner af Det Gamle Nibin’alderon – hendes tårer faldt tunge og bitre, for en skønnere og mere fantastisk by var aldrig set, og ville aldrig blive set igen. Så forbitret var hun, at hun rejste derfra – den første af mange elvere, som aldrig ville se sig tilbage igen, og aldrig igen skulle skue noget så smukt og skønt.
Tordenelvernes historie:
Da den stadig sårede Elotar hørte at Elviel havde forladt byen, sendte han sin søn, Eloquel, og en flok elvere ud for at finde hans søster – det var disse elvere som efterfølgende blev kendt som vildelvere. Med sig tog de Soltræets agern, Anareredh’erne, som Soltræet havde rystet af grenene kort efter at det blev såret. Disse agern blev sået overalt på Hatten, hvor elverne slog sig ned, og disse agern skabte Livstræerne, I’coiaorn.
Eloquel endte dog selv som forsvunden, i sin søgen efter Elviel, for hans store flok for vild i de utæmmede skove, og de besluttede at dele sig i store grupper og søge i alle kompassets retninger. En gruppe, ledet af Erthor, en af Elotars fjerne slægtninge, forsvandt fra resten af flokken en mørk nat i et område med tykt voksende skov. Elverne blev blændet af en mægtig storm, der tvang de to grupper til at søge hver deres vej, og selvom det var planen, at de skulle mødes igen, lykkedes det ikke. Erthor var en barsk elver, en dygtig jæger og en mægtig kriger. Han ledte nu sin flok af elvere, med deres dyrebare Anaredh’er, over de golde stepper mod is og sten. Han var vred og ville fortsat føre krig mod dværgene, for han ønskede sig hævn mere end noget andet. Men i inderst inde var Erthor skamfuld på sin arts vegne og ønskede kun, at tingene måtte blive som de var før Nibin’alderon faldt, og før der blev spildt blod på verdens helligste steder. Erthor var dog samtidig en bitter elver, og han bildte sig selv og sin flok ind, at dværgene havde ødelagt verden – at dværgene havde sat Elotar og Elviel op mod hinanden, og hvis blot alle dværgene blev udryddet, ville verden igen kunne blive som den havde været i Den 1. Tidsalder. Vildelverne førte en lang guerillakrig med de første dværge de stødte på, de skjulte sig i deres tunneller og gange og brugte elverlist og magi til at bekæmpe dværgene og volde dem mange skamfulde nederlag.
Med tiden spredtes disse elvere for alle vinde – de kaldte sig nu mange navne: Tordenelvere, Granelvere og Solklingerne blandt mange. Det som blev til Tordenelvernes stamme opstod ud af TordenKrigen.
Det hele begyndte da en stor elverby, bosat af Elotars efterkommere, blev overrasket af en stor styrke af Gharrul orker. Orkerne raserede byen og slog alt ned for fode, og skæbnen ville at dette skete kun fire dage før Børnenes Dag – en særlig helligdag til ære for det nye livs kim som børnene bærer. Elverbørnene var, med nogle få meget gamle elvere, draget til en eng et stykke fra byen, for at være der i en uge mens de voksne elvere forberedte den store fest. Der blev bl.a. bagt, bygget både stort og småt, sunget sange, leget og syet tøj. Da de gamle elvere sansede at noget var galt, tog en af dem tilbage, men han kom aldrig igen. Det gjorde den næste heller ikke. Så derfor tog de alle hjem, men blev ramt af et voldsomt slag i hjertet da de genså deres by, som nu var nedbrændt og fyldt med døde, maltrakterede lig af elvere overalt. Det tog livet af de sidste gamle elvere, på nær én meget gammel og svag olding. Hun var MysterieSøster og blev kaldt ”Den Gamle Moder”. Hun formåede, at videreføre MysterieSøstrenes traditioner inden hun døde, men desværre ikke andet af elvernes kultur, da hun var meget svag.
Elverbørnene, som ikke var ældre end halvtreds år, var nu stort set overladt til sig selv i et krigsfyldt og orkbelejret område. Børnene flygtede ind i de høje skove i bjergene, og her fandt de vej ind til en lille dal med stejle klippesider. Her måtte de lære alting fra bunden og leve som vilde elvere – men gudinden Rynthia lod dem ikke alene. Hun lod sine skabninger hjælpe og undervise elverbørnene; tigeren var deres første krigerlærer, og derfor ærer TordenKrigerne den ved at gå med dens skind, da skindet skaber forbindelse til tigerens ånd og dens mægtige kraft. Bæveren lærte børnene at arbejde med træ, og Tordenånden, ikke mindst, gav dem ilden og dermed det, der skulle til for at overleve de strenge vintre i bjergene. Også mange andre af naturens ånder lærte elverbørnene de mange kundskaber de stadig har denne dag, og gennem mange år lærte elverbørnene at leve i harmoni med naturen, og de voksede sig store og stærke.
Det uundgåelige skete, og dalen blev fundet af andre. Orkerne vidste dog ikke at der nu boede en hel stamme af elvere i den, og det blev i sidste ende deres død. Elverne vidste at grønhuderne ville være i massivt overtal, men forberedte sig alligevel så meget de kunne på at skulle forsvare deres hjem. Et mægtigt uvejr trak op over dalen, og det var her at orkerne i endeløse numre kom ned fra klipperne. Netop som de angreb brød et voldsomt tordenvejr ud over grønhuderne. Overraskelsesmomentet, de dræbende lyn og elvernes magiske pile (senere døbt ”Tordenpile”), ændrede situationen fuldstændigt, og snart blev orkerne spredt for alle vinde, og derefter besejret. De resterende orker flygtede og fortalte alle de andre orker de mødte frygtelige historier om Tordenelverne og deres magt. Ja, de sagde, at tordenvejret var noget Tordenelverne havde skabt, og at det gjorde dem både usårlige og uovervindelige.
Da elverne på dette tidspunkt endnu ikke havde noget navn for deres stamme, tog de tordenvejret som et tegn og tog fremadrettet navnet ”Tordenelverne” til sig. De Tordenelvere som lever i dag er efterkommere af de første Tordenelvere; de som kæmpede i TordenKrigen. Den smukke dal er desværre siden blevet lagt øde af et voldsomt vulkanudbrud, og derfor måtte Tordenelverne finde et nyt sted at bo. De to største Tordenelverstammer befinder sig i dag i Lorania og Sværddyb.
Religion:
“Erkend at kærligheden er livets største styrke. Hvis ikke du finder, at dette er sandheden, er det fordi, dit liv har været tomt, og når kærlighedens styrke rammer dig, da vil du give Mig ret”. Tordenelverne tilbeder næsten helt og holdent udelukkende gudinden Rynthia, også kendt som Sifentia på menneskesprog, men de fleste tilbeder ligeledes Glamhoth’atar, guden for jagt, og som oftest kendt som Jazbur. Da Tordenelverne var et nomadefolk var det primært Vandreguden Malle’randir, der også kendes under navnet Dunetan, der blev tilbedt, men som Tordenelverne over tid slog sig mere permanent ned, er tilbedelsen mere af taknemmelighed for at de ikke dengang gik tabt i naturen, end fordi Malle’randir spiller en stor rolle for Tordenelverne i dag.
Tordenelverne har igennem årtier genfortalt verdens skabelsesberetning, som de forstår den. Den går således:
”I tiden uden begyndelse og afslutning samles Akashes ånd. Over tid i ikke-tiden blev Akashe fokuseret og bevist. I et glimt opstod Uendeligheden og tiden, samtidigt opstod også dualitet. Intet og noget. Mandlig og Kvindelig. Akashe er dog stadig det hele, men kan manifestere som den ene eller anden modsætning. Universet og planerne formes og alt var gennemstrømmet af Akashes bevidsthed og kraft, derfor magisk og potentiel. Det manifesterede var Akashes tanker og følelser. I dette rum og tid opstod Hatto, der skabte Hatten. Akashes glæde var stor, og Solen (til Hatto – det mandlige) og Månen (til Rynthia – det kvindelige) blev skabt til at kaste lys på Hatten. Efter lang tid manifesterede Akashes dobbeltform i Tordenguden og Rynthia. Sammen vandrede de på Hatten, og skabte bjerge og skove, have, søer og floder, insekter, fisk, fugle og firbenede dyr. De elskede hinanden og deres skaberværk, og ud af deres kærlighed opstod elverne. Verden levede i en smuk harmoni og det var en magisk sang af Liv og Kærlighed.
Først i de højeste bjerge hvor Guderne først hånd i hånd så udover landene. Her opstod højelverne, de gyldenskinnede magiske væsner. Derpå skovelverne, og senere sletteelverne, havelverne og alskens andre elvere, der i dag som helhed kendes som vildelvere, selvom de ikke kunne være mere forskellige. Senere kom dybelverne i gudernes sidste tid på Hatten. Årtusinderne havde taget på dem og de søgte mere og mere efter ro og fred til sig selv og hinanden. Dybelverne havde en splint af dette mismod i sig, og de blev senere beskyldt for at være årsag til at Guderne holdt op med at vandre på Hatten. Krigen rasede og de dybelvere der overlevede flygtede til grotter i bjergene. De fandt en verden under jorden og et nyt liv begyndte for dem…
Samtidigt græd Rynthia over sine døde børn, og hendes tårer blev til stjernerne.”
Cirklen og Talepinden:
Cirklen fungerer som Tordenelvernes folketing, og er grundstenen i Tordenelvernes samfund, da Cirkelmødet er stedet hvor alle beslutninger træffes, alle diskussioner tages, og alle protester høres. For at en beslutning kan vedtages kræver det et flertal på 2/3 af Cirklens tilstedeværende antal. Er et forslag først blevet vedtaget kan det dog godt annulleres igen, men det kræver det samme flertal som da beslutningen blev godkendt i første omgang. Denne praksis stemmer godt overens med de fleste Tordenelveres konservative tilgang til verden; det er sværere at få indført nye ting, end det er at holde fast i det gamle og velkendte. Cirkelmøderne overses af Cirkelhøvdingen, som er den person der åbner og hæver (lukker) Cirkelmøderne, og når Cirklen åbnes og hæves er der et ritual forbundet med handlingen. Alle Tordenelvere har ret til at afkræve Cirkelhøvdingen at åbne et Cirkelmøde, og alle Tordenelvere kan tale i Cirklen – sommetider bliver fremmede endda også inviteret med til dem. Talepinden, som Tordenelverne benytter sig af for at kunne tale i Cirklen, er et helligt symbol, da den repræsenterer selve ordet, og deraf hyldes som om en mægtig ånd har taget bolig i Talepinden.
Når Cirklen åbnes:
“En mægtig ånd bor heri – den lever iblandt os elverbørn – Ordet er dit – Cirklen er åben – Mod og Styrke!” (sidstnævnte gentages af alle i Cirklen).
Når Cirklen hæves:
“Vi takker Ordets Vogter – Cirklen er hævet – Mod og Styrke!” (sidstnævnte gentages af alle i Cirklen).
Love:
I Tordenelvernes samfund eksisterer der reelt set kun én enkelt lov:
“Børnene må ikke gøres fortræd.”
Dette skal forstås på to forskellige måder:
– Bogstaveligt; at alle børn, uanset art, skal beskyttes.
– Mytologisk; at Rynthias børn, altså bl.a. Tordenelverne, skal beskyttes.
Sidstnævnte tolkning er vigtigere end førstnævnte, men kun i det tilfælde, hvor man er tvunget til at vælge. Tordenelverbørn kommer dog naturligvis først. I det store og hele betyder det sådan set blot, at krig skal undgås da det medfører død, smerte og tab.
Høvdinger:
Tordenelverne har fem forskellige høvdinger og lille-høvdinger, hvor sidstnævnte har det samme ansvar som den respektive høvding i så fald personen ikke er til stede, eller på anden vis ude af stand til at tage beslutninger. Disse høvdinger har forskellige ansvarsområder som alle er til stammens velvære, men de bestemmer ikke nødvendigvis alt, da Cirklen som bekendt fungerer som Tordenelvernes overordnede måde at træffe beslutninger på – derfor er det naturligvis også Cirklen der udvælger Høvdingerne og Lille-Høvdingerne. Der er traditionelt prøver forbundet med at blive valgt til nogle af posterne, mens andre som oftest tildeles udfra Cirklens normale flertal.
Krigshøvdingen:
Krigshøvdingens overordnede ansvar er at beskytte stammen, og det er derfor denne person (der også selv er en kriger) der leder stammen i krigstider. Krigshøvdingen fungerer i det store og hele lidt ligesom en general, da personen står for at planlægge taktik, sætte vagtposter op og sørge for krigernes træning. I det daglige har Krigshøvdingen således en hel del at skulle have sagt, også når Tordenelverne ikke er i krig, da alle stammens krigere står til ansvar overfor personen.
Cirkelhøvdingen:
Cirkelhøvdingens overordnede ansvar er Cirkelmøderne, og det er denne personen der indkalder til møderne, åbner og lukker disse, og sørger for at der er ro til dem. Det er også til enhver tid Cirkelhøvdingens ansvar at passe på Talepinden.
Fredshøvdingen:
Fredshøvdingens overordnede ansvar er bibeholde og skabe fred imellem Tordenelverne og andre arter, og fungerer derfor ligesom en diplomat ville; Fredshøvdingen skaber alliance, laver handelsaftaler, sendes ud som talerør og/eller sendebud for Tordenelverne, og lignende. Fejler Fredshøvdingen i sit ansvar (dette er langtfra altid høvdingens skyld), tager Krigshøvdingen over.
Lejrhøvdingen:
Lejrhøvdingens overordnede ansvar er for Tordenelvernes lejr og hjem, og denne sørger derfor for at lejren er i god stand, at der bliver hentet mad og drikke, og i det hele taget for at alle nødvendigheder relateret til lejren bliver håndteret. Dette gælder også hvis der skal laves en ny lejr, hvor det ligeledes er Lejrhøvdingen ansvar at denne bliver sat ordentligt op.
Festhøvdingen:
Festhøvdingen har, på trods af navnet, ikke kun ansvar for fester, men det overordnede ansvar for Tordenelvernes mange forskellige traditioner, og det er derfor Fredshøvdingens opgave at organisere stammens traditioner, ritualer, fester, lege, danse og sange.
De fem stier:
Tordenelverne har fem stier der fungerer som et samlingspunkt for de mange forskellige erhverv der findes i stammen. En Tordenelver kan kun følge én sti af gangen, men kan til enhver tid skifte sti, og det er langt fra unormalt at Tordenelvere vælger flere forskellige stier igennem deres lange liv.
Tigerens Sti:
Denne sti er den ene af to af Tordenelvernes krigerstier, og kun mænd kan følge den. Tigerens Sti fungerer som Tordenelvernes forsvar og består af både nærkampssoldater og bueskytter. Stien er derfor for Tordenelvernes krigere, hvor man lærer hvad det betyder at kæmpe for noget, for sig selv og for andre, og er for dem der ønsker at opnå de egenskaber tigeren lærte Tordenelverne i fordums tid.
– Modsat de andre stier bliver man automatisk kendt som ”TordenKriger” når man vælger denne sti.
Røde Månes Sti:
Denne sti er den anden af Tordenelvernes krigerstier, og kun kvinder kan følge den. Røde Månes Sti fungerer som Tordenelvernes religiøse center, og er for dem der ønsker at viderebringe Rynthias hellige ord, eller bruge Rynthias kraft til at opnå fred og fordragelighed i stammen. Stien består af kvindelige krigere og præstinder, såvel som hvad andre kender som Hænder (af Rynthia), og på Røde Månes Sti bruges Rynthias magt, ord og magi både defensivt og offensivt for at sikre Tordenelvernes velvære.
Åndernes Sti:
Åndernes Sti fungerer som Tordenelvernes magiske centrum, og er for dem der ønsker at blive klogere på magiens væsen eller opnå en større forståelse for ånderne. Stien består derfor af forskellige slags magibrugere, og for de som gerne vil opnå kontakt til ånderne, og på Åndernes Sti dedikeres tiden til magi og ånderne, samt deres betydning for Tordenelverne.
Flammens og Håndens Sti:
Flammens og Håndens Sti er hjertet i Tordenelvernes samfund, består af forskellige former for samlere og byggere, og er for stammens civile personer. Stien er for dem som ønsker dedikere sig til at Tordenelverne har en god lejr, mad og drikke, våben til krigstider, og hvad der ellers er behov for, og på Flammens og Håndens Sti vil man derfor lære hvordan en lejr opbygges og vedligeholdes, såvel som at skulle se til alle Tordenelvernes praktiske behov.
Solens Sti:
Solens Sti er Tordenelvernes mest diverse sammenkomst, består af handlende, diplomater, spioner, tyve og snigmordere, og er for Tordenelvernes selvstændige personer. Stien er for dem som ønsker at passe sig selv, såvel som at stille deres individuelle talenter til rådighed for Tordenelverne, og på Solens Sti vil man lære at kunne klare sig selv og være alene længe, såvel som at udføre diverse, og til tider farlige, opgaver for stammen.
TordenKrigerne – Tigerens Sti:
Mod og Styrke! Således hilser de hinanden, for det er hvad de er; Mod og Styrke!
TordenKrigerne er Tordenelvernes første forsvar, og dem som forsvarer stammen, deres venner og allierede: de er modige, loyale og vil altid kæmpe til den sidste mand. Mod er at kæmpe imod fjender som er dobbelt så høje som en selv, og ikke bare ser grumme ud, men også er det – og at kæmpe for det man tror på, selvom man kun har en lille chance for at vinde. Styrke er at blive ved med at prøve på det, man har lovet sig selv og andre at man vil gøre, selv om man fejler eller det gør ondt i kroppen, og at være sammen som en stamme, hvor man ved at de andre passer på en og kæmper ved din side, såvel som at man passer på dem og kæmper ved deres. Det er desuden næsten altid en TordenKriger eller en Sværddanser der bliver Krigshøvding.
FalkeSpejderne – Tigerens Sti:
FalkeSpejderne er Tordenelvernes spejdere og dem som indsamler oplysninger, spionerer og holder øje med at Tordenelverne ikke bliver ført i et baghold, eller generelt bliver ubehageligt overraskede. De bruges sommetider også til mere lyssky opgaver som f.eks. at bestjæle, pacificere eller endda snigmyrde enkelte personer, hvilket som regel er militære mål – dette gør at der hersker et vist fjendskab imellem dem og stammens spioner, tyve og snigmordere, da de sommetider ender med at udføre de samme opgaver. Falkespejderne modtager hård træning, så de kan løbe hurtigt, langt og længe, og de sætter en ære i at være lydløse, og vil derfor ofte være svære at få øje på. De opererer ofte alene, og bryder sig bedst om at kæmpe for sig selv, eller med en lille gruppe af andre Falkespejdere, og overordnet er de gode krigere, men ikke på samme niveau som hverken Tiger- eller TordenSoldaterne.
TigerSoldaterne – Tigerens Sti:
TigerSoldaterne er Tordenelvernes elite og stammens beskyttere. TigerSoldaterne er, ligesom TordenKrigerne, modige, loyale og vil altid kæmpe til sidste mand – de er blot bedre krigere, fordi de har trænet endnu hårdere end TordenKrigerne. TigerSoldaternes største og vigtigste opgave består i at gøre hvad der er behov for bliver gjort, hvis der ikke er andre til at gøre det; det kan f.eks. være at jage, passe et bål, eller at stå vagt. Hvis Tordenelvernes lejr skulle blive angrebet, er det TigerSoldaternes opgave at sørge for at alle i stammen kan nå i sikkerhed, og først når alle andre er i sikkerhed, må TigerSoldaterne trække sig tilbage.
Modsat de andre stier, skal man for at blive TigerSoldat først på prøve, og i denne tidsperiode modtager man titlen ”TigerSoldat på prøve”. Prøven har ikke nogen fastsatte krav eller tidsperiode, så om man går videre fra at være på prøve kommer an på om stammen anser en for værende klar. Hvis man så går videre fra prøveperioden, modtager man en ny titel; ”TigerSoldat i træning”, og på et tidspunkt i løbet af ens træning vil man få muligheden for at tage TigerSoldatens Prøve – denne prøve, og dens svar, er hemmeligt for alle andre end TigerSoldater og TigerSoldater i træning, dvs. at det er forbudt at snakke om den med andre end andre TigerSoldater og TigerSoldater i træning, og hvis man bliver TigerSoldat, er det ligeledes forbudt at fortælle svaret til nogen som helst. Det er ikke unormalt at mange TigerSoldater i træning bruger flere gange, eller såmænd flere år, på prøven, men i det øjeblik man kender svaret, bliver man TigerSoldat.
TordenSoldaterne – Tigerens Sti:
TordenSoldaterne er den suveræne elite indenfor krigerklassen hos Tordenelverne, det ypperste de har til rådighed, men til gengæld findes der ikke specielt mange af dem, og de bliver aldrig på det samme sted i længere tid – pga. deres sjældenhed har TordenSoldaterne opnået en nærmest mytologisk status hos Tordenelverne. En TordenSoldat har trænet, trænet og trænet hele sit liv, og har desuden haft et specielt talent fra barnsben af, og er hvad alle på Tigerens Sti forsøger at blive. Der er dog intet kendt optagelsesritual eller lignende for at symbolisere at man bliver en TordenSoldat, så i stedet er det en titel den enkelte Tordenelver tager på sig når man føler sig parat. Dette gøres dog ikke uden stor eftertænksomhed og uendelig mange års træning, og derfor vil ingen Tordenelvere vove at mistro en TordenSoldats ord eller evner.
Sværddanserne – Røde Månes Sti:
”De er Sværddanserne; Rynthias våben vil svinge for en større fred.”
Sværddanserne er Tordenelvernes kvindelige nærkampskrigere og bueskytter der, ligesom TordenKrigerne, kæmper for stammens sikkerhed. Modsat TordenKrigerne, som træner og samles under Tigerens Ånd, har Sværddanserne i stedet direkte modtaget Rynthias visdom og styrke, og derfor har de deres helt eget specielle fællesskab, selvom de selvfølgelig stadig både træner med Tordenkrigerne, og lever med dem i al almindelighed. Det er desuden næsten altid en Sværddanser eller en TordenKriger der bliver Krigshøvding.
MysterieSøstrene – Røde Månes Sti:
“Gudindens veje er fyldt af mysterier.”
MysterieSøstrene er en gammel skovelvertradition, der altid har relateret sig til kvinderne, naturen og familien (hos Tordenelverne er det stammen). Traditionen er efterhånden blevet glemt af skovelverne, men hos Tordenelverstammen eksisterer MysterieSøstrene stadig, og er kort sagt Tordenelvernes Rynthia præstinder (dette betyder ikke at de andre guder bliver udelukket, men blot at de primært fokuserer på at udbrede Rynthias ord). De bliver ledet og oplært af en Mysteriedruide, der ligeledes fungerer som en præstinde af Rynthia. MysterieSøstrenes primære opgave er, og har altid været, at holde gudstjenester, velsigne i Rynthias navn og generelt udbrede Hendes ord til både Tordenelverne og de andre arter i Fauntasia.
De Røde Måner – Røde Månes Sti:
”De følger Rynthias ønske om at beskytte børnene fra al fare.”
De Røde Måner er Tordenelvernes svar på hvad de andre arter kender som ”Hænder”, og kombinerer magi med almene våben som de bruger i kampen for Tordenelvernes overlevelse. Der er relativt få af disse kvinder som viser sig i Tordenelvernes stammer, og hvor især Sværddanserne vil være synlige, vil De Røde Måner mest holde sig for selv og være usynlige for alle andre end stammen, undtagen i krigstider hvor fjenden ingen nåde gives.
Shamanerne – Åndernes Sti:
Shamanerne er en af de to åndelige mestre i stammen der er ekspert på ånderne, og besidder derfor stor viden derom, men har ligeledes stor indsigt i både urter og eliksirer. Shamanerne kommunikerer med ånderne, og bruger som udgangspunkt deres tilstedeværelse fredeligt ved at kanalisere deres energi i urter, eliksirer og ritualer som kan hjælpe stammen, og står desuden for at guide Tordenelvere på deres trommerejser. Langt de fleste shamaner starter deres færd som urtesamlere på Flammens og Håndens Sti, og ligeledes er det normen at shamaner har lærlinge der er urtesamlere, og som derfor ikke betræder Åndernes Sti.
Heksedoktorerne – Åndernes Sti:
Heksedoktorerne er den anden gren af Tordenelvernes åndelige mestre, og fungerer samtidigt som stammens læger. Hvor shamanerne har adgang til de fredelige sider af ånderne, har en heksedoktor i stedet fat i det kaotiske og destruktive, og oftest eksperimenterer heksedoktorer også med gifte som kan gøre Tordenelvernes våben mere dødelige, bruges i ritualer, eller evt. af stammens snigmordere.
Byggerne (Lejrbyggere, bagere, bryggere, osv.) – Flammens og Håndens Sti:
Byggerne, som navnet antyder, bygger forskellige ressourcer til Tordenelverne som f.eks. lejre, mad, tøj og våben. De samarbejder direkte med Samlerne, som skaffer de fornødne ting til at de kan kreere deres håndværk, og står sammen med dem i tykt og tyndt for at stammen, som minimum, kan overleve – og helst trives. Det er desuden næsten altid en Bygger der bliver Lejrhøvding.
Samlerne (Jægere, fiskere, urtemagere, osv.) – Flammens og Håndens Sti:
Samlerne fungerer som en enhed i samme liga som Byggerne, og kan samle urter, kød, træ eller hvad end der skal bruges til Tordenelverne og deres overlevelse.
Handlende – Solens Sti:
Handlende er de Tordenelvere som, ligesom Samlerne og Byggerne, sørger for at der er nok ressourcer i Tordenelvernes stamme, men hvor Samlerne og Byggerne henholdsvis samler og bygger tingene, er det handelsfolkene der kan bytte det til noget stammen af forskellige grunde ikke selv kan fremskaffe – og dermed opstår der en cirkel hvor alle tre parter har brug for hinanden. Det er i øvrigt ikke ualmindeligt at de handlende tilbeder Jamtain mere end Rynthia, og nyder livet lige lidt mere end andre Tordenelvere. Det er desuden næsten altid en handlende der bliver Festhøvding.
Diplomater – Solens Sti:
Diplomater er de der sørger for at Tordenelverne står på god fod med de nærliggende arter, og dermed bliver sparet for sult, krig, død og ødelæggelse. De bliver sendt på opdagelsesrejser, forhandler fredstraktater, handelsaftaler og lignende, og bruges også som talspersoner for stammen, hvis der skulle opstå en konflikt. Det er desuden næsten altid en diplomat der bliver Fredshøvding.
Spioner – Solens Sti:
Spioner er Tordenelvernes sikkerhed for at tingene foregår som de skal, og bliver brugt til at fremskaffe information, overvåge et sted eller personer, og generelt sørge for at Tordenelverne er på forkant med nyhederne i området. Spionerne er officielt på lige fod med andre i stammen, men alligevel hersker der en form for mistro ved dem pga. deres erhverv, og derfor holder de fleste spioner sig generelt for sig selv.
Tyve – Solens Sti:
Der findes enkelte tyve hos Tordenelverne, og selvom de kun yderst sjældent bliver brugt kan der sommetider opstå situationer hvor en tyv egner sig perfekt, og i længden kan hjælpe til at opretholde en mere permanent og længerevarende fred. Det er derfor Tordenelverne bruger dem, men der hersker en usagt mistro og utryghed ved dem pga. deres erhverv, og derfor holder de fleste tyve sig generelt for sig selv, ligesom det er tilfældet med stammens spioner.
Snigmordere – Solens Sti:
Snigmordere kan bruges som en sidste udvej hvis det virkelig brænder på, og ingen andre muligheder er åbne. Dette er det absolut sidste valg Tordenelverne træffer i nødsituationer, da de generelt ikke bryder sig om at tage liv hvis det er unødvendigt, men sommetider kan der med et eller få dødsfald ske en forandring, således at mange andre liv reddes, og fredeligere tider kan gås i møde. Snigmorderne er ikke på direkte dårlig fod med de andre i stammen, men der hersker en trykket stemning hver gang en af dem interagerer med resten af stammen, hvilket derfor medfører at de, ligesom stammens spioner og tyve, generelt holder sig for sig selv.
Den Hellige Tosse:
Den Hellige Tosse er den eneste i stammen der har ret til at gøre fuldstændig som personen ønsker, selv når det er imod stammens regler eller Tordenelvernes kultur – f.eks. kan Den Hellige Tosse godt træde ind i Cirklen under et Cirkelmøde, selvom det er forbudt. Den Hellige Tosses funktion i stammen er nemlig at minde Tordenelverne om hvad deres regler er, og endnu vigtigere; hvorfor de er der, så disse ikke blot bliver taget for givet. Den Hellige Tosse er ikke direkte valgt af stammen, men i stedet noget man har gjort sig bemærket til, og på et tidspunkt vil personen permanent gå under den nye titel indtil en evt. ny Hellig Tosse træder til. Navnet ”Den Hellige Tosse”, skyldes en kombination af at personen er hellig, men samtidigt som regel også en smule skør eller ”tosset”.
Ånderne:
Tordenelverne har, udover et stærkt forhold til Rynthia, også et tæt knyttet bånd til ånderne. Det var tigeren, og dermed dens ånd, der lærte Tordenelverne at beskytte dem selv, bæveren der lærte dem at bygge bolig i naturen, og Tordenånden der sikrede Tordenelvernes sejr mod orkernes angreb. Overordnet er ånderne meget brugt i Tordenelvernes stammer, primært som vejledere og hjælpere.
Trommerejser:
Trommerejser er en vigtig del af Tordenelvernes kultur, og har været det lige siden begyndelsen. De har altid været udført af shamaner, der naturligt har forstand på ånderne, og trommerejser bruges hvis den enkelte Tordenelver er i tvivl om en forestående beslutning i sit liv, og ønsker at søge råd fra åndernes verden.
Kraftdyr:
Alle Tordenelvere har et personligt kraftdyr, som de møder igennem trommerejserne. Dette er ens personlige vejleder og hjælper, der kommer i alle former og afskygninger, og har ikke nødvendigvis noget med Tordenelverens udseende eller navnehistorie at gøre.
Det Stående Folk:
Det Stående Folk er Tordenelvernes omtale af hvad mennesker ville kalde træer. Træer, som er en del af naturen, betyder meget for Tordenelverne, og minimum én gang årligt hyldes Det Stående Folks tilstedeværelse, som regel ved at den enkelte Tordenelver udvælger en Stående, sætter sig tæt ved, og lytter til hvad den Stående fortæller. Skulle Det Stående Folk blive angrebet, eller på anden måde skadet, vil Tordenelverne altid trække til våben.
Torden:
Torden er en central del af Tordenelvernes selvforståelse, da det opfattes som helligt – derfor ser Tordenelverne helt bogstaveligt “op til det”, da Tordenelverne bliver fysisk stærkere når det tordner. Dette skyldes naturligvis ikke tordenen i sig selv, men nærmere Tordenelvernes egne forestillinger om en midlertidigt forøget styrke.
Tordenpil:
Tordenpilen er Tordenelvernes specielle pil. Elverfolket er i al almindelighed eminente bueskytter, men modsat almindelige pile, som ikke tager særligt lang tid at lave, er Tordenpilen en pil der bygges på i mindst ét år – pilen er derfor højt værdsat og bruges kun i nødsituationer. Skulle Tordenpilen forsvinde vil Tordenelveren gøre alt for at finde den igen, og lykkedes det ikke er det ikke uhørt at personen bliver deprimeret i flere år efterfølgende, da pilen repræsenterer en magisk forbindelse mellem Tordenelveren og Tordenånden.
Ansigtsmaling:
Tordenelverne praktiserer ansigtsmaling, og i valg af denne indgår to ”krav”, nemlig at malingen har forbindelse til Tordenelverens navn, og at den er med til at udtrykke bærerens personlighed. Ansigtsmalingen bliver således brugt til at symbolisere den enkelte Tordenelvers person, i og med at den er individuel, og Tordenelverne har altså altid maling på – ikke kun når de skal i krig, som de fleste fremmede ellers er overbeviste om. Sandheden er at fremmede aldrig vil se Tordenelvere uden ansigtsmaling, ligegyldigt hvad de så end foretager sig, medmindre der er noget helt galt.
Tordenelverhuerne:
Tordenelvernes hjemmelavede huer er bygget ud fra at den holdning at de skal være både varme, behagelige og praktiske. De er lavet af stof og med varierende mønstre og symboler påtegnet, og kan derfor se meget forskellige ud, da de er tilegnet den enkelte Tordenelvers person og smag. Tordenelverhuen er af stor værdi for Tordenelverne, og de ses sjældent uden.
1., 2. og 3. person (og ironi):
Tordenelverne taler altid om dem selv og andre i 3. person, og derfor benyttes hverken 1. eller 2 person hos Tordenelverne – dvs. at ordene “jeg” og “du” ikke bruges, og det er dermed ukorrekt at præsentere sig med “jeg er…”, eller sige “du er…”. I stedet vil Tordenelvere f.eks. bruge et af følgende eksempler: “Mus er Mus”, “Det er Mus der taler”, “Hvem er mennesket?” eller “hvem taler Hurtige Kanin til?”. Tordenelvere kan godt lære at bruge både 1. og 2. person, hvis personen har været længe nok hos andre arter, men det er en sjældenhed og er unormalt i selskab med andre fra stammen. Tordenelverne kender desuden ikke til ironi, så hvis en person er ironisk vil Tordenelveren tro at man enten taler sandt eller lyver, hvilket hurtigt kan lede til misforståelser.
Sprog:
Ord og udtryk:
– Ho – Ja/ok/forstået.
– Numa – Nej.
– Torden bruges om noget godt/positivt.
– Goldt bruges om noget dårligt/negativt.
– Gævle bruges om noget underligt/uforklarligt/overraskende.
– Frænde er oftest en betegnelse for en stammebroder- eller søster, men det kan også bruges om enkeltpersoner fra andre arter, der er Tordenelvernes venner eller allierede.
– Solstrejf og Solcyklus er tidsenheder. Et solstrejf er 15 minutter, og en solcyklus er 24 timer.
– Torhør er en kombination af tortur og forhør.
– Stående betyder ”træ”, og bruges når man taler om Det Stående Folk. Det gøres således: en Stående, den Stående, flere Stående, Det Stående Folk (et træ, træet, flere træer, alle træerne).
Spise- og drikkevaner:
Tordenelverne spiser som oftest det de kan skaffe direkte fra naturen, som f.eks. planter, svampe, fisk og kød, men kan reelt set spise alt – også andre arter hvis det er nødvendigt. Dette bliver ikke set som noget forkert, dog er undtagelsen af spise andre elvere, der bliver mødt med stor skepsis. Derudover er Rynthias Frugter hellige for Tordenelverne, Blomsternektar (en Tordenelverdrik) bruges oftest i forbindelse med festlige formål, Sakralrod benyttes sommetider inden stammens krigere skal i kamp, svampe og krigsdrømmesvampe er bandlyste, og det samme er Gævlenød, der dog sommetider bliver brugt som et redskab i Torhør.
Traditioner:
Tordenelverne har mange forskellige former for traditioner i stammen, og de fleste indgår naturligt i deres fester, lege, danse, osv., men der er også nogle der står for sig selv.
Vandringen til Livstræet:
To gange om året begiver Tordenelverne sig til Livstræet for at samle Livets Blade, lytte til træets visdom og ofre nogle gaver til ånderne der bor deri. Inden ofringen bruger Tordenelverne et stykke tid under dets blade hvor de mediterer og kommunikerer med deres personlige Kraftdyr.
Hyldest til Det Stående Folk:
En gang om året bliver Det Stående Folk hyldet, og denne tradition fejres ved først at mærke på så mange af de Stående som muligt i området, og dernæst spise en lang middag til ære for dem.
Ritualer:
Tordenelverne har flere forskellige former for ritualer, hvoraf langt de fleste har relation til Rynthia.
Kaldet Til Rynthia:
Når efteråret begynder at trænge sig på, samles Tordenelverne og beder i fællesskab Rynthia om styrke og vejledning til de kommende mørke måneder. Det foregår ved at stammens præstinder samler stammen og minder dem om Rynthias værdier ved at fortælle myten om De Fortabte, som en advarsel mod at samarbejde med kaotiske kræfter. Dernæst afholdes en lang prædiken, og til sidst nydes et måltid i stilhed imens præstinderne velsigner hver enkelt Tordenelver i Rynthias navn.
Fester:
Tordenelverne er et letsindet folk, og festerne kan være i anledning af ligegodt alt.
Forårsfesten:
Denne fest er i anledning af at tiderne skifter, dagene bliver længere og solen endelig er ved at komme frem. Det er normen at der bruges Blomsternektar til Forårsfesten, og til festen er der desuden en tradition for at kvinderne i stammen bliver “sluppet løs”, og det er så op til mændene at “jage” dem; så snart man fanger én, skal man hurtigt give slip og forsøge at fange en anden. Til Forårsfesten er det også normalt at både Bjørneskindslegen og Huma Huma På Tromme indgår, såvel som at stammen i fællesskab synger Rynthias Sang.
Lege:
Tordenelverne har forskellige lege, og bruges oftest som en sjov aktivitet under en fest.
Bjørneskind:
Denne leg går, i sin enkelhed, ud på at man skal få hængt et stykke bjørneskind over en robust gren. Der dannes to hold, hvoraf det ene hold starter med skindet, og det gælder så for dette hold om at holde det andet hold væk fra både skindet og grenen, og ligeledes skal det andet hold få både fat i skindet, og dernæst hænge det over grenen. Begge hold bytter under legen flere gange pladser, og da fysisk kontakt er en del af legen, er det er normalt at der gås lidt til den.
Danse:
Hos Tordenelverne findes et udvalg af danse, og disse bruges som regel som en fritidsaktivitet.
Huma Huma På Tromme:
Denne dans foregår således, at de Tordenelvere der ønsker at deltage hopper rundt i en cirkel imens de synger; “Huma Huma på tromme!”, hvortil de resterende Tordenelvere danner selve cirklen, og samtidigt klapper rytmen på enten trommer eller knæene. Når man som deltager ikke kan mere, forlader man cirklen, og den sidste tilbage i cirklen har “vundet”. Meningen er, at det er en udfordring der konstant holder Tordenelveren i form, og derfor forventes krigere altid at deltage i denne dans. Der er desuden to forskellige former for denne dans; den ene er hvor man ikke må skubbe til de andre, og den anden er hvor man bevidst forsøger at skubbe hinanden ud – i denne udgave er man både ude af dansen hvis man ryger ud af cirklen, eller ikke kan danse mere.
Sange:
Sange er en vigtig del af Tordenelvernes kultur, og der bliver ofte sunget til forskellige traditioner og fester.
Rynthias Sang:
I sol og vind
I alle sind
Er dit lys
Rynthia
I livets træ’r
Din skønhed er
Din skønhed vi må
Ta’ vare på
Alle væsner her
Går på din jord
Varmes af sol
Ånder din luft
Sol og jord
Alt der gror
Dele vi må
Og ta’ vare på