Kostume og våben:
Krav:
Stormelvere skal ansigtsmales. Det er også et krav at man ifører sig et par elverører.
Kostume:
Stormelverne bruger praktisk tøj (en kappe er f.eks. kun god hvis du kan undgå at falde i den) og klæder sig mest i jordfarver; brun, grå og sort. Stormelverne har et let indiansk præg, så mønstre eller hals- og armsmykker med indiansk præg er meget velkomne. Pels og læder er ligeledes meget i holdets ånd.
Våben/udstyr:
Buer og kastevåben er meget almindelige blandt Stormelverne, men de er praktiske væsner; der er derfor ikke noget udstyr der på papiret er bandlyst. Stormelverne løber meget, kravler rundt og gemmer sig – derfor er pladebrynje måske ikke det bedste valg. Slagkofter, læder- eller ringbrynje anbefales. Skjolde er fine, men igen, vær opmærksom på at et tårnskjold måske kan gøre det svært at snige sig rundt. Der anbefales at skjoldet monteres med en snor, så man kan slynge det over skulderen i en vis hastighed.
I korte træk: praktisk beklædning, praktisk udstyr, forsøg at bevare evnen til at bevæge dig. Læder og pels. Indianerinspireret. Se også den udvidede kostumeguide længere nede.
Holdbeskrivelse:
De Førstefødte, Hævngerrige, Krigeriske, Naturfolk, Stolte, Territorielle, Vrede
Stormelverne mener at alle andre arter burde vise dem implicit respekt, da de er De Førstefødte. De ser sig selv som bærere af elvisk kultur og er som følge deraf umådeligt stolte. De husker, ifølge dem selv, hvem de var som folk, hvilken storhed de havde, og hvor muntre og sorgløse tiderne var dengang – og derfor er de vrede; vrede på dværgene, vrede på sig selv, vrede på andre elvere og vrede på mennesker og orker, da verden er ikke længere i balance.
Stormelverne sætter pris på handling, ikke så meget på tale, og kan af andre elvere godt opfattes som dumdristige, unødigt voldelige og hyperaktive. Alligevel lever de i harmoni med naturen og er dybt religiøse, men det kan sjældent mærkes på dem. De tilbeder Rynthia, Moder Natur, men også Dunetan, som de kalder Malle’randir, da de er bange for at blive væk i verden uden hans gunst, ligesom de første ”vildelvere”. De mener ligeledes, at alle bør lære at leve i harmoni med deres omverden, og at det er i orden at gribe til stål for at lære andre hvordan man gør det. Det er altså ikke sådan at Stormelverne ønsker at lede, eller at herske – de ønsker blot harmoni blandt alt levende, med undtagelse af dværge, som Stormelverne ikke betragter som rigtigt liv; de ser dværge som værende udskårne sten der har noget der minder om liv, men ikke er det. Generelt husker Stormelverne ofte på Den Første Krig og er enormt blodtørstige hvad angår dværge – de ønsker hævn, og får de muligheden, så tager de den.
Stormelverne har pga. deres krigeriske natur ikke et særligt forhold til det at slå ihjel: det er noget man gør, noget man tit bliver nødt til, men det er ikke mere end det – det er bare en handling, ligesom at plukke bær eller fiske også er det. Stormelverne blev tidligt formet af krigeriske elvere og det blod er stadig i dem; de nyder kampen, suset af stål mod stål og udfordringen i det. De fører sjældent direkte krig, men beskytter deres territorium voldsomt – og da de er De Førstefødte ser de dogmatisk hele verdenen som deres territorium.
Hvorfor er Stormelverne i Sværddyb?
Stormelverstammen i Sværddyb er rejst meget langt efter at den ældste i deres flok, høvdingen Elohim, blev kontaktet af Sværddyb-Tordenelveren Hurtige Kanin, som bad Stormelverne om støtte mod menneskerne. Da de hørte om deres elversøskendes besvær med de Sidstefødste (menneskerne) drog de straks af sted, i løb og til fods, dag og nat – uden stop bevægede de sig mod Sværddyb. Men efter de ankom til Sværddyb og slog sig ned ved Livstræet (som de standhaftigt mener, er deres opgave at beskytte) har de for Sværddybs andre beboere vist sig meget aggressive og svære at slippe af med igen.
Udvidet kostumeguide:
Det kan være svært at adskille Stormelverne fra andre elvere – derfor denne kostumeguide.
Indkøb:
Ægte læder og pels er dyrt, men kan anskaffes fra:
www.laedersmeden.dk
Eller købes i Skindhuset (www.skindhuset.dk – ligger i Skindergade, overfor Børnenes Boghandel).
Alternativt kan bruges forskellige imiterede produkter, som er flotte, men billigere, og derfor måske giver en lidt mere frihed i forhold til at klippe og sy i det. Vi anbefaler personligt meget de imiterede varianter – både for dyrenes og pengepungens skyld!
Hos Stof2000 (www.stof2000.dk – har butikker over hele landet) har disse produkter en pris af mellem 100 og 200 kroner pr. meter.
Fest og Farver på Nørrebrogade (www.festogfarver.dk) tilbyder nogle billige og enkle indianersmykker man sagtens kan benytte sig af, hvis man vil. De har desuden mange andre flotte og spændende ting, og er bestemt et kig værd.
Et let kostume – en tekstguide:
Køb noget imiteret læder (nappa). Klip det til så det kan vikles om kroppen som en slags slå-om nederdel. Sæt gerne et par knapper eller en elastik i, så den kan holdes lukket af andet end et bælte.
Lidt imiteret pels klippes til så det kan vikles om benene og underarmene og fæstnes med enten et par arm- eller benskinner udenpå, eller med et langt stykke snor (gerne en elastisk en af slagsen).
Hertil kan eventuelt tilføjes et stykke pels med et hul i midten, som man kan tage over hovedet – men pas på den ikke bliver for lang, da det ikke skal være en kofte.
Stormelvernes kultur
Soltræets beretning:
Ifølge elvernes egne sange og historier boede alle elvere oprindeligt i den sagnomspundne by Nibin’alderon. Nibin’alderon lå dybt i verdens skove, og her var elverne trygge og glade. Soltræet I’anarorn bredte sine gyldne blade, og spredte lys og glæde på elvernes ansigter, der så smilende og leende op. Elverne blev i sin tid ledet af høvdinge- og søskendeparret Elotar og Elviel. De levede i fryd og gammen i Det Gamle Nibin’alderon, og i århundreder var alting godt og solen faldt varmt og gyldent over elvernes smukke land.
Efter århundreder med harmonisk fred på Hatten kom dværgene til. De unge og uvidende dværge begyndte straks at fælde af træerne og nedtrampe landet, at fiske i havene og jage i skovene. Overalt de viste sig fulgte død og ild dem. Elverne forsøgte indtrængende at bede dværgene trække sig, at forvise sig selv til bjergene, men dværgene ville handle og de nærede en grådig trang til at tilegne sig elvermagi. Med tiden blev det klart at hverken dværge eller elvere kunne nå overensstemmelse. Dværgene kunne imidlertid ikke glemme de fantastiske syn de havde set i elvernes smukke by og med deres naturlige gave for at skabe drog de inspirerede tilbage til sig selv og arbejdede hårdt. Dværgene var i disse dage endnu dygtigere end de er nu, deres våben og rustninger sågar i stand til at måle sig med elvernes egne, og de byggede imponerende og enorme krigsmaskiner. Deres forståelse af teknik og mekanik var uden rival og dværgene vævede runemagi ind i deres skaberværker – det siges at dværgene i den tid havde hele hære af sjæleløse konstruktioner animeret kun ved magi. Elvernes magi var ligeledes endnu mægtigere dengang, men er gennem årtusinderne gået tabt til krigens rædsler.
Idyl blev til konflikt og med tiden sneg tankerne sig nagende op på søskendeparret. Elotar brugte mere tid i de frie skove og i dyb meditation på skovens små, stille steder og Elviel blev tvær og indadvendt, og brugte mere tid blandt trækroner og hos magikyndige.
Efter at Garon indførte tiden og gjorde alle arter, foruden elvere, dødelige, indledte dværgene da en forfærdelig krig mod elverne. Alt var kaos, himlen selv brændte og elverne led et blændende nederlag, da Soltræet I’anarorn blev såret, og elverne som følge heraf ikke længere levede evigt. Mange elvere døde af sorg ved synet af det sårede Soltræ, og Sifentia græd længe og sørgmodigt, og Hendes tårer blev til stjernerne på himlen. Og hver af elverne kom, grådkvalte og med våde øjne, til det døende Soltræ. Og det hviskede til hvert af elverbørnene, mens det sænkede sine svækkede grene med klagende knagen, og gav elverne sin sidste gave – Soltræets agern, Anareredh’erne.
Under Soltræets grene blev smil til tårer. Søskendeparret, der med visdom og snilde havde ledt elverne i så mange århundreder, brød ud i åbent skænderi. Elviel tog sine elvere, høje og noble, fra de ældste slægter, og drog dem i vrede mod sin broders samlinger af jægere og druider. En unævnelig krig førtes i al for lang tid, broder dræbte broder, frænde slog frænde. Elviel selv mødte Elotar og stødte sin broder med hendes gyldne spyd. Elotar faldt og hans mænd trak sig. Elviel stod nu i sorg i de knuste ruiner af Det Gamle Nibin’alderon – hendes tårer faldt tunge og bitre, for en skønnere og mere fantastisk by var aldrig set, og ville aldrig blive set igen. Så forbitret var hun, at hun rejste derfra – den første af mange elvere, som aldrig ville se sig tilbage igen, og aldrig skulle skue noget så smukt og skønt.
Stormelvernes historie:
Da den stadig sårede Elotar hørte at Elviel havde forladt byen, sendte han sin søn, Eloquel, og en flok elvere ud for at finde hans søster – det var disse elvere som efterfølgende blev kendt som vildelvere. Med sig tog de Soltræets agern, Anareredh’erne, som Soltræet havde rystet af grenene kort efter at det blev såret. Disse agern blev sået overalt på Hatten, hvor elverne slog sig ned, og disse agern skabte Livstræerne, I’coiaorn.
Eloquel endte dog selv som forsvunden, i sin søgen efter Elviel, for hans store flok for vild i de utæmmede skove, og de besluttede at dele sig i store grupper og søge i alle kompassets retninger. En gruppe, ledet af Erthor, en af Elotars fjerne slægtninge, forsvandt fra resten af flokken en mørk nat i et område med tykt voksende skov. Elverne blev blændet af en mægtig storm, der tvang de to grupper til at søge hver deres vej, og selvom det var planen, at de skulle mødes igen, lykkedes det ikke. Erthor var en barsk elver, en dygtig jæger og en mægtig kriger. Han ledte nu sin flok af elvere, med deres dyrebare Anaredh’er, over de golde stepper mod is og sten. Han var vred og ville fortsat føre krig mod dværgene, for han ønskede sig hævn mere end noget andet. Men i inderst inde var Erthor skamfuld på sin arts vegne og ønskede kun, at tingene måtte blive som de var før Nibin’alderon faldt, og før der blev spildt blod på verdens helligste steder. Erthor var dog samtidig en bitter elver, og han bildte sig selv og sin flok ind, at dværgene havde ødelagt verden – at dværgene havde sat Elotar og Elviel op mod hinanden, og hvis blot alle dværgene blev udryddet, ville verden igen kunne blive som den havde været i Den 1. Tidsalder. Vildelverne førte en lang guerillakrig med de første dværge de stødte på, de skjulte sig i deres tunneller og gange og brugte elverlist og magi til at bekæmpe dværgene og volde dem mange skamfulde nederlag.
Med tiden spredtes alle disse elvere for alle vinde – de kaldte sig nu mange navne: Tordenelvere, Granelvere og Solklingerne blandt mange. En del af Erthors flok kaldte sig for Stormelvere, for de var født af stormen, og de var som stormen; nådesløs, ubændig og ustoppelig. De førte krig mod orker og gobliner, trolde, nedrige og skumle elvere fra undergrunden, og andet pak og andre sagnmonstre. Det sagdes, at de myrdede dragen Jorrgandalax, og at de egenhændigt slog Sortløvens Kompagni, navne der i dag begge har mistet al betydning. Stormelverne blev et nomadefolk der sjældent slog sig ned i lang tid ad gangen, men over tidsaldrene etablerede de flere og flere lejre, der var mere og mere permanente.
Religion:
Stormelverne anerkender alle guderne, men har tættere forbindelse til visse af guderne end andre. Øverst blandt disse står Sifentia, alle elveres moder, som på elvisk hedder Rynthia, der i tidernes morgen skabte dem og den natur de elsker. Dernæst kommer ofte Jazbur, på elvisk Glamhoth’atar, gud for jagt og aggression. Krigsguden Vegil, på elvisk Sanye’tura, er også nær ved mange af de krigeriske Stormelveres liv. Endeligt er der Dunetan, også kendt som Malle’randir, Vandreguden – mange Stormelvere tilbeder Malle’randir, for det siges, at Han for årtusinder siden straffede vildelverstammerne ved at splitte dem ad fordi de ikke respekterede Ham.
Spise- og drikkevaner:
Vildelvere bliver ofte set ned på som værende uhumske og barbariske. Det er sandt at de til dels ligner barbarer, men de har mange fine elviske traditioner som de husker fra Den 1. Tidsalder (eller i hvert fald påstår de kan huske derfra). Stormelverne drikker gerne forskellige frugtsafter eller elvervin, men ellers nyder de også vand mere end mennesker, da de er i dybere kontakt med naturen. Stormelvere bager brød, kager og diverse tærter, og nyder også meget Rynthias Frugter og alle naturens gaver, nødder, bær, fisk og så videre. De jager ofte, og når et dyr er nedlagt takker Stormelveren Glamhoth’atar for sin jagtlykke og dyrets ånd for at have givet sig og sender det dernæst godt videre til Garon, guden for Liv og Død. Af dyrene laves pels, læder og diverse benredskaber, mens kødet bliver tilberedt og spist.
Kunst:
Stormelverne sætter pris på kunst, men dyrker det sjældent selv. De fleste Stormelvere fokuserer på handling frem for passive discipliner som at male eller digtning. Når en Stormelver imidlertid sætter sig til at f.eks. male eller digte er de som regel dygtige, da Rynthia gav sine børn alle livets gaver. Elversmede- og smykkekunst, samt læderhåndværk, er noget af det fineste man kan få, og dette gælder også for Stormelverne, der dog meget sjældent handler noget som helst håndværk ud af stammen. At være dygtig til at slås anses som en kunst i sig selv.
Ritualer/fester:
Cirkelmødet:
Traditionelt set samles stammen med jævne mellemrum i et cirkelmøde, hvor alle elverne sidder i en stor cirkel, som rituelt åbnes af stammens ritualmester, der løfter højre hånd knyttet. Resten af stammen løfter så deres højre næve og ritualmesteren råber ”mod og styrke!” – dette råb besvares i kor af stammen med samme råb. Herefter diskuteres et eller flere emner, information bliver delt og der bedes eventuelt til Rynthia.
Når cirklen åbnes må intet våben pege med spidsen ind mod cirklen, men skal stadig være let tilgængeligt. Man sidder ikke med fødderne inde i cirklen, og man ligger ikke ned. Krydser nogen, ven eller fjende, ind i cirklen, dræbes de med det samme og stammen sætter sig tilbage i cirklen og diskuterer videre. Til sidst hæves cirklen af Ritualmesteren på tilsvarende måde som den blev åbnet.
Kampcirklen:
Et gammelt træningsritual hvor stammen stiller sig i form af en stor cirkel, vendt ind mod hinanden. Stammen udvælger to elvere til at kæmpe inde i cirklen. Når én er besejret, vælger denne en ny elver til at kæmpe og tager så pladsen i cirklen. Stormelverne i cirklen synger gerne eller slår deres våben sammen, hujer, råber eller beder sammen til Sanye’tura.
Forårsfest:
Stormelverne starter med at pynte det nærmeste Livstræ med lanterner, bånd og andet dekoration. Dernæst spises og drikkes der godt under træet, hvorefter stammen drager ud til Rynthias helligste steder i området, der hvor naturen er helt særlig og elverne føler stærkest kontakt med deres skaber. På vejen til disse hellige steder ser elverne til naturen og at foråret er godt på vej, og hjælper hvis den ikke er. På hvert sted planter stammen frø og er stille imens de nyder naturen. I visse tilfælde ytrer Høvdingen eller Ritualmesteren nogle enkelte ord, eller fortæller en historie om guderne.