Inpersona – Københavns Rollespilsteater

Oprindelse:
Et ukendt sted i Fontænealderen overtog Fontænen næsten hele Fauntasia, og verdens folk blev underlagt et magisk diktatur med stor diskrimination mod alt ikke-magisk, eller som blot faldt for langt fra dogmet “Balancen” – et term udelukkende Fontænen selv havde bemyndigelse til at tolke. En gruppe, som blev vurderet ikke at følge Balancen, var en orden ved navn “Tidevandets Tårer” – en samling af Henshir-tilbedende præster med et stort fokus på månen og den symbolske værdi bag tidevandets evige bevægelse. De mente at samfund, i deres mest basale form, for evigt ville skabe revolution, ambition, had og misundelse mod dem selv, blot ved at eksistere, og at de, som tidevandet, ville falde utallige gange, men også rejse sig på ny for hvert fald. Livet og eksistensen var altså blot et spørgsmål om en naturlig cyklus for Tidevandets Tårer, og da Fontænen forbød deres tilbedelse af den Hævngerrige Mester, valgte de i stedet endnu en gang at bidrage til tidevandets ebbe: ordenen samlede sig i den mørkeste grotte hidtil kendt, forseglede sig deri og lod sig formes af deres had; deres magi forvrængede deres sind og snart forsvandt hele ordenen fra Hattens overflade. Der gik mange hundrede år uden man hørte mere til denne okkulte forsamling, men langsomt, efter at Tidevandets Tårer ellers var blevet forglemt, begyndte Fontænen at modtage rapporter om magibrugere drevet sindssyge af såkaldt “Hjernebid” og hvisken om umenneskelige monstre aldrig set før bredte sig som steppebrand over riget. Diverse magibrugere, sendt for at udforske disse tilfælde, blev fundet med manglende skalpe og hjerner og med brutale, dyriske revner langs ansigtet. Heraf fik disse monstre navnet Hjerneædere.

Udseende og reproduktion:
I hemmelighed havde Tidevandets Tårer langsomt forvandlet sig selv i grotten, og de havde åbnet ikke kun sind, men også krop, til Henshirs gaver og var blevet drevet sindssyge i processen. Denne rædselsfulde, smertefulde forvandling fortærede deres menneskelige skikkelser, og de fik nye, forfærdelige og forvrængede kroppe af Hadets Herre, som bedst kan beskrives som en blanding af et menneske og en blæksprutte. Det var de originale hjerneædere. Senere skulle nye komme til, og ligesom de oprindelige skabninger kom ud af det, man gav navnet “Hjernebid”, således har det også været tilfældet med alle senere hjerneædere.

Legenderne om Hjernebid er mange, men den primære fortælling lyder, at impulsive eller de mere eksperimenterende magibrugere pludseligt ville blive sindssyge og en dag forsvinde uden spor. Og selvom sygdommen mest blev (og bliver) brugt som skræmmehistorie for aspirerende magibrugere, har den faktisk rødder i hjerneædernes “rekruttering” af selvsamme. Hjerneædere kan nemlig ikke formere sig med sine artsfæller, og forhekser derfor magiske knudepunkters rødder, så skulle man række for langt ind i magiens mønster, bliver man ramt af forbandelsen og smittet med “Hjernebid”. Hjernebid tiltrækker magibrugeren til den hjerneæder, der har pålagt forbandelsen, og slavebinder da personen til deres nye mester. Herefter bliver personen ført til en mørk grotte og indkapslet i en stalaktitformet krystal navngivet Tidevandets Tåre, et nik til de første hjerneædere. Herefter bliver processen bag hjerneædernes skabelse genskabt ved, at det nu sindssyge sind gennemgår en metamorfose i krystalkokonen, igen ligesom de originale hjerneædere. I denne proces bliver nye generationer af hjerneædere skabt.

Opførsel, tro og kultur:
Da hjerneæderne først væltede ud af grotten, hvori de blev skabt, var de omtumlede, forvirrede og primitive, men gennem en proces af fortæring af hjerner, absorberede de intelligens og genopdagede og udvidede deres magiske evner. Hjerneæderne lever nu i ordener, som består af stærke hierarkiske strukturer, hvis specifikke styringsform varierer fra orden til orden. Deres sind er dog ikke længere menneskelige og de besidder nu koncepter om virkelighed og verdenssyn, der divergerer fra nærmest alle andre arter. Et eksempel af dette er deres tilbedelse af Henshirs domæner som individuelle demiguder, som ordenerne ofte udvælger én af som deres primære “gud” (heraf kan de enkelte ordener også ofte karakteriseres). Hjerneæderne har desuden opfundet et unikt verbalt sprog, hvis de ikke altså vælger at kommunikere gennem den telepati, de også har mestret, som består af groteske, slubrende lyde og vibrationer af deres tentakler. Dette resulterer i en praktisk talt umulig udtale af fulde sætninger for de andre arter, og deraf er sproget ikke studeret eller undersøgt på højere niveau. Et ord som derimod er blevet registreret er Hrsh’Qvoth, som groft kan oversættes til “det fortærende panteons undersåtter”, som er navnet hjerneæderne har tildelt sig selv.

Da deres absorption af viden og magisk magt også påvirker og forstærker hjerneædernes kropslige funktioner, kan de i teorien leve evigt, skulle de have nok hjerner at fortære. Af denne grund har ordenerne meget stramme rationeringer ifølge individets rang, som sikrer, at lederne forbliver de stærkeste. Dog er alle hjerneædere stærke indenfor magiens kunst, og selv en lavrangs-hjerneæder kan nemt hamle op med op mod et dusin mennesker i kamp. Hjerneædere foretrækker dog ikke åben kamp, men i stedet manipulation og forræderi mellem de dødelige arter, da deres sande styrke ligger i bedrag og at vække ambition og begær. Disse konflikter mistænkes derfor sjældent at være startet af de udspekulerede observatører, som blot venter på svaghed, før de viser sig. Skulle de dog blive opdaget, vil hjerneædere prøve at korrumpere fjendens sind, så de kan forblive uopdagede – eller i uheldigste omstændighed må hjerneæderen nøjes med et uplanlagt måltid.