Skabelse og udseende:
Et ukendt tidspunkt i den Tidløse Alder, blev de halvlange skabt af Jamtain, Den Fordrukne, som et lykkens folk, som skulle adlyde og ære Hans domæner, skaberværker og principper. Nogle bosatte sig i fredelige skovlunde, andre på smukke græssletter, nogle hos andre arter og nogle i de isolerede fjelde. De bjergdvælende halvlange levede i hyggelige, varme hytter, og nød Jamtains gaver mere end de andre halvlange, da de stod i kontrast til de fjendtlige omgivelser. Dog blev de ret så ofte angrebet, deres mad spist af vilde dyr, eller de løb tør for ressourcer til at nyde Jamtains gaver i deres helhed. Snart nåede deres bønner Livsnyderen, og straks tænkte han på en fantastisk spøg. De halvlange, som boede sig i bjergene, blev alle som én ramt af en forfærdelig sygdom, og de vidste instinktivt, at de snart ville falde om. Denne skæbne var specielt fæl, da døden ikke endnu var skabt, og de derfor blot skulle ligge der, paralyseret og uden at kunne bevæge sig, i al evighed. Nogle lagde sig blot ned, og ventede på deres skæbne, mens andre festede af deres hjertes begær, overbeviste om at de derved ville kunne bevise deres værd til Jamtain. I takt med at sygdommen blev værre og værre, blev de halvlange efterhånden grå og slappe, og til sidst var alle faldet om af udmattelse. Jamtain så nu på sine børn, og tog da hånd om dem, som havde opgivet livets nydelser: disse lod han ligge som forstenede versioner af deres tidligere selv. Han tog derefter hånd om dem som havde festet en stille evighed i møde, og bar dem til grønnere græsgange.
Morken kiggede nu på beboerne af Hans mægtige bjerge i et stykke tid, og besluttede sig for at vise disse forstenede skikkelser nåde. I hans velsignelse fik de således kraften til at mestre deres stenskikkelser, og de rejste sig, deres hudfarve som bjergenes klipper og nu med en mulighed for at transformere sig tilbage til deres stenforme for at undgå konflikt. De nu tidligere halvlange fik med tiden navnet Bergtusser – hvorfor kan man kun gisne om, og selv ikke bergtusserne selv kender svaret på det spørgsmål.
Samfund, væremåde og kultur:
Bergtusserne, væsner skabt af Jamtain, men reddet af Morken, er i særdeleshed en sær blandingsart. De har beholdt deres spøgefugl-attitude, og sniger sig ofte ind til fester for at skabe kaos og festivitas med en overraskende kyndig sang- og musikevne. De har det med at snyde og bedrage, og stjæler gerne både fra menigmand (eller rampelyset selv), hvis det gør festen dét bedre. De er eminente historiefortællere, og det er langt fra uhørt, at de opsøger aspirerende skjalde for at lære dem både historier, legender, sange og viser og meget andet. Bergtusser ønsker kort sagt intet andet end at hylde Jamtains værker, og at ære Morkens redningsdåd, så de i dag er både madglade, festlige og fjollede, men lige så dygtige skjalde, musikere og skuespillere. Og skulle de komme i problemer? Ja så enten undslipper de med deres naturlige camouflage, eller transformerer sig slet og ret til en sten, indtil faren er drevet over – bergtusserne kan i deres stenform nemlig både se og høre alt der foregår, en evne langtfra alle er klar over de besidder.
Når bergtusser er hjemme i bjergene og i isolerede fjelde, hvor de holder til, lever de i et meget simpelt og nærmest totalt ustruktureret samfund, hvor deres byer består næsten udelukkende af store langhuse. I disse langhuse lever de sjældent mere end en brøkdel af af deres liv, da de bruger det meste af deres tid ude i fremmede og nye omgivelser. De gængse undtagelser er ved sygdom eller høj alder, og ellers de der bliver tilbage for at passe og pleje disse få bergtusser der er tale om. Mad og drikke enten jager, samler eller bytter de sig til, og ellers kommer der en lind strøm af forsyninger fra de bergtusser der vender midlertidigt hjem i tide og utide. Der afholdes også én dag om året en stor fest hvor, så vidt muligt, alle byens bergtusser mødes og fester, deler anekdoter og ny viden, fortæller historier til langt ud på natten og i det hele taget fejrer, at de er blevet mange oplevelser rigere. Dagen efter vælges en ny dag til den næste fest, der godt kan være både 6 eller 18 måneder senere, blot den foregår i et nyt år. Værende et ufatteligt berejst folk fylder Dunetan naturligvis også meget i bergtussernes hjerter, og man kan næsten kalde dem et uofficielt barn af Ham, på linje med både Jamtain og Morken.