Holdleder og assisterende holdledere:
Leonora Düring Matthiesen – Holdleder /// tlf: 29 72 48 42 / mail: leonora.matthiesen@gmail.com
Kostume og våben:
Krav:
Der er ingen deciderede krav til at spille halvlang.
Kostume:
Hverdagstøj er fx seler, knæhøje strømper, veste, jakker og generelt set praktisk tøj som passer til ens profession, gerne i jordnære farver, men også enkelte farverige beklædningsgenstande er normalt. Man kan evt. også have en hat. Halvlange har som udgangspunkt ALTID et krus på sig som en del af kostumet.
Våben/udstyr:
Halvlange slås sjældent, og derfor er det et absolut fåtal der bærer våben, rustninger eller skjolde. En halvlang kan dog godt besidde en spisekniv eller andet redskab som de bruger i hverdagen, der i en snæver vending kan bruges til selvforsvar.
Holdbeskrivelse:
Fredelige, Glade, Imødekommende, Livsnydere
Halvlange minder om mennesker, men de er en del mindre. De er dygtige bønder, bagere og bryggere. Halvlange bor i fred og fordragelighed, og er famøse for deres glade, rolige og imødekommende natur – hvem end der vil komme på besøg til en kop te og dejlig hjemmelavet kage er som udgangspunkt velkomne. Halvlange er, i al sin enkelhed, livsnydere, der ryger piber og spiser og drikker godt og meget, og det er derfor sjældent at halvlange drager på eventyr. Halvlange elsker dog både at fortælle og få fortalt historier.
Det er ikke usædvanligt, at halvlange bor tæt på, eller endda sammen med mennesker, da de to arter har et godt forhold til hinanden. Menneskene ser ingen grund til at bekrige så fredelige væsner, så i stedet handler de med hinanden, og da halvlange afskyr at slås, accepterer de gerne at skulle betale skat til gengæld for beskyttelse. De halvlange har dog samtidigt handelsaftaler og venskaber med lige godt alle arter der er interesseret i det.
Pga. deres rolige natur skal der meget til før en halvlang griber til våben, men man skal ikke tage fejl af, at de vil forsvare deres hjem hvis det bliver nødvendigt. Halvlange har dog ikke krigsalliancer, for de går aldrig i krig – det højeste de gør er at forsvare dem selv. Iblandt alle arter er der dog, naturligvis, forstyrrende og kaotiske elementer. Dette gælder også for de halvlange, der omend de ikke er krigere (de er simpelthen for besværlige at have med i krig pga. deres størrelse) godt kan danne både tyvelaug og snigmorderlaug – og det er endda også hørt at halvlange er blevet brugt som spioner, netop pga. deres uskyldige facade. Det er et lille fåtal der følger disse veje, men det sker stadig af og til.
Hvorfor er de halvlange i Sværddyb?
Sværddyb var engang et ganske fredeligt område, og selvom det er sjældent, sker det af og til at nogle halvlange vælger at drage ud og se verden. Det var tilfældet med den første gruppe af halvlange der endte med at slå sig ned i Sværddyb, i første omgang med kroen De Små Venner i Rosenhaven, der stod under Tordenelvernes beskyttelse. Senere rykkede de halvlange til først Khâz’drainbûr og boede sammen med dværgene, og senere igen til Sværddyb By. Disse flytninger skyldes kort sagt, at Sværddyb i dag på ingen måde stadig kan siges at være et roligt område. Det er også derfor mange halvlange har valgt enten at drage videre, eller vende næsen hjemad, og det er da også forholdsvist sjældent, at der kommer nye halvlange til området, da det generelle rygte om Sværddyb ikke ligefrem tiltaler dem. Men de der dog er tilbage er i dag bosiddende i Rosenhaven, hvor de glædeligt serverer både mad og drikkelse fra deres kro, Grævlingen og Musen, eller er at finde i de tilstødende marker.
Halvlanges kultur
Halvlanges samfund:
Halvlange bor i små boliger, oftest placeret i grønne og milde bakkelandskaber, der sjældent oplever krig eller konflikt.
Hierarki og familiestruktur:
Halvlanges forståelse af familier er anderledes end de andre arters. Halvlange anser nemlig alle de bor og lever sammen med som familie – og det andre kender som familie, betegner de som blodrelationer. Halvlange benytter sig ikke af et hierarki som sådan, så alle er på lige fod i familien – dog har man selvfølgelig en vis form for respekt for fx den ældste, klogeste eller stærkeste.
Hilsen:
Den generelle hilsen fra en halvlang til en anden er en dans. Specifikt låser man albuerne sammen og danser rundt om hinanden med den anden hånd i vejret. Dette gør man halvanden omgang, så man ender med at have skiftet plads, for så vidt symbolsk at vise, at ingen af ”pladserne” er farlige. Denne hilsen er normen blandt halvlange, men kan også bruges ved andre arter, såfremt den specifikke halvlang har en god relation med dem.
Hvordan halvlange taler:
Halvlange har tendens til at ændre talemåde, alt efter hvilken art de snakker med. Hvis en halvlang fx befinder sig hos en elver, vil de oftest skifte fra at sige ”jeg” og ”du” til ens eget navn/navnet på den man snakker med – for det er sådan mange elvere snakker.
Religion:
Jamtain, der skabte halvlange, tilbedes af flertallet, og langt de fleste har et lille husalter til Ham. Sifentia er også en udbredt guddom, da mange halvlange er bønder.
Spise- og drikkevaner:
Halvlange bor meget ofte i små samfund hvor vægten er på bryggekunst, agerbrug, bagning og lignende. Af denne grund spiser de fleste halvlange godt – måske bedre end de burde. Halvlange har en meget sød tand og de laver store mængder af slik og kager, såvel som mjød, øl og vin.
Kunst:
Idet halvlange er livsnydere, kan de også sætte pris på kunst. Deres kunst udformer sig meget i ting som træudskæring og lertøj, fingerringe og halskæder, altså en slags praktisk orienteret kunst. Der er ofte en vis udfordring i, at gøre ting luksuriøse og flotte på samme tid – et eksempel kunne være at gøre en stol blød nok til at sidde godt i den, men ikke så blød at man får ondt i f.eks. ryggen, samtidig med at den er solid og kan udsmykkes med træskærerarbejde. Mange halvlange har desuden ofte malerier hængende i hjemmet.
Ritualer/fester:
De fleste halvlange holder en høstfest når høsten er i hus, og en sommerfest hvor andre arter inviteres til kage, hygge og sjove aktiviteter. På deres fødselsdage inviterer de andre halvlange, og de inviterede modtager gaver af værten.