Kostume og våben:
Krav:
Orker skal males grønne på alle synlige områder. Det er også et krav at man ifører sig et par orktænder, da orker har store, skarpe hjørnetænder der stikker ud fra deres underbid, nærmest som stødtænder. Vi opfordrer også til at man anskaffer orkører, hvis det er muligt.
Kostume:
Orkkostume kan bedst beskrives som tilfældigt. Orker stjæler fra dem de dræber og producerer meget lidt selv, og det de laver er groft, men funktionelt, og kostumet må derfor gerne se slidt ud, da orker lever et hårdt liv. Undgå helst stærke farver, men gul, rød, blå, osv. kan sagtens være del af et orkkostume – dog er brun, sort og grå typiske farver, da orker ikke umiddelbart er interesserede i at blive set nemt. Pels er godt, særligt om skuldrene, da det får en til at se større ud, og halskæder med trofæer, tænder, fingre, ører, hvad det nu kan være, er meget almindeligt, og orker har også gerne afhuggede lemmer med sig som en snack. Som sådan er orker sjældent uniformerede, men det hænder at de kan bære et bånd, en kofte eller et rituelt brændemærke eller lignende. For et nemt og billigt orkkostume kan man med fordel hente inspiration i Stormelvernes kostumeguide.
Våben/udstyr:
En hånd:
Alle orker besidder altid mindst et nærkampsvåben, men det er ganske få orker der kun benytter en hånd i kamp, medmindre det er fordi de mangler den anden. Orker bruger alle våben, men favoriserer økser, store sværd, køller, hamre og i det hele taget tohåndsvåben. At knuse og flå fjenden i stykker på en tilstrækkelig brutal og effektiv måde er et uskrevet krav til en orks våben, og de er derfor ofte behængt eller gennemborede af søm, knogler, sten, spydspidser og lignende.
To hænder:
Større orker bruger større våben. Som sådan er der mange orker der, for at kunne udnytte det fulde potentiale i deres styrke og vildskab, benytter store tohåndsvåben som økser eller sværd. Visse orker foretrækker hamre og køller, for bogstaveligt talt at knuse fjenderne til benmel og blod, og de ses også ofte brugende stagevåben i løse og grove formationer, der trods deres simple opbygning ganske effektivt formår at overvinde de fleste trænede soldater. Spyd er et yndet valg, da det at gennembore fjenden er hurtigt og en let måde at udnytte styrke, og hellebarder, der minder meget om store økser, ses også regelmæssigt. Andre stagevåben benyttes af og til, blandt andet hjemmelavede kombinationer af diverse våben og stave og kæppe, og det er ikke uset at orker endog bruger buer, men det er som regel i ganske specifikke situationer.
Skjolde:
Orker foretrækker enten store firkantede eller runde skjolde, hvor tårnskjolde er besværlige at bevæge sig med, og derfor sjældent bruges. De fleste skjolde hos orker ses ofte lavet af kæppe og bark der er bundet stramt sammen med læder, sener og snor, men de benytter gerne alle materialer, så længe skjoldet ender op med at være brugbart.
Rustning:
Orker bærer tit rustning, og benytter sig af alle slags, lige fra stål til læder. Ofte bærer de hærgede ring- eller læderbrynjer med diverse knogler, metalplader, barkstykker, skæl, brynjedel og andet sat fast på for at forhøje deres beskyttelsesevne, men alt kan bruges, så længe det bare er nogenlunde helt. Orkrustning skal derfor helst ikke være for pæn, ren eller skinne for meget, da buler, hakker og rust ikke generer dem – det sker endda at rustningerne korroderer og falder fra hinanden mens orkerne benytter dem, men de ser ikke dette som noget problem, da man jo bare kan dræbe nogle nye folk og røve deres rustninger.
Orkers anskaffelse af udstyr:
Orker skaffer deres våben og andet udstyr ved at røve og plyndre. De dræber og stjæler det brugbare udstyr fra deres ofre, og hvis det er alt for smadret, syr de det, eller på anden måde tilfører det til deres allerede eksisterende beklædning. Orker der bor isolerede fra andre arter laver primitive våben som trækøller, spidsede grene og sten, og omvendt er visse stammer på et højere teknologisk niveau, og kan derfor smede simple, grimme våben.
Holdbeskrivelse:
Jægere, Konfliktsøgende, Ødelæggende
Orker er meget store og grønne væsner med en instinktiv trang til krig og ødelæggelse. Hos orkerne hersker den største og mest brutale ork, der som oftest tiltales høvding, og orker slås konstant indbyrdes for at stige i hierarkiet – kan man tryne en anden ork, er man bedre end ham. De er født med en lyst til at opsøge konflikt i enhver form, og det er f.eks. en naturlig del af en orks liv at udfordre sin far og omvendt. Da trangen til konflikt, og deraf at slå ihjel og udøve krig, kommer helt naturligt er boglige (kloge) orker derfor sjældne og oftest udstødte. Orker er dog ikke dumme, men snarere praktiske – det er kun den viden der kan hjælpe dem med at lave krig der er noget værd, og de kan lave alliancer med stort set alle, så længe de bliver lovet nok blodsudgydelse og vold.
Orker kan leve alle steder og tilpasse sig enhver egn og ethvert klima. De slår sig ned, bygger primitive lejre og begynder derefter at hærge lokalområdet med overfald, krig og generel ødelæggelse. Orker er også de bedste jægere der findes, om det så handler om at fange hjorte eller elvere. De ser desuden goblinerne som en slags artsfæller, da de er skabt af den samme gud, også selvom de er betydeligt mindre end dem selv – omvendt er goblinerne mere intelligente, og lever som oftest som en integreret del af orkstammerne. Overordnet er orkerne frygtede af alle andre arter i Fauntasia pga. deres trang til vold og destruktion.
Orkernes kultur
Opvækst:
En orkunge indvies kort efter fødslen i en stamme ved at faderen holder det fast og skærer stammens mærke ind i venstre side af brystet på ungen; dette sker typisk foran hele stammen og ofte med en shaman til at udøve en primitiv velsignelse. Ved høvdingeunger (når moderen ikke overlever fødslen) hænder det at barnet “døbes” i et levende offers blod, der skæres op så blodet løber ud over ungen. Høvdingeunger ses som et godt tegn, og i disse tilfælde bevarer man moderens blod i en potte eller lignende, og lader ungen drikke dette under sin opvækst.
En ork vokser derpå og tilvænner sig hurtigt og instinktivt kampens regler, da de har naturlige evner for kamp, og som 10-årig er en ork på størrelse med en voksen mand – og langt farligere. Orker har ikke mælketænder, men fødes med et sæt enormt stærke tænder, og har altid underbid. Det er fordi orkers tænder er sådan bygget op at der kun er hård emalje på forsiden, men bagpå er tænderne bløde, og det betyder at hver eneste gang en ork bruger sine tænder bliver de skarpere, lidt som to knive der hvæsser hinanden. De store, stødtands-agtige hjørnetænder vokser smertefuldt ud imellem 10 – 13-årsalderen, og herefter bliver den unge ork trænet i at hvæsse tænderne så de bliver skarpe og spidse. Det trænes typisk ved at orken skraber sin underkæbe op ad et træ med stærk bark, og i områder omkring orklejre ses ofte helt eller delvist barkløse træer som resultat af denne træningsform, da det styrker orkens kæbe – en fuldvoksen ork kan uden problemer knække en knogle med kæben.
Som 15-årig er det forventet at orken drager ud for at skabe sine egne erfaringer. Det varierer fra stamme til stamme; nogle sætter ud med et specifikt formål, som f.eks. at skaffe ti elverører, en magisk genstand eller noget andet der måtte have symbolsk eller reel værdi for en orkstamme. En ung ork der har klaret mange prøvelser fremviser stolt sine ar på tilbagevenden, og en ork betragtes da som voksen og indvies med et ritual, der også varierer fra stamme til stamme. Hvis orken vender tilbage inden for to år bliver den til gengæld tæsket ihjel, også selv hvis orken formåede at anskaffe det påkrævede.
Gennemsnitsorken, nu imellem 17 – 18 år, er mellem to og tre meter høj, men går med krum ryg og virker derfor lavere. Deres røde øjne er skarpe og ser godt, og deres tykke hud er læderagtig, ikke blot som en naturlig udvikling, men også som en sideeffekt at alle de tæsk den har fået gennem sin opvækst. Orken har på dette tidspunkt udviklet ru sort hårvækst på kroppen, armene, benene og ryggen og dens negle krummer en smule indad, hvilket gør dem som små, skarpe knive. Under huden sidder store stålmuskler der kan rive et mindre træ op med roden, eller knuse et kranie. Herfra bliver orken udelukkende fysisk større, fordi den konstant slås og dygtiggør sig selv, og orken bliver også gradvist mere hårdfør. En ork føler ganske lidt smerte, og jo ældre den er, desto mindre smerte kan den mærke. Orker lever længe og bliver egentligt omkring 400 år før deres kroppe må give op og de dør, men kun ganske få orker lever dog længere end 30 – 50 år, da deres lyst efter kamp og søgen efter nye territorier og jagtområder ofte bringer dem i klammeri med andre arter – hvis ikke de interne slåskampe tager livet af den inden, som slet ikke er unormalt.
Orkers interne hierarki:
Hilsen og møde:
Når orker mødes, vil de som det første se hinanden an for at etablere hvem der bestemmer. Når de hilser, er det via et brøl eller en accept af den anden orks størrelse, og hvis ikke den ene trækker sig, er det her at en eventuel duel kommer i spil. Helt konkret får de to orker øjenkontakt, og bibeholder det imens de ser hinanden an, og forsøger at gøre sig større og farligere end den anden. Dette varer ved indtil den ene bakker ned (og etablerer et hierarkisk forhold), eller orkerne slås. Kender orkerne hinanden er der intet møde-goddag-forhold som sådan, da det kræver at man er ligeværdige; i bedste fald får orkerne øjenkontakt og den ork, der er etableret som værende mindre og svagere, blotter struben, imens den anden ork blotter tænderne.
Bestemme og adlyde:
Når en ork bestemmer slår den de mindre orker, grynter af dem, giver dem dræberblikke, skubber til dem og brøler af dem. Orken tårner sig op over de andre orker, og slår sig eventuelt på brystet. Når en ork adlyder, er det egentlig det stik modsatte af at bestemme. Den mindre ork lader de andre og større orker skubbe og brøle af sig, og accepterer det eventuelt med grynten eller vred, men lav, knurren. Den mindre ork krummer sig sammen, rører ikke sine våben, og blotter ikke sine tænder.
Typer af orker:
Ved guddommelig kraft er orkerne skabt til at være de perfekte jægere og er derfor uhyre gode til at tilpasse sig. Der er groft sagt fire forskellige typer, med små variationer fra sted til sted – f.eks. kan grønne orker i et område have tilegnet sig et rødligt skær i håret, grundet noget lokalt de spiser eller drikker.
(Grøn) ork (Kurul ork):
”Standard” orken, og også den der findes i området omkring Sværddyb. Det er den mest udbredte type af orker i Fauntasia, og findes stort set alle steder lige fra skovene til kysterne og havet, de åbne landområder og tropiske regnskove, og alt derimellem.
Blegork (Gharrul ork):
Gharrul orker har boet i huler, grotter, bjerge og gangsystemer i generationer. Kilder siger at de oprindeligt var kendt som Th’gor Stammen i Khaz Horûn bjergkæden, hvor de blev spærret inde af dværgene der boede i samme bjerge, da de blev for uregerlige og var ved at vinde krigen. Der står ganske rigtigt en kæmpe port med runer i bjergkæden, men hvorvidt det så er de samme orker der har spredt sig, eller hvordan det er gået til, vides ikke.
Gharrul orker er bleg-grønne, nogle gange ovre i en bleg grøn-blå eller turkis. Århundreders mørke har gjort deres syn svagt og deres hud bleg af mangel på sol, og de har derfor tilegnet sig et perfekt mørkesyn med deres store, mørke øjne. Deres hårvækst er helt sort og meget ru, og hårde hårstrå springer frem fra deres krop, og de har en langt kraftigere hårvækst end deres grønne brødre. Gharrul orker er fysisk set store, selv for orker at være, hvilket sandsynligvis skyldes at det hårde liv i mørket, og muligvis formering med bjergtrolde og andre skumle væsner, har gjort dem mere brutale og hårdere end andre orker. Det er heldigvis sjældent at de forlader deres tilholdssteder, men det sker af og til, til stor frygt og rædsel for alle andre end orkerne selv.
Ørkenork (Borul ork):
Borul orker bor i Fauntasias gyldne ørkner, ved oaser og i og omkring klippeformationer. De er som alle andre orker primitive og voldelige, men som sådan ikke mere end den gennemsnitlige grønne ork – det hænder faktisk at de leder karavaner fra sted til sted, ridende på kameler der er utypisk store, da det er en type der er udviklet fra at være opdrættet og redet af orker i århundreder.
Borul orker er typisk så mørkegrønne at de virker sorte eller brunlige i huden. Hvis man kommer meget tæt på en, kan man se at huden har slået små sprækker overalt, som en ørkenbund, og dette kommer sig af århundreder under solens hårde afstraffelse. De har meget svag eller ingen hårvækst, og den de har, er helt hvid eller grå, affarvet af solens kraftige stråler. Borul orker er ekstremt hårdføre og rå, da deres hud er blevet hærdet under solen og sandfygninger til en nærmest læderagtig konsistens. Deres øjne er små og stikkende og der sidder langt tilbage i kraniet, så deres bryn naturligt skaber skygge for et bedre udsyn. Det er usædvanligt at Borul orkerne forlader deres ørkner, og derfor er det for det meste kun karavaner og rejsende der plages af dem.
Sneork (Kherul ork):
Langt mod nord, højt oppe på de grumme og kolde bjerge, bor der også orker, og ligesom menneskene der kommer herfra er orkerne også mere primitive og barbariske. De er mindre pansrede end alle andre af deres slags, og som oftest kun iklædt lændeklæde og evt. noget pels og læder, men smykker også gerne kroppen med tænder fra de væsner de nedlægger, som de så stikker direkte gennem huden i f.eks. øreflippen. Kherul orker er utroligt voldelige, og antallet der overlever til at blive voksne er derfor færre end hos normale orker, hvilket ikke siger så lidt. De er totalt frygtløse og forlader sjældent deres bjerge, men de nordlige folkeslag ser alligevel mere end rigeligt til Kherul orkerne.
Religion:
Khangohr, også kendt som orkernes herre, tilbedes af stort set alle orker i Fauntasia på et primitivt og shamanistisk plan. Hans navn er inspiration til orknavne som Khan, Ghan, Gohr, Kohr, Gohrkul, Kohrgul, osv. Disse navne er “høvdingenavne” og gives kun til særligt store og brutale unger, eller efter en ork har bevist sig værdig til at bære navn efter Alle Orkers Høvding. Det hænder at de boglige (kloge) orker også tilbeder guder ved siden af Khangohr, men den almene ork kender som udgangspunkt ikke til andre end Khangohr, og er under alle omstændigheder ikke interesseret i at tilbede andre guder.
Orkerne fortæller deres legende således (men i et mere groft og grimt sprog, selvfølgelig):
”Engang var der Orcbuhr, Alle Orkers Fader, og Orcnuhr, Alle Orkers Moder. Begge boede i et kaosunivers af stilhed og larm, lys og mørke, der var forvirrende og desorienterende. Mens de andre guder rodede med skabelsesværker af større karakterer, var Orcbuhr og Orcnuhr endnu blot guddommelige orker, og som sådan parrede de sig. Efter århundreder, eller nogle måneder, for tiden flød ikke som den gør nu, fødte Orcnuhr sønnen Khangohr, men døde under fødslen, da Khangohr var den første Sejrfødsel, en fødsel hvor orkungens størrelse og brutalitet slår moderen ihjel.
Orkbuhr var en kæmpe ork, men Khangohr voksede sig hurtigt større og søgte fjender i mørket, men ingen fjender kunne han finde, for had og fjendskab var ikke skabt. Da Khangohr en dag blev større end sin far, gjorde han hvad enhver ork ville gøre – han udfordrede høvdingen om lederskabet. De to orker kæmpede, og Khangohr fik bidt sin far i struben, og blodet flød ud i gudeverdenen. Da den første blodsdråbe ramte Verdenshatten brød Sifentia i gråd, for hun vidste hvad den betød. Blodet fødte Aggression ind i verdenen, og de næste dråber skabte henholdsvis Konflikt og Instinkt, og fra de resterende dråber af blod voksede orkerne frem. Fra de mindste stænk sprang goblinerne. Ved den mest typiske ork handling af dem alle, at udfordre den store ork, affødte således hele arten af brutale krigere.
Snart bragte orkerne krig til de unge elvere og dværge, og Hatten flød i blod for en hel tidsalder. De andre guder beskyldte Khangohr for at havde ødelagt deres perfekte verden, og for at have besudlet deres “ære” og andre dumme begreber, som Khangohr ikke bekymrede sig om. I sin vrede over at være så udstødt, greb Khangohr Leilfaernes gud og flåede hende i stykker, og derfor findes der ingen Leilfaer, og ingen er i dag sikre på hvordan de så ud. Derefter tog han af sted, ud i mørket. Mørket viste sig dog at have lys visse steder, og sågar væsner man kunne slås imod. Det er hvad Khangohr har bedrevet siden da.”
Spise- og drikkevaner:
Orker kan spise og drikke alt.
Kødværdier:
Dværg: 2 portioner
Dværge er små, men tæt byggede.
Elver: 1 portion
Elvere er slanke, og ikke meget værd at sætte tænderne i.
Goblin: 2 portioner
Gobliner er splejsede og svage væsner.
Halvlang: 2 portioner
Halvlange er nok små, men er ofte kødfyldte. Kødet er i øvrigt fedtholdigt og lækkert.
Menneske: 3 portioner
Mennesker er større end halvlange, men kødet er meget ordinært og ikke særlig energimættet.
Ork: 5 portioner
Orker er kæmpestore!