Inpersona – Københavns Rollespilsteater

Skabelse og udseende:
Et ukendt sted i Blodalderen blev de første satyrer skabt; skabelser af halvt elverblod og halvt dyrisk blod, kreeret i et utilsigtet uheld som vilde og destruktionslystne bæster af Ødelæggeren, Jazbur. Disse satyrer var en fæl blanding af en elvers overkrop og hoved, og en geds ben og hove samt udstikkende horn. Med dyrenes overlevelsesinstinkter og Den Store Jægers blodrus i sinde, raserede de lokalområderne omkring dem. Med vilde, uforudsigelige angreb og fremstød, så overmodige som de var planlagte, kunne ingen stoppe horden af de mærkværdige, men vanvittige væsner. Men før satyrerne kunne brede sig alt for meget, blev de bemærket af Sifentia og Jamtain. Sifentia, der bedrøvet så hendes egne skabelser, forvirrede og aggressive, drevet til frådende konflikt og frenetisk blodtørst, prøvede at vække deres rolige og fredelige side, men til ingen nytte. Med det gik Sifentia, dog med megen tøven og overvejelse, til Jamtain, og bad ham om hjælp til at berolige de blodtørstige børn. Jamtain, som så satyrerne som en trussel mod sine skaberværker, kom i samme øjeblik på en god idé – én som Sifentia først skulle få at vide “senere”. Dog skulle satyrerne i første omgang beroliges, og heraf tog Jamtain, til Sifentias store irritation, nogle af hendes planter og gav dem euforiserende kvaliteter. Ikke længe efter fik satyrerne fat i dem, og de drattede snart om, overvældet af synerne omkring dem. Sifentia, mægtig og evigt forbundet med sin skønne natur, fremmanede nu en fredelig, omsorgsfuld ånd blandt de sovende satyrer.

Da satyrerne vågnede, fandt de, at de var blevet til blide, rolige væsner, med fred i sindet – og med ingen minder om deres stadigt nære fortid som ødelæggere. De havde stor kærlighed til Sifentia, men dog ikke kun til hende; også Jamtain og hans mange nydelser var i deres hjerter, en bivirkning af planterne de modtog fra Narreguden. Sifentia rejste herefter bort, tilfreds med at have “fikset” problemet, mens Jamtain forblev for at våge over halvblodselverne. Derfor var han også til stede da Jazbur kom tilbage, rasende og vred uden ende. Jamtain var dog hurtig til at forsikre ham, at intet af satyrernes vildskab var blevet tabt, den var blot blevet udskudt, koncentreret og gemt bort fra Sifentia. Begge guder smilte da, og ventede, og ventede, og ventede, helt indtil tiden blev skabt, og de første stjerner broderede nattehimlen i Blodalderen. Det siges, at ved den første stjernes skabelse, startede det første dødsbal, en fest uden grænser, uendelig nydelse, blodspild, begær, aggression, udskejelse, drabelig dans, euforiseret jagt og endeløs ødelæggelse, hvor satyrerne for en stund faldt tilbage til deres originale naturtilstand – og herefter ville de endnu engang glemme og blive så rolige, som dagen er lang. Dette dødsbal blev det første af mange, blodige nætter over tidens lange løb, men langt fra det sidste.

Kultur, væremåde og samfund:
Satyrer er generelt meget rolige, blide og omsorgsfulde væsner, fyldt fra klov til horn af medlidenhed og kærlighed for hinanden og andre arter, selvom de på samme tid er yderst beskyttende når det drejer sig om deres beboelsesområder. Satyrer bor i stammesamfund, meget lig vildelvernes, men med et endnu større fokus på individets frihed. De udvælger sig en høvding, som rådgiver hele stammen og er respekteret blandt hver og én, men aldrig regerer over andre gennem ordrer eller kommandoer, da dette ses som at gå imod naturens orden. Desuden studerer satyrer stjernerne nøje, ikke kun for at observere og beundre Sifentias smukke, men endnu bedrøvende tårer, men også i et forsøg på at forudsige det næste dødsbals hændelsestidspunkt. Satyrerne selv har ingen minder om tiden under dødsballet, men prøver altid at forudsige så præcist som muligt, hvornår det vil ske – både for at beskytte andre, men også dem selv.

Ved disse dødsbal sker der nemlig som hovedregel unævnelige tragedier og mord, livsfarlige spøge, og på alle måder forkælelse af ethvert instinkt, ethvert begær og lyst, på både tænkelige og utænkelige måder. De er brutale og frygtindgydende at observere, og satyrerne virker til at være komplet overtaget af primitive, ustyrlige instinkter, som driver dem til den ultimative eufori. Disse dødsbal er navngivet efter festernes konsekvenser, som ofte ender med mange dødsfald og skadede samt stor hærgen af både genstande, huse, dyr, marker og hvad end der ellers lige er i nærheden. Det spekuleres, at disse dødsbal er grunden til, at satyrer, stadig efter flere tidsaldre, endnu ikke er en udbredt art, da de, ved tilsyneladende tilfældige intervaller, slår over halvdelen af sit eget befolkningstal ihjel på barbarisk og ukontrolleret vis. Dette indelukkede begær har ledt satyrer til at være meget følelsesdrevne og impulsive skabninger, og hvor store humørsving accepteres som normen i deres samfund.