Rosenmøen Asindra

Legenden om Rosenmøen kan spores tilbage til nær Kronalderens afslutning, hvor en menneskelig præstinde ved navn Asindra tilbad Kærlighedens Moder og De Svages Gudinde: Sifentia. Denne præstinde havde svoret en hellig ed til Gudinden om beskyttelse af de svage og boede i landsbyen ved navn Yppersogn, som snart skulle komme i stor nød. Asindra, en barmhjertig og hårdtarbejdende kvinde, hjalp hvem end hun kunne i Yppersogn. Arbejdsløse, krøblinge og vagabonder blev givet ly og læ fra Hattens tumult og vejr, sultende bønder blev givet mad og bønner til Den Frugtbare, om at lade nye afgrøder vokse, og tørstige fik adgang til Sifentia-tilbedernes hellige haver, hvori en tilsyneladende endeløs brønd hvilede. De svage forblev beskyttede, nåde og kærlighed blomstrede, og omegnens natur gjorde det samme.. Asindra var blot én af få, og selvom hun viste talent som Sifentia-dedikeret tilbeder, var hun langt fra templets spirituelle leder, en halvlang ved navn Geriam, som var mentor for alle andre Sifentia-præster i Yppersogn, inklusivt Asindra. Freden og roen varede længe i Yppersogn under Sifentias blik, men selv ikke Den Medlidende kunne stoppe den kommende tid og Yppersogn blev snart viklet ind i stridigheder uden lige.

Én nat efter den anden begyndte flere og flere uheld at ramme landsbyen; afgrøder ville pludseligt forsvinde natten over, kroer blev bestjålet alt de ejede, og alverdens ravage plagede menneskebyen. Alt hvad der kunne findes var dyrespor, totter af pels, og få gange sågar afknækkede gedehorn. Desuden observerede Sifentia-præsterne en voldsom og pludselig ændring i mængden af synlige stjerner på nattehimlen, men Yppersogn og dens religiøse folk havde ikke langt tid til at tolke sådanne symbolske profetier af den nære fremtid, da ulykken snart ramte som et faldende egetræ over en delikat valmue.

En nat vadede Asindra rundt i Sifentiatemplet kort efter solnedgang, da skrig, råb, dyriske hyl og vanvittig latter skar skingert gennem det kølige aftenmørke. Asindra, og mange andre præster, inklusivt Geriam, tog til byens gader for at opsøge kilden til denne lidelse. Geriam ledte præsterne til byens markedsplads, oplyst af en ildebrands dansende skær, hvori de så bæstmænd, eller satyrer, slagte, ødelægge, mishandle og på anden vis destruere Yppersogn og dens befolkning i et såkaldt Dødsbal. En evakuering til templets indre have begyndte straks, og i desperat hast reddede præsterne så mange som muligt, hvorefter de flygtede ved de nu frelstes side tilbage til templets dør. Geriam var den sidste som nåede frem, men da Asindra strak en hjælpende hånd frem til den lille herre eksploderede hans hjerte, idet en pil gennemtrængte det. Asindras nederdel blev badet i hendes lærers og helts blod, og hendes skrig spillede nu i samspil med det sorgfulde orkester som nu udbrød. Døren blev lukket, og vinduerne blokeret, de overlevende fra præsteordenen og landsbyen gemte sig nu i templets indre have, dens helligdom.

Præsterne splittedes nu hurtigt i vrede og frustration om hvorvidt Moder Natur havde hidkaldt denne konstellation, og dermed også dødsballet, blot for at udrydde sine egne tilbedere. Asindra derimod, sørgede over sin mesters død og hendes tårer siges endda at have vasket den halvlange ren for blod og skidt, idet hun knugede hans uskyldige krop ind til sig, og at roser skulle have vokset fra blodpletterne på hendes nederdel. Asindra drog snart gennem den ophedede diskussions kaos til brøndens kant, hvorved hun hviskede en enkelt bøn og da kastede sig i. Et rødt, varmt og betryggende skær sprang fra brøndens dybder, idet dens vand, der siges at være Asindras tårer, snart begyndte at oversvømme hele templet samt hele Yppersogn. Det guddommelige lys strømmede gennem jorden og frugtbarheden som fulgte med ledte til rosenbuske uden mage. Disse rosenbuske kastede sig op fra Hatten, dækkede hele landsbyen og omkransede den hellige have, og stjerners skær kastede sig velsignet over de overlevende, der så til i dyb fascination. Stilheden som fulgte varede hele den kommende nat, idet alle deltagere i dødsballet, frivillige eller ej, blev dræbt – deres hjerter spiddet af torne. Dem i tempelhaven forblev i stille, men højtidelig sorg og skam, og rejste grædende bort ved det kommende daggry. Asindra blev kort efter kåret som helgen af Sifentia og givet titlen: Sifentias Rosenmø. Hele Yppersogn siges stadig at eksistere. En rolig, fredfyldt, ruin dækket med alt form for liv blandt de talløse, blodrøde rosenbuske, hvor det siges at Rosenmøen nu vandrer i evig pligt gennem sin pragtfulde, uigennemtrængelige have.