Legenden fortæller at orken Borkar i sin ungdom, inden sin manddomsprøve, var i en kamp mod en langt større ork. Den større ork var bevæbnet med gode sværd, hvorimod Borkar blot var udstyret med en kæp. Da de to orker stormede brølende mod hinanden, hamrede Borkar sin kæp så hårdt i ansigtet på sin fjende, at dennes kranie blev knust og han faldt død om.

Borkar skulle derefter ud på sin manddomsprøve. Pga. hans usædvanlige sejr mod den anden ork, besluttede stammen at han skulle dræbe den berygtede sorte ulv Spydtand, hvilket den hed fordi dens tænder var skarpe som spyd, og dens øjne brændte med en forfærdelig ild. Borkar ledte langt og længe, men endelig fandt han den, stående over en død kronhjort – tydeligvis irriteret over at Borkar havde forstyrret dens måltid. Kampen var kort; Borkar kastede sig over ulven og spiddede den med en spidset stav han havde lavet på vejen. Med et mægtigt bjørnegreb kvalte han livet ud af ulven, men ikke uden at blive både bidt og flået. Efter ulven var død, flåede han dens tænder ud og lavede et spyd, såvel som en kniv ud af dem. Borkar vendte hjem til sin stamme, og høvdingen vidste med det samme at Borkar var en trussel – han måtte kæmpe, og efter en lang og sej kamp faldt høvdingen for Spydtands klinge. Således fik stammen en ny høvding i form af Borkar, ubesejret til denne dag.

En dag satte Borkar ud mod nord. Rejsen gik over de frosne sletter hvor få væsner kan overleve, og endnu færre bo. En shamans ritual havde givet ham et syn, og i drømmen havde han set sig selv gå mod kolde lande og finde en grotte. Dybt i grotten ventede en stor ork på ham, mægtig og brutal i sin udstråling. Der kunne ingen tvivl være om at dette var et tegn fra Khangohr, og at orken foran ham var én af Khangohrs engle. Den ledte ham til et rum med et mægtigt orkkranie, som han knuste med ét slag, og derefter vendte han sig mod Borkar med et grynt. Borkar gjorde sig stor, brølede og viste tænder, hvorefter englen brølede et uudholdelig højt, rivende brøl og slog Borkar i ansigtet. Da Borkar vågnede af trancen, blødte han fra næsen og hans ansigt smertede ham.

Langt mod nord, i kulden, fandt Borkar efter mange prøvelser den sære grotte han havde set i sit syn. Da han gik indenfor tændtes mange fakler omkring ham. Han fortsatte, og kom til et stort rum, og forstod med det samme at han måtte slås eller dø. Da han havde trukket sit spyd stod der pludselig to orker foran ham – de var kommet ud af ingenting. Borkar brølede og pustede sig op, men orkerne veg ikke, så han slog dem ihjel. Fire nye orker kom ud af den blå luft, og også dem slog Borkar ihjel. Pludselig var der orker over det hele, og Borkar slog dem ihjel til højre og venstre, mens det sorte blod splattede ud over ham og tilsølede hans tøj. Snart var det elvere og mennesker, dværge og halvlange og gobliner; alle verdens arter kom mod Borkar, og ikke blot de våbenføre mænd – også børn og kvinder, som græd eller bad om nåde, blev knust og slået ihjel i et absolut blodbad. Et blodsprøjt ramte Borkar i ansigtet og han blev nødt til at blinke og tørre det væk. Da han atter kiggede, stod den store ork fra hans syn foran ham.

Borkar, blodig og forpustet, kastede øjnene ned og accepterede sin plads, for på trods af sin magt og styrke, var der stadig én der var stærkere. Den store ork gryntede og gav et nik til Borkar, og han skar sin brystkasse op og ofrede sit eget blod, sammen med de dødes, til Khangohrs engel som stod foran hans øjne. Hermed indgik han en pagt med englen, der nu talte så højt at jorden rystede:
“Hvis du kæmper som en sand ork, skal Khangohr belønne dig med styrke. Du skal blive Hans Udvalgte og kæmpe i dette rige, som Han kæmper i gudernes. Du skal være en høvding blandt høvdinge der aldrig glemmes. Du skal inspirere orker overalt til at overgå dig i brutalitet og voldsomhed. Gør dette, og du vil få al styrke og kraft fra Ham. Gør det ikke, og du vil dø en sygelig og ussel død, tandløs og styrkeløs. Et menneskes død!, men ikke en passende død for en ork!”.
Med ét var englen væk, men hvor han havde stået lå nu et spyd. En stærk egekæp med en god, solid og barberbladsskarp spids, ombundet med læder og trofæer fra gudeverdenen, og Borkar tog dette spyd, nu kendt som ”Borkars Stål”, med tilbage til sin stamme.

Borkar og hans stamme vandt herefter alle slag de deltog i. De udraderede alle andre orkstammer i området og voksede væsentligt i størrelse. Men da alle var besejrede, og kun deres egen stamme var tilbage, blev Borkar sur og aggressiv. Han trak sig tilbage til sin grotte og blev blegere og sygere at se på. Han begyndte at sygne hen, og så i sin febervildelse den mægtige Khangohr, ude af sig selv af vrede. Derefter så han billeder af leende menneskebørn og glade håndværkere. Borkar kunne mærke sit blod brænde med en nådesløs og bundløs vrede. Han rejste sig fra sengen, greb sit spyd og forlod stammen for at søge nye jagtmarker og eventyr. At slå ihjel gav ham, som lovet, sin styrke og kraft tilbage, så Borkar rejste den kendte verden tynd, og viste ingen nåde på sin vej.