(Dette dokument er udgivet af Fontænen)

Hvad vil det egentligt sige at have ansvaret for magi? Det lette svar ville være at sige at det er at sørge for at magien bliver udøvet ordentligt. Og hvad vil det så sige? Ja, hvad vil begrebet ”magi”, som vi skal regulere, overhovedet sige – hvad betyder det?

Der kan næppe herske tvivl om at Akashe er en meget passiv og neutral gud. Fontænen, som er uløseligt tilknyttet Akashe (og omvendt), er til tider en anden snak. Eller er det? Fontænens opgave er at sørge for at alt forbliver ligevægtigt. Men her menes begrebet neutral i sin grundbetydning, ikke som i ”hip som hap”, men nærmere som ”gør ingenting.” Akashe sørger med sin vilje, som udøves igennem Fontænen, at hendes skabelse, magien, ikke går grassat. Akashe indvier i almenlighed ikke dødelige i sine planer, personlighed eller holdninger. Når det en sjælden gang sker, forstår de dødelige ikke meget andet end hvad Akashe ønsker de skal gøre, og at Akashe er meget, meget insisterende. Akashe sørger altså med andre ord blot for at de nødvendige ting bliver gjort, og fordufter herefter. Akashe har øjensynligt ikke megen tid til dødelige tilbedere og deres betydningsløse (i Akashes optik) agendaer. Akashe lader heller ikke til at interessere sig meget for sine tilbedere på et personligt plan. Ulig visse andre guder, betragtes de ikke som særlige ynglinge eller afholdte får i hyrdens folk. Derimod betragtes tilbedere og præster nærmere som værdifulde værktøjer som bruges til at opnå et bestemt mål. Der er nærmest tale om et forretningsforhold, og dette faktum lægges der sjældent skjul på fra Akashes side af. For nogle af de mere følelsesladede guder, og deres tilbedere, anses dette selvfølgelig som en anelse bizart.

Akashes holdning har medført en særlig tendens blandt præsteskabet. Der er hos andre præsteskaber oftest bred enighed om målet, men uenighed om metode, som Vegil, eksempelvis; Retfærdighed er målet, men hvad med metoden? Nogle vil mene tand for tand/øje for øje princippet er mere end gangbart, mens andre vil hævde at dette er barbarisk, og i stedet kræve en formaliseret retsproces.
Hos Akashes præsteskab forholder det sig lige omvendt. Hvad er målet med deres tilbedelse? Det er der delte meninger om. Men metoden er for længst slået fast; nemlig at praktisere magi. Dette er deres eneste valide kontakt til deres valgte guddom, fordi Akashe forholder sig tavs. Over tid er de to ting, altså metoden og målet, dog vokset sammen. Der er nu bred enighed i Akashes præsteskab, om at målet med tilbedelsen er at finde målet med tilbedelsen, og derefter udføre det. Det gør man ved at praktisere magi. Uenighed opstår først når man spørger; ”hvilken form for magi skal man bruge, og hvordan bruger man den bedst?”

Hovedparten af præster er i dag en del af civilsamfundet, næsten uanset hvilken gud de bekender sig til. De går blandt folket og forkynder for dem hvad end deres budskab måtte være. Akashes præsteskab skiller sig ud. Der er stor forskel på præstestanden og de almindelige tilbedere. For disse tilbedere er det oftest nok at bede en enkelt aftenbøn, og ellers respektere Fontænen. Magibrugere, som er lovmæssigt bundet til Fontænen, er også almindelige tilbedere i denne forstand. De respekterer Fontænen, naturligvis, og i samme udstrækning Akashe – det er jo trods alt igennem Akashe at deres magi kan udformes. Præsterne, derimod, forventes at give hele deres liv og eksistens. Dette er modsat de fleste andre guders præsteskaber, hvor det mest af alt er et arbejde. Nok et krævende arbejde, men et hverv – ikke et liv. Akashes præsteskab har en meget stærk monastisk tradition, hvor de forskanser sig i afsidesliggende klostre og templer, og helliger sig deres gud i kortere eller længere tid af gangen, frem for at bevæge sig blandt lægfolket for at gøre det samme. Det er derfor ikke usædvanligt at en jævn og almindelig borger aldrig har set en Akashepræst. Dette har også noget at gøre at der er forholdsvis få af disse. Det er for længst blevet slået fast at alle levende væsner har et forudbestemt magisk potentiale som kun kan udvikles af træning til en hvis grad. Det er således ikke alle der kan blive ærkemester, selv hvis de holdt ved og gerne ville, ganske ligesom ikke alle ville kunne gøre det godt som eksempelvis ridder. Det burde næppe komme som nogen overraskelse at det kræver et betydeligt magisk potentiale for at indse magiens sande formål og dens natur. Dette krav er nok den største grund til fåtallet af Akashepræster. Måske handler det også om at Akashe, i sit naturlige balancerede væsen, kun udvælger lige akkurat nok i hendes navn, således at vores verden ikke oversvømmes med for mange mægtige magibrugere. Det skal heller ikke glemmes at præsteskabet er et hårdt liv. Det er præstelivet selvfølgelig i almindelighed, uanset hvilket gud det er dedikeret til, men Akashes præsteskab er langt mere krævende end andre guders.

Men… Hvis det for Akashepræster handler om at indse noget, frem for at udbrede noget, hvorfor er de så at finde som undervisere for andre? Svaret er meget simpelt; for at kunne lave en ny eliksir må en alkymist have grundig indsigt i både de enkelte ingrediensers beskaffenhed, og derefter deres indbyrdes samspil. Først da kan man gøre sig håb om at forudsige hvad naturen af en eventuel ny og uafprøvet blanding vil være. Den materielle effekt af magi som ”gør” ting, den som de fleste tænker på når de tænker ”magi”, eller søger at opnå ved at lære magi, således at de kan fremme deres egne mål, er på sin vis uvigtig. Den er for Akashepræsterne nemlig blot et delmål, et studie med det formål at komme tættere på hvad magiens faktiske essens er, og som konsekvens heraf hvad deres valgte guddom, altså Akashes, reelle natur er.

Gennem tiden har præsteskabet delt sig i to større interne sekter der praktiserer forskellige teknikker for at opnå målet. Af fællesmål kan nævnes at det, som før nævnt, handler om at bevæge sig ud over det materielle plan. Præsterne vil derfor som udgangspunkt være så utilknyttede til denne verden som muligt, og ikke bebyrde sig selv unødigt netop for at undgå at deres opmærksomhed kunne blive afledt. Akashepræster har ikke brug for rubinbesatte sværd eller gyldne kapper, og kan bedst beskrives som filosoffer og tænkere, frem for handlere som eksempelvis Jazbur- eller Vegilpræster. De vigtigste er for dem er ikke at udbrede deres guds ord, men i stedet at indse hvad deres guds ord betyder. Hvis folk er af den rette støbning, kan det herefter komme på tale at hjælpe dem på vej til også at indse det. De to sekter indenfor selve præsteskabet kendes henholdsvis som Ciscanere og Dalonere, efter hver deres grundlæggere Ciscan og Dalon.

Ciscaneren kan bedst forstås som den klassiske Akashepræst. Præsten lever hele sit liv i sit afsides kloster fordybet i bøn, studier og meditation. Personen kommer kun ud i nøje tilrettelagte ærinder, og vender omgående tilbage til sin isolation bagefter. Dette er for minimere ydre påvirkninger der kunne forstyrre hans altoverskyggende filosoferen. Hans liv er asketisk, rigidt og forgår efter faste mønstre der optimerer hans indre søgen. Ciscanere er af den holdning at magiens essens bedst opdages ved at fokusere på sin egen indre magi, og derigennem forsøge at forstå altings sammenhæng. Man skal vide hvor man selv er, og med udgangspunkt deri forstå andre.

Dalonere er af den noget nær stik modsatte holdning. De søger magi i det levende, i det evigt bevægelige – i nuet. De søger at finde magi i at se på den smukke blomst, høre den skønne musik og opleve den menneskelige livsgnist af magi som alle levende væsner besidder i en eller anden grad. Dermed ikke forstået, at de er løsslupne hedonister. De forsøger at forblive utilknyttede og benytte verden som et spejl for at kunne se magiens natur i sig selv. De er nomader som rejser rundt med deres få ejendele, modsat Ciscanerne som er fastboende. Denne rejsetradition tjener to formål. For det første undgår de at blive tilknyttet til ét bestemt sted, og for det andet tvinger det dem til at leve i nuet frem for at gro fast i traditioner og rutiner. De indrømmer, og hylder, frivilligt at de ikke er lige så regulerede som Ciscanerne. Hvor Ciscanerne er tilhængere af regler, er Dalonerne i stedet tilhængere af principper. Det kan lyde af det samme, men det er bestemt ikke tilfældet; reglerne er ALTID faste, med det formål ikke at miste fokus, hvor principperne mere er overordnede retningslinier, som forhindrer at man mister sit egentlige mål af syne ved at være fanget i et bur af love, i stedet for at koncentrere sig om hvad man faktisk skal opnå. Samtidig forhindrer principperne at man går helt og aldeles i hundene. Ciscanerne vil derimod mene at der er for stor en chance for at komme i vildrede, til at man med god samvittighed kan opføre sig så lemfældigt i sin søgen efter sandhed, som de mener Dalonerne gør.