Hatto:
Den Gamle Kone og Gæsten
I en lille hytte højt mod nord boede en gammel ensom kone. Hytten lå langt ude i skoven og konen havde ikke haft besøg i mange år. Alligevel satte konen altid en kande te over, bagte brød og dækkede bordet, så hun var klar hvis det nu skulle hende en dag at nogen kom forbi.
Mange dage gik, og konen sad hver dag og kiggede ud af vinduet på stien der førte op til hendes hoveddør. Sneen havde lagt sig og dækket de fodspor hun havde efterladt da hun sidst var ude og hente brænde. Der var næsten ikke mere tilbage, men ilden buldrede i kaminen og varmede bindeværket op så man kunne høre det knage. På et lille bord midt i hytten stod en kanelbrødsdej og bugnede. Omkring bordet stod to fåreskinsklædte stole og i den ene sad den lille kone. Vinden føg i skodderne. Konen trak sit sjal tættere om sig. ”Det var omtrent nu, at man skulle sætte en lille kande te over”, tænkte hun for sig selv. ”Solen er ved at gå ned og snart vender folk hjem fra dagens slid. Hvem ved om nogen skulle lægge deres vej her forbi.”
Konen trådte i sine træsko, satte nogen stearinlys på sit lille Hattoalter og vandrede hen til for at tænde op i komfuret. Hun tog den store dej og formede et fyldigt brød. Lugten af kanel fyldte den lille hytte. Konen fandt sin ternede dug frem og dækkede det lille bord.
”Man skulle da aldrig være for god til en lille skive ost!”, tænke konen og gik ud i sit spisekammer. Konen tog brødet ud af ovnen, satte sig ved bordet og ventede indtil den næste morgen.
Nu var der rigtig dækket op til selskab!

Kulden vækkede konen da ilden i kaminen gik ud, og hun rejste sig forfrossent op for at smide de sidste knuder brænde på den kolde aske. Brødet fra i går var blevet tørt og ikke til at servere for nogen gæster, så konen smed det ud til skovens fugle og fandt sit sidste mel frem for at ælte en dej. Man kunne jo aldrig vide om der skulle komme nogen gæster forbi! Osten var ligeså blevet tør og uspiselig. Det havde været hendes sidste ost, men hun havde vist nok en smule postej ude i spisekammeret. Den kunne man da godt være så fræk at servere! Endnu en gang var bordet dækket og klar til gæster da mørket faldt på. Den gamle kone sad ved sit vindue og kiggede ud på den snedækkede sti med sit sjal trukket op om halsen og armene tæt om sig selv. Ilden var ved at gå ud i pejsen da konen så en skikkelse komme til syne for enden af den lille vej. Hendes øjne blev store, et smil varmede hendes gamle krop. Skikkelsen kom denne vej! Hun tumlede sig ned fra vinduet og hoppede af bare glæde. Endelig kom der gæster!

Det bankede tre gange på døren og konen skyndte sig hen for at åbne. Udenfor stod en høj, ung mand iført en stor pelsfrakke og en flot hat. ”God aften, du gamle kone!”, sagde han og løftede på hatten. ”Du skulle vel aldrig have plads til en vandrende som mig under dit tag?”. Konen lyste af glæde da hun svarede: ”Jeg har allerede dækket bordet! Kære ven, kom du endelig ind!”.
Manden stampede sine støvler af og skulle lige til at række konen sin frakke da han sagde. ”Det var da lige godt hulens så koldt der er herinde, har du slet ikke tændt op i din kamin, gamle kone?!” ”Jooo”, knagede konen ”Det har jeg, men ilden har brændt hele dagen og nu er den næsten brændt ud.”
”Pokkers også!”, sagde manden. ”Nu har jeg frosset hele dagen, så troede jeg lige, at jeg kunne få varmen!”. Konen trak en af de fåreklædte stole ud. ”Jeg kan måske ikke tilbyde dig varme, men vil du ikke have noget brød? Jeg har lige bagt det!”
”Jo tak! Det skulle man ikke kunne sige nej til!”. Manden satte sig i stolen og konen savede ham en ordentlig skive som kun gamle koner kan gøre det. Manden bed af brødet. En forvrænget grimasse formede sig på hans ansigt.
”Hvad i hele Henshir?! Har du ikke engang krydret dit brød med kanel eller rosmarin?! Hvad er det for en måde at bespise sine gæster?! Har du i det mindste noget ost til brødet?!”
Konen rødmede forlegent og sagde så: ”Jeg har noget postej, hvis det kunne friste?”
”Postej!! Her kommer jeg fra en lang dags slid, og så giver du mig ikke andet end postej?! Hvilken husvært skal du forestille at være!”. Manden rasede, og konen prøvede forsigtigt at sige: ”jeg har desværre ikke andet.”
”Jamen så må det jo gå!”. Manden tog krukken med postej og skrabede den tom på sit brød. ”Hvad med drikkelse?! Kan du ikke se jeg tørster?!”. Konen skyndte sig at hente tepotten og hun hældte en stor kop op til ham. Manden tog koppen og hældte den hurtigt i sig. ”Gør du nar ad mig, gamle kone?!  Tror du ikke jeg har brug for noget stærkere end te!”.
”Jeg har måske noget cognac ude i spisekammeret. Lad mig da lige gå ud en gang og kigge efter”. Konen skulle til at gå ud i spisekammeret da manden fór op. ”Det skal jeg nok gøre! Du kan jo knap løfte armene så gammel du er!”. Manden trampede ud i spisekammeret og begyndte at rode på alle hylderne. Han fandt den store flaske cognac og tog den ud i stuen. Konen fandt et lille glas frem, men da hun vendte sig om havde manden allerede vendt bunden i vejret på flasken og var igang med at slurke den helt ned til halsen. ”Nå dada… Du var da ligegodt tørstig.”, sagde konen forbavset. ”Det var da den tyndeste cognac jeg nogensinde har smagt!”, vrissede manden og skar sig endnu en luns af brødet, og endnu en, og endnu en. Snart havde han ædt det hele. Han lænede sig tilbage i stolen og sagde: ”hvor er her dog forbistret koldt!”. Så rejste han sig op, tog brændeøksen og slog det lille spisebord til pindebrænde. Han smed de sønderhuggede planker ind til gløderne i kaminen og blæste med blæsebælgen til der igen kom flammer. Han stillede sig i lidt tid og varmede sine hænder. Så fik han øje på spisekammeret igen. Han gnubbede sine glubske hænder mod hinanden, valtede ud, og mens konen så på åd han sig mæt i alle hendes forsyninger.
Beløjet og fed trådte han ud af det lille spisekammer og så på konen. ”Her får man da ingen pleje! Farvel gamle kone!”. Og med et stampede han ud af den lille hytte, smækkede den lille dør og forsvandt ud i mørket.

Den gamle kone stod tilbage i sin stue. Lysene brændte på hendes stuealter. Hun gik ud i spisekammeret: alt var væk, lige fra pølserne til de sidste æg. Alt hvad hun havde haft var blevet spist af den glubske gæst. Det eneste der var tilbage var en lille pose med mel hun helt havde glemt hun ejede. Hun samlede den op, hældte den i en skål og begyndte at røre en dej sammen.
Man vidste jo aldrig hvornår der ville komme gæster forbi.

Sifentia:
Den Tørstige Kone
På en landevej kom en gammel kone gående. Hun var klædt i lasede pjalter og var utroligt mager. Der herskede nemlig hungersnød i kongeriget fordi en tørke så forfærdelig, at markerne brændte og dyr døde af hede, havde ramt landet. Konen pustede og prustede og kunne knapt nok holde sig på benene af udmattelse og hedeslag. Da var det heldigvis, hun skimtede et hus i det fjerne. Det lignede blot en fattig bondegård, men der kunne hun dog komme i læ for solen, hvis stråler konstant stod hende i nakken og stak i huden som nåle – og måske kunne hun endda få noget at drikke til at lindre hendes tørre, opsvulmede hals og sprukne læber. Hun slæbte sig hen til døren på sine svage ben og bankede tre gange med sine tørre knoer, der sprak. Døren blev åbnet, og dér i åbningen stod bondemanden.

”Åh, min gode mand, kunne De ikke lukke mig ind, så jeg kan sidde og komme til kræfter og måske få en smule til min hals?”, spurgte den gamle kone med sin hæse og nærmest gurglende stemme, der fik nakkehårene til at rejse sig på bondemanden. Han kiggede på den beskidte kone, hendes sørgelige pjalter og rynkede ansigt, og sagde da med væmmelse i stemmen:
”Skrid, din gamle heks og find nogle bedre mennesker at plage. Vi har nok i vores udtørrede brønd, og dig skal vi ikke have rendende og slæbe støv ind. Hvorfor skulle jeg forære mit sidste vand til en doven tigger som dig? Jeg har arbejdet hårdt og på hæderlig vis for at overleve tørken, og du burde gøre det samme!”, og med det smækkede han døren, så gamlingen nær havde fået næsen i klemme.

Konen sneg sig om på bondefolkenes gårdsplads og hejste en spand ned i brønden for at få det grumsede vand op, som hun hældte på sin drikkedunk, hvorpå hun prompte blev jaget væk af bonden med skældsord og trusler. Da begav hun sig videre i heden. Bag hende skinnede solen ned på bondens knastørre mark og ud af det blå, som var det magi, antændtes en ganske lille gnist. Ilden spredtes hurtigt, og med ét stod hele marken i brand. Bonden kunne man skimte, mens han hejste spanden ned i sin brønd efter vand til at slukke ilden med – men der var ikke én dråbe tilbage i brønden, så bonden måtte stå fortvivlet og se til, mens hans mark brændte ned.

Den gamle kone begav sig videre på sin færden, men det grumsede vand fra gården slap hurtigt op, når solen bagede som den gjorde, og vejen til næste hus var lang. Den gamle kone var umådeligt udmattet, tørstig og sulten, og hun tænkte, at hvis det gik på samme måde ved næste hus, som det gjorde ved det forrige, ville hun ikke overleve en dag længere. Idet hørte hun lyden af travende heste i det fjerne, og lidt efter standsede en kærre, med to af slagsen spændt foran, ved hendes side.
”Goddag lille frue, hvad laver en gammel kone som dem mon ude i denne hede? De ser jo herrens ud”, sagde kusken, men da var den gamle allerede dejset omkuld af udmattelse.

Da hun åbnede øjnene igen lå hun i kærren på vej til baronsgården, forklarede kusken hende. Da de nåede dertil, blev hun taget hjerteligt imod. Hun fik noget at drikke og spise og en seng at sove i. Baronen var venlig, og han fik en madpose pakket til konen, så hun kunne komme afsted igen i morgen. Men den næste morgen vågnede hun til lyden af råb og løben på gangene udenfor værelset. Da hun kom ud i salen så hun baronen, samt tre elvere, der blev holdt fast af vagter.

”Disse langører blev fundet, mens de luskede rundt i hertugens gårdhave,” sagde en vagt.
”Vi ville bare snakke med dyrene, de fleste vilde dyr er enten fordrevet fra skoven på grund af skovhuggere, eller blevet ofre for tørken,” sagde en elverdreng med frygt i stemmen.
”Vi har haft jer langøre-pjok rendende før: I har vist glemt, hvad der skete sidst,” sagde baronen og gav tegn til vagterne. En pisk fór susende gennem luften og ramte elverdrengen over nakken med et højt smæld. Han skreg af smerte og blod begyndte at pible fra såret. I sin forfærdelse stod den gamle kone som naglet til gulvet. Elvernes tøj kom af, og de blev pisket til blods. Deres skrig var øredøvende. Piskeslagene ophørte, men da kom baronen selv hen til dem, og med sin dolk skar han elverbørnenes ører af. Da blev det for galt for den gamle kone, det var dog noget af det grusommeste, hun havde set. Hun løb op til baronen og forlangte at få dem sluppet fri. Baronen bedte vagterne om at føre den gamle væk, men nu var konen blevet edderspændt. Pludselig skød rødder op gennem gulvet og holdt vagterne fast. De bevægede sig op ad deres kroppe og klemte til. En rod greb også fat i baronen. Rødderne greb dem om deres halse og klemte til så de kvaltes. Elverbørnene, der nu var frie, så den gamles øjne lyse op. Hun så vild og skrækindjagende ud, og de stakkels elvere skyndte sig at løbe deres vej, før hun nåede hen til dem.

Den gamle kone begav sig derefter atter videre på sin færden. Hun gik i mange dage uden hverken vand, skygge eller mad, men da så hun et hus i det fjerne. Hun ville forsøge sig en sidste gang, om det så skulle tage livet af hende eller ej. Hun fik slæbt sig til døren med sine sidste kræfter og hamrede tungt tre gange. Døren åbnede og foran hende stod en bondekone. Hun så aldeles sørgmodig ud. ”Åh, min gode frue, kunne De ikke lukke mig ind, så jeg kan sidde og komme til kræfter og måske få en smule til min hals?”, spurgte den gamle med sin hæse og nærmest gurglende stemme. ”Selvfølgelig. Din stakkel, du ser jo herrens ud”, sagde bondekonen og tog den gamle kone under armen og førte hende ind i stuen. Bondekonen var meget udsultet, men alligevel gav hun den gamle en tynd skål vælling. Bonden kom ude fra marken af, og han så endnu værre ud end kvinden. De satte sig begge omkring bordet sammen med gamlingen.
”Det er usselt, men det er alt hvad vi har”, sagde bondekonen. Bondefolkene så begge udmattede men også uhyrligt sørgmodige ud, og det spurgte den gamle kone ind til. Bondefolkene fortalte, at de var barnløse og ikke kunne blive frugtbare – og de ville så forfærdeligt gerne have et barn, det var deres allerhøjeste ønske. Da rømmede den gamle sig og sagde:

”Jeg har mødt så meget uvilje og fjendtlighed på min rejse, fra alle jeg har mødt. Men I, som er de fattigste og mest sultne jeg har mødt, har taget imod mig med kærlighed og omsorg, netop som jeg havde opgivet alt håb. I som har det hårdest, er dem der husker medlidenheden i disse hårde tider, og at kærligheden er verdens største styrke.” Den gamle kone rørte ved bondekonens mave, og pludseligt begyndte den at vokse. I takt med, at den voksede, skød korn, græs, frugttræer, grøntsager, buske og masser af andre planter op rundt omkring bondegården. Den tørre mark voksede op på ny, og alt blev grønt og frodigt. Bækken begyndte at strømme med frisk vand igen, og der kom dyr hen for at drikke. Parret beundrede maven der voksede, og de opdagede slet ikke, at gamlingen var forsvundet. De var mere optaget af livets mirakler.

Morken:
Den Dovne Søn og den Arbejdsomme Søn
Der var engang en smed ved navn Tolgor den Vise som havde to sønner, Molnir og Talgir. Tolgor den Vise var en dygtig smed og bragte herren Morken meget glæde med sit håndværk. Hans sønner voksede sig stærke og kloge, hurtige og adrætte. Men mest af alt fik de herren Morkens Skabergave og de skabte smukke og flotte ting og som deres fader bragte de Mestrenes Mester meget glæde.

En dag havde Tolgor den Vise fået hænderne på et yderst sjældent og meget helligt metal. Tolgor den Vise bad en stille bøn til herren Morken og lagde et lille offer af bær ind i sin esse. Derefter delte han det forunderlige metal i to og gav en del til hver af sine sønner. ”Mine sønner, herren Morken selv har tilsmilet os og givet os dette fantastiske stål. Det er op til jer at skabe noget smukt og værdigt som vil glæde Skaberherren. Jeg giver jer hver tre dage!”
Og sønnerne tog hver deres klump af metal og drog bort fra deres faders smedje.

Molnir var overbevist om at han var bedre end sin bror på alle måder. Han var både hurtigere og dygtigere, sagde han til sig selv. Men Henshir levede hemmeligt i Molnirs hjerte og hviskede i hans øren og Molnir lyttede uden at vide at det var Henshir – og ikke Herren Morken – der fyldte ham med hovmod og arrogance. Og på første dag var Molnir sammen med sin kone og sine sønner og var ikke i smedjen og arbejde: han skulle jo nok kunne indhente det hele. Og dagen efter var Molnir på markedspladsen og om aftenen var han på kroen, til langt ud på natten, hvor han pralede til alle sine venner om hvordan han ville slå sin bror og lave det bedste sværd nogensinde. Og på den sidste arbejdsdag vågnede Molnir og var ramt af Jamtains Forbandelse. Hans hoved smertede ham noget så forfærdeligt, men Molnir drog alligevel til smedjen. Stresset som han var glemte Molnir alt om herren Morken og varmede stålet og hamrede løs. Da solen gik ned var Molnir næsten i panik og han arbejdede feberagtigt til langt ud på natten.

Imidlertid havde Molnirs bror Talgir sagt farvel til sin kone og sine børn og brugt hele første dag i sit værksted og lavet tegninger af sit arbejde og husket at bede Morken om lykke. Han havde ryddet pænt op og lagt sit værktøj frem og gjort helt klar til at arbejde med det flotte og spændende stål. På andendagen var Talgir vågnet i sit værksted og havde bedt sin morgenbøn til Morken og tændt sin esse. Talgir arbejdede omhyggeligt hele dagen og svedte og led. Mens han arbejdede sang han salmer og lovpriselse til Morken, Smeden Over Alle Smede. Talgirs hænder og arme var ømme af al det hamren, hans stemme hæs af al den sang, men hans sværd tog langsomt form. Og på tredje og sidste dag bad Talgir herren Morken om styrke, hans arme var så trætte og hans stemme var næsten væk og arbejdet var så hårdt. Men han sled i det og led og var færdig med sværdet inden aften. Talgir gav herren Morken megen bøn og taksigelses og drog hjem til sin kone og sine børn, der var glade for at se deres udmattede fader.

Om morgenen den fjerde dag var sønnerne Molnir og Talgir samlet foran deres faders smedje. Tolgor den Vise var endnu ikke kommet ud til dem. Molnir så Talgirs flotte sværd, dets perfekte æg og smukke udskæringer og indgraveringer og han blev vred og forvirret. Hvordan kunne det gå til at hans bror kunne lave noget så flot, når han nu selv havde brugt en hel dag i sin smedje og havde arbejdet til langt ud på natten? Hvordan kunne hans bror overgå ham så meget, når nu han var så dygtig og så meget bedre end ham? Molnir blev pludseligt grebet af vild jalousi og bittert had og med tårer i øjnene svingede han sit uværdige sværd mod sin broder. Men Talgir var hurtig og stærk som Molnir og fattede straks sit eget sværd. I to perfekte buer skar klingerne gennem luften. Den ene hvislede med slangens hadske stemme og den andet sang smukt og stærkt som fuglestemmer i et gyldent morgengry. Med et øredøvende brag mødtes klingerne og Molnirs sorte stål splintredes i tusind stykker.

Da kom Tolgor den Vise ud til sine sønner og så hvad var hændt. Tolgor den Vise så de tusind stykker helligt metal og hans hjerte blev grebet af en stor sorg og han græd for sin søn Molnirs synder mod Skaberherren Morken. Tolgor den Vises sorg blev hurtigt til en vrede så varm som essens ild og han forbandede Molnir og sendte ham bort fra sit hus for evigt. Men da Tolgor den Vise så det sværd hans anden søn, Talgir, havde lavet blev han inderligt lykkelig og hans tårer blev af glæde, så fantastisk var sønnens håndværk. Sammen takkede de herren Morken og det gav skaberherren Morken meget glæde.

Jamtain:
Hvem Kan Undvære Et Krus Øl?
Det var engang en mand. Han var hverken stærk, klog eller snedig. Han var sådan en mand, som man passerede på sin rejse, men som man aldrig rigtig lagde mærke til. Blev man spurgt: ”Ham manden du passerede tidligere, kan du beskrive ham?”, ville man ikke rigtig kunne svare, for der var intet ved manden der skilte sig ud. Havde man siddet på kroen og haft en samtale med ham, ja selv der ville man ikke kunne beskrive ham. Sådan en mand var han. Han havde hverken familie eller venner. Ikke et hus, ikke et værelse, ikke engang en hat ejede han. Det eneste han havde, var tøjet på sin krop og tasken på sin ryg. Sådan en mand har ikke meget andet valg end at rejse. Så rejse, det gjorde han. Han rejste fra kro til kro.

På sin rejse havde manden kun et ønske, et krus øl, men han havde ingen penge og intet at sælge.
Så hver gang han nåede til en ny kro, spurgte han kroejeren: ”Kan De undvære et enkelt krus øl til en træt og fattig mand, som intet har tilbage i denne verden?”. Men ingen intelligent kroejer ville give et gratis krus øl ud til en fattig mand. Man ville jo nødig have at han kom tilbage, og hvad hvis han tog sine venner med? Det kunne man ikke risikere.

En dag kom manden til landets største by, hvor de rigeste kroer lå. En af disse kroer måtte have et krus øl i overskud, når de nu er så rige, tænkte manden. Han trådte ind af døren til den første kro, men knapt havde han taget et skridt før hele kroen blev stille og stirrede på ham. Det var ikke svært at gennemskue hvorfor: alle i kroen var iført prangende og strålende tøj, og de så ikke ud til at være glade for at deres foretagende var blevet forstyrret af en tigger i laset tøj. Manden bevægede sig hurtigt op til kroejeren og stillede sit sædvanlige spørgsmål: ”Kan De undvære et enkelt krus øl til en træt og fattig mand, som intet har tilbage i denne verden?”. Kroejeren grinede blot og nikkede til en stor vagt som stod bag ham. Den store vagt tog fat i manden, og så hurtigt som han var kommet ind, stod han igen ude foran kroens dør. Fortumlet gik manden videre, men det var det samme ved hver kro i den store by: ved nogle nåede han end ikke ind af døren, før han blev bedt om at forlade stedet. Ikke en eneste kro ville lukke ham ind, så han rejste videre, ikke ét krus øl mere i maven.

Først drog han langs hovedvejen, senere langs en mindre grusvej. Efter nogle dages rejse kom han til en by. Byens kro var ikke overdådig, som de havde været i den tidligere by, men den havde alt hvad en kro skulle bruge, og lidt til. Manden trådte ind af døren. Ingen vagter, ingen mennesker i prangende og strålende tøj, og bedst af alt, ingen stirrende øjne var fikseret på ham. Han fandt da kroejeren og, som han havde gjort så mange gange før, spurgte han: ”Kan De undvære et enkelt krus øl til en træt og fattig mand, som intet har tilbage i denne verden?”. Kroejeren svarede ”Et gratis krus øl. Hmmmm. Nej det kan jeg ikke hjælpe dig med, men jeg kan give dig noget andet gratis: et gratis råd. Intet her i livet er gratis, som Herren Morken siger det, man må arbejde for alt. Hvis du arbejder for mig en dags tid, så kan vi snakke om det der krus øl bagefter”. Manden takkede nej til tilbuddet og forlod hurtigt kroen igen.

Han rejste ud af byen langs grusvejen. Efter at have været på farten en halv dag kom han til en smal sti, der gik fra grusvejen mod en lille landsby. Langs den smalle sti kunne han se forkullede marker, samt en ødelagt og plyndret karavane. Han fortsatte langs stien til den lille landsby, hvor han blev mødt af synet af flere bygninger der ikke var mere end en bunke forkullet brænde. Landsbyens folk gik vemodigt rundt og samlede de ting sammen, der stadig kunne bruges. En af de bygninger der stadig stod, var landsbyens kro. Det var en lille bygning med et forfaldent skilt stående ude foran. Man kunne ane at der engang havde stået et navn, men malingen var for længst skallet bort, så der nu kun stod ”Kroen”. Da manden trådte ind blev han budt velkommen af, hvem han kun kunne antage var kroejeren. ”Velkommen til. Undskyld rodet, en gruppe banditter kom igennem byen, og de var vidst ikke helt tilfredse med forplejningen her. Lad mig finde et sted du kan sidde”, sagde kroejeren, mens han fandt et bord der stadig kunne stå og en stol med fire ben.

Manden satte sig ved bordet mens han nysgerrigt fulgte kroejeren med øjnene. Kroejeren fandt hurtigt et krus frem, kiggede på manden og sagde så: ”Sig mig, du ligner en mand der kunne bruge et krus øl. Vi får så sjældent rejsende igennem byen. Vi har ikke meget tilbage, men der er dog stadig en god tønde øl, lad mig skænke dig et krus.” Manden blev meget overrasket og fik kun nået at sige ”Jeg har desværre ing…” før han blev afbrudt af kroejeren, som med én flydende bevægelse fyldte kruset og stillede det på bordet foran manden: ”Det er på husets regning. I dag skal ingen være tørstige.”

Manden drak hurtigt øllet, rejste sig da op og kiggede på kroejeren imens han begyndte at tale, men i stedet for den hæse stemme der før var kommet, hørtes der en smuk, rungende og klar stemme: ”Jeg har rejst i mange dage og mange nætter. Jeg har været ved mange kroer, som alle afviste mig, men du, du har vist at ingen skal snydes for et godt krus øl. Ingen skal udelukkes fra fest, på trods af omstændighederne. Derfor velsigner jeg dig og din landsby!” Han hev kappen af og stod i et guddommeligt lys, hans tøj var nu prangende og fornemt, for han var en af Jamtains gudebørn. De forkullede kornmarker blev til gyldne og frodige bygmarker, de ødelagte huse stod atter, som var de nybyggede, og øllet flød i liflige strømme fra kroens tønder. ”Jeg velsigner jer med utømmelige tønder af øl og mjød, og bygmarker så langt øjet rækker. Lad aldrig festen dø!”

Jazbur:
Den Sidste Jagt
I en skov så tæt og dyb, at folk der boede udenfor kun kunne gisnede om hvilke farer der lurede fra mørket bag brynet, lå en landsby. Landsbyens indbyggere havde i mange generationer levet uden for den uretfærdige og fæle barons rækkevidde, og nød godt deraf. I en hytte i udkanten af landsbyen boede en jæger og hans familie. En morgen langt inden solen begyndte sin sejlads henover himlen drog jægeren på jagt. Hans taske var fyldt med mad, for han agtede ikke at vende hjem, før han havde nedlagt et stort bytte. På den første aften stødte jægeren på et sæt spor: sporene var efter al sandsynlighed fra den mægtige Brunbjørn, der havde taget mange unge og håbefulde jægere fra deres familier. Bjørnens spor ledte jægeren længere ind mod skovens viltre og utæmmede indre, og jægeren fulgte sporene i tre dage og tre nætter. Hver aften bad han til Jazbur om, at jagten skulle lykkedes.

På den fjerde morgen så han Brunbjørnen stående midt i en lysning. Det var den største bjørn, jægeren nogensinde havde set: med dens store poter skrabede den barken af et træ. Jægeren listede lydløst hen mod bjørnen med vinden i ansigtet, og fra et krat helt henne ved bjørnen bad han en sidste bøn til Jazbur. Jægeren brød da ud fra krattet med sit spyd foran sig, og løb frem mod bjørnen så hurtigt han kunne. Med al sin styrke stødte han sit spyd ind i bjørnens hjerte, der end ikke nåede at opdage jægeren før det var for sent. Bjørnens hud brast, spydhovedet forsvandt ind i dens bløde indre og gennemborede hjertet. Da Brunbjørnen faldt om rystede jorden under dens mægtige vægt.
Jægeren brugte resten af dagen på at partere bjørnen. Skindet svøbte han om sig som en kappe, og de skarpe tænder brændte han som et offer til Jazbur.

Da jægeren vendte tilbage til landsbyen, blev han mødt af et forfærdeligt syn: alt var blevet brændt ned, og alle hans venner og naboer brutalt myrdet. Jægeren var helt ude af sig selv, og han vidste ej, hvem der havde gjort det, men han vidste, at han ville hævne sig. Da fandt han en af baronens mænd der lå død på byens torv – de havde fundet frem til landsbyen. Nu vidste jægeren, hvad der var sket og, hvad han ville gøre.

Jægeren løb mod baronens borg i tre dage og tre nætter – hans vrede var stor og utæmmelig som den brune bjørn han bar på skuldrene. Da ankom han til baronens borg, der rejste sig som en mørk mur over jægeren, og med et vredesbrøl der kunne høres flere hundrede meter væk, sprang jægeren igennem porten uden frygt for at dø. Bag porten stod omtrent seks snese af baronens mænd klædt i lilla kofter, der snart blev farvet røde af blodet fra deres ejermænd, der måtte sande, at de havde mødt deres overmand. Jægerens spyd hvirvlede rundt i hans hænder alt imens blodet flød og antallet af lig på borgpladsen steg og steg.

Udmattet, men fokuseret, nåede jægeren til porten som førte ind til riddersalen. Han havde pådraget sig nogle livsfarlige sår og trak nu vejret i lange, besværede og hvæsende åndedrag. Alligevel magtede han dog at sparke porten op med en sådan kræft, at den fløj af de jernhængsler der havde holdt den fast i murværket, hvorefter han trådte ind i salen. Han rettede sit blodige spyd mod baronen, som sad på en forgyldt trone, og brølede: ”Du som har gjort mit folk og mig uret skal dø! Med Jazburs støtte vil jeg kløve dig i to, og sætte dit land og folk fri som duer befriet fra et bur!”
Baronen lo blot af den blødende jæger og svarede hårdt: ”Du som kommer her med død har ingen ret til tale om uret! Du som kommer her og råber Jazburs navn, du skal vide, at Jazbur må vige for Vegils hellige lov!”.

Da omringede en flok af baronens mænd jægeren. De stak og huggede efter ham med deres korte sværd, og tilføjede den allerede stærkt blødende krop det ene mere blodig sår efter det andet. Jægeren sank ned på knæ, og det var som om tiden stod stille for et kort øjeblik – klar til at dø vendte han ansigtet mod himlen og svor at baronen skulle dø. ”Jazbur, hør mine bønner”, sagde han. ”Jeg, som har været dine veje tro, beder om hjælp til at afslutte denne jagt. Jagtens Herre, skænk mig styrken til jage denne mand, der lægger bånd på friheden og som prædiker om lov og hierarki. Jazbur, lad mig kløve hans hoved og lænkerne i to!”. Jazbur, der havde glædet sig over jægerens list i jagt, fritslupne og vilde styrke i kamp, og ikke mindst hans offergaver og bøn, skænkede jægeren en sidste styrke til at nedlægge sit bytte, og gøre en ende på Livets Jagt.

Med glødende røde øjne og med spyddet i sin hånd rejste jægeren sig igen: opfyldt af guddommelig kraft var han ikke længere til at såre, og i en vældig blodrus slog han de omkringstående soldater ihjel med store, fejende hug. Jægeren vendte sig herefter mod baronen, der rædselsslagen krøb sig helt sammen på sin trone, men nu var det for sent at gemme sig. Med et brøl stødte jægeren sit spyd mod hans bytte for en sidste gang, baronens kraftige stålrustning brast, og spydhovedet forsvandt ind i hans bløde indre og gennemborede hans hjerte.

Og i dette samme øjeblik var Livets Jagt slut. Jægeren faldt endelig død om henover baronens lig, og begge deres sjæle overgik til Garon.

Henshir:
Korn, får og sønner
Der var engang en bonde ved navn Artan, der året rundt arbejdede hårdt på sin mark. Artan havde blot én eneste søn, som hjalp ham med at pløje, så, luge og høste. Artan holdt også får, men han havde kun en ganske lille flok. Ved siden af Artan boede derimod hans nabo Toran, der havde en mark der var dobbelt så stor som Artans, samt flere dusin får og tre friske sønner. Men på trods af sliddet og en misundelsesværdig nabo, var Artan tilfreds og taknemmelig for sin tilværelse.

En varm sommerdag stod kornet gyldent og svajede på Artans mark. Artan og hans søn var netop blevet færdig med dagens arbejde, da Artan tænkte ved sig selv, at de nok ville have høsten i hus en af de nærmeste dage, og Artan glædede sig ved tanken. Samme aften blæste vinden dog op til en frygtelig storm: den hylede hele natten mens regnen dunkede hårdt mod taget. Artan bad Rynthia om, hvis hun ønskede det, at lade hans korn i fred. Næste morgen gik Artan ud til sin mark. Der så han, at uvejret havde knækket stråene og flået jorden op til en mudret sump. Så må vi jo overleve så længe vi kan på resterne og sidste års høst, tænkte Artan og begyndte at samle de aks sammen, der ikke var alt for ødelagte. Da Artan gik hjemad så han til sin forbløffelse, at Torans mark var urørt af stormen. Men hvis det er gudernes vilje, tænkte Artan, og var glad på sin nabos vegne.

Det blev efterår, og det blev vinter. Artan og hans familie klarede sig så godt de kunne, men den dårlige høst tærede på dem. En kold vintermorgen gik Artan over til sine får. Familien manglede mad, og hvor nødigt Artan end ville slagte et får i utide, var der ikke andet at gøre. I stalden så han dog til sin forfærdelse, at alle fårene lå på jorden med store bylder: de var døde af fåresyge, og kødet kunne ikke længere spises. Hvis det er gudernes vilje, tænkte Artan, selvom det lader til at de har modvilje mod mig i år – i det mindste er min familie endnu i live, selvom vi sulter. På hjemturen lagde Artan vejen forbi sin nabo for at høre, hvordan det stod fat hos ham.

”Vinteren er streng, men vi klarer os”, sagde Toran i døren. ”Hvordan går det hos jer?”
Bag Toran kunne Artan se en stor steg på bordet. Han hørte sønnerne snakke og le, og den dejligste duft af nybagt brød strømmede ud fra døren. ”Min høst er ødelagt og mine får er døde. Kunne jeg måske låne en sæk korn?”, spurgte Artan håbefuldt. ”Beklager, vi har kun netop til os selv,” svarede Toran og lukkede derpå døren i. Det kan da ikke være rigtigt, at Toran ikke engang kan undvære lidt korn – dårligt naboskab, mumlede Artan, mens han trampede hjemad. Ak ja, kære guder, vær nu ikke urimelige, lad blot min familie overleve vinteren, bad han.

Vinteren var lang og ubarmhjertig, men Artan og hans familie kom igennem den, og Artans engang så store søn var nu svundet ind til en mager ung mand. På den første forårsdag stod de sammen i marken, klar til at pløje. Pludselig faldt sønnen om. Artan var straks over ham, men hans søn var så kold som den frosne jord nyligt havde været. Ikke min søn, tænkte Artan, giv mig ham tilbage. I kan tage alt fra mig, men ikke min søn! Sønnen forblev så død, som da han var faldet. Med ét fik Artan øje på Toran og hans sønner, der lystigt pløjede deres marker. I samme nu steg en mægtig vrede op i Artan: hans nabo havde altid haft flere marker, flere får og flere sønner end ham, men nu havde Artan intet. Han mærkede bitterheden flænse hans hals og brænde hans tunge. Gid dit korn må brænde op; jeg vil, at din smerte skal blive lige så stor som min!, ønskede Artan.

For hvor had og misundelse hersker, der lytter Henshir med. Han følger med en rovfugls blik vor færden, klar til at slå ned og suge næring af vore følelser.

Ved sin søns begravelse sørgede Artan, men han følte også dyb lede ved sin skæbne. Samme aften blev det et voldsomt uvejr, og et lyn slog ned og satte Torans marker i flammer. Gnisterne fløj op i et mægtigt skue, og nogle af dem fløj ned og satte ild til hans lade, hvor det sidste korn lå gemt. Toran var sønderknust og gik med bøjet ryg og tomme hænder, men Artan følte ingen tilfredsstillelse. Gid dine får må dø; hvad jeg ikke har, skal du heller ikke eje!, ønskede han. Et par dage efter fandt Toran hele sin fåreflok dræbt af fåresyge. Fårene lå spredt på Torans græsskråning med store, betændte bylder og sendte en stank af råd mod landsbyen. Artan kunne ikke nære sig, men kom på besøg hos sin nabo.

”Jeg arme stakkel”, klynkede Toran næsten grådkvalt, mens hans sønner trøstede ham. To sønner sad hver med én af Torans hænder i sine, og den sidste stod med hånden på hans skulder. Artan mærkede igen bitterheden stige op i sig ved synet af Torans tre sønner, der mindede ham om hans eget tab. Gid dine sønner vil slå sig ihjel!, ønskede han da han gik.

Nogle uger efter hørte Artan, at alle Torans tre sønner var kommet galt af sted under en fisketur. Den ene havde villet vise sig, og havde stillet sig op i båden. Den anden syntes sig bedre end sin bror, og havde også rejst sig for at prale. Den tredje, der efter sigende havde en smule mere forstand, var kommet på benene for at hive dem ned igen, men båden lå nu så usikkert i vandet, at den var kæntret, og de druknede alle tre.

Nu er vi kvit, for nu er det gået dig lige så galt som det gik mig, tænkte Artan, men ingen hævn var stor nok til at mindske Artans harme, og han tænkte til sine dages ende på det han havde mistet.

Garon:
Soldaten og Lyset
Der var engang en soldat der havde været i krig på den anden side af havet. Krigen havde været en stor sejr: soldaten var kommet uskadt igennem og han glædede sig til at komme hjem og se sin kone og tre børn igen. Natten før skibene sejlede, fik soldaten et forfærdeligt mareridt, da han drømte at han var ude på havet og ved at drukne. Han svømmede for livet, men der var intet at gøre; vandet trak ham ned og atter ned. Soldaten vågnede med et sæt. Uden at tænke fór han ud af teltet, væk fra det han havde set. Han ville ikke lade dét være hans skæbne. Han ville ikke dø på den måde.

Det var mørkt og soldaten kunne knap nok se sine hænder foran sig som han løb igennem skoven. Han løb og løb og blev ved med at løbe indtil han kom til en nedbrændt by hvor han for få dage siden havde vundet det afgørende slag i krigen. Han gik igennem ruinerne, da han hørte lyden af en klokke der slog. Undrende gik han efter lyden da han så et enkelt tårn stå, uskadt og alene i mørket. I toppen af tårnet var et enkelt oplyst vindue, og ud af vinduet hang et reb. Soldaten var træt og det var koldt så han besluttede sig for at søge ly i klokketårnet. Han tog fat i rebet og kravlede op af tårnet og ind ad vinduet. Inde bag vinduet var en sal fyldt med stearinlys der oplyste de store tandhjul der langsomt drejede og fik uret til at gå. For enden af rummet hang et stort pendul der svingede langsomt fra side til side – i pendulet sad en gammel, forkrøblet, lille mand i en grå kutte.

”Hvem der?”, udbrød soldaten. Krøblingen kiggede op.
”Du er kommet langvejs fra, kære soldat!”
Krøblingen smilte et bredt smil, hans stemme rungede ud i den store sal.
”Hvor ved du det fra?”
Soldatens stemme var urolig. Der var noget ved den gamle mand der gjorde ham bange.
”Hvordan skal du dog nogen sinde nå tilbage til din familie nu…”, konstaterede krøblingen koldt.
”Hvad mener du!?”, råbte soldaten, mere bange end vred.
Krøblingen trådte ned fra sit dvæle i pendulet og gik humpende hen til de store stearinlys.
”Ved du hvad det her er…?”
Soldaten kiggede på lysene.
”Stearinlys?”, gættede han usikkert.
Krøblingen lo, så det rungede i den store sal.
”Dette er lysene der brænder for de dødeliges sjæle; en flamme der viser hvor langt et væsen har at leve. Alle har deres eget. Når flammen går ud er tiden inde…”
Han gik hen, tog et lille afstumpet lys og bragte det til soldaten.
”Dette er dit.”
Soldaten så med rædsel på det lille lys.
”Giv mig det!”, beordrede han, men krøblingen lo og sagde: ”hvad har du i sinde at gøre med det? Tror du at du kan stoppe flammen fra at brænde vægen? Tror du at du kan stoppe tiden fra at gå?”
Da blev soldaten vred, trak sit sværd og kløvede krøblingen, tog da lyset og klatrede ned ad tårnet.

Han løb hele vejen tilbage til lejren ved kysten med lyset i hånden, men det var for sent, skibene var sejlet for længst og de havde efterladt ham i dette fremmede land. Soldaten faldt på knæ og skulle til at give op, men da så han lyset i sin hånd var blevet kortere og han tænkte på sin kone og tre børn… Han måtte se dem igen. Han rejste sig og stillede forsigtigt lyset fra sig, afklædte sig hastigt sin tunge brynje, greb og holdt da lyset højt over hovedet, mens han sprang i vandet.

Soldaten tog store svømmetag. Han kunne mærke varmen fra lyset mod sin hånd som han holdt løftet over det iskolde vand. Han svømmede dag og nat. Vandet frøs hans krop, han kunne ikke holde smerterne i armene ud. Han svømmede for livet, vandet trak i ham, han begyndte at synke, men han tænkte på sin familie og fortsatte med at svømme: han måtte se dem igen. Han havde svømmet i hvad der føltes som dage, det gjorde så ondt i hans muskler at han troede smerten alene skulle tage hans liv. Lyset var blevet kortere endnu, og soldaten vidste da at han aldrig ville kunne nå til bredden. Han stoppede med at svømme og lod vandet tage ham, langsomt ned, imens han for sidste gang så sin familie for sine øjne – men i samme øjeblik mærkede han havbunden under sine fødder.

Soldaten åndede lettet op. Han havde klaret det: han var endelig hjemme. Og dér stod hans familie og ventede på ham. De så lykkeligt på hinanden, børnene kom løbende imod ham med åbne arme og soldaten løftede sine arme ud imod dem, men han var så træt at han mistede grebet om lyset der faldt til jorden og gik ud i sandet. Det er sikkert og vidst at Garon får hvad Garon skal have.

Vegil:
Munken og den Sårede Soldat
Dengang Vegilan den Retfærdige vandrede rundt på Hatten og spredte Vegils Guddommelige Lov og Gerning stødte han på en falden soldat der lå i grøften ved siden af vejen. Den stakkels soldat var træt og såret og lå og blødte og led. Vegilan stoppede og snakkede med den sårede mand og spurgte ham hvordan det dog var endt ham så slet.
”Min herre var en fæl og ond herre, hans tanker var mørke og hans ønsker var grusomme. Han straffede bønder der ej betalte deres skat brutalt og han var en modbydelig og arrogant karl. Vi ønskede ikke at tjene en sådan herre længere. Så vi drog sammen våben mod ham og forsøgte at blive frie og i kampens hede blev jeg såret. Og derfor ligger jeg her og er døende.”
Den milde munk smilede ad soldaten og sagde da ”ved Vegils Lov er ingen mand fri og ingen mand oprører mod sin adelsherre. At du nu ligger døende er Vegils straf for din synd og jeg ønsker dig at Garon finder din sjæl let.”. Og derpå gik Vegilan den Fromme videre.

Senere på samme vej mødte Vegilan endnu en såret soldat, men denne bar en blå kofte med et gult skjold på brystet. Atter stoppede munken og spurgte soldaten hvorledes han var bleven så ilde tilredt. Soldatens ansigt fortrak sig i smerte og han greb om sin blodige mave mens han svarede
”Min herre var en fæl og ondskabsfuld herre, fyldt med grumme tanker og onde lyster. Men trods han var modbydelig og arrogant, trods han straffede sit folk brutalt, var han ikke uretfærdig. Han var min herre og han kaldte mig til kamp under sin fane. Og da det var min herre der kaldte bar jeg våben mod de oprørske bønder, selvom nogle af dem endda var mine egne venner. Og således går det til at jeg ligger her og dør langsomt i en grøft.”

Og Vegilan svarede ikke manden, men blev alvorlig og lagde sine hænder på ham og bad Lovfader Vegil om at hjælpe manden. Et blåligt skær kom da til syne om munkens hænder og om soldatens sår, som med hellig magt lukkede sig, indtil soldaten var hel og sund.

”Du bringer Vegil glæde mit barn”, sagde Vegilan og smilede og hjalp soldaten på fode.
Sammen drog Munken og Soldaten videre ud af den støvede sti.

Dunetan:
Handelsmandens Sønner
En klog, gammel handelsmand havde tre sønner. Han vidste, at han snart skulle dø, så han ville se hvilken en af hans sønner, der var den mest egnede til at arve hans formue. En dag gav han de tre sønner en pose med varkiler hver. Han fortalte dem at den der kunne tjene flest varkiler ville arve hele hans formue.

Den første søn tog ned på kroen, han ville vinde penge og berømmelse i spil – men han blev snydt, og tabte alle sine penge. Han fortrød at han ikke havde bedt til Dunetan for held, for så var det måske gået anderledes. Den anden søn hyrede nogle mænd, og plyndrede landevejene omkring byen. Så snart byens garde hørte, hvad der skete, tog de ham til fange og smed ham i fængsel.

Den sidste søn købte en lille båd og en sæk med krydderier, han bad til Dunetan, og sejlede så til Gyldenhåb. Han takkede Dunetan af hele sit hjerte da han nåede frem uden skrammer. Her handlede han frem og tilbage i mange dage. Nogle gange gik det godt, andre gange knap så godt, men for det meste godt – og han takkede Dunetan ved hver eneste succesfulde handel. Som tiden gik, fik han erhvervet sig mere end han havde til at begynde med, og købte så en større båd og en masse pelse. På den måde blev han ved, indtil han havde en stor formue, og for at vise taknemmelighed for Dunetans nåde til søs og hans gode held, købte sønnen nye sko til alle Dunetans vandrende præster, samt nye sejl til hele handelsflåden.

Efter fem år hørte han, at hans far var blevet dødelig syg, så han rejste hjem til sin fødeby, hvor hans far lå på dødens rand. Sønnen takkede faderen mange gange for at have givet ham den første pose med varkiler, og fremviste stolt sin formue. Den gamle handelsmand blev ovenud glad, gav sønnen hele hans formue, og kunne herefter med ro i sjælen hengive sig til Garons nådige favntag.