Lagonago, et forfærdeligt uhyre, havde i lang tid hærget og plaget en navnløs og lille landsby. En af Kongens præster satte derfor major Trygfelt på sagen, og snart var 50 af Vegils loyale soldater, såvel som krigshelten major Trygfelt, taget af sted mod landsbyen.

Solen bager og de tungt udrustede soldater må have det ulidelig varmt, men de har alle som en flere års erfaring bag sig, så de går taktfast videre uden et ord. De har alle pladerustning på, såvel som en hjelm på hovedet og et spyd i hånden. De har også et langsværd i bæltet og et stort blåt skjold på ryggen. Mens soldaterne marcherer ned af vejen drister den næstkommanderende, kaptajn Halvor, sig til at spørge dumt.
”Hvad gør vi ved den?”. Det var ingen hemmelighed at det var mandens rige slægt, mere end hans evner, der havde skubbet ham længere frem i hæren end hvad godt var. Trygfelt kigger i lang tid på ham fra ryggen af sin hvide krigshest. Han er ikke en dag over 30, men hans blik er fyldt med erfaring og klogskab. Han ser faktisk en smule feminin ud med sit lange lyse hår. Det eneste der spolerer hans engleansigt er et langt tyndt ar der løber fra hans venstre øje og ned af kinden. Han er iført en pladerustning velsignet og skabt i Vegils navn, såvel som flere hellige symboler til ære for selvsamme. Endelig svarer Trygfelt.
“Det er meget simpelt, kaptajn Halvor! Vi ridder til denne by… Også dræber vi bæstet!”

Kaptajn Halvor er dog ikke overbevist.
”Det er en god idé, men myten siger jo trods alt at det er et væsen med utroligt store magiske kræfter. Det er jo ikke fordi jeg tvivler på at vi vinder, men det bliver svært…”
”Vi er 50 mand og Herren Vegil våger over os, kaptajn Halvor…”. Det er tydeligt at Trygfelt er irriteret over at have denne inkompetente kommandør med sig.
”Ja, men stadigvæk… Altså, den er jo meget stærk og så…”. Kaptajn Halvor når ikke at sige mere før Trygfelt højlydt afbryder ham.
”Jeg synes at høre tvivl i din stemme… Antyder De noget, hr. kaptajn?!”
”Nej nej, selvfølgelig ikke…”, får Halvor fremstammet.
”Godt”, siger Trygfelt blot.
Der bliver ikke sagt mere før de flere timer senere slår lejr.

Truppen har selvfølgelig hellige mænd med på deres rejse, og en af præsterne, Eigil Ædelhjerte, henvender sig i lejren direkte til den næstkommanderende, kaptajn Halvor.
“Herre, jeg foreslår at mændene får lov at more sig. Vegil ønsker således, og trods alt er der grund til optimisme. Latter er bedre end gråd, og en aftenbøn bør være den sidste aktivitet. Jeg foreslår om en time. Lyder dette godt i Deres ører? Ellers kan vi også begynde samlingen nu.”
Kaptajn Halvor går uden diskussion med til Ædelhjertes anbefaling.

Samtidigt sidder Trygfelt i sit telt og gennemgår de oplysninger om uhyret han har fået tilsendt af Gråklippefontænen. Han er optimistisk, for det lader til at bæstet skal knækkes med gammeldags råstyrke, våben og blod. Det glæder ham, for han har aldrig rigtigt forstået magi. Vegils mirakler er én ting, men uhyrer med magiske evner er noget helt andet. Et dyr bør ikke kunne udøve magi. Det er ikke naturligt for majoren. At dyret er ældgammelt, har store tænder og æder riddere til frokost er ham langt mere håndgribeligt. Han tømmer sit vinbæger og går ud for få status på sagerne.

Eigil Ædelhjerte smiler høfligt til Trygfelt da han kommer ud af teltet. Godt nok deler de ikke samme holdning om magi (det har han erfaret efter at have haft ham som kommanderende i tidligere kampe), men han er en handlekraftig og god mand med respekt for sine soldater. Men endnu vigtigere, så har han respekt for Vegils hellige tjenere.
“Godaften Herre Trygfelt. Ser det hele lyst ud? Jeg og kaptajn Halvor blev netop enige om at holde aftenbøn om én time fra nu af. Jeg formoder at det ikke generer Dem?”
Trygfelt ser en smule træt ud.
“Det lyder fint fader… Det passer udmærket.”
Trygfelt stirrer på aftensolen og falder lidt i staver. Eigil Ædelhjerte smiler og bemærker Trygfelts distance. Nå ja, tænker han, manden har mange ting at tænke på, og selvom Herren Vegil er med dem, må Trygfelt vide at det ikke bliver en let opgave.
“Udemærket, hr. Trygfelt. Jeg vil samle mine ting og begynde snarligst.”
Trygfelt er stadig i staver og hører tydeligvis ikke efter.

Ca. en time senere går Ædelhjerte hen og gør sig klar til sin tale. Han venter tålmodigt på at Trygfelt og Halvor slutter sig til mændene der allerede sidder og venter. Ingen siger noget. De er så disciplinerede at de ved de ikke skal stille spørgsmål nu. Trygfelt sætter sig ned mellem de jævne soldater; en ting som han ellers ikke normalt ville gøre, og det gør folk lidt usikre. Der er enkelte soldater, dog selvfølgelig langt bag majoren selv, der mumler til hinanden. Trygfelt kysser sit hellige Vegilsymbol i det selvsamme øjeblik aftensolens sidste stråler løber henover hans pladeklædte brystkasse.

Ædelhjerte starter med at smile til de forsamlede, og mumler derefter noget for sig selv som ingen kan høre; dette er altid måden han starter sine taler på. Hans blik fanger hver enkelt soldat inden han rømmer sig og taler højt, hurtigt og tydeligt.
“Lyt. Lyt til mig, I der er her i dag. Mine krigere, mine venner, mine følgesvende. Vegils hellige soldater, I skjalde af retfærdighed, I beskyttere af orden og alt godt. I har Vegils velsignelse, såvel som den ære at tjene Ham – og æren i at blive ledet af den store Trygfelt!”
Ædelhjerte holder en kort pause for at få pusten igen.
“Dette er en god tid. Dette er en god aften. For i aften er vi samlet og skal ære Herren. Han har givet os en opgave, en mission, for endnu engang at bevise vores værd. Men hvorfor skal vi testes? Således kan fremmede og uforstående spørge. Vores svar er klart: sådan er Herrens vilje. Og i sandhed er det Vegils vilje at teste vores styrke, vores oprigtighed og dedikation til sandheden og retfærdigheden i Hans styre. Han våger over os, og beskytter os mod fare. Til gengæld må vi være for evigt påpasselige med vores handlinger, og altid skænke Herren en tanke.”

Ædelhjerte løfter hænderne op i luften.
”Løft jeres hænder, og gentag efter mig: Jeg er Vegils tro tjener. Jeg vil udføre Hans ønsker med glæde. Jeg vil ofre mig for Herren. Jeg vil ikke stille spørgsmål, men gøre som der kræves af mig.”
Dette gentages af alle i forsamlingen.
“I, mine mægtige krigere og venner, hør nu godt efter. Et mægtigt uhyre er kommet til egnen ikke langt herfra. Dets navn er Lagonago, og hvilken skændsel det er for de gudfrygtige folk i landet, for os og for Herren. Det skal manes bort fra denne verden. Måske vil vi vinde uden tab – måske dør vi alle sammen. Det ved vi ikke, men hør mig! Vi VIL udrydde dette bæst! Vi VIL gøre hvad der forventes og med glæde ofre os for vores Herre Vegil!”

Ædelhjerte åbner en bog og begynder at mumle en smule for sig selv igen. Han er tilsyneladende i gang med at udføre en form for formular. Så stopper hans mumlen, og han vender sig mod de forsamlede igen. “Nu er det tid til velsignelsen. Rejs jer, I ædle soldater af Vegil, og tag hånden til brystet. Åbn jeres sind…”
Ædelhjerte venter på at soldaterne får stillet sig op.
”Herre Vegil! Vi, dine tro tjenere, beder ydmygt om din velsignelse. Din styrke er uovervindelig og Dit åsyn er så langt som solens stråler. Der venter os en svær opgave forude, men vi vil med glæde gå i døden i Din tjeneste. Vi kræver intet, men beder blot ydmygt om Din velsignelse. Hør os og hjælp os. For altid og i al evighed vil vi følge dig, Herre Vegil!”
Derefter falder Eigil Ædelhjerte sammen.

Trygfelt har under hele prædikenen haft øjnene lukket, men han ser nu at Ædelhjerte er faldet omkuld. I et splitsekund er han tilbage i sin rolle som leder og råber en skarp kommando:
“Hent faderen og bring ham til lægeteltet!”, og der går ikke mange sekunder før det er gjort.
Imens Trygfelt våger over Ædelhjerte går mændene til ro, men der hviskes naturligvis i krogene.
Ædelhjerte ligger stille og siger intet, men man kan heldigvis mærke at han stadig trækker vejret nogenlunde normalt. Kaptajn Halvor kommer ind i teltet. Trygfelt kigger træt op og sukker lettet.
”Alt i orden kaptajn. Faderen har såmænd bare trukket lidt vel meget på Herrens gunst i aften. Han skal bare sove og have godt med mad, så er han frisk som et nysmedet sværd ved solopgang!”
”Det lyder godt”, siger Halvor. ”Vi har jo brug for ekstra styrke til…” Han afbryder sig selv.
”Til hvad?”, spørger Trygfelt hurtigt. Hans træthed er tilsyneladende helt forsvundet.
”Nå, skam ikke noget Hr. Trygfelt…”
Trygfelt rejser sig hurtigt og går med et par hurtige skridt hen til Halvor.
”Til HVAD? spurgte jeg. Tal sandt til din overordnede, eller Herren Vegils vrede vil i sandhed ramme dig!”
”Bare til når vi skal kæmpe mod bæstet!” råber Halvor forskrækket.
Trygfelt ryster på hovedet.
”… Gå i seng, hr. kaptajn. Det er en ordre.”
Halvor mumler noget utydeligt og går ud af teltet imens Trygfelt vender ryggen til ham og bider tænderne sammen; hvad man skal finde sig i, tænker han. Hvordan kom den mand overhovedet ind i hæren i første omgang?

Næste dag sætter tropperne af sted ved solopgang. Alting er dog ikke som det plejer, for selvom Eigil Ædelhjerte er fysisk frisk, er han ikke længere den samme. Han taler sjældent og er fraværende. De normale aftenbønner overtages snart af en af de andre præster. Efter nogle dage bliver det for meget for Trygfelt, der er ligefrem af natur. Under et voldsomt regnskyl med tilhørende torden, som naturligvis får moralen til at falde betydeligt blandt mændene, må han have vished. Så pludseligt, over bulder og regn, kræver han svar.
“Fader, hvad er der i vejen med dig?”
Ædelhjerte mumler lidt for sig selv, men rider så langsomt væk fra Trygfelt – det er tydeligt at han ikke gider snakke. Trygfelt lader være med at forfølge emnet yderligere og lader præsten være alene med sin gud. Senere den samme dag kommer soldaterne forbi den landsby som Lagonago har plaget. Den er raseret, og de finder ingen overlevende.

Ikke lang tid efter de har lagt landsbyen bag sig begynder kaptajn Halvor pludseligt at synge ”Knokkelmanden”. Først forskrækker det de tropper der er tættest på ham – derefter følger en ubehagelig stilhed. Ædelhjerte rider hastigt hen til Halvor og giver ham en hård lussing.
“Stop! Syng ikke den sang. Hvad er det De tænker på?! Vegil vil det ikke sådan… Syng om Hans ære, Hans storhed! Syng om ære, tapperhed og mod. Syng om vores styrke som aldrig vil falme med Hans overblik! Syng om… Ham.”
Ædelhjerte går et øjeblik i stå og råber derefter så højt at alle kan høre det.
”Vi er tæt på Lagonago! Jeg kan mærke den forfærdelige stank af død…”
Trygfelt kan også mærke det. Han udstøder en hurtig kommando.
”Mænd! Vær opmærksomme! Vær beredte! Vi er tæt på nu…”

Troppen går langsomt videre af vejen. ”Den flyver jo lige over os.”, udbryder kaptajn Halvor ud af det blå. Ædelhjerte kigger op og nikker bekræftende.
“Den er deroppe… Den holder øje med os, men Lagonago er sjældent længe i luften. Den nyder at være tæt på sit måltid… Major Trygfelt, jeg tror kun det er et spørgsmål om tid. Jeg vil velsigne mændene nu.”
Soldaterne står nervøse og kigger til siderne, på hinanden og så på den urokkelige Trygfelt. Nogle få af dem begynder at glide ud af formationen, altså lige indtil Trygfelt råber højt af dem. De mest erfarne soldater står bomstille. Eigil Ædelhjerte venter ikke på svar fra Trygfelt og begynder hastigt at påkalde sig Vegils kræfter.
“Vegil! I dit navn vil vi ødelægge denne skabning. Giv os Din styrke til at nedkæmpe den. Giv os Dit mod til at turde møde den. Giv os Din tapperhed til at ofre os. Og giv os Dit overblik, så vi ved at sejren skal komme! Vegil, giv os…”
Fader Ædelhjerte når ikke at sige mere, for i det samme øjeblik flyver Lagonago ned og gennemborer præsten med sin store klo. Han bliver løftet op i luften, og inden nogen kan nå at gøre noget er Ædelhjerte ikke mere. Lagonago nærmest griner af soldaterne inden den lander lige foran dem.

Trygfelt råber højt og tydeligt igennem den tudende regn og torden.
“Skjoldmur, NU! Spyd klar! Alle buer, fyr!”
Trygfelt virker sært opstemt. Han nyder tanken om at nedkæmpe utysket. Imellem soldaterne begynder Vegil præsterne at trække på deres herres kræfter. Soldaterne begynder at lyse svagt hvidt.
Bæstet kan mærke Vegils kraft ryste den i sin grundvold og træder usikkert et skridt tilbage…
…Og da rammer pilene den! Langt størstedelen borer sig ind i dens læderhud og sårer den.
Lagonago træder endnu engang tilbage. Tydeligvis i vildrede, da den ved den at den er alvorligt truet. Bag den er en dyb afgrund. Lagonago langer ud efter de forreste rækker og får hurtigt ramt en stor snes soldater der enten bliver slynget ud af formationen, revet i småstykker eller flyver igennem luften. De resterende soldater stikker og hugger med deres spyd, alt imens pilene flyver om ørerne på dem. Lagonago kæmper imod, og får igen ramt nogle enkelte soldater, men Vegils styrke er nu helt over de resterende. Lagonago forsøger endnu engang at få ram på de forreste rækker, men forgæves – de mange spyd tvinger uhyret udover klippekanten, hvorefter den falder ned i dybet med et afskyeligt skrig til følge!

Trygfelt smiler for sig selv, men ser så rundt på de mange kroppe der ligger omkring ham. Så mange liv er gået tabt… Soldaterne får samlet sig, hjulpet de sårede og indsamlet de dødes genstande inden de begraver dem. Så begiver de sig tilbage af den vej de kom fra; endnu engang har de tjent Herren Vegil.