Dette er en beretning om retssagen mod Sværddybs tidligere Fontænemester Nikata. Historien foregår på den nu forladte Gråklippefontænen.

I en rådssal er der samlet en gruppe personer. Gruppen består af Løjtnant Zak fra Den Blå Garde, Sværddybs Fontænemester Nikata (der er under anklage), krofatter Helgrim Halgrimson, samt to Fontænegardister, to skrivere, en forsvarer, en anklager og dommeren. Dommeren er Fontænemester af 3. grad, og hans navn er Erkendi Laijson.

Helgrim bliver bedt om at fremsige sin klage over Fontænemester Nikata. Han rømmer sig inden han begynder at tale.
”Ærede dommer, Nikata har brudt sit ord, og hun har samarbejdet med dæmoner. Ja, hun har faktisk tvunget mig til at indgå en aftale med selvsamme væsner, for at min kro kunne lades være i fred. Jeg gav orkerne mad og drikke som aftalt, men senere kom de to dæmonbesatte, ham elveren og orkernes høvding Blod… Ja og hele deres slæng af stinkende grønhuder og plyndrede og hærgede kroen! Hun”, siger Helgrim og peger på Nikata ”havde lovet os fred, og det blev ikke holdt. Hun er ikke til at stole på, og det er ved Blåbær ikke noget som Sværddyb er tjent med!”

Erkendi Laijson kikker på Nikata og nikker til hende, som et tegn på at nu skal hun sige noget. Nikata ser ud over de få personer der er forsamlet, hendes blik hviler et øjeblik på Helgrim, inden hun begynder så at tale:
”Kraftige anklager er dette. Ja, Helgrim har ret i enkelte ting, men angående visse andre sager bør han nok tale med en vis forsigtighed, thi han er ikke indviet i Fontænens orden. Vi ved jo alle, at orker har en tendens til at handle per instinkt, og jeg begik en sjælden fejl ved ikke at holde konstant opsyn med dem. Blod angreb efter sigende kroen, på trods af lovet fred. Grundet officielle fontænesager var jeg ikke til stede, og kunne derfor ikke stoppe ham. Helgrim havde, på trods af mit generøse tilbud, afslået at jeg skulle indvie kroen med magisk fred så en sådan situation ikke ville kunne ske, men han følte sig vel sikker på at Den Blå Garde kunne holde et orkangreb tilbage. Jeg ville til enhver tid have beskyttet kroen, men det kan ikke forventes at en Fontæneleder opholder sig permanent på ét sted, i dette tilfælde kroen. Derfor må Helgrim også kunne se fornuften i at gøre kroen til et sted for fred. Men han mente øjensynlig at kroslagsmål var vigtigere at bevare end at beskytte menneskeliv…”

Nikata kigger igen på Helgrim, inden hun fortsætter.
”Helgrim beskylder mig for ikke at være til at stole på og dette kommer i særdeleshed bag på mig. Han følte sig tvunget af mig… Hvilken interesse ville jeg dog have i at skade en kro? Da jeg hørte et rygte om at han havde følt sig tvunget, på trods af en lang god samtale om det hele, opsøgte jeg ham straks, da jeg ikke ønskede at have det siddende på mig. Han benægtede alle disse rygter og sagde at han ikke havde følt sig truet. Om det er disse rygter der er steget ham til hovedet, og har fået ham til at tro dette, ved jeg ikke, men det er æreløst at komme med en så grov beskyldning, hvis man først benægter. Jeg ved derfor ikke, hvem det er, der ikke er til at stole på, kære Helgrim.”
Med disse ord sætter bukker hun let for dommeren, og sætter sig ned igen.

Erkendi Laijson kigger på Nikata og så på Helgrim. Derefter kigger han på Løjtnant Zak.
”Anklager, har du nogle spørgsmål til Nikata?”
Løjtnant Zak rejser sig fra sin stol og rømmer sig.
”Ja, høje dommer, da jeg tydeligt kan se at Helgrim er rystet over Nikatas udtalelser, vil jeg prøve at fremføre sagen som jeg ser den.”, siger han, og bukker let for dommeren.

Løjtnant Zak går ud på midten af det store trægulv der er imellem dommeren, anklageren og forsvareren. Han ser ud i rummet, dernæst på Helgrim og til sidst på Nikata.
”Nikata. Som det allerede er nævnt, lovede du Helgrim at orkerne og Blods ”bror”, dæmonen, ikke ville angribe kroen, så længe de fik mad. Lad os lave en kort og simpel analyse af den aftale:
Helgrim skal give orkerne mad for at overholde aftalen. Nikata skal sørge for at orkerne og Blods bror ikke angriber kroen. Så vidt min hukommelse ikke fejler mig, så var det kun den ene dag hun skulle holde dem fra at angribe. Helgrim gav orkerne mad, og har dermed overholdt sin del af aftalen. Nikata har ikke holdt orkerne og Blods bror fra at angribe kroen, og dermed har Nikata brudt sin del af aftalen.”

Løjtnant Zak holder en kort pause, hvorefter han ser på Nikata.
”Nikata har brudt sin del af aftalen, og det var et brud der kostede liv. Der forventes nogle ting af en Fontæneleder, og en fejl der koster liv, har altid været enden for en Fontæneleders styre, i hvert fald i de skrifter og historier jeg har læst, da jeg studerede på Den Blå Gardes Akademi. Jeg beder dommeren se på dette brud, og vurdere Nikatas straf ud fra dette brud.”
Løjtnant Zak sætter sig ned på sin stol ved siden af Helgrim og kigger på dommeren.

Erkendi Laijson kigger på Nikata.
”Hvorfor overholdte du ikke din del af aftalen, Nikata?”
Nikata kigger i lang tid ned i gulvet, inden hun taler til dommeren. Hun holder fast blikket rettet mod gulvet.
”Jeg har fejlet… Jeg vælger at ophøre som Fontænemester.”

Hvis Erkendi Laijson undrer sig over den hurtige bekendelse, er det ikke til at se på ham, og han skrider hurtigt mod en afslutning på sagen.
”Der vil blive sendt breve ud til alle Fontæner om at Nikata ophører som Fontænemester fra dags dato. Samtidig vil der blive betalt 200 mønter til Helgrim Halgrimson som erstatning. Tak til forsvarer, anklager, vidner, mm. Retssagen er hermed slut.”
Erkendi Laijson kigger på alle i rummet og går derefter ud af salen via dommerdøren.