Uddrag af: En Magibrugers Overvejelser
Bind XI: Tænkende Væsner, Kapitel 22: Grønhuder. Underkapitel: Orkers Tankemønstre.
af Archibald Monotar Akvæeus, Fontænemester af 5. grad og Filosof
Tit og ofte har jeg hørt det sagt, at de større af grønhuderne er intellektuelt underlegne i forhold til andre arter, og tit og ofte sågar at disse væsner, orker, skulle være direkte dumme. Ved første færd kan disse væsner, med deres stærke lugt, let abeagtige bevægelser og grove muskulatur, virke simple og ja, dumme, men ved nærmere studier har jeg nået frem til følgende tanker, som jeg synes var værd at dele med ligesindede videnssøgende overalt. Jeg har igennem en længere periode boet med orker under magisk forklædning. Orker er som sådan ikke logisk ubegavede, men deres interesseområder er meget anderledes fra vore egne, og deres individualitet er noget svær at finde, grundet en tyk tåge af instinkter og basale behov, der gør dem mere dyr end noget andet. Egentligt ville jeg nok personligt omtale orker som dyr, nu jeg tænker over det.

Hvorom alting er, så forholder det sig sådan med orker, at der er mange ting de ikke forstår – men ikke fordi de ikke kunne forstå, eller lære at forstå, men fordi de ikke vil og ikke lyster. Hvorfor skulle det være vigtigt for en ork, at vide f.eks. hvorfor planter er grønne eller hvorfor der er skyer? Selvfølgelig hersker denne trang til at vide alt om alting mest hos os mennesker, og det er ikke just fordi vi ikke snager i naturens orden og forsøger at finde mening i kaos. Orker, derimod, er ligeglade med hvorfor der er skyer – for dem betyder det mere, hvilken farve skyerne har. Orker er nemlig enormt dygtige til at tolke naturens signaler, akkurat ligesom deres sanser er skærpede. Væsnerne er jægere uden ende – naturlige krigere. Som sådan er de eksperter i at forfølge og fremsnuse byttet og fjenden, især på deres eget område. Nogle af disse teknikker må jo nødvendigvis være oprindet og videregivet i form af mundtlig tradition, men det lod for mig til at de fleste orker blot havde tilegnet sig disse færdigheder uden nogen form for ind- eller tillæring – de vidste det bare, som var det brændemærket ind i deres hjerner fra fødslen.

Det er dog ikke den eneste gave, i form af instinktiv viden, som orkerne ejer. De er mestre i krig og mens de, for det utrænede øje, virker som brutale bersærkere uden sans og samling, er mange af dem utroligt snedige og taktiske nok til at kunne true selv en mester i skak, vel at mærke forudsat at orker gad koncentrere sig om at lære skak – men da dette ikke har nogen umiddelbar praktisk brug, er det ikke et populært spil blandt orker. Orker har generelt få ting at tage sig til i deres relativt korte liv udover krig. Når de ikke slås mod fjenderne, slås de mod hinanden eller hvæsser klinger og ”varmer op” til næste slag. Orker har en indbygget taktisk sans, nærmest som en slags sjette sans. De ved præcis hvordan og hvornår de skal reagere i kamp, også selvom der er flere af dem. En ting jeg engang oplevede var, at vi kom gående i en gruppe og vejen delte sig i to. Orkerne snakkede ikke, gav ingen ordrer eller udvekslede blikke – de delte sig bare i to. Da der så var en for meget i den ene gruppe, i dette tilfælde mig, blev jeg straks skubbet (nærmest kastet) hen mod den anden gruppe. Hvordan kunne de vide det var mig der havde dummet mig, hvis ikke for en utrolig medfødt evne eller en helt igennem indøvet taktisk procedure? Spørg så dig selv hvorfor så udadtil simple og dumme væsner kunne rykke så effektivt mod Varkilias konge.

De er nærmere ukultiverede. Orker har ingen dybe tanker, muligvis fordi deres hjerner ikke er i stand til denne form for tankemønstre. I hvert fald er de anderledes end os. Det ville nogle måske vælge at sige ville gøre dem til dumme væsner, men rettere er de, i min optik, ukultiverede. De har ingen kultur, fordi de ingen interesse i den har, og ingen har sat sig ned og tænkt over samfund, filosofi eller kunst. Faktum er at orker ingen kunst har, ingen nedfældede dokumenter, eller noget der bare minder om. Orker der er klogere og som prøver at lære og læse, såvel som at have længerevarende, meningsfulde samtaler, bliver hurtigt udstødt af stammen som en kujon, en svækling og en ubrugelig sæk knogler der kun er til last.

Musikalsk set er disse væsner heller ikke imponerende – de har ikke opfundet noder eller instrumenter, for den slags er måske sjovt, men ikke ligeså sjovt som krig. At male og tegne, eller hugge sten, er for elvere og dværge, mens orkerne forbeholder sig retten til krig, uden prætentiøst at kalde deres metoder for krigskunst, skole og teknik – de slås bare. Som sådan er der måske en form for bizar kunstnerisk skønhed i at se en ork rive hovedet direkte af en mands rygrad, eller når en ork brølende klemmer øjnene ud af hovedet på en skrigende modstander. Men orkerne selv ser det ikke som kunst, og ethvert forsøg på at afbilde hændelsen, ville med største sandsynlighed gøre en ork misundelig, over ikke selv at være den der udfører brutaliteter, rettere end indgyde ham med respekt for skaberens øje for detalje – kunst kan man ikke slås eller vinde med, så også dette er ligemeget for orkerne. Det samme gælder med alle andre ting. Hvis det ikke har en direkte relation til krig eller vold er det ligemeget og uvæsentligt.

En endelig ting at sige om orker, er at deres hjerner har meget svært ved at forstå og følge med i magi. Der er få individer, der som oftest ender som shamaner eller udstødte, der er i stand til at tage imod den gave magiens kraft er. Orkerne ser magien som et overnaturligt fænomen og frygter det måske en lille smule, trods deres totale dødsforagt. Dette er måske noget, man burde se nærmere på i en nær fremtid? Hvorom alting er, så tag dig i agt. De er snedigere og mere lumske end man lokkes til at tro! Hvad derimod angår gobliner, orkernes mindre familiemedlemmer…