Efter flere voldsomme slag om Sværddyb, og deraf ”Den Tørstige Økse”, lykkedes det endeligt at få den tilbage til dens rette ejer. Det er derfor med glæde at Helgrim Halgrimson åbner kroen, og denne glæde mindskes ikke af at hans gamle skibsfælle Sven Brækarm er kommet på besøg. Atter er der liv i krostuen til alles glæde.

Det er formiddag.
Helgrim er lige blevet færdig med at vaske kroens borde, og Petrus har fejet. Man kan dufte at Hr. Efterben er i køkkenet og at morgenbrødet er på vej.
Gamle Marius Calviin er kommet til byen. Han halter kraftigt på det ene ben og er iklædt en gammel frakke. Hans åndedrag er tungt og roligt, og hans garvede øjne spejder ud under de grå øjenbryn. Hans øjne er den samme farve af sølvgrå som hans korte hår og skægget der sidder på hans hage. Under den ene arm bærer han en kæmpe bog og om kroppen har han et tæppe og en skuldertaske. Han hoster og når frem til kroen, hvor han læner sig mod dørkarmen. Hans stemme er hæs og arret, ligesom hans ansigt.

Da Marius får åbnet døren og kigget ind, bliver han mødt af en velkendt stemme.
”Svend Brækarm, er det virkelig dig jeg skuer?! Og gamle Helgrim, kan det passe? Det er mange år siden vi kæmpede sammen, side om side, er det ikke?”
Svend rejser sig fra sit hjørne næsten lige så besværet som gamle Marius. Mens han går over mod ham brøler han hæst af et par gæster der venter på deres morgenmad.
”HVIS I ikke hjælper den arme mand af med sine ting, så skal jeg PERSONLIGT bide næsen af jer. RUB jer!” Han brummer venligt mod Marius: ”Kom og sæt dig. Hvis jeg kender dig ret, så har du ikke så få ting at berette. ”EFTERBEN! … KAGE! MASSER AF KAGE! OG ØL!”
”Næh nej, du gamle, jeg har masser at fortælle! Men først en plads og noget godt øl…”, siger Marius, med et skarpt blik mod ham, der åbenbart hedder Efterben.
”Så sæt dig min ven i mit hjørne. Jeg rykker lige for øllet.”, siger Svend.

Helgrim kommer ud fra køkkenet.
”De’ er godt nok tåget! Næ, de’ jo Marius! Hvilken overraskelse! Rygterne må godt nok gå om den her kro! Hehehe!”
Han smiler og kommer over og klasker Marius kammeratligt (og lidt hårdt) på skulderen.
”Kommer du for at sig’ undskyld eller hva?” Helgrim kikker lidt bistert på ham.
”Efterben er ved at bage, så der går lidt tid før der er brød og kage. Petrus, bring lige tre krus af min Porter!” Han sætter sig ned overfor Marius.

Svend bunder sit krus så snart det står foran ham.
”Fald ned Helgrim. Hver ting til sin tid og DEN tid er ikke LIGE nu.”
”Marius, Hvad har du så fået tiden til at gå med…?”
Han glor surt ned i sit tomme porter glas.
”Kan man få en genopfyldning?!”

Marius begynder at tale.
”Joh Svend… som du jo udmærket ved, behandler Kongen ikke… eller hans far, behandlede ikke sine soldater med største værdighed. De fleste af vore overlevende kammerater, og vi er efterhånden færre end selv de få vi var, er døde eller henfaldne til druk – derfor er de døde for mit hjerte. Dem der endnu er ved deres fulde fem, og det er endnu færre, er blevet vandrende folk der sælger deres evner for penge eller prøver at finde en ro i sjælen.”
Marius kigger op mod loftet et øjeblik og hans øjne bliver fjerne.
”Jeg selv vandrer også rundt. Jeg fortæller historier…”
Siger han og klapper sin enorme bog på det slidte bind.
”… om Slaget ved Teornholdt, Skyttegravene ved Storeflod, Belejringen af Kyth Illior, og mange andre historier fra de krige, der har afgjort hvor grænserne ligger i dag, og hvorfor de unge har det som de har det. Men de glemmer os; os der kæmpede for dem. Så har jeg eventyr og legender, gudesagn og afgudesagn. Jeg har mangt og meget her…”
Han peger igen på bogen og løfter derefter en finger til sin ene tinding, ovenpå et stort ar. ”… og her.”
”Hmm… Der er også nogle få unge soldater her i Sværddyb…”
”Den Blå Garde!”, siger Svend med påtaget højtidelighed og hån i stemmen.
”At blive SLÅET gule og blå er ved blåbær det eneste de kan finde ud af!”
Stilheden sænker sig for et øjeblik, inden Svend igen åbner munden.
”Kære Marius, fortæl mig en historie om ørkenen, sultaner og… et harem.”
”Næh, du gamle, fortæl du mig om denne Blå Garde. De lyder som en bunke svæklinge, uden den stolthed der brændte i hjertet på os da vi benede os vej fra skyttegrav til skyttegrav, sårede og udmattede af kampens hede! Måske man skulle sætte en skik på dem?”
Svend svarer straks på spørgsmålet.
”Du kunne lære dem RIGTIG RIGTIG meget, det kan ikke nægtes… slet ikke.”
”Der går rygter om at man kun straffer lydighedsnægtelse med nedsættelse af chokoladerationen.”
”… Og hvis jeg skal være ærlig… Så tror jeg faktisk på disse rygter. Jeg tror heller ikke de kan finde ud af at stå ret.”
Marius ser tydeligvis en smule undrende ud.
”Ulydighed ved nedskæring af chokolade? Jamen det er jo absurd! En soldat skal bruge sukker for at holde sin krop gående og have pisk for ulydighed! Det hærder kroppen og belærer sindet, som sergent Rekleus plejede at sige… for mange, mange år siden…”

Svend vender øjnene op i loftet og tænker lidt inden han svarer.
”Hmm… ja… Men jeg kan nu godt lide chokolade.”
Endnu engang sænker stilheden sig, men kun for et øjeblik.
”Jeg kom for resten i konflikt med Garden for et stykke tid siden… Der var denne har fløs der forstyrrede mig, du ved, så jeg smed ham ud. Så kom han tilbage og sagde at løjtnanten ville snakke med mig. Jeg sagde at han ved Blåbær kunne komme herind selv hvis han ville noget! Så gik han ud og kom tilbage igen, og sagde at NU var det altså nu – hvad end det så skulle betyde. Så tog han fat, men så blev jeg bestemt, og ja, så kan du jo selv regne resten ud…”
”Men jeg har ikke hørt fra dem siden. Det kunne tyde på at løjtnanten ikke har mandsmod til at se mig i øjnene…”
Marius griner.
”Haha, jamen du er jo også en gammel elitesoldat. Enhver med mod til at stå ansigt til ansigt med dig, er enten en meget brav eller en meget dum mand! Lyder som om Den Blå Garde enten er dumdristige, eller bare dumme!”

Marius hoster en dyb, grim hoste, der lyder som om han er alvorligt syg. Han griber ind under den gamle uniformsjakke og trækker en aflang flaske ud fra inderlommen. Han skruer proppen af, tager en dyb slurk og putter den tilbage i lommen.
”Du har ikke godt af det der, men giv mig noget alligevel”, siger Svend.
Svend rækker frem mod Marius for at få flasken.
”Hmm…”
Lyder det fra Marius og han rækker flasken frem mod Svend.
Svend tager en dyb lang slurk. Undervejs løfter han et øjenbryn som i genkendelse og han tager flasken fra munden.
”Det er da ved Blåbær det stads vi drak ved plyndringen af Jarlsborg?!”, halvt råber Svend.
”Hvor får det fra Marius? Jeg troede at vi drak alle 19 tønder den nat vi vandt slaget?!”
Marius smiler et bekymret smil. Så bliver ansigtet alvorligt.
”Det gjorde vi også! Det er noget værre sprøjt… sender dig i en tidlig død.”

Svend hoster nu også. Ikke så slemt som Marius, men man kan tydeligt høre at det er den samme slags hoste. Svend bliver nu for første gang rigtig alvorlig og samtidigt en smule trist. Et øjeblik ser han ud som om livet ikke er værd at leve. Så siger han stille.
”Vi… har set nok død… mere end nok… alt for meget faktisk.”
”Jeg føler mig fristet til at gøre som du… sige Blåbær til hele verden og bare gå min vej…”

Marius kigger Svend i øjnene og nikker roligt.
”Ja, vi har set mere end de fleste… du har ret, vi har set alt for meget. Men nu må vi så lære de unge om krigens alvorlighed og prisen på et menneskes liv. Jeg har mange grumme minder, og lige nu kan jeg mærke fortidens skygger blive kastet koldt ind over mig. Jeg mindes… det er lige meget hvad jeg mindes, men mit ben gør ondt på ny og mit hjerte bliver tungt med sorg…”
Marius ser mod køkkenet.
”Nu skal det gøre godt med lidt øl – bliver det til noget?”
Svend ser på Marius som om han først nu er kommet i tanke om hvor længe de har ventet derpå, og han rejser sig en smule besværet for at efterkomme ønsket.
Først kommer han ud med fire kander skummende øl, to i hver hånd. Så går han igen, og kommer hurtigt tilbage med to tærter af en slags.
”Gå til fadet du!”
Marius smiler denne gang oprigtigt til Svend.

En lille skikkelse træder ind af døren. Han sætter sig lydløst i et hjørne. ”Ka-kan jeg få lidt at spise?”, spørger den med en høj og hæs stemme.
Marius ser med et skummelt blik mod skikkelsen. Han ville ønske, den ville tage sin hætte af, så han kunne se om hans teori omkring den holdt stik. Han begynder langsomt at skære den ene tærte ud og fylde et krus med øl.

Den lille skabning spørger igen, denne gang i et højlydt og irriteret tonefald.
”Kan jeg få noget at spise?!”

En høj skikkelse træder ind af døren, og straks forstummer al snak. Den er klædt i en stor kappe, som skjuler huden. Man kan se hans smil lyse op, uden at det afslører selve farven på huden. De forskellige selskaber der sidder rundt omkring ved bordene, ja selv dem der er i gang med at blive betjent, stopper som var der blevet kastet en formular på dem. Skabningen, som man tydeligt kan se er af hankøn, kigger sig omkring og smiler grumt til de der vover at se i hans retning. Han bevæger sig let, nærmest elegant, over til et sidebord, hvor der endnu ingen kunder er. Det er ikke til at tage fejl af at han er en elver af en slags. Da han tager hætten af, farer en anspændt stemning hurtigt igennem lokalet. En sortelver!
”Jeg ønsker at blive betjent. Nu!” bjæffer han. Ikke vredt, men bestemt.

Marius rejser sig op med en stiv bevægelse og skyder krofatteren et hårdt, stift blik. Men en stemme der er iskold og hård, spørger han kort og konsekvent, imens han lægger bogen fra sig og trækker den ene hånd ind under sin frakke.
”Opvarter du nu for sortelvere, Helgrim?”
Svend grynter blot af den forfinede sortelver.
”Nu også dem…”, siger han stille.

”Hov hov jeg kom først!!”, skriger den lille skikkelse af sortelveren.
Sortelveren kigger koldt på ham. Han rejser sig og går langsomt hen til den.
”Goblin”, siger han lavmælt ”var din mund. Ellers kunne du komme til skade.”, siger sortelveren og smiler.

Helgrim kommer ud fra køkkenet.
”Det er ved Blåbær ikke let. Alle mine krofolk er ikke at finde i byen…”
Han kigger rundt og hans blik falder på goblinen og råber af den, samtidigt med at han holder øje med sortelveren.
”Det her er ikke et fattighus, så hvis man ikke har nogen penge, kan man godt forsvinde med det samme.”
Derefter henvender Helgrim sig til Svend og Marius.
”På denne kro der betjener vi langt de fleste. Men nogle gange lukker vi kroen, så de gæster der er her kan spise og drikke i fred. Men lad mig nu sørge for at I får noget til halsen og maven.”
Svend kikker spørgende på de forsamlede. Først på Marius, så sortelveren og til sidst goblinen.

Derefter taler Marius direkte til Helgrim.
”Det gør mig syg langt ned i maven at du betjener fjenden, Helgrim”, siger Marius med et sigende, stift blik. Derefter rækker han sin gamle, ru håndflade, der er ombundne med læderstropper, frem mod Helgrim.
”Men jeg har tænkt meget over det… og nu hvor vi atter ses, vil jeg gerne sige undskyld for dengang…”

Helgrim vender blikket fra sortelveren og goblinen, tilbage til Marius.
”Marius! Denne kro, Den Tørstige Økse, er mit skib. Her ombord opretholder jeg freden, og de der betaler og opfører sig ordentligt er under min beskyttelse. De der forstyrrer kroen er mine fjender nu.”
Helgrim ser venligt og bestemt på Marius.
”Det andet du taler om er længe siden, og min vej i livet er skiftet. Det gælder både fjender, mindre fejder og svigt.”

Helgrim tager fat om Marius’ hånd og trykker den i et fast håndtryk. 
”Godt at dine fødder førte dig til Sværddyb, Marius!”